Tag-arkiv: Bourgogne

2016 Jean Monnier & Fils, Meursault Clos de Cromin, Bourgogne, Frankrig

2016 Jean Monnier & Fils, Meursault Clos de Cromin, Bourgogne, FrankrigByggemødets første vin blev hvid og burgundisk, nemlig denne Meursault Clos de Cromin fra Domaine Jean Monnier & Fils … et historisk domæne beliggende i Meursault.

Det ligger faktisk i byens centrum på Place de l’Hôtel de Ville og er grundlagt tilbage i 1720 af familien Monnier. I dag drives det af Jean-Claude Monnier og hans Nicolas.

De har samlet 16 hektar vinmarker i Côte de Beaune, herunder 6 Premier Cru parceller, nemlig Beaune Montrevenots, Pommard Argillières, Pommard Fremiers, Pommard Epenots Clos de Citeaux, Meursault Genevrières og Meursault Charmes. De fleste af domænets vinstokke er 25 til 60 år gamle.

Selvom Jean-Claude Monnier og Nicolas har fulgt med i den nyeste udvikling, så trækker de også på de erfaringerne fra deres forfædre, således at deres vine laves med respekt for terroir, kvalitet og tradition.

Her smager vi deres 2016 Meursault Clos de Cromin med druer fra marken Clos du Cromin, som ligger nord for selve byen Meursault forholdsvis tæt på grænsen til Volnay. Jordbunden indeholder en stor andel af kalksten og hvid marl.

Mange af Chardonnay vinstokkene på Clos de Cromin er meget gamle og plantet efter phylloxera angrebet i slutningen af sidste århundrede, så en del af stokkene er måske de ældste i hele Meursault.

I hvert fald er kvaliteten så god, at man i 1960’erne anvendte skud fra netop vinstokkene på Clos de Cromin til produktion af nye stokke på planteskoler og hos andre producenter.

Vinen er lavet helt traditionelt, men der er ikke mange oplysninger om produktionen. Brugen af egefade er dog slet ikke så massiv, som hos andre producenter, så måske er vinen alene lagret i store, gamle egefade … men nu gætter jeg kun.

Næsen er tør med melon, fersken, en smule mineralske og kalkagtige noter, ikke så eksplosiv i næsen, faktisk lidt til den neutrale side. Der er en lille smule smørfedme, men meget diskret, lidt lime, citron, animalsk babybræk – på den gode måde – og lidt nødder.

Smagsmæssigt er vinen meget ren, igen lidt tilbageholdende. Frugten er fersken og pærer, lime og citrusbid, kalk og samtidig stikker smagen ikke så dybt … og mindre dyb end forventet. Det er imidlertid ingen fed Chardonnay, men langt mere stringent, ren og mineralsk.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 459 kr., mens prisen er 389 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Le Domaine d’Henri, Les Allées du Vignoble Petit Chablis, Bourgogne, Frankrig

2018 Le Domaine d'Henri, Les Allées du Vignoble Petit Chablis, Bourgogne, FrankrigFørste vin i glasset på Freias Spisetue var denne 2018 Les Allées du Vignoble Petit Chablis fra Le Domaine d’Henri, som skulle følge forretten … en lille sag med blomkål som hovedelementet.

Le Domaine l’Henri er et lille familieejet vinhus, som er ejet af Michel Laroche, der i 2009 – efter 45 år som ejer af det velrenommerede Domaine Laroche – besluttede at afslutte en æra. Årsagen var simpel, for ingen i familien kunne videreføre den tunge arv, så Michel Laroche sammenlagde derfor Domaine Laroche med vinhuset JeanJean under navnet AdVini Wine Group.

Det er i dag blandt Frankrigs største vinudbydere og Michel Laroche er nu udelukkende aktionær og bestyrelsesmedlem i AdVini, men er herudover ikke involveret i driften.

Men Michel Laroche beholdte dog selv forældrenes tidligere vingård i Chablis. Den havde havde han tidligere arvet og skulle således ikke med i det store AdVini. I stedet besluttede han at lave vine på ejendommen og vinhuset fik navnet Le Domaine l’Henri med reference og respekt til Michels afdøde far.

Det er et lille familieprojekt, som Michel driver sammen med sine 3 børn Cécile, Margaux og Romain Laroche. De har samlet 8 hektar vinmarker, hvor de ældste vinstokke stammer tilbage fra 1937, men ellers har de – i samarbejde med Claude Bourguignon og hans søn Emmanuel – plantet en række nye vinstokke.

De første vin var fra 2012 årgangen og samlet laver familien 7-8 forskellige Chablis vine, hvor denne Les Allées du Vignoble Petit Chablis er en af deres basisvine.

Vinstokkene, der leverer Chardonnay druerne til Michels almindelige Chablis er plantet i henholdsvis 1988, 1989 og 2001. Vinen er udelukkende lavet på ren ståltanke, men ellers er der faktisk begrænsede oplysninger om produktionen.

Næsen virker meget krisp og sprød … der er røg, karamel, en herlig landlig aroma, nærmest med armsved og masser af kalk, ja faktisk vildt megen kalk, mens frugten er fersken, papaya, gule æbler, melon, godt med lemon samt en smule estragon.

Det er smagsmæssigt en rigtig fin og elegant Chablis … mangler måske en smule fylde, men har en meget ren og frisk smag med en lille fedme, blomster, citronsyre og lidt krydderier. Det er rent, rundt og et lækkert glas hvidvin.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Bouchard Père & Fils, Beaune du Château Premier Cru, Bourgogne, Frankrig

2015 Bouchard Père & Fils, Beaune du Château Premier Cru, Bourgogne, FrankrigMax H var forleden vært ved en lille vinaften for gode venner og serverede en flok spændende vine, hvor den første var denne hvide Beaune du Château Premier Cru fra det store vinfirma Bouchard Père & Fils.

Vinhuset Bouchard Père & Fils er startet i 1731 af Michel Bouchard, som oprindelig var tekstilhandler fra Dauphiné regionen i de franske alper. Han slog sig ned i Volnay efter salg af sine besiddelser i Dauphiné og startede vinhuset Bouchard Père & Fils sammen med sin søn Joseph. I starten var det primært handel med vin og en nogociantproduktion.

Det var først i 1775, at Joseph Bouchard erhvervede den første vinmark for Bouchard Père & Fils … den legendariske Les Caillerets og det blev starten på en løbende udvidelse af huset.

I 1820 blev besiddelserne suppleret med købet af Château de Beaune, en tidligere kongelig fæstning bygget i det 15. århundrede af kong Louis XI. Slottet – der fortsat har 4 af de 5 originale tårne samt dybe vinkældre er fortsat hovedsæde for vinhuset.

I kældrene har huset fortsat en uvurderlig samling på over 2.000 flasker fra det 19. århundrede og den ældste er en 1846 Meursault Charmes.

Bouchard Père et Fils blev i familiens eje gennem 9 generationer, men i 1995 blev huset overtaget af Joseph Henriot med fortid som skaber af den eksklusive LVMH koncern, som omfatter mærker som Vive Clicquot samt Moët. Han købte huset for sin pension fra luksuskoncernen – men gik bestemt ikke på pension!

Et utroligt arbejde blev sat i gang – nye domæner blev føjet til Bourgognes i forvejen mest imponerende, produktionen blev skåret ned og nye kældre blev bygget. I dag nægter få, at vinene fra Bouchard Père & Fils er i den absolutte topklasse.

Bouchard Père et Fils en samtidig en af Bourgognes tungeste jordejere og porteføljen tæller 74 vinmarker, eller i alt 130 hektarer vinmarker i hjertet af Côte d’Or … 12 af dem er klassificeret som Grand Cru og 74 som Premier Cru.

Huset har også med topkarakteren 7 stjerner og prædikatet Production Mythique opnået den højest mulige anderkendelse i den respekterede vinguide Gault-Millau. Vinhuset befinder sig dermed i den absolutte inderkreds af verdens allerbedste vinproducenter.

Her smager vi husets 2015 Beaune du Château Premier Cru i den hvide udgave, hvor Chardonnay druerne kommer fra 4 forskellige Premier Cru marker, nemlig Aigrots, Tuvilains, Sizies og Sur les Grèves … alle vinificeres separat inden endelig samling.

Det er en vin, som Bouchard Père & Fils har lavet siden 1907 og er lavet ved, at de håndhøstede druer først presses af 2 omgang … først med den direkte saft og så derefter ved ekstra 2. pres, som sker i 2 timers intervaler. Efter endt fermentering i rustfrie ståltanke, så er vinen lagret 9-10 måneder i de gamle kældre på Château de Beaune i franske egefade, heraf 15% nye.

Næsen byder dig på en herlig smørfed aroma med masser af fadpræg, fersken, syltede citroner, pænt sødmeniveau, et svagt grønt pift og ellers lidt ristet brød. Dufter sgu rigtigt godt og til at blive glad i låget af.

Smagen er imidlertid slet ikke så fed som næsen. Det er ganske vist en utroligt cremet, rund vin og frugten er også næsten tørret, tæt og komprimeret, men der er syre til at balancere tingene smukt i harmoni.

Forhandles herhjemme af Erik Sørensen Vin, men denne er ikke fundet i sortimentet, så jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Château de la Terrière, Fleurie, Bourgogne, Frankrig

2015 Château de la Terrière, Fleurie, Bourgogne, ItalienJeg er vild med Beaujolais … og denne Fleurie fra Château de la Terrière er blot med til at cementere min hjertevarme affektion for området i den sydlige del af Bourgogne.

Château de la Terrière ligger lidt vest for den lille by Cercié med udsigt til Mont Brouilly og er et vaskeægte slot, der stammer fra det 14. århundrede og dermed er et af de ældste slotte i regionen. Det har gennem tiden tilhørt utallige adelsmænd, men blev i 2003 købt af Barbet familien, i dag anført af Grégory Barbet, som er 9. generation i en familie af vinavlere.

Han ejer i øvrigt også sammen med hustruen Virginie Domaine de la Pirolette … også i Beaujolais. Eller rettere, så er det familiens firma Scea des Deux Châteaux, som ejer de to slotte. Grégory overtog driften fra sin far Xavier Barbet i 2013.

Vinene på Château de la Terrière laves sammen med vinmageren Frédéric Maignet, som også er konsulterende ønolog for en lang række vinhuse i Beaujolais.

Sammen laver de vine fra 28 hektar vinmarker, hvor 12 hektar ligger i Brouilly, 5 hektar i Régnié, 2 hektar i Fleurie, 3 hektar i Moulin-à-Vent, mens de sidste 6 hektar er Bourgogne AOP.

Derfor er det således både Gamay og Pinot Noir vine, som laves på Château de la Terrière. Grégory og Frédéric laver 6 forskellige vine, herunder altså denne Fleurie, som selvfølgelig er lavet på 100% Gamay, som kommer fra vinstokke, der er over 50 år gamle.

Vinificering sker udelukkende i ståltanke og på normal Beaujolais manér, så sker gæring med hele druer gennem 15 dage, og efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder sur lie.

I næsen er det ærketypisk god Beaujolais … let, bondsk, krydret, ganske blomsterrig og der er lidt sæbe, salt, mentol, karamel, jordbær, hindbær samt en smule banan.

Og det smager sgu også godt med frisk rød frugt, let sød/syrligt bid, lidt spejdehagl, røde bolsjer fra barndommen i korte bukser, meget harmonisk, lidt kirsebærsten og en smule bitterhed. Igen får man indtrykket af en bondsk, rustik og alligevel meget elegant vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Maison Roche de Bellene, Bourgogne Chardonnay Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2017 Maison Roche de Bellene, Bourgogne Chardonnay Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigSå er vi atter tilbage i Beaune hos den dygtige Nicolas Potel, der driver Maison Roche de Bellene, som jeg skrev om forleden. Denne gang smager vi hans hvide basisvin Bourgogne Chardonnay Vielles Vignes … men sikke en basisvin.

Druerne til Potels Bourgogne Chardonnay Vielles Vignes kommer fra marker med 65 år gamle vinstokke i Côte de Beaune og Côte Chalonnaise, høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Vinen er gæret alene med druernes naturlige gærceller, har gennemgået malolaktisk gæring og er derefter lagret i franske egefade, heraf 10% nye fade.

Vinen har en lækker duft .. let smørfed, lidt melon, fersken, gule og grønne æbler, mandler, dejlig luftig og liflig aroma, snert af lidt syltede citroner samt let sødlige egenoter. Duften er både sart, elegant og indsmigrende.

Det smager også lidt på samme måde, altså ret lækker med en kontrolleret syre, som ikke er for skrap og heller ikke for vag. Der er heller ingen vild fadfedme, men ren og klar med lidt citrus, kalk samt let røget eftersmag. Her får man virkelig god ærketypisk hvid bourgogne til fornuftige penge.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Maison Roche de Bellene, Bellenos Rosé Gamay Noir, Bourgogne, Frankrig

2017 Maison Roche de Bellene, Bellenos Rosé Gamay Noir, Bourgogne, FrankrigMens sommeren synes lidt tøvende, så tester jeres flittige vinblogger atter en rosévin … denne gang en Bellenos Rosé Gamay Noir fra Maison Roche de Bellene.

Jeg er normalt ikke vild med rosévine, men denne ka’ jeg faktisk rigtigt godt li’ … måske forbi, at den er langt mere ren og syrlig end de fleste roséer i det danske farvand. Men den har også sit ophav i Bourgogne … eller rettere i Beaune, hvor vi finder Maison Roche de Bellene, som drives af Nicolas Potel.

Vinhuset er grundlagt i 1964 af Nicolas’ forældre Françoise og Gérard Potel, som slog sig ned i Volvay. Gérard var agronom og en dygtig vinmager og startede med at have kvalitetsvine med fokus alene på Pinot Noir og alene fra 1. Cru marker i både Volnay, Pommard og Santeney.

Inden Nicolas Potel overtog faderens vingård, så havde han efter sin uddannelse til vinmager arbejdet i vinhuse rundt om det meste af  verdenen, bl.a. hos Moss Wood, Leeuwin Estate og Mount Mary Winery i Australien, Tom Dehlinger i Californien og en række udvalgte producenter i Frankrig.

I starten arbejdede Nicolas sammen med faderen i kælderen, men overtog langsomt driften og fortsatte med at lave kvalitetsvine fra familiens egne marker. Efter faderen død i 1997 grundlagde Nicolas dog negociantfirmaet La Maison Nicolas Potel, hvor han opkøbte druer fra andre vinavlere til en lang række Bourgogne vine.

La Maison Nicolas Potel fik så stor succes, at firmaet i starten af 2000’erne blev solgt til et andet handelsfirma. Men i 2008 startede Nicolas igen med et nyt negociantfirma Maison Roche de Bellene, og så har han siden udvidet med selskabet Domaine de Bellene, som selv lejer jordlodder rundt om i Bourgogne og laver egne vine.

Denne Bellenos Rosé Gamay Noir er fra Maison Roche de Bellene og produceret af Nicolas Potel. Den er fra hans Bellenos Collection, en serie af vine, som alle kommer fra appellationen Coteaux de Bourguignons.

Det er en forholdsvis nye appellation i Bourgogne og erstattede den tidligere betegnelse Bourgogne Grand Ordinaire, som misvisende antydede, at vinene ikke var noget særligt.

Bellenos Rosé Gamay Noir er lavet på 100% Gamay, som kommer fra 40 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.  De hele drueklaser vinificeres i temperaturregulerede ståltanke med kortvarig skindkontakt, undergår derefter en malolaktisk gæring og lagrer så 4-5 måneder i ståltanke.

Sikke en fin næse … svagt parfumeret, blomster, hindbær, kirsebær, granatæbler, men ellers sådan lidt sart, fin og lettere reserveret. Der afsløres ikke så meget i næsen.

Men smagsmæssigt lukker vinen op med masser af citronsyre, sure kirsebær, hindbær, ribs, lemon og salte mineraler. Det er virkelig en dejlig tør og syrlig rosé med et fint bid. Det er sgu en opkvikkende mundfrisker … lidt finurlig, men på en god måde. Endelig endnu en rosé, som Houlberg er vild med.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Domaine de Colette, Morgon Tradition, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine de Colette, Morgon Tradition, Bourgogne, FrankrigDe fleste ved, at Beaujolais hører til under Bourgogne … de fleste tror endda, at det blot er en lille del af området. Men i nogle år laves der mere vin i Beaujolais end i resten af Bourgogne. I mine øjne er Beaujolais alt for overset, og det er denne Morgon Tradition fra Domaine de Colette et knaldgodt eksempel på.

Beaujolais har 10 områder, der er blevet ophøjet til Cru status og derfor må bære sit eget navn på etiketten. Ét af de områder er netop Morgon, som samtidig er et af de største områder i Beaujolais med 1.120 hektar vinmarker på den venstre side af Saone floden og en årlig produktion på omkring 8 millioner flasker vin.

Vinene fra Morgon varierer selvfølgelig i stil, men er som regel meget frugtrige, mere kødfulde, tættere og mørkere i frugten end hos de andre Beaujolais cru’er. De får ofte også noter med lidt chokolade og parfume.

Domaine de Colette ligger dog ikke i Morgon området, men i Régnié lidt nordøst for byen Lantignié … men dog næsten på op til Morgon og med en smuk udsigt til Alperne

Vinhuset drives i dag af Jacky Gauthier, men er grundlagt tilbage i 1953 af Jackys far Renè Gauthier, som købte sin første mark og startede med at plante vinstokke på marken.

Renè passede også en nabomark, som ikke var passet siden 1. verdenskrig og opkøbte derudover flere marker, så han i 1972 havde samlet 8 hektar vinmarker.

Derfor byggede han et vineri ved siden af deres hjem, og dermed blev Domaine de Colette en rigtig vingård. Sønnen Jacky voksede således op med vin og besluttede også hurtigt, at han også ville være vinbonde, så han startede derfor sin uddannelse til ønolog samtidig med, at han hjalp faderen på vingården.

I 1980 blev Jacky som ung 17-årig tilbudt en overtagelse af sin onkels vinmarker, og købet lykkedes 4 år senere … siden har Jacky Gauthier drevet både faderens og onklens vinmarker, som dog senere er lagt sammen under Domaine de Colette.

Samlet har Jacky sammen med sin hustru Evelyne i dag 14 hektar vinmarker, som er fordelt på de 4 Beaujolais cru’er Régnié, Morgon, Moulin-A-Vent og Fleurie. Men derudover laver Domaine de Colette også almindelig Beaujolais-Villages.

Faderen Renè Gauthier døde i 1995, men Jackys søn Pierre Alexandre er allerede i gang med at uddanne sig til vinmager, så 3. generation er således allerede på vej.

Vinmarkerne hos Domaine de Colette passes efter metoden, som de kalder lutte raisonnée, som også kaldes l’agriculture raisonnée. Det er en form for semi-økologisk drift, hvor sprøjtning begrænses i størst muligt omfang.

Derudover anvender Jacky Gauthier også kun vegetarisk gødning og pløjer mellem vinstokkene under perioden, hvor stokkene står i dvale, for derigennem at tvinge rødderne ned i undergrunden.

Høst sker selvfølgelig også helt traditionelt ved håndkraft og drueklaserne anvendes hele uden afstilkning. Produktionen sker selvfølgelig også på helt oldschool Beaujolais manér … macération carbonique metoden, hvor det meste af saften gærer, mens det stadig er inde i druen. Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning.

Denne Morgon Tradition er selvfølgelig lavet på 100% Gamay, som kommer fra 50 år gamle vinstokke fra husets marker i Morgon. Den er – som nævnt – lavet med hele drueklaser, som gærer macération carbonique  i 9-10 dage, hvorefter det hele presses og så lagrer mosten på egefade i 8-9 måneder. Derefter flaskes vinen.

Lige åbnet dufter vinen bondsk som bare satan … tilsat lidt blomsterpollen, ensilage, kul og blæk. Frugten er sorte kirsebær samt blåbær, lidt gæret i udtrykket og svagt krydret med søde krydderier … kardemomme. Med lidt luft i glasset aftager det vildeste af bondskheden og fremstår mørk, stille og syrlig.

Der er en saftig lethed i smagen, saft og kraft med en lille syrlighed, som ligger prikker til dig. Det er egentlig blødt og behageligt som en brun fløjlssofa fra 70’erne, lidt comfort, men syren er fast nok til, at du aldrig slumrer hen. Der er pænt med jern og granit, og samlet en rustik om end elegant og saftig vin. Jeg ka’ virkelig godt lide den og til pengene et godt køb.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Château de Beauregard, Fleurie, Bourgogne, Frankrig

2015 Château de Beauregard, Fleurie, Bourgogne, FrankrigEn lækker middag på det gamle Hotel Randers forleden blev bl.a. akkompagneret af lidt rød beaujolais … en Fleurie fra Château de Beauregard aka Joseph Burrier.

Burrier familien har været vinbønder i Bourgogne i over 500 år og købte Château de Beauregard i 1883, så familien har været ejere af vingården i 6 generationer. I kan se gården på billedet ovenover … og må ikke forveksles med mange af de andre slotte, der også er kaldt Château de Beauregard og ligger spredt over det meste af Frankrig, for navnet betyder nemlig slottet med den flotte udsigt.

Château de Beauregard er bygget i tidsrummet 1809-1816 af en af Napoleons officerer efter hjemkomsten fra et succesrigt togt og ligger ved klipperne Solutré og Vergisson mellem byerne Pouilly og Fuissé i Bourgogne.

Château de Beauregard er en af de største vingården i Beaujolais- og Mâconnais regionerne. Samlet har slottet 43 hektar fordelt på markerne i både Pouilly-Fuissé, Saint Veran, Mâcon. Fleurie og laver derudover Moulin à Vent og Beaujolais-Villages.

De hvide vine er vinificeret på Château de Beauregard i Fuissé, og de røde i Fleurie på Domaine de Poncié, der også er ejet af Château de Beauregard.

Siden 1970’erne har vingården været drevet af Jacques Burrier, men i 2000 blev Frédéric Marc Burrier som 6. generation leder af Château de Beauregard.

Her er den en af husets beaujolais vine … og det siges, at Château de Beauregards beaujolaiser er forskellig i stil fra andre Beaujolaisvine. Stilen er mere lig Bourgogne med en væsentlig større krop og fylde, men lad os se nærmere på det.

Det er selvfølgelig 100% Gamay, som kommer fra 40 år gamle vinstokke fra husets marker i Fleurie, bl.a. Ancienne Maison Tournissoux. Druerne høstes manuelt og afstilkes inden udblødning i 6-9 dage og efterfølgende gæring i rustfrie ståltanke. Derefter lagrer halvdelen af vinen 6-8 måneder i burgundiske 228 liters barriques.

Næsen er parfumeret og let, ganske aromatisk med blomster, violer og roser, har lidt blæk, fersk kød, bacon og masser af friske blåbær, jordbær og måske endda lidt solbær.

Smagen er rund, lækker og saftig … klart til den lettere side, en vild syre i 5. potens, sødkrydrede elementer og ganske tilgængelig. Det bliver aldrig sådan rustikt og vildt charmerende som nogle af de mere moderne beaujolaiser, men en okay godkendt vin.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Patrick Javillier, Meursault Clos du Cromin, Bourgogne, Frankrig

2016 Patrick Javillier, Meursault Clos du Cromin, Bourgogne, FrankrigEt ekstra lille bøvs … vi skulle lige smage en vin mere på Bistroteket og det blev hvid Bourgogne, nemlig denne Meursault Clos du Cromin fra Patrick Javillier.

Patrick Javillier er egentlig uddannet elektriker, men er også senere uddannet ønolog fra universitetet i Dijon. Da han i 1974 overtog faderens lille vingård Meursault, så kunne jobbet som elektriker sikre økonomien, da han alene startede med 3 hektar vinmarker.

I 1990 havde han imidlertid tilstrækkelig med marker, nemlig 9 hektar og kunne droppe bijobbet og hellige sig vinproduktionen supplereret med rådgivning af andre vinbønder.

Denne Meursault Clos du Cromin er selvfølgelig lavet på 100% Chardonnay fra marken Clos du Cromin, som ligger på Volnay siden af Meursault.

Vinstokkene på marken har en gennemsnitsalder på omkring 60 år og jordbunden på marken er meget leret, hvilket er med til at give en mineralsk karakter.

Druerne er presset på en gammel Vaslin-presse og vinen har været lagret 15-18 måneder sur lie på en blanding af nye og gamle fade, da Patrick Javilier mener, at lang tids lagring sur lie er med til at give vinen en langt liv bagefter.

Man kan også dufte, at vinen er lagret på egefade, for der kommer omgående noter af eg. Derudover er der godt med kalk, havvand, karamel, salt, plastikmaling, malerspand, hyld, stikkelsbær, lidt astronaut-is, sandstrand, honning og masser af citrus.

Smagen har også kalkholdige elementer, lidt stenet med estragon, hyld og egentlig meget frugtrig. Det er en mere stringent hvid bourgogne, meget tør, præcis med fin lang eftersmag.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Julien Sunier, Morgon Charmes, Bourgogne, Frankrig

2017 Julien Sunier, Morgon Charmes, Bourgogne, FrankrigSidste vin hos vinmageren Julien Sunier var hans Morgon Charmes, der kommer fra 60 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet lidt som de andre, altså med carbonic maceration gæringen af de hele druer i 10 dage, hvorefter druerne presses i løbet af 24 timer på en gammel basket press, hvorefter vinen lagrer 9-11 måneder i gamle, burgundiske 228 liter barriques, som er anvendt mindst 10 gange tidligere.  Derefter aftappes Morgon Charmes uden filtrering eller klaring og alene med ganske lidt svovl.

Vinen minder på mange måder om de forrige, altså masser af rustik og landlig bio kant, men her er det mere dæmpet og skørheden er også mindre, mens der til gengæld er skruet op for blomsterne. Det gør vinen mere let, elegant og klassisk. Dermed er vinen ganske forførende, svævende … men fortsat med en vild side.

Og – nøj – hvor er det lækkert, blødt, imødekommende, elegant og smukt. Det er sorte kirsebær, funky og landlig, fine tanniner, som lige bider dig i kæberne, ryster dig og gør dig glad. Det er virkelig lækkert og smækkert, og med en speciel karakter. Nogle vil blive forskrækkede og andre – som mig – knuselsker den bare

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 240 kr.

Vinanmeldelse 6/7