2009 Langmeil Winery, Three Gardens SMG, Barossa Valley, Australien

2009 Langmeil Winery, Three Gardens SMG, Barossa Valley, AustralienNæste vin fra i tirsdags var denne Three Gardens fra Langmeil Winery i Australien. Sidst jeg smagte Langmeil, var det deres Blacksmith Cabernet Sauvignon, og dengang skrev jeg også lidt om vinhuset fra “down under”. Det skal jeg ikke gentage, men i stedet skrive lidt om min oplevelse med denne SMG vin, hvilket  – som måske bekendt – betyder, at vinen er lavet på druerne Syrah (eller Shiraz, som de siger i Australien), Mataro og Grenache.

Mataro er jo blot et synonym for Mourvèdre, og betegnelsen Mataro benyttes primært benyttes i Australien.

Og vinen har betegnelsen “tre haver”,  og det er også meget sigende, idet druerne til vinen kommer fra 3 forskellige vinmarker, nemlig marker (eller haver) i områderne Tanunda, Lyndoch og Vine Vale i Barossa. Og blandingen af disse tre druer er ikke tilfældig, men har historisk altid fungeret godt sammen, og i Barossa faktisk siden 1840’erne.

Blandingsforholdet er 40% Syrah, 32% Grenache og 28% Mataro (Mourvèdre). Modning er sket på brugte egefade i tolv måneder.

Duftmæssigt får jeg solbær, brombær, mint, grannåle, masser af sol og lidt rosmarin. Smagsmæssigt godt med peber, solbær … og generelt er den måske en smule stærk … men “what the fuck” … det er jo en australier. En ganske fornuftig vin.

Købt hos Jysk Vin, pris 89 kr., normalpris 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Badet Clément & Co, Vin de Pays d’Oc Saint-Seine Syrah, Languedoc-Roussillon, Frankrig

2011 Badet Clément & Co, Vin de Pays d'Oc Saint-Seine Syrah, Languedoc-Roussillon, FrankrigSå blev der lidt tid til opdatering her på bloggen, nemlig med 2 vine fra i tirsdag. Og vi starter i Frankrig hos det store vinhus, Badet Clément & Co, som er etableret i 1995 af Catherine & Laurent Delaunay.

Huset hører til blandt nogle af de yngste vinfirmaer i Frankrig. Både Catherine og Laurent er uddannende ønologer fra Bourgogne, men har også arbejdet i den nye vin verden med oversøiske vine. Dette giver en perfekt kombination af den klassiske og den moderne tilgang til vinproduktion, og firmaet har blandt andet tilført nye og moderne tanker til den franske vin-kultur.

Firmaet er familieejet og producerer især vin fra Languedoc Roussillon og Bourgogne. Selve firmanavnet Badet Clément & Co kommer fra et gammelt  Bourgogne firma, som Catherine og Laurent har arvet fra deres bedstefader.

Badét Clément & Co har 4 fuldtids vinmagere ansat og ejer et stort produktionsanlæg i Minervois. I tillæg til dette produceres vine fra Rhône og Bourgogne. Firmaets vigtigste vinbrand er Les Jamelles, som har vundet utallige udmærkelser igennem årene.

Badet Clément & Co kontrollerer vindyrkningen hos de vinbønder, hvorfra druerne købes, vinfremstillingen, aftapning af mere end 10 millioner flasker om året, kvalitetskontrol i eget laboratorium, grafisk design i eget grafiske studie), markedsføring og distribution i mere end 40 lande, så der er tale om en stor historie.

I 2003 købte Badet Clément & Co også DVP-Domaines & Vins de propriété Bourgogne, et selskab med speciale i at markedsføre vine fra uafhængige producenter fra Bourgogne. I 2005 købte firmaet også Abbotts, en specialproducent af AOC vine fra uafhængige vinbønder med produktion af AOC vine i Languedoc-Roussillon.

Her har vi en vin, som kommer fra produktionsanlægget i Minervois, nemlig en Vin de Pays d’Oc. Vin de Pays betyder jo en landvin, altså et niveau over bordvin “Vin de Table”. Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon. Ifølge forordningen fra 15. oktober 1987 skal en vin med appellation ”Vin de Pays d’Oc” være produceret og vinificeret i en af følgende franske ”departementer”: Gard, Hérault, Pyrénées-Orientals og Aude og må udelukkende fremstilles af 31 udvalgte druesorter. Den officelle autorisation til at bruge ”Appelation Vin de Pays d’Oc” til vinen bevilges kun efter en streng kontrol af certificerede komitéer.

Vinen har navnet Saint Seine, som refererer til navnet på munken Saint Seine, som levede i det 6. århundrede. Han siges at være efterkommer af den keltiske gudinde Sequana, som var protektor for Seinen. Han levede ved bredden af ​​floden, hvor han dyrkede forskellige afgrøder til fremstilling af kvalitetsprodukter, herunder også vin.

Druerne, 100% Syrah, kommer fra 20 år gamle vinstokke, der dyrkes i området omkring Nîimes på de kalkholdige jorder i Aude-dalen. 2/3 af vinen gennemgårt en normal gæring på temperaturkontrollerede ståltanke, mens den sidste 1/3 gærer ved maceration carbonique-metoden, som giver meget frugtholdige vine. En mindre del af vinen lagrer på egefade og den resterende del lagrer på ståltanke.

Det var meget snak, lad os smage vinen. Duftmæssigt meget krydret og virker også lidt sprittet. Smagsmæssigt finder jeg lidt mørke bær, blåbær, igen godt med krydderier og en anelse skarp. Kan drikkes bevares, men ikke nogen stor vin. Heldigvis er prisen også lav.

Købt hos Jysk Vin, hvor pris er 49,95 kr., normalt 59 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7 

Byggemøde 2. februar 2013

Lørdag den 2. februar var der byggemøde. Betegnelsen byggemøde dækker egentlig blot over en rigtig mandeaften, hvor 5 gæve oldboys’er får god vin og god mad. Så på den måde, så elsker vi egentligt byggemøder.

Tror nok, at traditionen egentlig startede med, at jeg havde et projekt omkring en overdækket terasse, og vi derfor satte os sammen for at drøfte et sådant projekt, men vi fik egentlig aldrig drøftet selve projektet … og jeg har stadigvæk ikke fået lavet min overdækket terasse.

Lige præcis denne lørdag var det mig, som var vært ved årets første byggemøde, og jeg havde selvfølgelig lagt mig i selen for at lave en spændende menu, og jeg havde da også fundet nogle vine, som jeg mente kunne falde i “byggesjakkets” smag. Og lad os da bare starte med menuen denne aften.

  • Butterdejstænger m/bacon
  • Rimmet torsk på olivenbagt brød
  • Muslinger m/gourgeres med gedeost og timian
  • Confiterede svinekæber med æble-fennikelsalat, grønkål og perlebyg
  • Et lille udvalg af 5 oste
  • Selleri-is m/æblegranite og lakridsmarengs

Til velkomsten havde jeg bagt nogle butterdejstænger med bacon. Jeg havde fundet inspiration til disse herlige brød i en tv-udsendelse med den dejlige Lorraine Pascale, som bagte lige netop sådanne brød. Så det skulle da prøves, og brødene faldt da også i byggesjakkets smag, så 5 mand høj fik i løbet af aftenen fortærret 2 bageplader af dette herlige brød.

Hvis du ikke tidligere er stødt på Lorraine Pascale, så tjek lige hendes hjemmeside … hmmmm en sød og imponerende smuk kvinde, som laver fabelagtig mad. Hvad kan man ønske sig mere?

Som en starter havde jeg lavet lidt rimmet torsk på lidt bagt brød. Den opskrift kommer fra Michael Poulsens geniale kogebog, “En Vinpushers Kogebog II” og er en ret, som bliver ved med at imponere mig.

Kombinationen af den rimmede torsk, de ristede hasselnøddekerner, dilden og den syltede citron spiller bare max. Jeg er sgu helt vild med denne sammensætning, og retten er jo egentlig også nem at lave.

Forret blev en omgang muslinger … yderligere kommentarer er vel egentlig ikke nødvendigt. Først stegte jeg lidt løg, fennikel, bladselleri og gulerødder, så blev muslingerne dampet i lidt god hvidvin og til sidst tilsat et stænk fløde. En kongeret.

Hvis du som mig måske tidligere har kigget lidt skeptisk på folk, som på en restaurant sidder med en ordentlig stak muslinger, og selv har været lidt betænkelig med en sådan ret … så er der kun én ting at gøre. Prøv det … du vil ikke fortryde det. Hmmmmmm.

Til muslingerne havde jeg lavet en ordentlig portion gourgeres med gedeost og timian. Ved ikke, om de egentlig passer til muslinger, men de smager sindsygt godt. Opskriften på de fabelagtige brød er i øvrigt fundet i Gastro.

Hovedretten havde jeg glædet mig til at lave, nemlig svinekæber. Jeg havde fundet en fed opskrift på en blog, “Sjønne’s mad”, hvor kæberne først confiteres, og inden servering får et ordentligt skrald på en pande for at få lidt stegeskorpe på.

Som bund/tilbehør lidt perlebyg, blandet med hakket grønkål sauteret i smør og kogt ind med lidt fløde. For også at give lidt syrlighed til retten var der også lidt af tyndtsnittet fennikel, æblestykker og lidt citronsaft.

Sørg for at bruge frisk grønkål … kan godt være lidt svært at finde, men det fungerer bare rigtigt godt sammen med perlebyggen. Jeg var positiv overrasket over retten, så jeg smider da lige en tak til Sjønne for opskriften. Søg på “confitede svinekæber”, hvis du selv får lyst til at lave retten.

Herefter serverede jeg lidt oste inden vi gik over til aftenens dessert, en selleri-is med æblegranite og lakridsmarengs. Måske en ret til delte vandene lidt, men jeg synes, at det fungerede 100%. Jeg havde fundet retten på den imponerede, fede blog “Griseriet”.

Hvis du aldrig har besøgt den, så skal du tage et nærmere kig der, for det er bestemt utallige besøg værd. Alle retter er beskrevet og dokumenteret via foto i en trin-for-trin guide. Jeg havde lavet et par småændringer, idet jeg havde farvet marengsen grøn i stedet for sort, da jeg ikke kunne finde sort frugtfarve nogle steder.

Jeg kunne heller ikke skaffe skovsyre eller candyfloss. Jeg gav selleri-isen lidt havsalt på toppen i stedet for, og det synes jeg forstærkede smagen af den spændende is. Fik desværre heller ikke taget et foto af desserten … men sådan kan det jo gå, når stemningen er høj.

Vinene til byggemøde 2. februar 2013

Nok snak om mad, lad os også kigge de mange vine, som vi i løbet af aftenen kom igennem. Jo, jo … vi er da ihærdige folk:

Som altid ved byggemøderne, så smages vinene blindt, og der skal gættes land … og om muligt også drue. Det gik lidt sløvt, men Jesper tog sejren hjem med 5 point, og han var … som altid … pavestolt.

Efter de mange vine gik der lidt party i festen, og der blev smagt lidt Islay whisky, snaps, drinks og god kaffe inden aftenen ringede af i de sene nattetimer omkring 4-tiden.

Jeg bringer til sidst lige de få fotos, som jeg fik taget af maden:

Svinekæberne efter et døgn i salt/sukkerlage
Svinekæberne efter en nat i salt/sukkerlage.

Muslinger rengøres
Muslinger rengøres.

Gourgeres med gedeost og timian
Nybagte gourgeres med gedeost og timian.

Butterdejsstænger m/bacon
Butterdejstænger med bacon efter inspiration fra dejlige Lorraine Pascale.

•Rimmet torsk på olivenbagt brød
Rimmet torsk på lidt olivenbagt brød.

Muslinger serveret
Muslinger – velbekomme.

Confi
Confiterede svinekæber med æble-fennikelsalat, grønkål og perlebyg.

2009 Montes, Kaiken Malbec Ultra, Mendoza, Argentina

2009 Kaiken, Malbec Ultra, Mendoza, ArgentinaMed aftenens sidste vin havnede vi i Sydamerika, nærmere bestemt Mendoza i Argentina. Mendoza er Argentinas bedste område til rødvin. Montes fra Chile står bag Kaiken-projektet i Mendoza.

Montes blev stiftet af Aurelio Montes og tre partnere i 1988 med ambitionen om at lave Chiles bedste vine. Montes er vel nok Chiles bedst anmeldte vinhus både i internationale og danske vinmedier. Kåret som Chiles bedste vinhus og vinmager flere gange, topscorer både i Wine Spectator og Robert Parkers Wine Advocate.

I 2001 besluttede Aurelio Montes sig for også at lave vin i Argentina. De fandt nogle områder og producenter, som kunne levere den ønskede kvalitet og de fandt en vingård ved byen Vistalba, hvor vinene skulle fremstilles.

Der blev valgt producenter i områderne Maipú, Cruz de Piedra, Ugarteche, Agrelo samt Valle de Uco. Disse producenter accepterede Montes retningslinier for alle step i deres prodution, alene med det formål at dyrke de bedste druer.

Stilen i vinene fra Kaiken er moden og koncentreret, men også fast og med en fin rankhed, især i Cabernet Sauvignon. Malbec er mere rund og letkrydret saftig.

Wine Enthusiast har givet vinen 92 point, og skrevet om vinen; “This is opaque, offering a lush collection of black fruit aromas on what amounts to a deep, dense bouquet. Layered and displaying excellent size and texture, it has saturated, meaty black-fruit flavors along with toasty, integrated oak. A powerhouse Malbec and maybe the best Ultra to date”.

Vinen er lavet på 96% Malbec og 4% Cabernet Sauvignon fra lavtydende marker i nogle af de bedste områder i Mendoza. 70% af druerne er dyrket i Uco Valley (Vistaflores, Altamira, Gualtallary) og de resterende 30% omkring selv produktionsanlægget i Vistalba). Alle vinstokke på de respektive vinmarker er plantet før 1970.

Duftmæssigt brombær, lidt chokolade, vanilje, toast og blommer. Smagsmæssig let krydret, igen brombær … måske en anelse stærk i alkoholen, men ellers en fin vin.

Købt hos Bichel vine, tilbudspris på 99,75 kr, normalpris 129,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2008 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, SpanienNæste vin i rækken … også en gammel kending, nemlig Bodegas Arzuaga Navarro, ja lige præcis det hus, hvorfra jeg i torsdags smagte topvinen Amaya Arzuaga, og tidligere har smagt bl.a. deres Fan D. Oro Blanco, deres Pago Florentino samt et par stykker mere. Her har vi imidlertid husets Crianza vin … og dermed den anden Ribera del Duero Crianza denne aften.

Vinen her er lavet på 90% Tinto Fino (Tempranillo), 7% Cabernet Sauvignon og 3% Merlot. Druerne er plukket manuelt, og de sorteres før afstilkningen. Vinen gærer i ståltanke, og lagrer derefter i 15 måneder på amerikanske og franske egefade. Der laves ikke mindre end 450.000 flasker af denne vin hvert år.

Jeg har smagt vinen tidligere, selvfølgelig ved Jysk Vins Jubilæumssmagning sidste år, men også i november 2011, hvor Paul havde vinen med til vores lille 4-mands vinklub. Ja, en anden vinklub end aftenens “byggemøde-klub”. Dergang skrev jeg, ”  Ihhhh hvor kan de egentlig bare lave god vin. Rund og fyldig, og en superdejlig vin.”

Duftmæssigt masser af blommer, lakrids eller lakridsrod, lidt overmodne æbler, lidt jord og marmeladeagtig sødme. Smagsmæssigt flot drugtdrevet, blommer, solbær og generelt en fyldig og sødlig vin … men fortsat med en god balance, og der er da også godt med tannin, hvor det virkelig sidder på fortænderne.

Købt hos Jysk Vin på tilbud til 125 kr., normalpris 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2005 Greenock Creek, Alices Shiraz, Barossa, Australien

2005 Greenock Creek, Alices Shiraz, Barossa, AustralienI december drak jeg min 2004 Greenock Creek, Alices Shiraz … og nu synes jeg også, at mit byggesjak skulle have lov til at smage Greenock Creek, så jeg havde fundet en 2005 Greenock Creek, Alices Shiraz frem fra køleskabet, og proppet dyret op. Og det er sgu gode sager. Jeg vil ikke skrive en helt masse om huset, for det gjorde jeg i december. Jeg henviser bare til det tidligere indlæg.

Og det var også en vin, som bragte lykke hos de glade gutter. Nogle sammenlignede den med Mollydooker, men alle var enige om, at det var en flot vin. Vinen har da også fået en række høje ratings, bl.a.;

93 points fra Wine Spectator med kommentarerne: “Dense, chewy and distinctive for its chocolate-scented plum and blackberry flavors that linger on the open-textured finish as the tannins seem to lighten up. Has a peppery, minty note on the finish. Best from 2010 through.”

96 points fra Robert Parkers Wine Advocate med kommentarerne: “The 2005 Alice’s Shiraz spent 28 months in seasoned American oak hogsheads. Aromas of smoke, asphalt, meat, game, truffle, and blueberry soar from the glass. On the palate this full-bodied Shiraz is velvety-textured, layered, spicy, and richly fruity. While not quite as riveting as the 2004 edition, it has enough structure to evolve for several years and should drink well through 2025.”

Jeg vil egentlig også, stort set, bare gentage mine smagsnoter fra sidste gang, idet de fleste noter går igen.

I glasset en rigtig mørk fætter. Duften er helt vild intens, der er overmodne bær, svedsker, mynteblade, sød og våd træ … uhmmmmm. Selv efter vinen var drukket af glasset, så sad duften fortsat massivt i glasset, konge!

Smagsmæssigt er vinen dog endnu bedre end duften. Vinen er silkeblød, cremet og intens. Igen loads of mørke bær, blommer, og shiraz peberen er ganske svag, hvilket bestemt klæder vinen. Lidt peber i eftersmagen, som også er pænt lang.

Synes faktisk også, at 2005’eren er lige så god som 2004’eren, men sikke en forskel i forhold til AC/DC vinen når man tænker på, at det er samme druer og samme område.

Købt hos Atomwine til 299 kr. Pris i dag ligger på 400 kr. hos Peter Solberg Vin.

Vinanmeldelse 6/7  

2011 Warburn Estate, AC/DC Back in Black Shiraz, Barossa, Australien

2011 Warburn Estate, AC/DC Back in Black Shiraz, Barossa, AustralienLedsaget til sangen Back in Black fra AC/DC … og speederen i bund … serverede jeg aftenens næste vin, men det altdominerende lydtæppe af hidsige guitarer, fede rifs, Brian Johnsons skingre stemme og de instisterende rockrytmer hjalp ikke byggesjakket til at gætte hverken land eller drue. Men vi har ellers fat i noget så specielt som en Shiraz vin fra den australske super rockgruppe.

AC/DC har solgt over 200 millioner album siden 1973 og nu er de også begyndt at lave vin. I samarbejde med australske Warburn Estate har de lavet en serie vine opkaldt efter bandets største hits, og det er indtil nu blevet til Back in Black Shiraz, Highway to Hell Cabernet Sauvignon, Thunder Struck Chardonna, Hells Bells Sauvignon Blanc og You Shook Me All Night Long Moscato.

Warburn Estate ligger i midten af byen Tharbogang, i området Riverina i New South Wales, en landbrugsregion kendt for stor vinproduktion. Warburn Estate er familieejet, og drives nu af tredje generation af Sergi familien. Familien er af italiensk oprindelse, idet Giuseppe og Maria Sergi emigrerede til Australien i 1952 og efter nogle år startede med at dyrke druer sammen med sønnen Antonio på deres gård på Tharbogang.

Og det er efterhånden blevet til en stor historie, idet Warburn Estate i dag er én af ​​Australiens mest betydningsfulde vinproducenter. Warburn har f.eks. mere end 1.000 hektar vinmarker, en produktionskapacitet på 40.000 tons og tank opbevaring til ikke mindre end 35 millioner liter vin. En del af denne vin er nu labelt med AC/DC … ren rock.

Men lad os nu se, om vinen også rocker. Duftmæssigt masser af peber, jord, mørkerøde bær, krydderier og en lidt karameliseret duft. Ganske okay. Smagsmæssigt måske en anelse skarp, og ellers igen solbær, peber, fornuftige tanniner og en lidt krydret eftersmag. Godkendt, og bestemt en vin, som er ganske habil. Vinen holder.

Selve pladen Back in Black er fra 1980 … og sammenholdt med vinen, så holder musikken altså bare bedre end vinen. Skål og keep on rocking.

Vinen er købt hos Dansk Vinlager til omkring 75 kr. I Danmark fåes vinen bl.a. i Jensen Vinotheque til 119 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2004 Bodegas Peñafiel, Miros de Ribera Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2004 Bodegas Peñafiel, Miros de Ribera Crianza, Ribera del Duero, SpanienNæste vin i rækken, en dejlige Crianza fra vinhuset Bodegas Peñafiel, som jeg tidligere har skrevet om, da jeg smagte husets Miros Tinto Roble. Her er det imidlertid husets Miros de Ribera Crianza. Når der står “Crianza” på en spansk vinetiket, så betyder det, at vinen er lagret i minimum 2 år, heraf 6 måneder på eg, men dog alene 1 år i lige præcis Ribera del Duero, Rioja og enkelte andre områder.

Vinen er lavet af chefvinmager Alfonso Medina, og ligesom de øvrige vine fremstillet i de konisk udformede gæringstanke. Ifølge Alfonso øger det ekstraheringen af farve, aroma og tannin. Vinen her er fra serien Miros de Ribera, dvs. niveauet over husets basisvine, og som sagt en Crianza, lavet på ren Tempranillo og lagret på egetræsfade i 12 måneder. Endda egetræsfade fra fire forskellige bødkerfirmaer. Vinen har også en flot etikette, som er malet af den spanske maler/kunstner Marc Jesus Vives Murtra.

Crianzaen her har fået en del udmærkelser i den danske presse, bl.a. 5 glas i Politiken med kommentarerne; “Udviklet næse med mørk frugt, kakao og let ristede toner. Kraftig smag med en del tannin. Rank og karakterfuld. Til lammeretter med rosmarin og masser af hvidløg.” Fik også 90 point i Vinbladet med kommentarene “Moden, udviklet duft, svedskeblommeagtig med mokka, chokolade og karamel. Moden smag, fløjlsblød, fyldig med sveskeagtig eftersmag med mørk chokolade. Helt på toppen.”

Lad os se, om mine smagsnoter passer med disse anmeldelser. Duftmæssigt har jeg solbær, svedsker, blommer, marmelade., sødme, lakrids og en stor portion sødme. Smagsmæssigt en rund, behagelig og cremet vin, igen med masser af solbær og blommer samt en stor portion tannin, som bare sætter sig på den foreste del af gebisset. Fin og behagelig vin.

Købt i Randers Vinhus på tilbud til 80 kr., normalpris på Wine.dk er 155 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 A. Clape, Le Vin des Amis, Rhône, Frankrig

2011 A. Clape, Le Vin des Amis, Rhône, FrankrigSå var det tid til Clape … mesteren. Jeg havde ved Gunnar hos Bichel Vine fundet denne “Vin de Table de France” fra A. Clape, og da jeg tidligere “kun” har smagt hans Côtes de Rhône, Renaissance og Cornas, så skulle denne “Le Vin des Amis” absolut prøves. Clape er for mig den absolute éner i Nordrhône. Det er klassisk og fantastisk vellavet vin. Outstanding vil jeg nærmest kalde det. Men også dyrt. Domainet er et af referencepunkterne, ikke bare i appellationen, men i hele Rhônedalen.

Auguste Clape er tidligere borgmester i Cornas, og han begyndte at lave vin under i 1949. Dengang ejede familien nogle af de bedste stråninger i Cornas. Det gør de stadig, men i tilgift er gennemsnitsalderen på vinstokkene nu den højeste i appellationen. I dag er Auguste gået på pension og domænet drives af sønnen Pierre-Marie, der har været med siden 1989, og barnebarnet Olivier, der har været med siden 2003.

Arbejdet i mark og kælder foregår efter familiens ældgamle traditioner, hvor de modne druer høstet i hånden, vinificering sker uden afstilkning og uden tilsætning af gær. Der sker lang tids lagring på en kombination af cementtank og 50 år gamle foudres, 1.200 liters fade, som man kender dem fra Alsace. Undervejs bliver vinen smagt igen og igen, og først når Pierre-Marie og Olivier vurderer, at nu er det på tide, bliver vinen aftappet på flaske og sat til salg.

Som alle vinene fra Clape er de lavet på ren Syrah fra ca. 40 år gamle stokke på marker lige uden for AOP Cornas. Vinen har lagret 6 måneder på cement og 6 måneder på de store foudres, der ikke længere bidrager med egearomaer.

Lad os smage vinen. Duftmæssigt sker der meget … vilde bær, ristet toast, bacon, hyldebær, rosmarin, krydderurtehave, mynteblade og popcorn. Popcorn er måske ikke den rigtige betegnelse, men en duft et sted mellem hyldebær og popcorn … kan ikke lige finde helt præcis, hvad dufter minder mig om. Men godt er det. Smagsmæssigt fabelagtig saftighed, intens, brombær, jordbær, cremet og med flot tørhed, blødhed, peber og fin eftersmag. Flot af en “Vin de Table de France”, men det er jo også Clape. Selv Brix var overbevist og kaldte vinen fabelagtig. Og det er den også. Hold da op den smager godt.

Købt hos Bichel Vin til pris på 129,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Millton Vineyards, La Cote Vineyard Pinot Noir, Gisborne, New Zealand

2009 Millton Vineyards, La Cote Vineyard Pinot Noir, Gisborne, New ZealandAftenens tredje rødvin var også på Pinot Noir, nemlig denne La Cote Vineyard Pinot Noir fra vinhuset Millton Vineyards, som ligger ved byen Manutuke på Nordøen i New Zealand. Hovedbyen i området er Gisborne, og vi er i et frugtbart landbrugsområde og også tæt på det sted, hvor James Cook første gang trådte i land i New Zealand i 1769.

Vingården er etableret i 1984 af James og Annie Millton. Oprindelig var det Annie far, John Clark som havde plantet vinstokke på én af vingårdens marker, Opou Vineyard tilbage i slutningen af ​​1960’erne, men da James og Annie Millton efter uddannelse i henholdsvis Frankrig og Tyskland kom hjem og overtaget gården, så gik de målrettet i gang med vinproduktion. I Europa havde de arbejdet hos Bollinger champagnehus, Maison Sichel i Bordeaux og Weingut Kurstner i Rheinhessen.

Allerede året inden opstarten af Millton Vineyards havde parret startet genplantningen på store dele af vingårdens marker. I alt ejer gården 4 større marker, nemlig Riverpoint Vineyard, Opou Vineyard, Te Arai Vineyard samt Clos de Ste Anne Vineyard. Sidstnævnte består af 5 parceller, Naboth, La Bas, La Cote, Les Arbres, og The Crucible. I alt har Milton 29,5 hektar vinmarker. Gården var også den første i New Zealand til at opnå Bio/økologisk certificering.

Vingården drives som et lille familielandbrug, idet John står for al produktion af vin, hustruen Annie står for finanserne, salg og markedsføring og datteren Monique varetager salg og administration.

Vinen her er fra parcellen “La Cote”, som er en del af Clos de Ste Anne Vineyard, beliggende på stejle nordøst skråninger ved foden af ​​Poverty Bay. På “La Cote” dyrkes en række moderne Pinot Noir kloner og marken har siden 1989 været dyrket biodynamisk.

Duftmæssigt kirsebær, lidt læder, blomstereng samt en del grønne noter. Ikke så meget stald … måske en anelse. Smagsmæssigt fin syre/sødme balance, masser af mørke kirsebær, dejlig renhed, klare tanniner og en rigtig dejlig vin. Ikke så sød som den tyske Spätburgunder og knap så syrlig som den franske bourgogne, men måske ligger den smagsmæssigt et sted midt imellem.

Købt hos Estwine til 140 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger