Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2021 Shelter Winery, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2021 Shelter Winery, Spätburgunder, Baden, TysklandI efteråret smagte jeg en fantastisk 2018 Pinot Noir N114  fra Shelter Winery, der drives af Hans-Bert Espe og Silke Wolf. Nu smager jeg så deres almindelig basis Spätburgunder i årgang 2021.

Sidst fortalte jeg også historien om vinhuset, der jo holder til i en nedlagt ammunitionsbunker af beton bygget i 1960 af det canadiske flyvevåben. Det gør jeg ikke igen, men kigger bare lidt nærmere på denne Spätburgunder.

Den er lavet med druerne fra marker i Malterdinger Bienenberg og Kenzinger Hummelberg og fra vinstokke på omkring 20 år. Vinen har lagret på brugte barriques og store fade.

I næsen er der lidt grønne noter, lidt røgede noter og klart også en dejlig sødlig, landlig og animalsk kostald, søde kirsebær, tranebær og jordbær, lidt oksefond og klart et fadpræg, der tilfører en smule røg, let vanilje og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er vinen frisk i stilen … er ganske blød, ren og let, masser af kirsebær, hindbær, jordbær og hvid peber. Det er en fin og ganske habil Spätburgunder, der måske ikke er ultra kompleks, men mere bondsk og robust, men bare giver dog stor drikkefornøjelse, luftig og let frugt … 91 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Engel, Frauenberg Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Engel, Frauenberg Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandJeg sluttede smagningen af de 6 flotte vine fra Weingut Engel med husets eneste røde Lagenweine vin og det er denne Frauenberg Spätburgunder, som jeg smager i årgang 2020.

Atter kommer druerne til vinen fra enkeltmarken Nieder-Flörsheimer Frauenberg, der har burgundiske Pinot Noir kloner og så er vinen ellers  spontangæret på hele klaser uden afstilkning og alene med alle druernes egne gærceller over 25 dage inden 18 måneders lagring på barriques inden ufiltreret flaskning.

Hmmmm … duftmæssigt afsløres fadlagringen omgående … for de første tertiære noter er kanel, vanilje, sød landlig hestestald, nelliker og noget sødlig tobak. Frugten er lidt sødlig med en mørk side af lidt blæk, grafit, kul og koks, men er mest kirsebær, jordbær og tranebær med denne sødlige, landlige og imødekommende aroma.

I munden er det en forholdsvis spændsig Spätburgunder, læskende og saftig med sorte kirsebær, brombær og tranebær, men den har en mørk og lidt maskulin syre, noget peber og tanninerne er også til den mørke side, men egentlig fint og medgørlige. Der kommer også lidt oksefond, men der er samlet en frisk, tør og intens frugtsmag, så dermed 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Bodega Chacra, Sin Azufre Pinot Noir, Patagonien, Argentina

Den næste vin fra Gert E havde vi svært ved at spotte … men det er også en argentinsk 2019 Sin Azufre Pinot Noir fra vinhuset Bodega Chacra.

Vinhuset ligger i Mainqué i Río Negro regionen i Patagonien og er grundlagt i 2004 af vinmager Piero Incisa della Rocchetta, der nærmest er født ind i branchen som  barnebarn til Mario Incisa della Rochetta … skaberen af legendariske Sassicaia.

Piero Incisa della Rocchetta faldt pladask for det ørkenagtige område i Patagonien, da han i 2000 besøgte den berejste danske vinmager Hans Vinding-Diers.

Siden sin debut i 2004 har Bodega Chacra markeret sig som værende et af bedste og mest innovative vinhuse i Argentina, bl.a. på grund af husets biodynamiske druedyrkning, sine oldgamle upodede vinstokke og produktion af usvolvede vine.

Bodega Chacra har samlet 24 hektar vinmarker, hvor der også er plads til blomsterhaver, poppeltræer, geder, grise, får og selvfølgelig vingårdens hårdtarbejdende bier.

Med respekt for miljøet ved at følge biodynamiske og organiske principper stræber Piero efter at lave vine, som er gennemsigtige, rene, delikate og blomstrede med en stærk mineralitet. Han har et samarbejde med kultproducenten Jena-Marc Roulot fra Meursault i Bourgogne og hans Chardonnay og Pinot Noir vine kan bide skeer med nogle af verdens allerbedste og endda fået 100 point.

Gamle vinstokke helt tilbage fra 1932 står upodede og uberørte af den berygtede phylloxera vinlus, som slet ikke kan leve i Patagoniens ørkenlignende klima … og de gamle vinstokke giver naturligt et lavt udbytte af ekstremt koncentrerede druer af meget høj kvalitet.

En udpræget sans for detaljen præger Chacras arbejde i kælderen, hvor vinene skabes ved hård selektering, gæring med vildgær og ved lavere temperaturer end man normalt gærer Chardonnay og Pinot Noir ved i fx. Bourgogne.

Marios grænseløse eksperimenter kommer særligt til udtryk ved lagringen af vinen, som sker i uendelige kombinationer af nye fade, brugte fade, amfora, cementtanke og keramiske krukker.

Denne 2019 Sin Azufre Pinot Noir er lavet med økologiske og biodynamiske druer høstet fra vinmarken Cincuenta y Cinco og efter høsten er vinen spontangæret i 600 liter fade efter 3-5 dages maceration. Selve gæringen varer normalt 15-21 dage,

Efter endt fermentering er vinen først lagret 11 måneder med 46% i betontanke og 54% på franske, brugte barriques og så en ufiltreret aftapning på flaske uden det mindste svovl … deraf også navnet Sin Azufre, som netop betyder svovlfri.

Duften er næsten burgundisk … meget lys, luftig og let, der er blomsterpollen og har et finkornet, sandet udtryk med en meget saftig note. Der er kirsebær og ribs, har en smule beaujolaisagtig karakter, skovbund, violer, læder, friske grønne urter, mynteblade samt klare mineralske noter.

I munden er det også en meget og saftig vin, hvor der igen kommer kirsebær og ribs frem, noget lemon og sorte teblade bitterhed, lidt peber, et stramt tanninbid. Igen er der nogle ting, som minder en om Beaujolais, men bare på en lettere måde … er også saftig læskende, virker endnu ganske ungdommelig. 95 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 359,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

NV Drappier, Carte d’or Brut, Champagne, Frankrig

NV Drappier, Carte d'or Brut, Champagne, FrankrigEt bestyrelsesmøde forleden omfattede lidt forskellige vine og den første var denne Carte d’or Brut fra champagnehuset Drappier beliggende ved byen Urvile.

Champagnehuset stammer fra 1808, hvor François, Drappier slog sig ned i Urville – tæt ved det gamle kloster Clairvaux Abbey fra 1152 – og startede med at dyrke lidt druer på nogle få hektar vinmarker.

I begyndelsen af 1930’erne blev vinhuset pludselig et emne for heftig diskussion i Urville. For Georges Collot – den nuværende ejers morfor – besluttede, at han ville være den første til at genplante Pinot Noir på sine marker.

Den beslutning var de lokale oprørte over, gav store bølger og gav Georges også tilnavnet le Père Pinot eller Old Man Pinot. Men i dag udgør Pinot Noir druer over 70% af vinmarkerne hos Drappier og druen regnes også som den mest velegnede i Aube-regionen.

I dag ledes det gamle champagnehus af Michel Drappier, som i 2016 som 7. generation overtog driften fra sin far André Drappier. Samlet ejer champagnehuset 62 hektar vinmarker, men har derudover også yderligere 50 hektar via kontaktlige lejeaftaler og alle marker dyrket fuldstændig økologisk.

Siden 1988 har huset også fået del i nogle af de kølige underjordiske dybe tunneler, som blev gravet ud i den kridtede undergrund tilbage under Napoleon III’s regeringstid og i dag huser de dyreste af alle champagnerne.

Michel Drappier har hjælp fra sin hustru Sylvie, men også deres 3 børn Charline, Hugo og Antoine viser interesse for produktionen og deltager i dag i driften.

Michel Drappier er pionér og var den første til at lave en Champagne uden tilsætning af svovl, laver økologisk Champagne og i 2017 kåret til ”Green personality of the year” af Drinks Business, og er første CO2 neutrale Champagneproducent.

Denne champagne Carte d’or Brut har huset lavet siden 1952 og lavet af 80% Pinot Noir, 15% Chardonnay og 5% Pinot Meunier, der  er presset blidt inden gæringen og efterfølgende malolaktisk gæring inden lagringen, hvor 5% af vinen lagret på egetræsfade. Vinificering sker ved, at vinen alene flyttes via tyngdekraften.

Efter endt lagring, så er vinen flasket til 2. gæringen … men hvor lang tid champagnen lagres kan jeg ikke se, men ved degorgering er den så tilført en dosage på 6,5 gram og der anvendes meget lidt svovl.

I næsen er det en mørk, muskuløs og krydret mousserende vin, hvor der er godt med æblesyre, nødder, ristede nødder, modellervoks og er en anelse oxideret, men det er dog kun ganske lidt.

Smagsmæssigt har den et godt brus, men til gengæld fader det temmelig hurtigt. Den har et godt syreniveau, godt med æbler, kvæde og hyben … er meget saftet i stilen med æblemost og til den mørkere side. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 384,95 kr., mens prisen er 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Weingut Gebrüder Mathis, Rosenloch Spätburgunder, Baden, Tyskland

2021 Weingut Gebrüder Mathis, Rosenloch Spätburgunder, Baden, TysklandSom sidste år til Mr Rubys årgangspræsentation, så sluttede jeg også denne gang eftermiddagen med at smage Rosenloch Spätburgunder fra Weingut Gebrüder Mathis, men nu selvfølgelig i 2021 årgangen.

Rosenloch marken har vinstokke med Freiburger-kloner plantet i 1980. Det er en mark med skalkalksten samt ler med en hældning er mod syd-vest, så stokkene nyder godt af eftermiddags- og aftensol.

De fleste af druerne er afstilkede, men 15% hele klaser anvendes i spontangæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på barriques hvoraf 50% var nye. Vinen er tappet uden filtrering.

Så for pokker … Rosenloch Spätburgunder er sgu næsten. som jeg husker den fra sidste år. Det er som om, at den har et ekstra og let bjerggear, som giver et let tråd og hurtigt får den frem i feltet på vej til at stikke af fra feltet. Den har denne fabelagtigt æterisk lethed med lyse og syrlige bær, vildskab, malerspand, acetone, hindbær, ribs samt granatæbler.

Det er en smuk lethed, der giver Rosenloch Spätburgunder meget stor friskhed og alligevel med sart og flot elegance. Den har også et fint fagpræg med lakridskonfekt, vanilje og så derudover æteriske urtenoter. Uha … jeg bliver så glad.

Sådan er smagen også … lyst, let, frisk, modent, koncentreret og feminint med læskende og syrlige elementer. Frugten er hindbær, granatæblerog ribs, men der er også blomster, nøddekrokant, røg  samt en stram mineralitet. Der er også tanniner, der samlet er med til at give vinen dette friske, syrlig og lækre bid. 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Weingut Gebrüder Mathis, Hohrain Spätburgunder, Baden, Tyskland

2021 Weingut Gebrüder Mathis, Hohrain Spätburgunder, Baden, TysklandDagens næstsidste vin blev så Weingut Gebrüder Mathis’ 2021 Hohrain Spätburgunder … en enkeltmarksvin, hvor alle druer kommer fra vinmarken Hohrain.

På Hohrain marken er der en kalkholdige undergrund dækket af Löss … et lag sandet jordbundstype. Markens hældning er mod Schwarzwald i sydøst, så vinstokke nyder godt af formiddagssol, men er til gengæld køligere hen på aftenen.

Druerne er 60% Dijon-kloner og 40% gamle Freiburger-kloner og delvist afstilket, idet der anvendes 15% hele klaser. Herefter er der sket spontangæring og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder barriques,. hvoraf 10% er nye fade. Vinen er tappet uden filtrering.

Nu er der duftmæssigt skruet op for landligheden …. totalt animalsk lækker og har igen denne Gebrüder Mathis vildskab med en syrlig og lys side … klar, ren og æterisk. Der er lidt surbitre kirsebær, hindbær, blommer og mørkere bær, lakrids og noget fad med ristede noter, vanilje og chokolade.

Det er også i smagen en frisk og syrlig vin …  der er surbitre kirsebær, ribs og citroner, hvilket giver vinen en ren lethed, ren, klar, mineralsk og frisk, men samtidig også saftig udtrykket og man mærker nu også nogle mere markante tanniner, som er med til at give kant og noget stringent struktur. Flot vin. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Weingut Gebrüder Mathis, Spätburgunder Kalkbödele, Baden, Tyskland

2022 Weingut Gebrüder Mathis, Spätburgunder Kalkbödele, Baden, TysklandDet sidste vinhus ved spätburgunderbordet til årgangssmagningen var alle fra Weingut Gebrüder Mathis, men den første var ikke en 2021, men basisvinen Spätburgunder Kalkbödele i årgang 2022.

Vinen er sammensat af druer fra forskellige kloner af Pinot Noir og en del af dem gamle tyske kloner. Druerne er afstilket, hvilket så er efterfulgt af spontangæring med druerne egne gærceller.

Efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på store großen Holzfass aka gamle træfade efterfulgt af ufiltreret aftapning på flaske med ganske lidt svovl.

Hold da op … sikke en duft … overrasker ved, at frugten er utrolig lys, mager, tynd, slank og adræt med søde, let syrlige kirsebær, jordbær, ribs og noget lemon. Derudover har den – præcis som 2020’eren en duft, der virker lidt sandet … strandsand og sololie suppleret med grønne og søde krydderier.

I munden er det også rigtigt god … fortsat slank er nem, ikke så kompleks, som duften … men til gengæld giver vinen igen denne fine hverdags-letdrikbare-easy-come-on følelse. Det er en fornøjelse og vinen er meget frugtrig med kirsebær, brombær og hindbær, juicy, lidt krydret og glas kapabel. 90 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr.,. mens prisen er 139 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder GG, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder GG, Pfalz, TysklandDet kan godt være, at Johannes Jülg selv mener, at hans bedste Spätburgunder er Kammerberg, men jeg er bare langt mere vild med hans Kostert … eller Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder Großes Gewächs, som jeg smagte sidst af Jülg 2021 vinene.

Spätburgunder druerne til KT  kommer fra en lille bitte parcel på Schweigener Sonnenberg kaldet Kostert. Der står KT på vinen – som også WB og KB på de forrige – hvilket skyldes, at Jülg ikke må bruge de franske marknavne på vine fra Pfalz.

Kostert ligger altså på den franske side, ja faktisk ligger den side om side med Kammerberg … har endda samme hældning og orientering, samme mergel undergrund og er udelukkende plantet til med franske Pinot Noir Dijon kloner.

Vinen er lavet fuldstændig som WB og KB … altså først med kølig pre-maceration i 14 dage  inden den spontane gæring er startet. Alle druer er afstilket, da Johannes altid gærer uden stilke. Efter gæring har vinen lagret 18 måneder på dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

WAUW for pokker … så er vi helt medicinske og har fundet pilleglasset frem med de blå piller, total medicinskab, vild, lys og næsten lidt terpentinsk med æter, jod og grønne elementer. Den har denne fin og syrlige frugt med grønne jordbær, syrlige kirsebær samt hindbær og et sagte aftryk fra fadene med  lakridskonfekt, vanilje og karamel … lokker og forfører med denne lyse vildskab.

Smagsmæssigt virker Kostert også klart mere syrlig end dens to medsøstre og – efter min vurdering – også klasser over, for Kostert har denne perfekt balance mellem syre, bitterhed og lys frugtsødme, der bare fungerer så megagodt. Smagen er lys, luftigt og overjordisk, æterisk og præcis … har  knastørre tanniner, en præcis syre, lidt sten, salte mineraler og voldsom lang eftersmag. Det sidder sgu lige i skabet og man bliver gejl … piller eller ej. 97 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 649 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2021 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder GG, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder GG, Pfalz, TysklandSå gik vi – som de foregående gange til årgangs-smagningerne hos Mr Ruby – til Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder Großes Gewächs fra Jülg og atter i årgang 2021 og med druer fra Kammerberg parcellen, der også ligger på den franske side af grænsen.

Kammerberg parcellen ligger faktisk direkte ovenfor marken Wissembourg og har siden 1974 officiel været del af Sonnenberg og har en undergrund med gul kalksten samt en høj andel af ler, som er med til at holde på vandet.

Kammerberg parcellen ligger med direkte sydlig orientering og Johannes Jülg har egentlig aldrig været i tvivl om, at hans bedste Spätburgunder kommer derfra. Dyb mørk, tanninrig. Den har altid været rygraden i hans Sonnenberg vin.

Schweigener Sonnenberg Kammerberg Spätburgunder GG er produceret af forskellige Dijon kloner, som efter høst har ligget i kølig maceration i 14 dage  inden den spontane gæring er startet. Alle druer er afstilket, da Johannes altid gærer uden stilke. Vinen har lagret dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

Man mærker allerede i næsen, at  Kammerberg er et skridt op i forhold til Wormberg for intensiteten er større, kompleksiteten er også større og der er også skruet op for coolness, kølighed og virker stram og samtidig kraftig. Der er nu godt med blomster foruden lidt blæk, tør engelsk lakrids, gran, røg og en delikat, sart og fin frugt med kirsebær, jordbær, rabarber og ribs … og alt med denne lidt klassiske herlige, landlige og animalske stald.

Det smager tossegodt … har samme stramme  friskhed som 2020’eren, selvom den afleveres blødt og cremet i munden med en stor portion saftige kirsebær, jordbær og tranebær, har virkelig godt med frugt i munden … ren, mineralsk, kølig, cool og virker fin, præcis, vedholdende med alt doseret så smukt … fandens lækker vin, så dermed 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 799 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, TysklandDerefter gik jeg over til vinene fra Weingut Jülg og den nye årgang 2021 af Jülgs 3 topvine fra vinmarken Schweigener Sonnenberg og første var deres WB, hvor WB jo står for parcellen Wormberg.

Wormberg parcellen ligger udelukkende på den franske side og navnet er dialekt for  varmt bjerg. Parcellen har en lidt sydvestlig orientering og ligger som et amfiteater for enden af en dal, hvor der bliver rigtig varmt og med undergrund præget af kalksten, men  Wormberg er også dialekt for varmt bjerg.

Vinen er lavet udelukkende på Dijon kloner med spontangæring alene på druernes naturlig gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på brugte barriques  …. brugt 1-3 gange tidligere og er efterfølgende aftappet ufiltreret på flaske.

I næsen er det så balanceret … og så luftig, æterisk og elegant, frugten er lyse kirsebær, blommer og jordbær, meget markant og igen med en sødlig og landlig stald, et fint fadaftryk med vanilje,  lakridskonfekt, karamel og chokolade samt en smule krydderier, men hvor er den svær at blive sur på … man bliver glad.

Frugten virker mere tæt og dybere end hos 2020’eren, men det er fortsat intens, lyst og syrligt med lyse og sorte kirsebær, brombær og ribs, mens tanninbiddet også er lidt mere markant, tørt og igen ganske mineralsk. Samlet virker vinen meget klar, kølig og elegant, hvorved jeg igen havner på 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7