Jan havde taget denne lille spændende Pinot Noir Grand P fra det alsaciske vinhus Domaine Albert Mann med til at supplere de gode Spätburgundere, som Gert E servede en skøn lørdag i april.
Vinen havde Jan medbragt fra et besøg på vingården sidste år, selvom han under besøget slet ikke kunne smage nogle af husets røde. De var alle udsolgte og de havde alene denne Pinot Noir Grand P i halve 0,375 liter flasker, som de ikke åbnede for besøgende og alene solgte i 6 styks kasser.
Domaine Albert Mann er egentlig opstået som et samarbejde mellem to vinfamilier … Mann familien, som blev vinbønder i starten af det 17. århundrede samt Barthelmé famlien, som er grundlagt tilbage i 1654.
I dag er det de to brødre Maurice og Jacky Barthelmé, der driver vingården sammen med deres respektive hustruer Marie-Claire og Marie-Thérèse. Dem kan I se på billedet ovenover.
Domaine Albert Mann holder til i byen Wettolsheim omkring 5 kilometer fra Colmar. Der har familien samlet 23 hektar vinmarker fordelt på omkring 100 små parceller.
De ejer bl.a. parceller på de 5 Grand Cru marker Hengst i Wintzenheim, Schlossberg og Furstentum i Kientzheim, Steingrubler i Wettolsheim samt Pfersigberg i Eguisheim.
Derudover er de eneejer af marken Clos de la Faille i Wintzenheim, og det er den mark, som bl.a. leverer druer til husets røde topvin Pinot Noir Clos de la Faille.
Produktionen er biodynamisk og økologisk, og der anvendes stadig heste i markarbejdet. Hvad angår nytænkning har huset altid været i front. De var nogle af de første i Alsace, som allerede fra årgang 2004 begyndte at anvende skruelåg på flaskerne, hvilket dog alene gælder for vinene fra serierne Tradition samt Vins de Terroir.
Prismæssigt er huset i den øvre ende, men kvalitetsmæssigt er huset placeret helt i top, hvilket også kommer til udtryk ved adskillige blindsmagninger. Næsten samtlige vinskribenter verden over placerer Albert Manns produkter på en top 10-liste over producenter i Alsace.
Denne Pinot Noir Grand P er – som navnet næsten siger – lavet med druerne fra Grand Cru marken Pfersigberg i Eguisheim. Det er Jacky Barthelmé, som er manden bag vinen, da han elsker Pinot Noir druen og startede med at dyrke den på Domaine Albert Mann tilbage i 1993.
Vinen er lavet helt traditionelt, og har lagret 14 måneder på barriques og 1 måned i rustfrie ståltanke inden flaskningen. Etiketten er tegnet af kunstneren François Bruetschy.
Næsen er kølig, intens og tæt … frugten klart til den mørkere side, modne kirsebær, blåbær, boysenbær, mentol, lidt lakrids, grønne vinblade og derudover er der klart noget animalsk, nærmest biodynamisk over duften.
Smagen er frisk og saftig, frugten ren og der er godt med stram syre, virkelig lang eftersmag med bitterhed og jern. Den rene frugtsmag præger virkelig denne vin og giver den en stor saftighed, som gør den meget let drikkelig.
Købt på vingården, hvor en større flaske på 0,75 liter koster omkring 200 kr., hvis den altså ikke lige er udsolgt.
Vinanmeldelse 5,5/7