Vi skal et smut til højre bred i Bordeaux, hvor vi ved skillevejen mellem Pomerol og Saint-Émilion og blot 5 minutters kørsel fra verdensberømte Château Petrus finder Château Haut-Chaigneau, hvorfra vi smager denne 2020 Lalande de Pomerol.
Château Haut-Chaigneau blev købt i 1967 af André og Jeanine Chatonnet, der efterfølgende langsomt har restaureret vingården og løbende foretaget forbedringer og øget kvaliteten af vinene fra vingården.
Chatonnet familien har været vinproducenter i Saint-Emilion siden det 15. århundrede … oprindelig med basis i middelalderbyen ved St. Martin de Mazerat, men i dag har Vignobles Chatonnet hovedsæde på Château Haut-Chaigneau ved Néac i Lalande-de-Pomerol.
Driften varetages i dag af André og Jeanine Chatonnets søn Pascal og han laver på Vignobles Chatonnet 5 forskellige vine og det er så Château La Croix Chaigneau og derefter Spirit of Eleanor, La Serge, The Archangel og så denne Château Haut-Chaigneau. Der laves samlet 150.000 flasker årligt fra familiens 30 hektar marker.
Vinen er lavet på 75% Merlot og 25% Cabernet Franc fra 40 år gamle vinstokke, der er lavet traditionelt i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret 12 måneder på barriques, hvoraf 25% er nye fade.
Det dufter af Bordeaux … virkelig klassisk med solbær og kirsebær, muld eller spagnum, cedertræ og cigaræsker, våde fad og elementer fra fadlagringen med let vanilje, mælkechokolade, kanel og en syre, der virker levende, livlig og lige løfter vinen.
Smagen er frisk, lysere end forventet og syren er samtidig renene, mere klar og bitter end forventet. Der er virkelig et frisk bid af den mørke frugt suppleret med lysere og mere bitterfrisk frugt af både hindbær, brombær, ribs og lyse blommer. Det er sgu ret godt og dermed 91 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens vinen koster 189,95 kr. ved køb af 6 flasker.