Tag-arkiv: Italien

2014 Diego Conterno, Barolo, Piemonte, Italien

2014 Diego Conterno, Barolo, Piemonte, ItalienFruen var mere glad for hvidvinen end mig, så jeg nuppede i stedet et glas godt rødvin, nemlig lidt Barolo fra producenten Diego Conterno … og ja, han er faktisk en del af Conterno Fantino familien, nemlig fætter til Claudio Conterno.

I 2000 forlod han imidlertid familieforetagendet for at etablere sin egen vingård med god hjælp fra sin hustru Anne samt børnene Lorenza og Stefano. Samlet har de 6 hektar vinmarker i Monforte d’Alba og Diego har bygget sit vineri midt i markerne.

Vinmarkerne dyrkes økologisk og produktionen ligger på beskedne 40.000 flasker årligt fordelt på 6 forskellige vine på Dolcetto, Barbera og Nebbiolo. Vinmæssigt ligger stilen som en blanding af traditionalister og modernister.

De bedste vine er selvfølgelig Barolo’erne, som Diego producerer 3 forskellige af, nemlig denne Barolo og topvinene Barolo Ginestra og Barolo Le Coste.

Inden vi kaster os videre over vinen, så skal jeg da lige komme med et par kommentarer til den lille 4-retters menu fra det kulinariske ophold på det gamle Hotel Dagmar. Samlet fik vi en menu, som bestod af:

  • Marinerede kammuslinger med rogn og sprødstegt torskeskind
  • Laksetatar med sprød rugbrød, salt og uter
  • Braiserede svinekæber med kraftig sauce, hvedekerner, løg og sennep
  • Glaserede blommer med øllebrød, crème, bærsorbet og urter

Her lige lidt mere om retterne

Marinerede kammuslinger med rogn og sprødstegt torskeskind

Jeg er vild med kammuslinger, men denne synes jeg nu ikke, var noget særligt … lidt for anonym og smagsneutral uden bid, uden struktur og kammuslingerne ikke særligt indbydende. Det smagte okay, men imponerede på ingen måder.

Laksetatar med sprød rugbrød, salt og urter

En lidt kold pre-arrangeret laksetatar, hvor de små dutter af ostecreme var alt for små og de billige hakkede sorte oliven som en idé, der ikke skulle ha’ været udført. Elsker laks og gerne laksetatar, men denne fik mig nu heller ikke op at ringe.

Braiserede svinekæber med kraftig sauce, hvedekerner, løg og sennep

Klart aftenens bedste ret og lige, som jeg selv ville ha’ lavet den … og faktisk også har gjort flere gange. Mit glas Barolo fra Diego Conterno passede også godt til retten.

Glaserede blommer med øllebrødsflager, crème, bærsorbet og urter

Jeg er ikke den store blommemand, men hustruen var vild med retten, mens jeg nu var mest til den fine bærsorbet. Men heldigvis kom der bagefter lidt kaffe og sødt … og så var jeg også ganske mæt.

Nå, men tilbage til denne Barolo, hvor druerne håndplukkes, udblødes og gærer i 20-25 dage i rustfri ståltanke, efterfulgt af den malolaktiske gæring. Vinen lagrer hele 30 måneder på 500 liters træfade efterfulgt af flaskelagring inden frigivelse til salg.

Duftmæssigt er her både tjære, asfalt … måske en anelse mørk i udtrykket, tørrede roser, violer, tobak, god italiensk balsamisk syre, læder, kirsebær, fennikel og lidt mentol. I munden en ren og syrlig frugt med en vis tyngde, tørhed, grafit, fortsat ganske unge tanniner, som nemt erobrer munden med håndfast hårdhed.

Forhandles af Vinslottet, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Terra Serena, Prosecco Treviso Extra Dry, Veneto, Italien

N.V. Terra Serena, Prosecco Treviso Extra Dry, Veneto, ItalienOverfor den over 900 år gamle Ribe Domkirke ligger Hotel Dagmar i en bygning fra 1581, som rådmand og senere borgmester Laurids Thøgersen lod bygge. Ejendommen har gennem årene været bolig for byens bedre og velstående borgerskab og borgmestre, men har siden 1912 været hotel og for en enkelt nat forleden også base for jeres flittige vinblogger med følge … altså fruen.

Vi indtog under opholdet også vor aftensmåltid på hotellet med en lille 4-retters gourmetmiddag. Inden middagen bød hotellet dog på et glas mousserende vin, et uskyldigt glas Prosecco Treviso Extra Dry fra et vinhus, der hedder Terra Serena.

Terra Serena eller helt korrekt Vinicola Serena ligger ved byen Conegliano nord for Treviso og endnu længere nord for Venedig og er faktisk yngre end vor natlige hotel, nemlig grundlagt i 1881.

Det var Pietro Serena, som i 1881 slog sig ned i byen Crocetta Trevigiana og begyndte at producere vin. Og siden er vinhuset gået fra generation til generation, bl.a. flyttede Adolfo Serena i 1967 vinhuset til nye lokaler i Susegana.

Adolfos 2 sønner Giorgio og Gerardo Serena var i 1970’erne også ganske innovative og udviklede en idé om at sælge vin i fustager, hvilket blev en succes i hele cateringbranchen.

Brødrene re-designede også hele sortimentet og etablerede nogle af de brands, som vinene i dag sælges under, bl.a. Terra Serena og Ville d’Arfanta.

I 2003 byggede familien et nyt, kæmpestort vineri i Conegliano, midt i Prosecco området. Det var helt bevidst og et led i en strategi om at udvide forretningen, hvilket i 2005 blev yderligere forstærket ved købet af champagnehuset Champagne De Vilmont i Reims.

I dag er 5. generation i form af Luca Serena også på vej ind i familieforetagende efter endt uddannelse og han fungerer nu pt. som eksportdirektør i Terra Serena.

Denne Terra Serena Prosecco Extra Dry er lavet 100% på druen Glera, som er den historiske lokale drue, som altid har været brugt til at lave Prosecco. Den er lavet på den såkaldte Charmat metode, som adskiller sig fra Champagne metoden ved at andengæringen foregår på lukkede tanke og ikke på flaske, hvilket selvfølgelig er langt billigere. Vinen har 15-17 gram restsukker pr. liter, så helt extra dry er den nok ikke helt.

Duften er let nøddet og sød med mandler, pærer, abrikos samt lidt københavnerstang-is … ikke vildt givende og måske en kende kedelig. I munden er er vinen sød med blide bobler og det bliver ærlig talt for mig kedelig og kønsløst.

Forhandles af Vinslottet, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2014 Erbaluna, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2014 Erbaluna, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDen gamle kælder hos Porsborgs Gastro Bar på Torvet i Ribe går helt tilbage til 1582 og vidner med sine tykke, hvælvede mure om en lang historie fra før, at jeres flittige vinblogger forleden foretog et vinøs pitstop lige der. Det blev til 3 ristede og lidt druesaft, nemlig en Langhe Nebbiolo fra vinhuset Azienda Agricola Erbaluna.

Jeg og fruen havde taget et smut til den smukke gamle by, som beskedent praler med at være Danmarks ældste by, ja egentlig blot for at se byen med dens gamle huse … et break fra hverdagen.

Og de 3 ristede på Porsborg er ikke om omgang grillpølser, men derimod 3 x smørrebrød i form af røget laks med karrymayonnaise, røget makrel rørt med cremefraiche og syltede rødløg samt pandestegt klassisk torskerogn ovenpå smørstegt hjemmebagt, mørkt maltrugbrød.

En Langhe Nebbiolo var nok ikke den åbenlyse valg til lidt fisk og fruen havde vist også forventet lidt hvidvin. Ups. Nå, men det blev altså denne lettere røde fra Erbaluna, som er en lille familiedrevet vingård, der ligger i La Morra lige udenfor byen Annunziata og nabo til vinhuse som Renato Corino og Elio Altare.

Vingården drives i dag af de to brødre Andrea og Severino Oberto, som kommer fra en familie af vinbønder langt tilbage i tiden … faktisk helt tilbage til 1800-tallet. De to brødre overtog driften midt i 1980’erne og startede med art omlægge hele vingården til økologisk drift.

Oberto har samlet 15 hektar vinmarker og de bedste marker er Rocche – som leverer druer til husets Barolo della Vigna Rocche og denne Langhe Nebbiolo – samt marken Le Ghiaie, hvor der primært dyrkes Barbera og Dolcetto.

Vinene laves både efter de gamle traditioner med brug af store, massive egefade samt efter nye, mere moderne metoder med brug af rustfrie ståltanke, barriques som modernisterne samt andet nyere og moderne udstyr.

Derudover har familien selvfølgelig også lidt agriturismo … værelsesudlejning, som de kalder for Casa del Pozzo. De arrangerer selvfølgelig også vinsmagninger, men derudover også hesteture i området, madlavningskursus for vinglade turister, trøffeljagt og meget andet.

Denne Langhe Nebbiolo er – som nævnt – lavet med druer fra marken Rocche og er vinificeret med 10-12 dages maceration og har efter endt fermentering lagret 12 måneder på egefade af forskellige størrelser, lige fra 500 og 750 liters tønder til 33 hektoliter egefade.

Duftmæssigt er det frisk fyrretræ – not og fjer – violer, røg, en syrerig og let frugt, sådan meget lys og lækker moden. Det er hindbær, kirsebær og måske endda lidt mørkere bær, tørrede rosenblade, blæk, en smule babygylp – på den gode måde – og lidt kørvel.

I munden er vinen ganske tør, har masser af tanniner, en ren og klar frugt, men syren er imidlertid slet ikke vild, men mere blid og det giver en forholdsvis rund, blød og moden Nebbiolo vin, som er let at drikke.

Forhandles af Flassan Vin, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Vigna ‘800, Bieti Valpolicella Ripasso Classico, Veneto, Italien

2014 Vigna '800, Bieti Valpolicella Ripasso Classico, Veneto, ItalienPå adressen Via Moron 46 i byen Negrar finder vi den eksklusive restaurant Locanda ‘800, som drives af Gianfranco Elampini. Han åbnede restauranten i 2007 og var nogle år forinden også startet med at lave vin under navnet Vigna ‘800.

Det ligger nu heller ikke så fjernt med at lave vin, da Gianfrancos far også var vinbonde og ejede 4 hektar vinmarker, som Gianfranco nu laver sine vine fra. Det er helt klassiske Valpolicella vine som Valpolicella Classico, Ripasso, Amarone og Recioto samt lidt hvid Garganega.

Udover restauranten og vinhuset, så driver Gianfranco selvfølgelig også lidt ægte agriturismo, nemlig Farmhouse ‘800 med udlejning af værelser til vininteresserede turister, der gerne vil udforske egnen og vinene i Valpolicella.

Denne Vigna ‘800 Bieti Valpolicella Ripasso Classico er lavet på de klassiske Valpolicella druer, altså Corvina, Rondinella og Molinara. Der er ingen oplysninger om produktionen, men da det er en Ripasso, så er vinen jo undergået en andengæring sammen med kvaset fra Amarone vin, hvorved der kommer mere alkohol, farve, smag og fylde i vinen.

Det er også en vin, som har en duft af landlig, mørk og nærmest gæret frugt, godt solmoden frugt og næsten tørret frugt, solbær, blommer, virkelig tætpakket. Derudover byder vinen på chokolade, hæfteplaster, tobak og kanel … man kan godt fornemme, at Amarone fedmen har smittet af.

Smagen er blød rund med blommer, sorte kirsebær, sødme, chokolade, mens tanninerne er til stede, men også lidt fyldige eller endda småfede. Det er lidt en danskervin, som mange kan li’ … ligetil, fed, fyldig og har også en fin friskhed i frugten, så det aldrig bliver for gumpetungt.

Forhandles af BayVine, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Casa Vinicola Botter, Casa Marrone Appassimento, Puglia, Italien

2016 Casa Vinicola Botter, Casa Marrone Appassimento, Puglia, ItalienDenne vin … Appassimento Rosso Organic Wine fra Casa Marrone drak vi forleden på arbejde. Case Marrone er dog ikke en lille vingård, men er i stedet lavet hos Casa Vinicola Botter, som er en stor industriel vinproducent beliggende i Fossalta di Piave.

Casa Vinicola Botter er vi stødt på tidligere her på bloggen, og de laver primært billige vine designet til bestemte lande eller supermarkedskæder. De laver vine fra mange områder i Italien og samarbejder med en lang række vinavlere over det ganske land.

Casa Vinicola Botter er grundlagt i 1928 af Carlo Botter som et engrosfirma indenfor vin, men først efter 2. verdenskrig begyndte Carlos sønner Arnaldo og Enzo Botter at sælge vin på flasker, men i dag er virksomheden ejet af 3. generation, som selvfølgelig er opkaldt efter grundlæggeren Carlo Botter.

Det store foretagende laver over 10 millioner flasker vin årligt, bl.a. under brands som Botter, Vivolo, Bottero di Cello, Il Palù, Cale, Lunate, Picco del Sole, Tor del Colle, Divici, La di Motte, Gran Passione, Verso og Doppio Passo.

Derudover laver Casa Vinicola Botter også vine som denne Appassimento Rosso Organic Wine med druer fra Puglia … og vinen findes faktisk også under navnet Ca’Marrone Appassimento. Måske er det vinmageren, som hedder Marrone … eller måske findes der slet ikke nogen Marrone.

Vinen er lavet på 60% Negro Amaro, 25% Merlot og 15% Primitivo og skulle være lavet på økologisk dyrkede druer. Ellers er der ingen oplysninger om produktionen, men den kan selvfølgelig også fås som en 3 liters bag-in-a-box.

Duftmæssigt siger mine noter, at der er godt med søde og overmodne bær, let røget i aromaerne og har derudover vanilje, sødbrændt eg, sød lakrids og egentlig ganske … kvalm.

Smagen er også ubalanceret og klart til den søde side, som nok også forventet fra en Puglia bulderbasse. Det er mørke bær sammen med lidt kokos? WTF? Der er dog heldigvis også en smule syrlighed i frugten, men det er og bliver lidt rosinvand … kedelig og – pardon me – en dårlig vin.

Importør skulle være Multiwine og prisen 89,95 kr. Det er helt hen i hegnet. Denne er vistnok købt hos den lokale ostehandler.

Vinanmeldelse 2/7 

2009 La Guaite di Noemi, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2009 La Guaite di Noemi, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienDenne vin er ikke for folk med svage hjerter … ja faktisk burde denne Amarone della Valpolicella fra vinhuset La Guaite di Noemi komme med 2 advarsler … for det første, at den trækker astronomiske 17% alkohol og dernæst, at den skal ha’ luft … masser af luft.

La Guaite di Noemi ligger på bjergsiden ved den lille by Mezzane di Sotto omkring 15 kilometer nordøst for Verono. Vinhuset drives i dag af den unge, smukke Noemi Pizzighella, som I også kan se på billedet ovenover.

Det var hendes far Stefano Pizzighella, som i 1987 købte den lille ejendom for at starte en produktion af olivenolie fra de tilhørende olivenlunde på bakkerne ved byen. Men allerede efter nogle år, så begyndte familien også at plante vinstokke på den højeste del af markerne … den del, som kaldes Le Guaite.

Og i 2002 var markerne så produktive, at familien startede med at lave vine, ærketypiske Valpolicella vine, men allerede i 2006 overtog Noemi ansvaret for vinproduktionen. Derfor hedder vingården i dag også La Guaite di Noemi.

La Guaite di Noemi har samlet 10 hektar vinmarker, men olivenolie fylder også fortsat godt, hvorfor familien har hele 3 hektar med oliventræer med sorter som Grignano, Leccio di Corno og Casaliva, som giver basis for de efterspurgte olivenolier.

Noemi laver samlet 5 forskellige vine, en Rosso, en Valpolicella Superiore, en Ripasso, en Recioto og så denne Amarone della Valpolicella, som er lavet på et mix af druerne Corvina, Rondinella Corvinone samt en lille del lokale druer.

Druerne høstes i slutningen af oktober og alle druer høstes manuelt. Allerede i vinmarken foregår der en streng sortering, hvor kun de bedste klaser bruges til denne Amarone. Efter ankomst til vingården gennemgås druerne igen, inden de ligges til tørre i minimum 4 måneder på loftet over vinkælderen.

Den endelige vin lagrer 36 måneder i nye små franske egetræsfade, herefter 6 måneder i ståltanke og til sidst 4 år på flaske inden vinen frigives til salg. Der produceres kun få tusinde flasker af denne vin årligt.

Og sikke en sprængstofbombe af en vin … tæt, mørk og sort som natten med 17% alkohol. Det dufter af engelsk lakrids, chokolade, kakao, tjære, tobak, mørk og kølig mejeri, lettere mælket, eg, en kop expresso, blommer, dybsorte kirsebær, spidskommen og brændte nødder … og lige i ansigtet. Det er voldsomt, men også voldsomt behagelig og intenst.

Det smager sgu også, som det dufter … som fra en sort, dyb og mørk kulkælder med blæk, solbær, enebær, stærk og samtidig også syrlig i frugten og i starten måske lidt for voldsom. Men vi startede nu også med at smage vinen straks efter, at den var åbnet. Det var klart en fejl.

Jeg drak dog resten af vinen over 3 dage og vil bare med det samme sige … gi’ den for pokker masser af luft, og selvom Noemi selv siger, at den skal åbnes et par timer før, så er det efter min mening ikke nok. Med dekatering og masser af luft bliver vinen langt mere balanceret og rund, selvom det selvfølgelig fortsat rå og intens powervin, men bestemt en lækker Amarone.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Molino di Sant’Antimo, Perpaolo, Toscana, Italien

2013 Molino di Sant’Antimo, Perpaolo, Toscana, ItalienVinen Perpaolo fra vinhuset Molino di Sant’Antimo er en Cabernet Sauvignon vin fra marker ved Montalcino i Toscana, hvor det jo ellers er Sangiovese druer, til de eksklusive Brunello vine, som er i fokus. Er det derfor modigt eller blot dumdristigt at dyrke og lave vin på Cabernet der?

Molino di Sant’Antimo ligger ved Castelnuovo dell’Abate lidt syd for Montalcino by … lige mellem den lille flod Orcia og bjerget Monte Amiata tæt på det historiske kloster Abbazia di Sant’Antimo.

Vi er tidligere stødt på vinhuset her på bloggen, bl.a. de jeg smagte deres 2015 Asso Vino Rosso da Tavola IGT samt deres 2011 Brunello di Montalcino Paolvs … sidstnævnte i øvrigt en ganske lækker Brunello.

Molino di Sant’Antimo ejes af Carlo Vittori, der købte en ældre og forladt vingård syd for Montalcíno tilbage i starten af 1980’erne. Før købet havde Carlo været vinmager på  Val di Suga og Castello Romitorio, men ønskede at lave sine egne vine. Han havde den overbevisning, at det kunne lykkes med hårdt arbejde.

Og det lykkedes, hvilket gjorde at Carlo senere kunne udvide produktionen, bl.a. via købet af Castello di Romitorio, som blev lagt ind under Molino di Sant’Antimo. Det gav bl.a. Carlo muligheden for at producere Brunello di Montalcino.

I dag driver Carlo Vittori omkring 40 hektar vinmarker sammen med hustruen og sine 3 døtre. Derudover driver familien også en omgang bed and breakfirst fordelt på to ejendomme Molino og Poderenuevo ai Campi. Den sidstnævnte ejendom er købt omkring år 1999 og er siden renoveret totalt.

Den årlige vinproduktion på Molino di Sant’Antimo ligger på mellem 80.000 og 100.000 flasker. Produktionen omfatter også en smule olivenolie, men det primære er selvfølgelig vinene. Carlo laver 11 forskellige vine, herunder denne Perpaolo.

Vinen blev i øvrigt – sammen med nogle af de forrige vine – drukket sammen med nogle venner, hvor jeg endda også anstrengt mig i køkkenet med bl.a. en lækker forret med lokal røget laks og en hovedret med braiserede svinekæber.

Røget laks med safrancreme m.m.

Røget laks fra et lokalt røgeri og hertil en masse syltede ting, syltede løg, syltede agurketern, syltede sweet portato, ristede hasselnøder og et par creme … en safran aioli samt en bearnaicecreme.

Svinekæber i stegeso

Svinekæberne var langtidsbagt i stegeso sammen med lidt rødvin (selvfølgelig). Blev serveret med en risotto af perlebyg og svampe, som et portobello svamp fyldt med stegte tomater og riciottoost.

Til dessert servede jeg lidt oste … Arla Unika m.m. Nå, men det var vist lige et lille sidespring, så tilbage til vinen. Perpaolo er 100% Cabernet Sauvignon, men jeg har ikke så mange oplysninger om produktionen … udover, at vinen er lagret 18 måneder på en blanding af fransk og amerikansk eg.

I næsen er det klart en mørkere vin og uden Sangiovese lethed, men i stedet er det jernbanesveller – som må betegnes værende i den tungere ende – mørk frugt, blåbær, solbær, sorte og endda syrlige kirsebær, egefade, røg og røget bacon, en smule mentol, oliven, lakrids og et bundt urter. Der er sgu masser at komme efter.

Smagen er præget af en balsamisk syre med masser af jern og mineraler og man vil aldrig gætte, at vinen kommer fra området omkring Montalcino. Syren er både ren, klar og frisk. Derudover er der tydelige tanniner, som lige hapser efter dig og samlet smager det ganske godt … men jeg havde nok alligevel satset mine sparepenge på at dyrke Sangiovese på markerne.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 La Bollina, Ventola, Piemonte, Italien

2015 La Bollina, Ventola, Piemonte, ItalienHvidvinen Ventola i den lille buttede flaske er lavet på druen Cortese og kommer fra vinhuset Societa’ Agricola La Bollina, som ligger ved den lille by Serravalle Scrivia.

Det er imidlertid et pænt stykke fra det centrale Piemonte, altså området omkring Alba, Barolo og Barbaresco … vel omkring 60 kilometer øst for Alba og dermed således beliggende i den østligste del af Piemonte.

Serravalle Scrivia er mest kendt for det største outlet center i Europa kaldet McArthur Glen Serravalle Outlet med over 80 butikker, men der laves altså også vin i byen, nemlig under appellationen Gavi … navngivet efter middelalderbyen Gavi, som ligger blot 10 kilometer fra vinhuset.

Vinhuset holder til i en gammel historisk ejendom, som tidligere var residens for markisen Figari af Genova, men siden 2008 har ejendommen været ejet af Marco Roveda … eller rettere hans selskab Praga Holding. Marco købte ejendommen fra Gruppo Berlucchi ejet af familien Ziliani og besluttede sig for at lave vin.

Til ejendommen hører nemlig 120 hektar jord, hvoraf 25 hektar er vinmarker. Ja derudover omfatter driften af ejendommen såmænd også et 4 stjernet luksushotel, en stor restaurant, et kongrescenter … samt en 18 hullers golfbane, som ligger idyllisk og snor sig mellem husets vinmarker.

Ved overtagelsen allierede Marco Roveda sig med vinmagerne Mario Ercolino og Andrea Bernardini, og lige siden har Societa’ Agricola La Bollina produceret rigtig gode vine, som bl.a. scores op til 96 point og får rosende ord fra bl.a. allestedsværende Luca Maroni. Den samlede produktion ligger i dag på omkring 120.000 flasker årligt.

Der produceres 9 forskellige vine på La Bollina, hvor denne Ventola er én af disse. Det er som nævnt 100% Cortese, som vinhuset lader hænge lidt længere på vinstokkene. De sent høstede druer gæres langsomt inden 6 måneders lagring på egetræsfade.

Lad os smage på denne lille fede flaske fra La Bollina … næsen er en kende sødlig og parfumeret. Den har sådan lidt en varm og nøddet fornemmelse med søde ferskner, pærer, ananas, fernis, mandler, vanilje og lidt karamel.

Smagsmæssigt lidt i samme boldgade … sød honning, melon, frugtsten, muskat og cremet, blød og flad. Der er måske lidt citrus, men syren er vag, hvorved vinen også bliver lidt neutral, men meget let drikkelig og ukompliceret.

Importør af La Bollina vinene er Andrup Vin, men denne ses ikke pt. i sortimentet, men er tidligere solgt til en tilbudspris på 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

N.V. Fratelli Muratori, Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero, Lombardiet, Italien

N.V. Fratelli Muratori, Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero, Lombardiet, ItalienFranciacorta DOCG er en appellation for mousserende vine i Lombardiet … den lille vinregion, der ligger mellem Veneto og Piemonte og bl.a. netop er kendt for at producere nogle af de absolut bedste mousserende vine i Italien.

Og det er netop sådan en fætter, som vi har i glasset nu … den boblende lille lækkersag Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero fra vinhuset Fratelli Muratori aka Azienda Agricola F.lli Muratori, der holder til lidt udenfor byen Adro omkring 5 kilometer syd for Iseosøen, som også er et yndet feriemål for danske turister.

Fratelli Muratori drives af Muratori familien, som gennem generationer har været vinbønder i området. I dag er det Bruno, Giuliano, Michela, Matteo og Marco, som I er på billedet ovenover, der driver vingården, som de kalder Villa Crespia.

Crespia refererer til det udtryk, som blev brugt om vin produceret i Franciacorta i den sene middelalder og som var nogle af første eksperimenter med mousserende vin.

Det var resultatet af en nøjagtig dosering af most, friske klaser og vand, som blev gæret sammen med den tidligere årgang af vine, for til sidst at have en frisk og ung mousserende vin.

På billedet nedenunder kan I se Fratelli Muratoris flotte vingård Villa Crespia, men derudover ejer familien Muratori også yderligere en vingård, nemlig Rubbia al Colle i Maremma i Tocana.

Fratelli Muratori har samlet 60 hektar vinmarker i Franciacorta fordelt på 23 forskellige parceller i 6 forskellige områder fra vingården og op til Iseosøen længere mod nord. På familiens gård i Maremma i Tocana har de yderligere 100 hektar vinmarker.

På Villa Crespia producerer Muratori omkring 9 forskellige mousserende vine, herunder altså denne Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero, som er lavet på 100% Pinot Nero aka Pinot Noir fra marken Fornaci, der – som i Champagne – har en leret jord med masser af kalk.

Vinen er lavet med spontangæring ved kølig temperatur omkring 17 grader og 15% af vinen fermenteres på barriques, men resten gærer i store ståltanke. Derefter undergår vinen også malolaktisk gæring, mens lagring sker delvist på barriques, store egefade og i ståltanke sur lie op til et år.

Derefter tappes vinen på flaske og lagrer i kælderen for en langsommelig 2. gæring i 30 måneder, hvorefter der sker dégorgement uden tilsætning af dosage … heraf selvfølgelig også navnet Dosaggio Zero.

Og sikke da en herlig lille mousserende vin … er sgu blevet helt hooket på boblevand. Det er æbler, tropisk frugt, abrikos, kvæde, citrus, hasselnødder, løvstikke og hvide blomster. Cisiolo giver dig et ganske liflig brus i næsen på den helt rigtige måde.

Boblerne er sådan medium i intensitet og der er smag af noget ristet, af æbler, har en fin tørhed og ellers lidt sødkrydret. Der er en svag sødme, mens syren også sådan er medium og dermed ikke ultraskarp trods vinen er lavet uden tilsætning af dosage. Det giver en rund, varm og behagelig mousserende vin, som er et lækker alternativ til Champagne.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 D’Angelo, Aglianico del Vulture, Basilicata, Italien

2013 D'Angelo, Aglianico del Vulture, Basilicata, ItalienFra vinhuset Casa Vinicola D’Angelo i den lille by Rionero In Vulture i vinregionen Basilicata har jeg nu smagt deres Aglianico del Vulture, som er lavet på druen Aglianico.

Basilicata ligger i bunden af støvlelandet … faktisk lige ved hælen og er vel nærmest svangen. Det er en ganske lille vinregion, der med få appellationer er let at overse, og jeres flittige vinblogger har da heller ikke anmeldt mange vine fra Basilicata og alene netop fra appellationen Aglianico del Vulture DOC.

Basilicata har spredt højland og ligger indesluttet imellem regionerne Apulia, Campania og Calabrien. For ikke længe siden var Basilicata nærmest kun underleverandør til naboregionerne. Apulia indførte fx Aglianico druer til at blande i deres egne vine.

Det egentlige gennembrud kom i 1971, da appellationen Aglianico del Vulture blev klassificeret som DOC, og næsten modstræbende begyndte man herefter at tappe på flaske og eksportere.

Aglianico del Vulture er opkaldt efter vulkanen Monte Vulture. De bedste vinmarker ligger på vulkanen, højt oppe på den østvendte skråning. Vinmarkerne er nogle af de mest sydlige i Italien, men højden gør, at vinene ikke bliver overmodne.

Imidlertid har vinene fra området ikke helt vundet den respekt, de rettelig fortjener, men når Aglianico druen dyrkes i de vulkanske højder på vulkanen Monte Vulture, så kan det faktisk give langt bedre og mere interessante vine end fx i Puglia.

Casa Vinicola D’Angelo er en af de producenter, som altid var lavet vine på Aglianico. I hundrede år har familien opretholdt traditionerne og i dag drives vinhuset af Lucio D’Angelo samt hans to børn Rocco og Erminia.

De har samlet 35 hektar vinmarker og 2 vingårde … en hvor de producerer vinene og en, hvor de lagrer vinene. Den samlede produktion ligger årligt på 300.000 flasker.

D’Angelo laver 11 forskellige vine, herunder denne Aglianico del Vulture, som selvfølgelig er lavet på 100% Aglianico, som er dyrket på højtliggende marker på Monte Vulture vulkanen i 400 meters højde og høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med maceration i 8 dage og vinen har lagret 20 måneder på store egefade.

I næsen afsløres vinens italienske ophav med det samme … fin balsamisk syre, tjære, røg, men frugten er mørk, fyldig og lidt gæret i udtrykket. Det er blåbær, brombær, kirsebær og blommer, men derudover er der lidt chokolade … ganske lækker duft.

Smagsmæssigt er der godt med fyldige kirsebær og der er oss’ masser af tanniner og syre, en kæmpe blomstermark, mineralsk med sten, flint, engelsk lakrids, peber og bitterhed i eftersmagen samt en pæn saftighed. Skal du drikke vin fra den nederste del af støvlen, så er dette et godt bud på en god vin … overraskende god med nogle af de kvaliteter, som vi kender fra det nordligere Italien.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7