Lidt træt … men en smule Spätburgunder i glasset kan altid få én vågen igen … og her er det med en tør Gutswein i en årgang 2017 fra Weingut Graf von Kanitz.
Vinhuset ligger meget passende på Rheinstraße i byen Lorch i Rheingau og har en historie, der går helt tilbage til det 13. århundrede.
Gården blev grundlagt af Herren von Staffel, men tilhørte senere familien Freiherr vom Stein, men i 1924 gik ejerskabet i arv fra reformatoren Heinrich Friedrich Karl Reichsfreiherr til grev Albrecht von Kanitz og selve vingården har været ejet af von Kanitz familien lige siden … endda sammen med Cappenberg Slot i Selm.
Cappenberg ligger dog langt fra Rheingau og er på ingen måder et vinslot, men derimod et gammelt kloster. Man er dog på forsøgsvis startet med at plante 0,3 hektar Riesling og det gør Cappenberg Slot til den nordligste vingård i Nordrhein-Westfalen … og de har da også der en weinstube og den lille Café Alte Kegelbahn.
Men selve vingården i Rheingau har 15 hektar vinmarker, der bl.a. omfatter parceller på markerne Bodental-Steinberg, Kapellenberg, Krone, Pfaffenwies og Schlossberg. Alle vinmarker har siden 1968 været passet efter kravene fra den økologiske landbrugsforening ANOG og siden 1992 har man været medlem af Ecovin.
I dag drives gården også markerne i overensstemmelse med de strenge retningslinjer fra Federal Association of Organic Viticulture aka BÖW … og så er man også medlem af VDP.
Det er i dag Sebastian Graf von Kanitz, der ejer Weingut Graf von Kanitz, men i 2004 havde vinhuset store problemer med kvaliteten, så derfor ansatte Sebastian vinmageren Kurt Gabelmann, som allerede havde vundet en række priser for sine færdigheder.
Det har for alvor øget kvaliteten og siden september 2020 har det været Marc Leitis, som har efterfulgt Gabelmann og har ansvaret for alle husets vine, som fx denne 2017 Spätburgunder Trocken,
Druerne til denne vin kommer fra forskellige marker. Efter en manuel høst er druerne knust og fermentering sket på åbne rustfrie ståltanke under kølige temperaturer. Efter endt fermentering er vinen lagret 10-11 måneder på brugte barriques.
Duftmæssigt er det herlig sød hestestald, men der er samtidig også godt med røg, blæk, tørt træ samt engelsk lakrids, oksefond og vilde krydderier samt en nærmest lilla frugt af tranebær, bitre og umodne kirsebær, jordbær og ribs.
I munden er det en frugtrig vin, hvor der er en rank smag med klar bitterhed …. sådan nærmest Campari og lemon … igen tranebær og umodne kirsebær samt ribs. Det er meget frisk vin, så man mærker slet ikke, at det er en moden årgang 2017, for frugten er ren, syrlig og med denne lyse bitterhed. 89 point.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 125 kr. ved køb af 6 flasker.