2020 Eduardo Garza, Priorat Blanc, Priorat, Spanien

2020 Eduardo Garza, Priorat Blanc, Priorat, SpanienEduardo Garza er en lille mikroproducent, som fra marker på stejle bjergskråninger i Priorat laver 3 forskellige vine … en hvid, en rosé og en rød. Nu smager jeg 2 af dem og starter med hans hvide 2020 Priorat Blanc.

Men historien om Eduardo Garza er faktisk startet i Guatemala, hvor han opvoksede på sin families maleriske kaffefarm beliggende på en bjergside Esquipulas i Chiquimula. Eduardo er således vokset op med at dyrke jorden for at skabe unikke og exceptionelle drikke og allerede tidligt fik han en forståelse for de indviklede nuancer og smage, som et terroir kunne frembringe.

Han fik også en dyb forståelse af vigtigheden af bæredygtige og langsigtede landbrugsmetoder. Han var selv vidne til den delikate balance, der kræves for at pleje afgrøder og at det kræver både stor omhyggelighed, opmærksomhed og masser af hårdt arbejde.

Efter at Eduardo havde arbejdet både med kaffe og senere også i finansverdenen, så besluttede han sig for at drage til Spanien og tage en uddannelse som ønolog. Ad den vej fik han mulighed for at købe nogle helt små plots rundt omkring i Priorat, så i 2018 begyndte han at eksperimentere med de forskellige jordbundsforhold, mens vinene blev lavet hos nogle af de mere etablerede vinbønder i området.

Han har kun plots på 4 vinmarker, der ligger på bjergskråningerne ved Gratallops, Bellmunt del Priorat og Torroja del Prioral. Hver af disse steder har sit eget unikke mikroklima og jordsammensætning, hvilket tilføjer dybde og kompleksitet til de druerne med sorter som Grenache, Carignan, Syrah, Voignier og Grenache Blanc.

Eduardo Garzas vinstokke på markerne både nyere, mens andre stokke har godt med alder … vi snakker et spænd mellem 20 år gamle og andre stokke er over 80 år. Det giver stor mangfoldighed, rigdom og karakter til hans vine, da hver vinstok bidrager med sit eget distinkte fodaftryk til den endelige vin.

Garzas har en grundlæggende dyb respekt for landet og hans metoder omfavner traditionerne i regionen efter med gammeldags tilgang, så bl.a. er han afhængig af hjælp fra muldyr til pasning af markerne. Alt markarbejde er lavet i hånden og alle druer er håndplukkede.

Når det kommer til vinfremstillingen, så holder Eduardo Garza sig ligeledes til minimal intervention i kælderen. Han tror på at lade alle druerne udtrykke sig fuldt ud med den rette indblanding og korrekt timing fra menneskehænder. Denne blide berøring sikrer, at vinene legemliggør den sande essens af Priorat terroiret og de unikke egenskaber ved de gamle druer.

Men det er en ganske lille produktion … sølle 7.500 flasker hvert år samlet fordelt på de 3 forskellige vine. Således er der også kun lavet 900 flasker af denne Priorat Blanc.

Den er lavet på et blend af 60% Voignier og 40% Grenache Blanc, hvor den enkelte druesort er vinificeret for sig. Først er druerne så afstilket, knust og presset hurtigt for at undgå oxidering. Så er vinen gæret koldt ved 12 grader, derefter er der sket malolaktisk gæring inden 11 måneder lagring med 65% på stål, men de resterende 35% er lagret på egefade.

Vinen er meget gul i glasset … men duften er henrivende, virker faktisk meget bondsk og har godt med fadnoter som vanilje, lidt mælkechokolade og virker fuldfed og lækker. Frugten er abrikos, overmodne pærer, fersken, lidt muskat og akaciehonning … uha, totalt indbydende og smørlækker. Det er vild muskelvin, der er utrolig ekspressiv og imponerende.

Vinen har også i munden lidt et ekstra gear … smørlækker og den virker endda en smule parfumeret i munden, hvis I forstår, hvad jeg mener. Der er vingummibamser på epo, abrikos, muskat, fersken og spidskommen samt andre søde krydderier. Det er på alle måder en stor mundfuld og den sidder mægtig, stor og fuld i hele munden … har let peber og er monsterlækker. 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Christopher Full, Full Minant Mölsheimer Zellerweg am Schwartzen Herrgott Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Christopher Full, Full Minant Mölsheimer Zellerweg am Schwartzen Herrgott Riesling, Rheinhessen, TysklandVi slutter Full festen fra Weingut Christopher Full med enkeltmarkdsvinen 2020 Full Minant Mölsheimer Zellerweg am Schwartzen Herrgott Riesling.

Her kommer alle druerne selvfølgelig fra Mölsheimer Zellerweg am Schwartzen Herrgott, der endda ligger på grænsen mellem Pfalz og Rheinhessen og har en undergrund med masser af kalksten og ler.

Vinen er ellers lavet nogenlunde som foregående … altså med en  spontangæring i egefade med alle druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret på Holzfässern aka egefadene, men den har 3,5 gram restsukker pr. liter.

Næsen er klart langt mere kompleks … byder virkelig på talrige nuancer med både nødder, blomster, let spidskommen, en meget luftig, let, æterisk og svævende aroma. Frugten er dyb, koncentreret. har kandiseret lemon, æbler og pærer, noget fadpræg med vanilje og lakridskonfekt … lidt karamel … virkelig indbydende, som den bedste parfume.

I munden er vinen klart mere ren … men fortsat med dybde og stor kompleksitet. Det er rent, klart og præcist med en fin, feminin, sart og har en elegant syre … æbler, pærer, let lemon og en fin, stram og lækker citron, der dog aldrig bliver for syrlig, men giver rygrad, så vinen bliver spændt og oprejst, men fortsat leveres blødt, cremet samt koncentrereret. 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2021 Weingut Christopher Full, Full Minant Felsethron Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Christopher Full, Full Minant Felsethron Riesling, Rheinhessen, TysklandDe sidste to Riesling vine fra Weingut Christopher Full var begge fra topserien Full Minant aka de strålende vine og den første var denne 2021 Felsethron Riesling.

Felsenthron kan oversættes til stentronen og vinen er da netop også lavet som en hyldest til det 687 meter høje Donnersberg bjerg, der cirka 20 kilometer mod vest troner over hele Zellertal.

Vinen har i vinifikationen også fået mere TLC – aka tender, love and care – end de forrige vine, for vinen har spontangæret i egefade med alle druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret på Holzfässern aka egefadene. Felsethron Riesling har 2,5 gram restsukker pr. liter.

I næsen er Felsethron Riesling klart en smule federe og samtidig mere olieret, men har som den frydefulde lillesøster lidt petroleum, men den virker blødere, mere harmonisk, tæt og koncentreret. Den har også lidt aftryk fra fadene med vanilje, mælkechokolade og små grønne krydderurter.

Smagen er lidt det samme … dybere, mere smørret, cremet og federe, har godt med grillet lemon, lidt citroner, modne æbler, godt med saft … en blød syre, der bare sætter sig i munden, så samlet set er det en rigtig lækker Riesling, 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Weingut Christopher Full, Riesling Kalkstein Full of Joy, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Christopher Full, Riesling Kalkstein Full of Joy, Rheinhessen, TysklandDerefter stod den alene på Riesling fra Weingut Christopher Full og den første var en Full.Wein basisvin … 2022 Riesling Kalkstein Full of Joy.

Christopher kalder da også vinen for sin lille Mölsheimer Riesling, hvor Riesling druerne kommer fra en række forskellige kalkstensrige marker.

Her er der ikke eksperimenteret så meget og druerne er endda plukket maskinelt, men dog håndsorteret og spontangæret i store ståltanke, hvor vinen også en lagret en periode inden tapping på flaske. Vinen har hele 8,5 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt bliver du også Full of Joy … lille opstoppernæse med svag petroleum suppleret med lidt fersken, pærer og tørret abrikos, meget aromatisk og frugten har let sødme og virker næsten eksotisk med en smule ananas, kokos og sødlig blomsterpollen.

I munden kan det kam også mærkes, at dette er det sødeste af de smagte vine, for det er en virkelig rund, venlig, flink og smagfuld vin, men på et flot niveau for en Gutsriesling. Den er så saftig, sødmefuld og dejlig … har god blanding og balance, så 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Weingut Christopher Full, Grauburgunder Full Of Rage, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Christopher Full, Grauburgunder Full Of Rage, Rheinhessen, TysklandDen næste Full.Wein fra Weingut Christopher Full blev så denne 2021 Grauburgunder Full Of Rage, der minsandten også er en vin lavet med gæring på skindet … vild og rasende.

Her kommer Pinot Gris aka Grauburgunder druerne fra marken Mölsheimer Berg. Efter  høsten er vinen så lavet med spontangæring med skindet og alene med druernes egne gærceller over 14 dage.

Efter endt fermentering er vinen lagret på tonneau og barriques 10 måneder i familiens dybe kælder … 8 meter under Mölsheimbjerget … så man kan sige, at vinen kommer fra over bjerg til under bjerg.

Vinen er tappet på flaske ufiltreret og Grauburgunder Full Of Rage har 0,9 gram restsukker pr. liter.

Nu er gæringen på skindet tydeligt, for vinen er i glasset et sted mellem ganske orange og gammel støvet rosa. Duften er skam også en kende anderledes og faktisk ganske kødfuld … og man kan faktisk dufte fadlagringen ret tydelig med vanilje, vingummibamser og lidt karamel og tørt træ. Frugten er mest kirsebær, fersken, jordbær samt en snas tranebær.

Smagen er bare så saftet, saftig og læskende … smager sgu da skidegodt. Der er jordbær, kirsebærsaft samt lemon, en portion sødme, masser af karakter og charme, så jeg bliver sgu helt blød i knæene med lidt tørrede roser og lille cremethed. Jeg er nærmest hysterisk pjattet med denne vin, så dermed 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Weingut Christopher Full, Weissburgunder Unfiltriert, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Christopher Full, Weissburgunder Unfiltriert, Rheinhessen, TysklandMed næste vin har den unge Christopher Full skruet op for innovationen, for denne 2020 Weissburgunder Unfiltriert er reelt set nærmest en halv orangevin.

Vinen er nemlig lavet ved spontangæring alene med druernes normale gærceller og så har halvdelen af vinen også macereret med skindkontakt.

Derefter er alt lagret cirka 10 måneder på barriques. Så er vinen blot flasket ufiltreret med et let let slør af gærrester. Vinen har 1,3 gram restsukker pr. liter.

Det er ikke sådan, at farven nærmer sig orangevin, selvom den måske har et svagt orange skær og så virker sådan lidt uklar grundet det lille slør af gærrester … men duften er formidabel og parfumeret med smuttede mandler, en let nøddearoma, godt med blomster samt tydelig stearinlys eller paraffin og så ellers en frugt af fersken, melon og en smule pærer.

I munden udretter vinen små mirakler … er tynd, slank og mager, men samtidig er det med virkelig charmerende og lidt orangeagtig smag med en nærmest cremet fornemmelse, hvis det giver mening. Der er lidt bitre æbler, grønne pærer, godt med lemon og citron, så man får virkelig et frisk og saftet bid … en vin til sjov og balade, hygge og alvor, fest og farver … og jeg er tosset med den. 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Weingut Christopher Full, Sauvignon Blanc Réserve, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Christopher Full, Sauvignon Blanc Réserve, Rheinhessen, TysklandVi sparker den lille Christopher Full smagning i gang med denne 2021 Sauvignon Blanc Réserve, der både er lavet og lagret på egefade.

Druerne til vinen kommer fra forskellige marker beliggende i 130-270 meters højde.

Markerne er præget af en undergrund med kalk og löss … og al høst og vinifikation er sket med håndkraft. Vinen har både fermenteret og lagret på Barriques og Tonno … og deraf Reserve i navnet. Den har 4,8 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det absolut Sauvignon Blanc med en duft af både grøn peber, græs,  græs, hyld, stikkelsbær, kiwifrugt og ærteskud. Det er ikke så overgrønt eller dieselagtigt, for frugten virker mere blød og rund, har udover den sødere hyld også lidt grape, lemon og stearin, der bidrager til en rigtig fin balance mellem det grønne, friske og alligevel mægtig rare.

Smagen er lige en tak fyldigere end forventet … formentlig på grund af fadlagringen, som også bidrager med en cremet og næsten olieret fornemmelse. Det gør også frugtsmagen dyb, moden og fed, hvor det nærmest er syltede og kandiserede citroner, lidt overmodne æbler, fersken og let sødbitter lemon. 90 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Houlberg smager vine fra Weingut Christopher Full i Zellertal i Rheinhessen

På der Hauptstraße midt i byen Mölsheim i Zellertal i Rheinhessen finder vi Weingut Full, som er et lille familieforetagende, som i dag drives af den unge Christopher Full sammen med sin far Thomas.

Zellertal er en tysk kommune i den sydøstlige del af delstaten Rheinland-Pfalz. Den ligger i kreisen Donnersbergkreis omkring 9 kilometer øst for kredshovedstaden Kirchheimbolanden og samtidig omkring 42 kilometer sydvest for delstatens hovedstad Mainz.

Vi er med andre ord i den rheinhessiske del af Zellertal.  Så fik vi lige det sat på plads.

Lidt om Weingut Full

Weingit Full skulle have eksisteret siden 1340 … men jeg kan ikke finde meget om historien. Men vingården er i dag ejet af Thomas og Claudia Full og deres 3 børn Christopher, Miriam og Melissa.

Det er dog den unge Christopher Full, som har overtaget driften og han har en  bachelorgrad i vinavl fra det berømte Geisenheim og han arbejder også ved siden af for Weingut Battenfeld-Spanier samt Kühling-Gillot.

Christopher er lidt af en revolutionær, når det kommer til vindyrkning og han laver vine både på forældrenes vingård og siden 2016 også med sin egen linje af vine ved siden af og udgives under hans eget navn Weingut Christopher Full … for ham er det vigtigt med innovation og kreative processer.

Familien har samlet 13,5 hektar vinmarker, hvor de bedste vinmarker er Mölsheimer Zellerweg am Schwarzen Herrgot samt  Silberberg og ved Hohen-Sülzer er det markerne Kirchenstück og Sonnenberg og i Nieder-Flörsheimer marken Frauenberg.

Der dyrker Christopher sorterne Riesling, Müller-Thurgau, Silvaner, Gewürztraminer, Bacchus, Ehrenfelser og Scheurebe samt de røde sorter Dornfelder, Spätburgunder. Saint Laurent og Portugieser.

Christopher kan godt lide at eksperimentere og især hans hvidvine laves med innovation via eksperimenter og ofte anvendes der enten barriques eller træfade ved lagringen af vinene.

Undergrunden er præget af kalksten og Rieslingdruen er den drue der bedst kan vise både historik, knowhow og undergrund. Han har selv kaldt de bedste af vinene for full-minante efter fulminante, som jo netop betyder strålende, mens indgangsvinen på Riesling er hans Full of Joy Riesling.

Vinene

Fra den danske importør Hands on Wines tester jeg nu en Ranger Magnum Chrome 6-løber af hvidvine fra Christopher Fulls egen linje, der selvfølgelig jo også laves på familiens vingård på hovedgaden i Mölsheim og det er disse vine:

Det er med andre ord et fint og blandet felt … med en fadlagret Sauvignon Blanc, to på burgundiske druer og så sidst 3 Riesling vine, hvor vi slutter med den bedste … enkeltsmarksvinen Mölsheimer Zellerweg am Schwartzen Herrgott Riesling.

Alle vin har næsten hver deres unikke etiket, der er en sommerfugl med noget, der nærmest minder om en Rorschach-test. Christopher siger selv, at hver sommerfugleart har et unikt mønster på vingerne  for at give dig Christophers personlige vision om vinenes karakter.

Konklusion

Sikke et dejlig felt af vine … næsten alle med et lille innovativt tvist, hvor Grauburgunder Full Of Rage var en ægte orangevin, der bare smagte monstergodt og imponerede mig.

Samlet et rigtigt højt niveau … og det mærkes bl.a. på de 3 vine på Riesling, hvor alle imponerede … selv den billigste Gutsriesling, der også meget passende hedder Full of Joy, men topvinen Mölsheimer Zellerweg am Schwartzen Herrgott Riesling også er toplækker.

Men alt det kan du jo læse mere om i mine anmeldelser, som jeg har linket til ovenover … som sædvanligt.

N.V. François Girard, Grand Cru Blanc de Blancs Réserve, Champagne, Frankrig

N.V. François Girard, Grand Cru Blanc de Blancs Réserve , Champagne, FrankrigVi skal lige have et brusende gensyn med Philippe og Paul Girards champagnehus François Girard og det er med denne fine Grand Cru Blanc de Blancs Réserve.

Det er jo selvfølgelig 100% Chardonnay fra Mesnil sur Oger og 85% af vinen er fra årgang 2016, mens de sidste 15% er réservevin fra andre årgange.

Efter endt fermentering er vinen lagret i kælderen til andengæring i 36-48 måneder inden degorgering i februar 2021 med dossage på 7 gram.

Dejlig tør næse med tørrede nødder, ristet rugbrød, gær, umodne Fillippa æbler samt grønne og umodne pærer … meget klassisk fin og elegant … har godt med blomster og en smule Jenka tyggegummi, for dem som kan huske det. Det er sgu spot on champagne.

Hvor smager den bare godt … har sådan et fint, venligt og nærmest smukt væsen, hvor man omgående mærker stor omgængelighed og kemi. Der er æbler, pærer, lidt lemon med sødlig bitterhed, toast og masser af kridt og kalk, hvilket gør smagen så ren, krisp og frisk, men hele tiden med en underliggende frugtsødme. Det er sådan en vin, som man kan drikke masser af … 93 point.

Forhandles af CLS Vin, hvor en flaske koster 243 kr., hvilket er sindssygt billigt for sådan én, der let vil kunne slå flere andre dobbelt så dyre champagner.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Domaine Albert Morot, Beaune 1er Cru Les Teurons, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Albert Morot, Beaune 1er Cru Les Teurons, Bourgogne, FrankrigBegejstret smagte jeg endnu en vin fra Geoffroy Choppin de Janvry på Domaine Albert Morot i Beaune og det blev denne 2021 Beaune 1er Cru Les Teurons.

Les Teurons er en mere kendt vinmark og jeg har da også før smagt vin fra marken fra gode producenter som fx Domaine Rossignol-Trapet, Domaine Michel & Marc Rossignol og Domaine Decelle & Fils.

Domaine Albert Morot har samlet omkring 1 hektar på marken, der er beliggende midt på skråningen med en sydøstlig eksponering og den har en god balance mellem muldjord, sand og ler.

Dens navn Les Teurons eller Les Theurons, kan være afledt af Turno, hvilket betyder en lille stigning af land … som måske også passer godt med markens beliggenhed. Vinstokkene er plantet i 1963.

Som med søstervinen er druerne høstet manuel og sorteret både i markerne og i selve vinkælderen. Så er druerne afstilket 100% og gæringen er så sket fuldstændig traditionelt i åbne kar og alene med druernes egne og naturlige gærceller og løbende pigeage og remontage.

Igen med langsom malolaktisk gæring og lagring af vinen i 14 måneder på franske egetræsfade, hvoraf 30% er nye. Derefter er vinen flasket uden filtrering … og i hele processen er vinen alene flyttes ved hjælp af tyngdekraften og 3. etagers kælder.

Duftmæssigt er det virkelig masser af ligheder med den foregående Beaune 1er Cru Les Cent-Vignes, måske lidt en anelse mere kødfuld og ellers samme overlækre og balancerede duft, hvor du både får en virkelig lys og frugtrig aroma med Pinot Noir og det er atter frugt af søde jordbær, hindbær, mørke ribs, kernelæder og lidt fadpræg med cedertræ, chokolade, tobak og let lakrids, men her også en tak mere mineralsk … igen bliver man totalt opstemt.

Også her er den lys, let og blomstret i smagen … måske lige knap så feminin som forrige, men vi er altså fortsat i den lette, lyse og sarte afdeling med en levende, legende og smukke frugt af jordbær, ribs, hindbær og umodne blommer. Der er vanilje, lys og fin syre, der er præcis, har runde og lyse tanniner og atter er det bare gudedrik, så man bliver overstadig, overstimuleret, overglad, overoprømt … så dermed 96 point.

Forhandles af CLS Vin, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger