2017 Lis Neris, Jurosa Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2017 Lis Neris, Jurosa Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, ItalienNæste vin er virkelig spændende og fortsat på Chardonnay, for det var nemlig en 2017 Jurosa Chardonnay fra vinmageren Alvaro Pecorari på vinhuset Lis Neris i Friuli-Venezia Giulia.

Lis Neris holder til i landsbyen San Lorenzo, som ligger nogle få hundrede meter fra grænsen til Slovenien. Huset er etableret i 1879 og i de fleste år blot med vinavl og salg af druer.

I dag er vinhuset ejet af Alvaro Pecorari, som driver stedet sammen med hustruen Lorena og datteren Federica. Pecorari er manden bag Lis Neris’ forvandling, men trods den betydelige succes bevarer han en befriende beskeden attitude og lader vinene tale for sig selv.

Han ejer i dag efterhånden 48 hektar på den bedste og højest beliggende del af det kalkrige Alluvional plateau på højre bredden af Izonso floden. Dertil kommer 7 hektar udenfor Corona 4 kilometer  fra vinhuset, yderlige 15 hektar på flodbrinken nedenfor Romans 8 kilometer væk og seneste har han også købt 4 hektar vinmarker i Slovenien.

Samlet giver det mere end 70 hektar, hvilket ikke kun gør Lis Neris blandt de bedste, men også en af de større spillere, når det kommer til kvalitetsvine i Friuli.

Overalt arbejdes der med respekt for naturen og de kommende generationer. Alvaro Pecorari er af den overbevisning at maskinerne kun er en slags 1. hjælp i vinmarkerne.

Bagefter følger det manuelle arbejde, hvor ikke bare hver druesort, men hver enkelt vinstok, kræver omsorg fra kyndige hænder før de kan levere den frugt som er forudsætningen for fremragende vine.

Lid Neris er for længst gået over til økologiske behandlinger mod skadedyr, brugen af kemiske ukrudtsdæmpere er også fortid, og når først druerne er høstet er alle processer fra most til flaske underlagt en protokol om bæredygtighed som blandt andet handler om solpaneler og markante reduktioner CO2 aftrykket.

De producerer en meget overbevisende serie af basisvine, som de har valgt at kalde deres Tradizionali, og på toppen af dem kommer så Il Selezioni, som i dag består af 4 enkeltmarksvine.

En af de 4 enkeltmarksvine er denne Jurosa Chardonnay, som kommer fra en lille perfekt eksponeret parcel med omkring 30 år gamle vinstokke på Insonzo flodens højre bred hvor årtusinders aflejringer af småsten absorberer solens stråler om dagen og holder på varmen om natten. Vinden skaber der de helt rigtige udsving i temperaturen mellem dag og nat i de vigtige uger op til høsten.

Høsten sker manuelt efterfulgt af sortering af klaser … først i selve vinmarken og derefter inden presningen i den pneumatiske presse. Herfra får den fritløbende most lov til at sætte sig i op til 48 timer inden den uden brug af pumper fyldes på 500 liters franske fade, hvor først den alkoholiske gæring sker alene med druernes egne gærceller.

Derefter er der sket malolaktiske gæring og til sidst den egentlige lagring i 11 måneder sur lie, hvorefter vinen så tappes på flaske og lagrer yderligere 11 måneder inden frigivelse.

Dejlig, småfed og næsten olieret … der er fersken, gule blommer, ananas, melon, pærer, citroner og derudover godt med fad, hvilket giver lidt iskonfekt, vanilje, smørnoter og så nødder. Dertil kommer både lidt røg, hvide blomster og let honning.

I munden er vinen også fyldig, blød og cremet, men samtidig mere tør end duftmæssigt. Den har således en god, rar og alligevel skarp æblesyre, der ringer i din mund, tør, syrlig og larmende, men vinen har skam også en delikat lille sødme, som binder alting rigtigt godt sammen. 94 point.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Château de Meursault, Bourgogne Clos du Château Blanc, Bourgogne, Frankrig

2020 Château de Meursault, Bourgogne Clos du Château Blanc, Bourgogne, FrankrigDenne Bourgogne Clos du Château Blanc kommer fra en 8 hektar stor vinmark lige foran vinhuset Château de Meursault og er vel nærmest at betegne som deres signaturvin.

Det smukke vinslot Château de Meursault ligger på Rue du Moulin Foulot i Meursault og har en historie, som går helt tilbage til det 11. århundrede, hvor Capetianer Robert 1. hertug af Bourgogne, søn af kongen af ​​Frankrig samt Robert 2. fromme barnebarn af Hugues Capet, bevilgede lenet ​​Foulot Mill til en af ​​hans væbnere.

Siden dengang har stedet og det senere slot været hjemsted for nogle af Frankrigs mest indflydelsesrige personer gennem flere århundrede. I 2012 blev både Château de Meursault og Château de Marsannay købt af den passionerede vinelsker Olivier Halley, som er medejer af af den store daglighandel Carrefour.

Olivier Halley har ansat Stéphane Follin-Arbelet til den daglige drift og han er bl.a. tidligere ansvarlig vinmager hos Bouchard Pere et Fils og kan nu hos Château de Meursault og Château de Marsannay lave vine fra sammenlagt 10 hektar marker beliggende i hjertet af Côte de Beaune, bl.a. i Meursault, Pommard, Puligny-Montrachet, Beaune og på nogle af Cortons skråninger.

I dag er der fokus på biodiversitet og bæredygtig udvikling. så fra og med 2022 dyrkes alle vinmarker økologisk.

Denne Bourgogne Clos du Château Blanc er husets basisvin eller signaturvin, som dog laves på samme måde som husets dyrere 1er Cru vine. Først er druerne sorteret og presset, hvorefter der sker en alkoholisk gæring på egefade over 10 dage. Derefter er vinen lagret 12 måneder sur lie på egefade, hvoraf 25% er nye fade.

Duften er vild landlig … der er både lidt prut, armsved og skocreme, men også pænt med fadnoter af lakridskonfekt, brunet smør, røg og underneden lidt hvide blomster, fersken, pærer og wienerbrød samt lidt nødder.

I munden er vinen fyldig, men samtidig klar og mineralsk. Den er let saltet, let bitter, har masser af grønne urter, olieret med en klar syre, meget rank, meget grøn og meget burgundisk med en god balance. Dermed stilsikre 92 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Bellavista, Grande Cuvée Alma Non Dosato, Lombardiet, Italien

N.V. Bellavista, Grande Cuvée Alma Non Dosato, Lombardiet, ItalienFranciacorta er bare et fabelagtigt område for sprøde mousserende vine og det havde Falken luret, da han som ganske fin indledning til byggemødet så skænkede et glas Grande Cuvée Alma Non Dosato fra Bellavista, der er én af bannerførerne i Franciacorta i Lombardiet.

Bellavista ligger netop på højen med samme navn med et smukt udsyn ud over Iseo søen og hele Po dalen.

Vinhuset blev grundlagt i begyndelsen af 1970’erne, hvor Vittorio Moretti netop købte bakken kaldet Bellavista på grund af den fine udsigt. Hans bedstefar var vinavler i Franciacorta, hvor Moretti blev født, og efter at have tjent en formue indenfor byggeri, vendte han tilbage for at købe denne fremragende jord.

I starten lavede Moretti kun vine til sig selv og hans venner, men i 1981 mødte han en ung vinproducent kaldet Mattia Vezzola, som imponerede med hans passion og viden. Ud af dette møde blev der født et partnerskab, der har forvandlet Bellavista til Italiens førende producent af mousserende kvalitetsvin.

I dag har Bellavista ikke mindre end 203 hektar vinmarker, som er fordelt ud på over 107 parceller i 10 forskellige underzoner i selve Franciacorta. Alle parceller dyrkes efter bæredygtige principper og høstes først i hånden, når den enkelte parcel er klar, hvilket også kan betyde mange høstdage. Parcellerne gæres hver for sig og delvist på egetræsfade. Beslutningen om malolaktisk gæring foretages afhængigt af årgangen.

Denne Grande Cuvée Alma Non Dosato er lavet på 90% Chardonnay og 10% Pinot Noir og er en nyere vin hos Bellavista, og ifølge producenten selv repræsenterer den essensen af terroiret.

Først er basisvinen lavet fra 25 år gamle vinstokke og med 85% på ståltanke og 15% i egefade. Så er andengæringen sket på flaske med lagring 30 måneder inden sboccatura aka degorgering i 2021 uden tilsætning af dosage overhovedet.

Duftmæssigt er det en meget tør og sprød vin … har citrus, melon, kvæde og grønne pærer, godt med nødder, ristede hasselnødder, en omgang maling og terpentin, kridt og en kalket mineralitet. Det er sgu meget præcist og kontrolleret.

Sådan smager vinen også … sprød, tør og frisk, men har også lige en smule sødme, som giver vinen lidt krop og sammenhængskraft, lidt Faxe Kondi med en ganske lille bitterheden. Boblerne og moussen er fin, stabil med godt brus, meget ren og lækker mousserende vin, så dermed 93 point.

Forhandles af Gallovini, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Byggemøde 14. januar 2023 … en herlig vinøs nytårskur

En nytårskur er ifølge Den Danske Ordbog en festlig ceremoni hvor en række fremtrædende personer mødes med regenten i anledning af årsskiftet.

Og det er måske meget rammende, hvis de fremtrædende personer er byggesjakket og regenten i dette tilfælde er aftenens vært, som jo skal stå for aftenens nytårstaffel med lækker mad og tilhørende vine … blot var Riddersalen i Christian VII’s Palæ erstattet af mere ydmyge lokaler hos Falken, som var aftenens vært.

Det var måske også mere tilfældigt, at årets første byggemøde nu fandt sted kort efter nytår, for der var gået lidt over 3 måneder siden sidste gang hos Houlberg. Nu havde Falken fanen og alle ankom med stor nøjagtighed … Keeper endda næsten. På den måde var alt dermed som det plejer.

Måske lige undtagen besætningen, idet Falken havde inviteret sønnike med til seancen, så han lige kunne se og smage, hvordan sådan en kultiveret aften forløber. Det så ud til at glæde den unge mand.

Vi startede helt som vanligt – og som ved mange andre nytårskure – med et glas mousserende vin, som vi selvfølgelig skulle gætte og den ramte jeg spot-on, da jeg gættede på en Chardonnay baseret vin fra Franciacorta i Lombardiet … så var vi ligesom i gang.

Maden

Jesper havde forberedt en lille 3-retters middag og den bestod af disse retter:

  • Forret; salat med en smule confiterede andelår
  • Hovedret; Torsk med jordskokke creme og chips
  • Dessert; Diverse oste og charcutteri
Salat med en smule confiterede andelår

Forretten var næsten holdt i kurens tegn med en lille salat med både tørrede abrikoser, granatæbler, appelsin, rød spidskål … men så også lidt confiterede andelår. Frisk, let … og så var vi i gang.

Torsk med jordskokke creme og chips

Sammensætningen mellem jordskokker og torsk fungerer altid … og her en lille hovedret med creme af jordskokker og lidt bagt torsk med lidt chips til … nemt, simpelt og godt.

Ostene og charcutteriet fik jeg ikke taget et close-up foto af … men ostene var lidt blandet med bl.a. et par Arka Unika oste og andre lækre af slagsen.

Vinene

Vinene er nemme sagde Falken med et skæmt smil om munden, men selvom der burde være mange vine, som var arketypiske, så gik vor lille gættekonkurrence dog langtfra nemt.

Vi smagte sammenlagt 14 vine … og jeg fik også noter på alle, men dog ikke foto af den sidste vin, som dog var en Hermitage fra Delas, men det foto har Falken nu eftersendt … så alt er skønt. Det betød et program, som kom til at se sådan her ud:

Det betød masser af optur … og kun en enkelt havde jeg smagt tidligere, nemlig Emil Skytte Pedersens 2019 Abscirrus, der bare er helt fantastisk. Mine anmeldelser på alle vine er der selvfølgelig linket til ovenover.

Konkurrencen

Med 14 vine på programmet – og gæt på land og primære drue – var der således igen 28 point at kæmpe om. Selvom jeg havde hårdt ud, så vandt jeg ikke og meget overraskende for alle, så endte Brix med flest point og cementerer dermed myten om, at blind høne også kan finde korn, mens Flemming endte sidst.

Jeg endte på sofaen, for en voldsom influenza havde fået ram på mig, så den efterfølgende uge var jeg mere syg end jeg nogensinde havde været før … og selv i denne uge hoster jeg fortsat som en gal hund … virkelig en rigtig herreinfluenza af værste skuffe.

2019 Graci, Etna Rosso Arcuría, Sicilien, Italien

2019 Graci, Etna Rosso Arcuria, Sicilien , ItalienJeg elsker også vinene fra nordsiden af den iltre vulkan Etna og nu er der igen sådan en bandit i glasset … en 2019 Etna Rosso Arcuría fra vinhuset Graci.

Alberto Aiello Graci har selv lavet vin ved Etna på Sicilien siden 2004, hvor han sammen med sin søster overtog familiens lille vingård med 5 hektar jord, hvoraf alene 2 hektar var vinmarker.

Alberto var egentlig uddannet bankmand i Milan, men forlod den finansielle verden for at lave vin på sin hjemegn. I starten solgte Alberto blot druerne, men derefter prøvede han sig lidt frem med vinfremstilling, for Alberto er autodidakt, men fik faktisk hurtigt succes på eksportmarkederne.

I dag driver Alberto og søsteren Azienda Agricola Graci, som nu har 18 hektar vinmarker og er blevet et markant og renommeret hus på Sicilien.

Derudover arbejder Alberto i dag også vicepræsident for det lokale vinkonsortium Consorzio di Tutela dei Vini Dell`Etna Catania, som dækker producenter med samlet 300 hektar.

Herudover er Alberto også gået i et partnerskab med selveste Angelo Gaja, som han sammen med i maj 2017 købte en 20 hektar vinmark på en lille sydvestvendte skråning af den iltre vulkan Etna på Sicilien og laver vine under navnet Idda.

Alle vine er i det væsentlige enkeltvingårdsvine. De er alle så vinificeret plot for plot i en søgen efter at forstå de forskellige Crus og de unikke forskelligheder.

De hvide sorter omfatter Catarratto og Carricante, som presses og fermenteres i store cementtanke til Etna Bianco. De røde er næsten alle på Nerello Mascalese. Det er en druesort, der har en tendens til reduktion … den er svær at modne og har høje tanniner og syre.

De røde knuses ikke, men får derimod lov til at knuse efter vægt. De gæres i store gamle egetræskar og efter presning sættes de tilbage i disse kar, hovedsagelig østrigsk træ.

De 18 hektar er således fordelt på forskellige marker som Contrada Arcuria beliggende 600–800 metes højde. Desuden ejer Graci den øverste del af Contrada Barbabecchi, den højest beliggende mark på Etna i 1.000–1.100 meters højde. På denne mark, som kun kan nås med Land Rover, er plantet pre-phylloxera Nerello Mascalese helt tilbage i 1904.

Marken købte han sammen med Frank Cornelissen, men Frank havde ikke tålmodighed til at vente på, at de fik marken til at køre, så Alberto endte med at købe det øverste af Frank. Frank har stadig det nederste af Barbarbecchi hvorfra han laver Magma … Etnas dyreste vin. Graci har også lidt af Contrada Feudo di Mezzo, som er en ret stor Contrada, hvor flere producenter har vin.

Sidste nyt er Contrada Muganazzi beliggende i 700 meters højde i hjertet af Passopisciaro. Her er altid god vind, og druerne modnes altid perfekt her. Alberto købte stedet, som har været kendt som en af de bedste marker på Etna, for nogle år siden. Nu er der så plantet 2,5 hektar Nerello Mascalese og 3 hektar Carricante her.

Alle marker drives fuldstændig biodynamisk og Graci svolver også kun ganske minimalt.

Denne 2019 Etna Rosso Arcuría er lavet på ren Nerello Mascalese fra Contrada Arcuria i 600-870 meters højde i Passopisciaro på den nordøstlige side af vulcanen Etna. Graci ejer hele Contrada Arcuria. Jorden er fantastisk mineralsk helt uden kalk og meget rig på jern og nitrogen.

Gæringen er sket uden temperaturkontrol i 42 hektoliter fade, og der er vinen også lagret 18 måneder efter endt fermentering. Efter det er den så flasket og har lagret yderligere 8 måneder.

Duftmæssigt er vinen herlig landlig med dampende mødding … og samtidig let og lys i stilen. Det er ribs, lyse blommer, jordbær, hyben, violer, røg … og så sorte mineraler, nærmest med masser af jern, rust og gamle skruer. Der kommer også nogle nærmest ret grønne urter, men samlet er letheden slående og imponerende. Den har en nerve, som kan minde om en mellemting mellem noget burgundisk og en Barolo.

Og sådan smager vinen også … streng, så man vipper op på tæerne … ren og stringent syre, lyse og vildt tørre tanniner. I det hele taget er det syrligt, masser af grape bitterhed, sort te og Campari, rabarber, ribs, hindbær, tranebær samt tør tobak, mynte og grønne urter. Dermed 95 point.

Forhandles herhjemme af Copenhagen Wine, hvor en flaske koster 315 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Locatour, Zinfandel, Californien, USA

2020 Locatour, Zinfandel, Californien, USAJeg sluttede Locatour ballet med lidt tunge ben, men nu har jeg heller aldrig været den store danser. Der er dog heller ikke så megen let disko, tango eller vals over denne Zinfandel, som vist aldrig blev min vin.

Igen er der ingen oplysninger om produktionen … hverken på den ene eller anden måde, så nu får I blot mine smagsnoter i stedet for.

Uha … kogte blommer, blåbærmarmelade, skocreme, motorolie og diesel … egentlig finder jeg vinen lidt syntetisk i duften. Der er sgu nærmest noget dyrisk i aromaerne … lidt som at gå i abegrotten i Zoo og samtidig fornemmer man også godt med kanelsødme.

Så galt smager vinen dog ikke, men den er sød og anderledes. Der er rosiner, svesker, virker solmoden og næsten overmoden. Det er ikke en vin, som vinder mit skrøbelige hjerte, men Zinfandel er jo ellers elsket af mange danskere. 84 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Locatour, Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2020 Locatour, Cabernet Sauvignon, Californien, USAJeg ræsede videre med Locatour vinene fra DFV Wines og den næste var selvfølgelig på én af de druesorter, som man jo normalt har godt styr på i USA, nemlig Cabernet Sauvignon.

Selve produktionen skal du ikke bruge dine små hjerneceller på, for igen er der ikke oplysninger, så derfor springer vi igen til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er der landlighed, men så ellers virker vinen røget med blæk, nelliker og en frugt, der er mørk og består af brombær, solbær, kirsebær … og så lidt fadpræg med kakao, vanilje og mørk, bitter chokolade.

I munden er det nok den bedste af rødvinene … fyldig, blød og cremet, men på den amerikanske måde også pænt sød. Det gør, at det bliver lidt solbærmarmelade tilsat kirsebærsauce. Det er comfy, rundt og så venligt, at det hele smiler til dig. Det er en danskerbasker og dermed en vin rigtigt mange vil elske. Det er let drikbart, rart og ukompliceret. 88 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Locatour, Pinot Noir, Californien, USA

2020 Locatour, Pinot Noir, Californien, USANu bliver det endnu mere spændende, for den næste Locatour vin fra DFV Wines a.k.a. Delicato Family Vineyards er nemlig både rød og så på den delikate Pinot Noir drue.

Som med de foregående vine fra vinhuset – ja faktisk alle vinene fra Locatour – så er der absolut ingen info tilgængelig om produktionen af vinene, så dermed havner vi jo bare hurtigt i mine smagsnoter.

Duftmæssigt er vinen – som måske også forventet – en smule vamset i udtrykket, lidt solmoden og har faktisk samtidig nogle grønne noter i form eukalyptus, nogle nøddeskaller, ungt træ, cedertræ, umodne kirsebær og moreller samt hengemt kaffe fra morgenens kande.

I munden er det kirsebær, jordbær, moreller og så ellers pænt med sødme, vanilje og stram egetræ. Der er måske ingen stor finesse, så i stedet får du en saftig lille Pinot Noir med hverdagscharme. Den har både kant og er læskende, har let peber og nelliker, pleasende og publikumsvenlig. 87 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Locatour, Creamy Chardonnay, Californien, USA

2020 Locatour, Creamy Chardonnay, Californien, USAVi fortsætter som nævnt med mere Locatour vin fra DFV Wines a.k.a. Delicato Family Vineyards og vi er fortsat i Chardonnay boldgaden … denne hedder blot Creamy Chardonnay.

Igen er der nærmest ingen oplysninger om produktionen af vinen, men det virker som om, at den er lagret endnu mere på fad eller har i hvert fald set eg i en eller anden form,

Nu er der skruet op for primus blusset og ned i gryden er der kommet endnu mere nøddenektar, en pose Basset lakridskonfekt og overfrakken af smør og vanilje er nu vatteret og ekstra blød. Der er røg omkring primussen med skumgummifiduser på pinde, lidt flaky croissanter, brunet smør og fed tropisk frugt. Det er dåseananas, mango samt papaya og sukkersød cantaloupe meloner.

Smagen er virkelig amerikanervenlig … sød, fed og creamy, så man skal næsten skære sig igennem. Det er over the moon, for meget og for voluminøs, så man nærmer sig vinøs porno, men denne tykke lille bandit giver oaked Chardonnay elskere ren lykke, men jeg synes, at det bliver alt for vols … 87 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Locatour, Chardonnay, Californien, USA

2020 Locatour, Chardonnay, Californien, USAOtto Suenson har netop fået vinene fra Locatour i deres sortiment, så hvad er mere naturligt, end at få Houlberg til at teste alle vinene og der er 5 af slagsen … startende med denne 2020 Chardonnay.

Locatour ejes af DFV Wines a.k.a. Delicato Family Vineyards, der drives af Indelicato familien, som i næsten 100 år har dyrket vin i hele Californien. Vinhuset blev oprindeligt grundlagt i 1924 af den unge Gaspare Indelicato, som oprindeligt stammede fra Sicilien i Italien, men emigrerede til USA og købte en lille 4,8 hektar vinmark ved Manteca i Californien.

I dag drives Delicato Family Vineyards CEO af Chris Indelicato, som er barnebarn og dermed 3. generation i vinhuset. Chris driver huset sammen med hans søstre og brødre Jay, Mike, Frank Junior, Cheryl og Marie.

Og under Chris’ ledelse er vinhuset i dag vokset til at være blandt de 10 største vinhuse i USA med en årlig produktion på pænt over 7 millioner kasser vin.

Det er fordelt på en lang række brands, bl.a. Belle Ambiance, Bota Box, Brazin, Diora, Gnarly Head, HandCraft, Juxtapoz, La Merika, Loft, Massimo, Noble Vines, Sequin, Twisted, Z. Alexander Brown og Irony. Og det er vine fra primært USA, men også andre lande som fx New Zealand og Argentina.

Derudover ejer familien i dag også mere anerkendte vinhuse som fx Francis Ford Coppola Winery og Black Stallion Winery.

Chris er da også blevet kåret som American Man of the Year i 2011 af  Wine Enthusiast Magazine, bl.a. for hans enestående resultater i innovation og markedsføring af vine. DFV Wines blev også i 2007 kåret som American Winery of the Year af Wine Enthusiast.

Delicato Family Vineyards ejer selv imponerende 2.833 hektar vinmarker beliggende i forskellige klimazoner i Californien … fra Monterreys kølige kyst til den varme område ved foden af Rocky Mountains i Lodi.

Locatour er endnu et brand fra DFV Wines, men der er dog begrænsede oplysninger om det … men alle vinene bliver – som for øvrige hos DFV Wines lavet på deres kæmpestore fabrik i nordlige del af Manteca. Der har de – som samme måde som et kæmpestort olieraffinaderi masser af tanke til produktion i BIG SCALE … men sådan er det jo i USA … det laves alt stort.

Jeg har 5 vine fra Locatour til test og det er disse:

Og vi starter med deres helt almindelige Chardonnay, som der heller ikke er mange informationer om, så derfor springer da vi også bare fluks ind i  mine smagsnoter.

Det er duftmæssigt – som nok også ventet – en opulent, tropisk og fuldfed Chardonnay. Det er the sunny side of the street med ananas, mango, papaya samt honningmelon. Det suppleres med lidt ristede hasselnødder og så er den iført en frakke med lidt smør og vanilje.

Smagen er ikke kompleks eller forfinet, men bærer en læskende drikkeglæde, som selv sunnyboy vil elske. Det er cremet, pleasende, easy, mens syreniveauet synes beskedent, men det giver bare denne saftige og juicy stil, hvor alle kan deltage og nikke anerkendende. Jeg har en rating på 88 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger