Vinaften 15. marts 2014

Vinaften igen … denne gang hos Jan. Vi havde forladt tema-idéen, så nu kunne vi alle medbringe vine fra hele verden til vores dyst om at gætte landet bag de enkelte vine. We Got The Hole Wide World …. so to speak. Og på slaget 18.00 mødte både Paul, Steffen og jeg forventningsfulde op hos Jan, og duften i køkkenet afslørede, at der ventede os noget godt.

Jan havde selvfølgelig kreeret en flot menu til os, endda sendt den rundt på email forinden og jeg huskede denne gang at tage foto af alle retterne. Retterne var denne aften:

  • Starters: Kogte oliven med tomatsauce, gulerodsdip, auberginepuré og sprøde fladbrød
  • Forret: Jordskokke-risotto med kammuslinger
  • Hovedret: Rib-eye steaks og brødbudding med pastinak-grønkålsmos med snert af chorizo
  • Dessert: Ricotta parfait

Bringer da lige fluks mine iPhone-fotos af de dejlige retter:

Kogte oliven med tomatsauce, gulerodsdip, auberginepuré og sprøde fladbrød

Kogte oliven med tomatsauce, gulerodsdip, auberginepuré og sprøde fladbrød
Elsker starters. At sidde og nippe … vende verdenssituationen … weltklasse. Giver sådan lidt bistro stemning. Jan havde lavet de spændende fladbrød, som bliver stegt sprøde i olivenolie, og hertil dejlig oliven, så bliver kogt sammen med lidt tomater. Skøn auberginepuré til og samtidig en frisk gulerodsdip.

Jordskokke-risotto med kammuslinger

Jordskokke-risotto med kammuslinger
Forretten også skøn. Mira Arkins flotte ret, og jordskok er god at bruge i risotto, hvor den tilfører fylde, sødme og den umiskendelige smag af jordskok, som minder om artiskok. Jeg elsker sgu bare risotto i alle afskygninger.

Rib-eye steaks og brødbudding med pastinak-grønkålsmos med snert af chorizo

Rib-eye steaks og brødbudding med pastinak-grønkålsmos med snert af chorizo
Ægte mandemad … en ordentlig bøf … det går man aldrig helt galt med. Læg hertil en skøn, nærmest gratin-agtig pastinak-grønkålsmos samt en sauce, som har stået og indkogt hele dagen. Jeg synes, at specielt grønkålen giver retten en god kant. Smagte supergodt.

Ricotta parfait

Ricotta parfait
Og hvad er bedre end at slutte af med noget til den søde tand? Italiensk, når det er bedst. Sådan.

På den vinmæssige front et herligt felt af flotte vine, nemlig:

Som kultvin havde Jan valgt en – i min mening – helt fantastisk vin, en Pinot Noir fra Kosta Browne Winery i USA. Sikke en vin, men da det ikke helt kostede det afsatte budget omkring 1.000 kr., så havde Jan givet den ekstra gas på aftenens sidste vin … en kultvin nr. 2, og det var også lidt af et monster, nemlig det legendariske vinhus Dal Forno, som jeg indtil denne aften alene havde læst om. Fra Dal Forno smagte vi husets Valpolicella, en voldsom sag, som var svær at tæmme. Men sikke en oplevelse.

Som vanligt en aften med superdejlige vine fra alle kanter og alle lande. Vi har i Australien med AC/DC, Frankrig, Italien, Spanien og USA.

Jeg har lovet Paul, at jeg denne gang på bloggen ikke laver et “copy – paste”, men ændrer slutningen af eventyret, idet Paul ikke endte sidst, men fik en hæderfuld 2. plads i vores vindyst, mens Steffen denne gang endte helt uden point. Pointene endte på 3 – 2 – 1 – 0 og i rækkefølgen Ulrik – Paul – Jan – Steffen. Det betyder nu ikke det store, for nydelsen af maden og vinene er – som altid – det centrale i vores traditionsrige vinaftener. Det kunne vi igen sætte X ved. Tjek.

Vindude Paul
Paul ser også tilfreds ud med 2. pladsen.

2006 Dal Forno Romano, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2006 Dal Forno Romano, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienAzienda Agricola Dal Forno Romano ligger i den lille by Cellore d’Illasi tæt på Verona i Veneto. Og denne lille, men eksklusive producent er i dag en levende legende i Veneto og uden tvivl områdets største kultvinmager! Som en kultvin nr. 2 havde jeg indkøbt en Dal Forno … nemlig hans Valpolicella Superiore.

Vinene fra Dal Forno bliver ofte også kaldt Dal Porno … fordi hans Amaroner er helt vilde og “for meget” … men på den gode måde. Jeg faldt over et citat fra Jesper Uhrup Jensen fra Euroman, og det fortæller meget rammende om, hvilke vine Dal Forno laver:

“Man tager tre flasker vin og propper dem ned i én flaske! Amorone-producenten over dem alle, Dal Forno, laver så kraftige og koncentrerede vine, at man næsten lige så godt kan droppe maden og sige, at vinen i sig selv gør det ud for et måltid. Der er lakrids, kaffe og tonsvis af frugt i denne her vin, som bliver ved og ved med at smage i munden. Mens banal Amarone ofte blot er tung og sødmefuld, er Dal Fornos Amarone et veritabelt smagekatalog, hvor nye smagsnuancer hele tiden dukker op … en vin, der fortjener at blive mediteret over i fred og ro. Og uden at man er for mange om flasken!”

Jeg tænkte straks på Ernesto Ruffo … og hans Amarone og Valpolicella, da jeg læste dette … måske lidt i samme boldgade?

Romano, manden bag kultvinene, roses blandt sine kolleger og konkurrenter som en minutiøs, lidenskabelig og topdedikeret vinmager, som sjældent, om ikke aldrig, tillader sig selv en fridag fra vinkælder og -marker. Vinene fra Dal Forno er blandt kendere de absolut mest efterspurgte vine fra regionen grundet en kompromisløs kvalitet og stil, som ikke findes mage!

Manden, hvis vine næsten er umulige at opdrive, er næsten ligeså umulige at betale. Grundet lutter topkarakterer og lovprisninger fra en enstemmig vinpresse verden over har efterspørgslen medført, at priserne de senere år er braget gennem lydmuren og har opnået et astronomisk højt leje – et prisleje, som man selvfølgelig kan diskutere rimeligheden af. Dedikerede vinentusiaster er dog aldrig i tvivl, hvorfor efterspørgslen altid overstiger den mikroskopiske produktion.

Romano Dal Forno er 3. generation af vinbønder i Dal Forno slægten, som i gamle dage solgte mosten til det lokale kooperativ, indtil Romano i 1983 lancerede sin første årgang. Som 22 årig mødte Romano Valpolicellas ”Great Master of Amarone” – Guiseppe Quintarelli, hvilket blev et skelsættende møde. Et møde og et venskab, der inspirerede Romano til at satse på det ypperste, hvad angår områdets potentiale.

Som udgangspunkt mente Quintarelli imidlertid ikke at Dal Fornos vinmarker og beliggenhed (ved Cellore d’Illasi udenfor Amarone Classico-området) havde potentiale nok – et synspunkt den unge og selvstændige Romano ikke delte!

Da Dal Fornos få hektarer vinmarker i mange år alene var blevet brugt til at levere udpræget kvantitet frem for kvalitet, så var første skridt derfor at reducere vinstokkenes produktivitet samtidig med, at vinstokkenes tæthed blev øget for at stresse stokkenes rodnet til at søge længere ned i undergrunden. Herigennem kunne Dal Forno opnå yderligere kompleksitet og intensitet i druematerialet.

Udover vinmarkernes ringe beskaffenhed havde Romano heller ingen erfaring med selve kælderarbejdet, men derimod kun med markarbejdet. Romano lod sig derfor indskrive på Agrarian School, hvor vinfikationsprincipperne blev slået fast.

I 1983 lancerede Romano sin første årgang, som dog langfra levede op til hans skyhøje kvalitetskrav. I 1990 blev der derfor investeret massivt i renovering af kælder samt i nyt vinifikationsudstyr. Som noget helt nyt for området kasserede Romano de traditionelle slovenske fade og indførte som noget nyt små 225 liters barriques.

Herudover var Romano utilfreds med Molinaradruens indflydelse på Amaronen, og Molinara blev derfor helt og holdent kasseret til fordel for den frugtige røde drue Oseleta. Siden 1990’erne er kvaliteten således steget og steget, hvilket i bund og grund kan tilskrives en nærmest umenneskelig stræben efter det ultimative samt en fordomsfri holdning til håndværket, fri for besnærende traditioner og normer.

Den “almindelige” Valpolicella fra Dal Forno er en af de mest usædvanlige vine ikke blot nord for Verona, men i hele Italien. Det var denne vin, som flyttede grænserne for hvad Valpolicella kunne være og hvad den skulle bruges til. Med et blev dette vinnavn rykket væk fra den joviale pizza, og fremstod nu med en koncentration, struktur og kompleksitet og ikke mindst et udviklingspotentiale, som ikke var set tidligere.

Det er en vin der skal sammenlignes med en Brunello, og da Dal Forno’s ambitioner med denne vin er vokset gennem årene, således at der f.eks. fra 2002 årgangen udelukkende anvendes tørrede druer i vinen, er vinen idag lige så kraftig som mange Amarone vine.

Dal Fornos Valpolicella er en blanding af 70% Corvina, 20% Rondinella, 5% Croatina og 5% Oseleta gæret på ståltank med flittig omrøring af pulpen, lagret 2 år på små nye franske barriques og til sidst 12 måneder på flaske inden frigivelse. Inden aftapning tilsættes 10-20 % amarone, hvilket forklarer Valpolicellaens rigdom og kompleksitet. Serveres Valpolicellaen blindt kan den i visse årgange minde om en ung bordeaux med klassisk ren stram og mørke frugt og udpræget elegance.

Og sikke en vin. Duftmæssigt bacon, kød, blæk, spidskommen, kardemomme, tørrede blommer og rosiner, blod … en ren buldozer lige i sylten. Og smagsmæssigt en vild vin, som er svær at tæmme. Der er sindssyg tørhed, jord, blæk … den er stram … tanninerne er voldsomme, der er grønne toner og alligevel også en fornemmelse af fløjl og balance. Sikke en vin!

Hvem medbragte vinen: Jan

Svær at få fingrene i, men Leisner Vine har den pt. på udsalg til 550 kr., normalpris 795 kr. Sigurd Müller forhandler den også.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2004 Bodegas Altanza, Altanza Reserva Especial, Rioja, Spanien

2004 Bodegas Altanza, Altanza Reserva Especial, Rioja, SpanienNæste vin – som Paul havde taget med – var fra Bodegas Altanza. Det er et nyt hus, som Jysk Vin har fået forhandlingen af og som jeg for et par uger siden smagte første vin fra, en 2011 Capitoso. Denne gang er det imidlertid én af husets topvine, nemlig denne Altanza Reserva Especial.

Bodegas Altanza er grundlagt i 1998 af en flok forretningsmænd indenfor vinbranchen. Vingården råder over 320 hektar jord, hvoraf de 200 hektar er tilplantet med vinstokke, mens 70 hektar er tilplantet med oliventræer. Målet har fra starten været at tilbyde kvalitetsvine til en rimelig pris og at kombinere det bedste fra traditionen i en gammel vinregion med alle de muligheder, som ny vinteknologi giver. Alle vine er lavet på Riojas traditionelle drue Tempranillo.

Det traditionelle betyder, at alt markarbejde foregår manuelt. Vinstokkene bliver ikke gødet, ligesom der heller ikke bruges pesticider. Der udtyndes og beskæres for at mindske udbyttet.

Den moderne teknologi er meget tydelig, når man kommer indenfor, hvor man har temperaturkontrollerede ståltanke til at styre gæringsprocessen, og andre ståltanke til lagring af vinen. Faktisk råder vingården over ikke mindre end 72 ståltanke, hver med en kapacitet på mellem 25.000 og 40.000 liter.

Ligeledes råder bodegaen over en fadkælder med ikke mindre end 8.500 egetræsfade på 225 liter, 90% franske og 10% amerikanske, og de udskiftes løbende over en 5 årig periode. De må fylde godt. I lagringskældrene har man installeret klimaanlæg, som kontrollerer såvel temperatur som luftfugtighed.

Ca. 60% af druerne kommer fra egne marker, og resten kommer fra erfarne vinbønder, som har samarbejdet med bodegaen helt fra begyndelsen.

Der laves en række forskellige vine på Bodegas Altanza, omkring 28 forskellige. Denne Altanza Reserva Especial er en specialcuvée med stort potentiale. Vinen er lagret i 24 måneder på 1 eller 2 år gamle franske barriques og yderligere 18 måneder på flaske. Vinen har fået 93 Parker point.

Duftmæssigt hindblær og mørke bær i skøn forening. Svag animalsk, stor tørhed, lidt sødme, lidt krydderier. Smagsmæssigt til den fyldige side, kraftfuld med Ribena, solbær og sol, men samtidig også afbalanceret med grønne toner og tanniner, som giver lidt stramhed og holder vinen på sporet.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin, pris 275 kr. ved køb af 1 stk. og 229 kr. kr. ved køb af 6 stk.

Vinanmeldelse 5/7  

2003 Tenuta Cocci Grifoni, Offida Rosso Il Grifone, Marche, Italien

2003 Tenuta Cocci Grifoni, Offida Rosso Il Grifone, Marche, ItalienTenuta Cocci Grifoni ligger lige i hjertet af Ascoli Piceno, nemlig tæt på byen San Savino di Ripatransone. Vi er i vinområdet Marche, som jo nok ellers er én af de mere ukendte vinregioner i Italien, som først i de senere år er begyndt at satse på kvalitet.

Tenuta Cocci Grifoni er grundlagt i 1970 af Guido Cocci Grifoni og hustruen Diana. Grifoni var én af de vinbønder, som virkelig satsede på de lokale vindruer i Marche, selvom markedet dengang primært efterspurgte de internationale sorter.

Grifoni begyndte især at eksperimentere med den hvide drue Pecorino, som er en druesort, der daterer sig tilbage til 1871 og der på det tidspunkt var tæt på udryddelse. Den blomstrede uregelmæssigt og ydede derfor slet ikke lige så gavmildt som fx Trebbiano, der derfor blev den foretrukne grønne drue blandt producenterne i Marche og Abruzzo, der i den periode hovedsagligt koncentrerede sig om kvantitet.

Sådan gik det heldigvis ikke … og det takket være Guido Cocci Grifoni, der jo var en passioneret ambassadør for lokale druesorter. I begyndelsen af firserne ledte han efter lokale grønne druer, der kunne skabe anderledes interessante vine end Trebbiano og samtidigt holde invasionen fra de internationale druesorter nede på et acceptabelt niveau.

Sammen med Giancarlo Moretti fra landbrugsskolen i Cornegliano, Leonardo Seghetti fra Landbrugskontoret i Ascoli Piceno, og Theodore Bugari (som senere blev formand for AIS Sommelierforeningen i Marche) påbegyndte han en systematisk registrering af historiske grønne druesorter med kvalitetspotentiale i Marche og Abruzzo.

En september morgen i 1982 når de frem til en gammel vinmark på højre bredden af Trontofloden i næsten 1.000 meters højde, og den gamle bonde, der passede på vinstokkene fortalte, at der var tale om Pecorino, og at det var hans bedstefar, som havde plantet vinstokkene på stedet.

Næste forår blev der taget stiklinger fra marken, og efterfølgende blev de podet på nye grundstammer på den lokale “Vivai Coopperativi Rauscedo”, hvorefter druesorten Pecorini var genfødt. Og Pecorino druen er én af de druer, som der virkelig satses på hos Tenuta Cocci Grifoni.

Vingården har lidt over 80 hektar vinmarker, hvor der i dag dyrkes de hvide sorter Pecorino, Passerina og Verdicchio samt de røde sorter Montepulciano, Sangiovese samt Merlot og Cabernet Sauvignon. Fra disse druer laves der 11 forskellige vine, lidt grappa og herudover har gården selvfølgelig også produktion af olivenolie.

I dag er det døtrene Marilena Cocci Grifoni og den smukke Paola Cocci Grifoni, som driver vingården … så hele produktionen er lagt i hænderne på kvinderne i familien.

Vi skal nu ikke smage en vin på Pecorino, men derimod en rødvin, nemlig husets topvin, som kaldes Offida Rosso Il Grifone. Den er lavet på 70% Montepulciano og 30% Cabernet Sauvignon. Vinen lagrer 24 måneder I store 30 hl slovenske egetræsfade og herefter 6 måneder I franskje 500 liters tonneaux. Derefter følger 6 måneder på flasken inden frigivelse. Der laves årligt 7.500 flasker af denne vin.

Duftmæssigt lidt af en bandit med tobak, babybræk, lakrids og samtidig dejlig landlig og animalsk. Samtidig er vinen næsten helt sort i glasset. Smagen er varm og fyldig med solbær, mørke kirsebær, jern og blod … eller en lidt mineralsk smag i den retning. Her er der sol og samtidig godt med tanniner og tørhed, som virkelig klæder vinen og giver en god helhed til vinen. Sådan.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Veras Vine, pris 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2010 Château Maris, DGS Damn Good Shit, Languedoc, Frankrig

2010 Château Maris, DGS Damn Good Shit, Languedoc, FrankrigDamn Good Shit … og på etiketten blot forkortet til DGS … cool navn på den anden vin, som Steffen havde medtaget til vores vinaften. Vinen er fra et forholdsvis nyt vinhus, nemlig Château Maris, som ligger på en bakketop og skuer ud over den lille by Liviniere. Markerne omkring byen betragtes med rette som Minervois´ Grand Cru´s og vi er selvfølgelig i Languedoc regionen i Frankrig.

Manden bag vinen hedder Robert Eden, og ejede for 8 år siden fire ejendomme i Sydfrankrig, men han solgte de tre fra og kastede al sin kærlighed over ét projekt, nemlig at opføre et vineri, der lever op til hans egen opfattelse af, hvordan verden bør se ud. Et selvforsynende vineri, der er total harmoni med naturen omkring det, og som krævede mindst mulig CO2 at opføre, samt mindst mulig CO2 at drive i hverdagen. I 2012 blev byggeriet færdigt, nemlig Château Maris.

Det lille slot ligger omgivet af stenede bakker, hvor bønderne i århundreder, har måttet slæbe sten væk fra det, der i dag fremstår som små parceller med vinstokke, med stengærder omkring og små stenhuse hvor man kan søge skygge, – for et eller andet skulle man jo bruge stenene til. Mellem vinmarkerne vokser lavendel, blomster og buske, og giver det hele et næsten park-lignende snit.

Det er ikke videnskabeligt bevist, men Robert Eden er ikke i tvivl om, at man kan smage den omkringliggende vegetation i hans vine. Når man ser omgivelserne, så forstår man. Dette er ”terroir” i ordets mest vægtige forstand og Liviniere burde gøre meget mere ud af at fortælle folk om det unikke ved netop dette scenarie. Her hentes druerne ikke blot fra en flad mark på 500 x 500 meter, her hentes druerne fra små parceller omgivet af vegetation og dyreliv. Økologi på højeste plan.

Robert Eden er indædt tilhænger af Rudolph Steiners teorier om, at mennesker, dyr og planter er tættere forbundet end vi selv går og tror i dag. Det er ikke lige meget hvad vi indfører hvor i fødekæden. Det er ikke lige meget hvor meget vi manipulerer med naturen, og det er ikke lige meget hvor meget CO2 vi udleder.

Derfor dyrker han sine marker efter biodynamiske principper. I marken anvendes kun homøopatiske gøde- og sprøjtemidler, ingen kemi. Det sker ud fra filosofien, at det er jorden, der skaber vinen. Er jorden i live – så er vinen det også. Her tager man klar afstand til den ensretning og udpining, der sker af jordbunden i det konventionelle landbrug.

Robert Eden mener, at Steiners teorier er interessante, men at hans praksis er alt for vidtgående. Man vil aldrig se Robert Eden fylde komøg i horn, grave dem ned vinteren over, for så at grave dem op igen og benytte gødningen til foråret. Der findes nemmere metoder at opnå det samme på. En bunke komøg iblandet forskellige urter, dækket med jord, giver samme resultat.

Robert samarbejder med vinmageren Benjamin Darnault om at producere vinene. Benjamin har prøvet lidt af hvert, med ophold i Californien, mange franske, samt australske vinområder på sin CV. De oversøiske områder har nok inspireret ham, men han kan ikke fornægte sine franske rødder. Hans vine har masser af frugt, som var de oversøiske, men en dybde og en god tannin, som franske vine oftest har det. Kombinationen mellem det nye og det klassiske er spændende og forholdet mellem pris og kvalitet er overbevisende.

De foretrukne druer på Roberts vinmarker er de lokale: Grenache, Carignan og Syrah, dog med en klar fordel til Syrah, der udgør næsten halvdelen af markarealet. Benjamin mener helt klart, at gennembruddet for Languedoc skal ske via Syrah, derfor består firmaets topvin også 100% af et udvalg af de bedste Syrah druer fra ejendommens marker.

Vinen her sælges som nævnt under navnet DGS for “Damn Good Shit”; der naturligvis er en englænders mere eller mindre bramfri påfund, men som er valgt bevidst som en hentydning til et af de forhold, der er med til at skabe vinen; den organiske gødning. Ved aftapningen af de bedste vine tilstræbes også det naturlige, her foretages ingen filtrering af vinen, da dette vil fjerne unødigt mange smagsstoffer fra den. Bundfald er derfor udpræget i disse vine, men smag og personlighed er der tonsvis af.

Syrah druerne til DGS stammer fra de ældste parceller på Maris´ marker. Druerne er sorteret af flere omgange for kun at få de bedste med i gæringskaret. Mosten er gæret ved hjælp af naturgær, dels i åbne trækar, dels i æggeformede cement-tanke. Vinen lagrer på 225 liters egetræsfade i 12 måneder. Tappet uden filtrering.

Duftmæssigt meget fyldig med mirabeller, blommer, blæk, røg og egefad. Er måske også en smule animalsk i udtrykket … lidt stald fornemmes. Smagsmæssigt også fylde med blommer og varme, men der er også syre med grønne tanniner, som virkelig giver vinen en god rygrad. Smagen er samtidig blød og cremet, og den smager simpelthen bare godt. Thumbs Up.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles i Danmark af Propperiet, pris 285 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Kosta Browne Winery, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USA

2010 Kosta Browne Winery, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USAFuck for en vin. Jeg er sgu helt pjattet med den. Og det var samtidig Jans valg til aftenens kultvin, så det må siges at være et fremragende valg. Vinen er en Sonoma Coast Pinot Noir fra vinhuset Kosta Browne Winery, som er ét af de allermest populære Pinot Noir huse fra Californien.

Kosta Browne har på ret kort tid fået et massivt følge og det er overordentligt vanskeligt at få adgang til mailing-listen eller komme til at købe vinene i det hele taget. Det er kult i den oprindelige betydning.

Drømmen begyndte, da Michael Browne og Dan Kosta, der begge arbejdede på restauranten John Ash & Co. i Santa Rosa i Californien, i 1997 besluttede at lægge drikkepenge til side, så de kunne købe ½ ton Pinot Noir frugt, en brugt tønde, og en hånd-drevet presse. Det tog 8 måneder, og så var de i gang.

I 2001 blev de et trekløver, idet de fik Chris Costello med som partner. Chris havde stor erfaring fra forretningsverdenen, og han kunne udfærdige en forretningsplan og tiltrække investorer, så vinhuset kunne vokse.

På den vinmæssige front, så er det Michael Browne, som er vinmageren, og han har undervejs fået hjælp af bl.a. Shane Finley, som har arbejdet hos Copain, Paul Hobbs, DuMol og mange flere. Shane har i øvrigt i dag sit eget vinhus. I dag hedder den assisterende vinmager på Kosta Browne Winery Ryan O’Donnell og han har ligeledes stor erfaring fra en række vinhuse i Australien, New Zealand og USA.

Kosta Browne Winery køber primært deres druer hos forskellige vinbønder. Ved Russian River får de deres druer fra 5 forskellige vinbønder, nemlig Benovia Ranch, Keefer Ranch Vineyard, Koplen, Castaldi Vineyard og O’Neel Vineyard, samlet omkring 40 hektar, hvoraf de selv ejer omkring 9 hektar af Keefer Ranch Vineyard. Ved Sonoma Coast kommer druerne fra 3 forskellige vinbønder, nemlig Kanzler Vineyard, Gap’s Crown og Terra de Promissio Vineyard, samlet omkring 36 hektar.

Endelig får de druer fra 40 hektar i Santa Lucia Highlands fordelt på 2 vinbønder, Garys’ Vineyard og Rosella’s Vineyard. Herudover får de også druer fra andre vingårde … fælles for de fleste af leverandørerne er, at de selv laver vin, men altså også har indgået leveringsaftaler med Kosta Browne Winery.

Aftenens kultvin er en årgang 2010 Sonoma Coast Pinot Noir, hvor druerne netop er et blend af druer fra 3 vingårde, nemlig Gap’s Crown og Terra de Promissio, som ligger i den sydlige del af Sonoma Coast, mens den tredje vingård Walala Vineyard ligger i den nordvestlige, kystnære del nær Annapolis, hvor vinene får en tydelig rød frugt, lidt krydderi, elegant struktur og en kompleks kerne.

I seneste årgang 2012 er vinen et blend fra 4 vingårde, så sammensætningen ændrer sig fra år til år. Vinen har lagret 16 måneder på franske egetræsfade, heraf 52% nye. Der er lavet 4.940 kasser af vinen i denne årgang 2010.

Duftmæssigt er vinen meget animalsk … skønt. Der er blåbærtærte, modne solbær, den virker kødfyldt med champignon, kælder og en anelse blommer. Havde ikke gættet, at der her er tale om en Pinot Noir, og i glasset afsløres druen heller ikke af en transparent teglfarve, idet vinen er langt mørkere.

Smagsmæssigt en sand eksplosion i munden … helt vidunderligt. Vinen rammer dig lige i sylten … sødme/syre balance … smager sindssygt godt, og det er sjældent, at man smager sådan en vin. Cremet og nærmest smelter i munden på dig … 70’er moderne, brun fløjl … Thumbs Up Big Time.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Smalle Vine, pris ca. 600 kr.

Vinanmeldelse 7/7  

2011 Warburn Estate, AC/DC Highway To Hell Cabernet Sauvignon, Barossa, Australien

2011 Warburn Estate, AC/DC Highway To Hell Cabernet Sauvignon, Barossa, AustralienAC/DC har solgt over 200 millioner album siden 1973 og nu er de også begyndt at lave vin. I samarbejde med australske Warburn Estate har de lavet en serie vine opkaldt efter bandets største hits, og det er indtil nu blevet til Back in Black Shiraz, Highway to Hell Cabernet Sauvignon, Thunder Struck Chardonna, Hells Bells Sauvignon Blanc og You Shook Me All Night Long Moscato.

Steffen havde netop taget Highway To Hell Cabernet Sauvignon med til vores vinaften, og den snedige rad havde pakket flasken godt ind, som vi ikke kunne se, at der var skruelåg på toppen. For at gøre illusionen større, havde han endda åbnet vinen hjemmefra og sat en prop i halsen, og vi faldt i … big time. Ingen gættede på, at vinen var australsk.

Warburn Estate ligger i midten af byen Tharbogang i området Riverina i New South Wales, en landbrugsregion kendt for stor vinproduktion. Warburn Estate er familieejet, og drives nu af tredje generation af Sergi familien. Familien er af italiensk oprindelse, idet Giuseppe og Maria Sergi emigrerede til Australien i 1952 og efter nogle år startede med at dyrke druer sammen med sønnen Antonio på deres gård på Tharbogang.

Og det er efterhånden blevet til en stor historie, idet Warburn Estate i dag er én af ​​Australiens mest betydningsfulde vinproducenter. Warburn har f.eks. mere end 1.000 hektar vinmarker, en produktionskapacitet på 40.000 tons og tank opbevaring til ikke mindre end 35 millioner liter vin. En del af denne vin er nu labelt med AC/DC … ren rock.

Og denne er nemmere at håndtere end AC/DC Back in Black Shiraz, som jeg tidligere har smagt og anmeldt her på bloggen, og det er måske Cabernet Sauvignon’en, som giver vinen mere blødhed og gør den mindre kantet. Duftmæssigt lidt Bon Bon land, modne bær med et strejf af grønt. Smagen er fyldig med masser af bær, solbær, brombær samt peber, krydderier og i det hele masser af frugt. Blød og snerrer ikke som rocken, men også lidt flad i udtrykket, hvilket er downsiden i denne vin sammen med en kort eftersmag.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles hos bl.a. Vinexus Vín Verden, hvor prisen er 85,45 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2001 Fattoria Scopone, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2001 Fattoria Scopone, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienNæste vin til vores vinaften hos Jan blev denne Brunello di Montalcino fra Azienda Agricola Fattoria Scopone, som man finder, hvis man i Montalcino følger de gule skilte med navnet ”Scopone” på vejen til Castelnuovo dell’Abate, umiddelbart efter borgen La Croce.

Jeg har tidligere skrevet om vingården, nemlig da jeg smagte deres Rosso di Montalcino.

Historien om vingården Scopone begynder allerede i det nittende århundrede, hvor gården var bolig for flere familier af landmænd, der arbejdede på markerne i området. Under Anden Verdenskrig blev Scopone et tilflugtssted for evakuerede mennesker og selv i dag kan de ældste beboere i Montalcino huske stedet fra krigens tid.

Efter krigen har gården haft flere ejere, men i 1992 blev ejendommen købt af Genazzani familien, som var på udkig efter et hus på landet. De købte gården og de tilhørende 40 hektar marker. Der var på dette tidspunkt ingen vinproduktionen på gården, men i 1993 lavede deres vicevært Settimio Dinetti, der er født og opvokset blandt vinmarkerne i Montalcino, imidlertid lidt vin fra gårdens eneste vinmark, og det blev i alt til 50 liter vin. Vinen var imidlertid så god, at de 50 liter hurtigt forsvandt i løbet af en middag med en gruppe venner, og så var idéen om en vingård født.

Genazzani familien gik herefter i gang med at tilplante gårdens marker, og 1997 laves gårdens første årgang. Og med hjælp fra én af familiens venner, ønologen Giacomo Tachis, blev vinene fra Scopone en succes. I dag er det fortsat Genazzani familien som driver ejendommen, nemlig i form af Theresia Baijens Genazzani, bistået af hendes mand Andrea og deres børn Vanni, David, Nurit og Sarah, samt hjælp fra ønologen Graziana Grassini.

Navnet ”Scopone” har gården i øvrigt fået af lokalbefolkningen på grund af de tykke “Scopi” buske, som stadigvæk gror på omkring 20 hektar af gårdend marker, og som bliver brugt til at fremstille koste.

Denne Brunello er lavet på 100% Sangiovese Grosso di Toscana, maceration på 20 dage efterfulgt af 24 måneder i 225 liters medium-ristede franske barriques og sluttelig 8 måneder på flaske inden frigivelsen. Der laves årligt 10.500 flasker af vinen, som selvfølgelig er husets absolutte topvin.

Duftmæssigt godt med fylde. Her er tørrede frugter, rosiner, blommer, gammel kælder og en anelse brændte toner. Smagen er imidlertid i den helt anden boldgade, let og legende. Her er der hindbær, stikkelsbær og stor syrlighed og tonsvis af tanniner, som bare sætter sig på fortænderne … helt utroligt for en vin med en alder på 13 år. Flot, flot. Synes, at det er meget interessant, at der er varme, fylde og tørrede frugter i duften, mens smagen er let, syrlig og stram … virkelig en Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos youandwine.dk, pris 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Franz Haas, Pinot Nero Schweizer, Alto Adige, Italien

2010 Franz Haas, Pinot Nero Schweizer, Alto Adige, ItalienEn kilometers penge syd for Montagna Bolzano i Alto Adige i det nordlige Italien, vel beliggende på en bjergskråning, finder vi en smuk vingård ejet af Franz Haas samt hans kone og kreativ direktør Maria Luisa Manna-Haas. Vingården er grundlagt tilbage i 1880 og har været drevet af Haas familien gennem generationer, og Franz er da også 7. generation på stedet.

Og apropos penge, så er Franz uddannet indenfor noget så kedeligt som økonomi, som han studerede ved universitetet i Innsbruck i Østrig. Derefter blev han dog uddannet ønolog i Geisenheim i Tyskland, inden han satte kursen tilbage til familiens vingård. Her har Franz koncentreret sig om at lave kvalitetsvine med lavt udbytte.

Fra 1982 til 1986 gennemgik vingården en stor omvæltning, da Franz bl.a plantede mange af vinmarkerne om med fokus på lavere udbytte, højere koncentration og der blev også plantet druevarianter, som ikke var set før i området.

Franz Haas er især kendt for sine hvidvine, der kan have en stålsat mineralitet og syre som de bedste vine fra Østrig og Tyskland kombineret med en forførende aroma. Han laver specielt vine på Gewürztraminer, Lagrein og selvfølgelig Pinot Nero.

Vingården ejer selv lidt jord, men har derudover lejet lidt jord og har derudover kontrakter på levering fra andre lokale vinbønder. I alt har gården adgang til druer fra omkring 55 hektar  i kommuner Montagna, Egna og Aldino på skråningerne på Cislon bjerget, mellem 240 og 800 meter over havets overflade.

Der laves 13 forskellige vine hos Franz Haas, heraf 2 Pinot Nero, hvoraf denne Pinot Nero Schweizer er topvinen. Navnet Schweizer har vinen fået efter den italienske kunstner Riccardo Schweizer (1924-2004), som har designet etiketterne til vinene fra Franz Haas. Schweizer var født i Alto Adige, men studerede kubisme i Paris under Pablo Picasso og Joan Mirò.

Denne kubistiske stil er også tydelig på etiketterne, som egentligt blev bestilt af Maria Luisa Manna-Haas, da Schweizer i forvejen var en nær ven af familien Haas. Faktisk var designet af etiketterne en gave til Franz til hans fødselsdag, og den allerførste etikette, som Franz valgte, var netop etiketten til Pinot Nero Schweizer. Det var første årgang i 1987, selvom vinen først blev markedsført nogle år senere, nemlig første gang i 1990. Det er én af de vine, som har opnået de magiske 3 glas i Gambero Rosso.

Vinen produceres i åbne kar, så saften under gæringen er i kontakt med drueskindet. Vinen lagrer på barriques i 12-15 måneder, og efter tapning lagrer vinen yderligere et år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 30.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt helt klart Pinot Noir i næsen … selvom indholdet også for længst er afsløret af den transparente teglfarve i glasset. Der er hindbær, kirsebær, mineralitet, næsen er god stram og der er let brændte toner, krydderier, peber og lidt eg eller fad.  Smagen er præget af meget stor lethed, meget blød samtidig med, at der er god syre og stramhed. Letheden er dog nok det mest slående. Klasse.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Laudrup Vin, pris 399 kr. ved køb af 1 stk. og 300 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 6/7  

2010 Newton Vineyard, Red Label Chardonnay, Californien, USA

2010 Newton Vineyard, Red Label Chardonnay, Californien, USAByen St. Helena ligger i den nordlige del af Napa … og det er her, at man finder store huse som Opus One og Beringer Vineyards. Og blot 500 meter syd for herfor finder man også Newton Vineyard, som står bag aftenens første vin, nemlig en Red Label Chardonnay.

Vinhuset er grundlagt i 1977 af Peter and Su Hua Newton. De købte ejendommen efter de nogle år forinden havde solgt vingården Sterling Vineyards til Coca-Cola, og via opkøb har de fået samlet lidt over 48 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 112 forskellige parcer rundt om i Napa. Her dyrker de 5 sorter, nemlig Merlot, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot samt en smule Malbec.

I 2001 solgte Newton familien en del af vingården til LVMH, det store handelsfirma som også ejer en række vinslotte, bl.a. Moët & Chandon, Château d’Yquem, Dom Pérignon, Krug samt en række firmaer indenfor mode og parfume. Vingården drives dog fortsat af Newton familien.

Udover markerne ved hjemmet omkring Spring Mountain tæt på St. Helena, så ejer huset også nogle gamle marker et stykke længere mod syd, nemlig ved Carneros. Her har de også langtidskontrakter med en række vinbønder, som bl.a. leverer druerne til nogle af de Chardonnay vine, som også fremstilles på vingården.

Hos Newton Vineyard laves der vine 7 forskellige vine, og entry serien hedder Red Label. Alle vinene sælges dog med samme motiv på etiketten, nemlig vingårdens vartegn, fyrretræet Pino Solo, som står placeret øverst på Spring Mountain og blev skånet dengang markerne til tilplantet med vinstokke.  Dette træ betragtes hos Newton Vineyard som symbol på vinens individualitet og husets tilgang til vinproduktion; Newtons mål er at bevare druernes unikke, individuelle, som bliver skabt af klimaet og områdets natur.

Udover et højt fyrretræ som gårdens vartegn, så er Newton Vineyard også kendt for deres helt specielle vinkælder, som er designet i 1970 af Su Hua Newton med hjælp fra den lokale arkitekt William Turnbull. Vinkælderen er bygget ind i Spring Mountain og har en fantastisk udsigt udover hele kløften og alle vinmarkerne.

Vinmager på stedet er Chris Millard og han har også hjulpet med at lave denne Red Label Chardonnay, som er lavet på både egne druer fra Carneros og druer købt hos venner/vinbønder rundt om i Napa Valley. Selvfølgelig 100% Chardonnay og 12 måneders lagring på fade, der har været brugt 2-3 gange før til topvinen Unfiltered Chardonnay.

Duftmæssigt er her melon, fersken, grøn æbletærte, pærer, mineralitet, våd hund, smør … meget kompleks i næsen, slet ikke tung, som amerikansk Chardonnay ellers nemt kan blive. Smagen er også mere frisk og sprød. Der slet ikke den store fedme, selvom man ikke er i tvivl om, at det er en Chardonnay. Der kommer lidt vanilje toner i smagen, og lækker er den sgu. En kæk vin.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Finewines.dk, pris 189 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger