Falken havde sgu fundet lidt et arsenal frem af fabelagtige vine og der var også plads til nogle små overraskelser som fx denne 2018 Pinot Noir Artist Edition José de Guimarães fra Weingut Georg Müller Stiftung.
Det er et vinhus, der ligger i Hattenheim mellem Erbach og Oestrich-Winkel i Rheingau lige op til Rhinen.
Vingården blev grundlagt tilbage i 1882 af Georg Müller, der var barnebarn af Matheus Müller, der i forvejen drev Eltviller Sektkellerei Matheus Müller med produktion af mousserende vine.
Allerede i 1910 blev vingården medlem af VDP – Verbandes Deutscher Prädikatsweingüter – da Georg Müller var med som et af de stiftende medlemmer, men i 1913 donerede Müller vingården til sin hjemby Hattenheim og dermed blev gården til Weingut Georg Müller Stiftung.
I mange år var vingården – der blev kendt som Weingut der Stadt Eltville efter inddragelse af Hattemheim i Eltville – således drevet kommunalt … lige indtil 2003, hvor byen besluttede sig for at sælge og dermed privatisere vingården, som blev solgt til Peter Winter.
Han har siden lavet omfattende investeringer og har forfulgt sit mål om at drive en professionel og fin, lille vingård. Peter har fået hjælp af Tim Lilienström, der er uddannet ønolog fra universiteterne i både Geisenheim og Bordeaux. Siden 2016 har Peters 2 børn Katharina og Daniel Winter også deltaget i driften.
I dag har familien 20,8 hektar vinmarker med primært Riesling og Spätburgunder, men også druesorter som Auxerrois, Viognier, Sauvignon Blanc, Müller-Thurgau, Scheurebe, Ehrenfelser,
Roter Riesling, Frühburgunder, Cabernet Franc og Merlot.
Samlet laves der årligt omkring 140.000 flasker vin, bl.a. denne Pinot Noir Artist Edition José de Guimarães, der sådan set faktisk kun er en Gutswein og lavet i rustfrie ståltanke og så lagret på barriques, men ellers er der ikke de store oplysninger om vinen.
Altså udover, at etiketten er malet af José de Guimarães, der er en portugisisk kunstner og dette islæt på flere af vinene skyldes i høj grad Katharina, der inden en uddannelse indenfor International Wine Economics fra Geisenheim, først tog en kandidatgrad i kunsthistorie.
Duftmæssigt er der noget vildskab over vinen … og igen en lidt mørkere Pinot Noir med modne blommer, solbær, sorte kirsebær og ribs, en smule animalsk og egentlig også pænt fadtung. Der er kanel, stjerneanis, let flæsket, har baconfedt, skumfiduser, lakridskonfekt, teaktræ, blæk, skovbund, røg og virkelig meget tæt i strukturen.
Sådan smager vinen faktisk også … klart i den mørkere boldgade af Pinot Noir og sådan lidt mushy, mushy med ristede og småbrændte noter, modne blommer, solbær, røg og meget tæt. Det hele leveres egentlig meget blødt med blødt på … er bare satans maskulin i hele dens smågrove fremtoning. 91 point.
Kan købes på vingården, hvor en flaske koster 28€ … svarende til 209 kr.