Vi skal smage intet mindre end Grand Cru vin fra Bourgogne og det er fra et vinhus, som vi før er stødt på her på vinbloggen, for det er Jean Gagnerot og vinen er denne 2016 Corton Grand Cru Les Grandes Lolières.
Jean Gagnerot er jo et burgundisk brand under den store franske vinkoncern GCF Group, der er så god til at finde vine fra vinkældre rundt i hele Bourgogne.
Jeg skrev en del om huset, da jeg første gang smagte en 2017 Saint Aubin, men nu er det altså fra den øverste hylde, da alle Pinot Noir druerne her kommer fra parcellen Les Grandes Lolières på Grand Cru marken Corton i Côte de Beaune.
Les Grandes Lolières ligger midt på Corton bakken med østvendt orientering og Pinot Noir druerne er selvfølgelig plukket manuelt inden en kølig pre-maceration.
Selve gæringen foregår på temperaturregulerede ståltanke, hvor der gøres brug af hyppige overpumpninger af mosten og en pigeage med nedstempling af drueskallerne for at fremme udtrækket af farve, smag og tannin.
Efter endt gæring omstikkes vinen til egetræsfade, hvor den så har lagret i 20 måneder. Der anvendes 60 % nye fransk egefade, men de resterende 40% er brugt 1-2 gange før.
Normalt vil man nok aldrig finde Corton Grand Cru fra fine og anerkendte producenter til prisen på denne. Det skyldes jo klart, at prestigen her er mindre, da Jean Gagnerot jo ikke er fra en decideret producent og blot fra et brand under GCF Group. Men kan du lægge snobberiet på hylden for en stund … så får du faktisk et fremragende glas vin her. Okay … drikker du burgundisk vin hver dag og Corton regelmæssigt, så vil der selvfølgelig være forskelle … men det har undertegnede sgu ikke råd til.
Sikke en duft … moden og enestående med en lidt nonchalant samt dekadent aroma, sådan nærmest en kombination af palisanderskab, svampemix, skovbund, gammel læder og teaktræsolie. Der er modne kirsebær, kirsebærsauce, jordbær, cedertræ og en lakridseksplosion, som får aromaerne til at brede sig med et flot, afdæmpet, balanceret og luftigt aftryk, der er svær at slippe. Det er som om, at duften lige har et ekstra gear … og man bliver sådan lidt overgearet.
I munden er vinen mere rank, stringent og samtidig blød … moden i frugten, men det er med syrligbitter frugt af hindbær, ribs, moreller og lyse blommer med alt i zen. Det har en intens, fin og flot syre med fokuseret og virkelig monsterlang smag … hvor er det enestående og elegant, så man kan ikke undgå at trække på smilebåndet … dermed 95 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.299,95 kr., mens prisen er 499,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 6/7