Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2012 Le Morette, Lugana Riserva, Veneto, Italien

2012 Le Morette, Lugana Riserva, Veneto, ItalienVinsmagningen sluttede med den ældste vin hos Le Morette og det blev med en 2012 Lugana Riserva … med 9 år på bagen.

Vinen laves med Turbiana druer, som høstet sent, en kort og kold maceration og  spontangæring i ståltanke ved lave temperaturer. Efter gæringen har vinen lagret sur lie i tankene i 12 måneder og heraf en del i nye fade i 4 måneder.

Derefter er vinen vinen endelig sammenstikkes og flasket med yderligere 9 måneders lagring. Vinen har samlet lagret 24 måneder og der laves årligt 5.000 flasker af vinen, men i 2012 blev der dog kun lavet 2.000 flasker.

Og for fanden – pardon my french – nu starter de tertiære noter virkelig at træde frem med en overvældende kompleksitet. Der er først lidt terpentin, petroleum og fadpræget ganske tydeligt. Der er pærer, fersken og abrikos, men meget afdæmpet … og samlet dufter det vildt godt … eller rettere crazy godt.

Vinen er samtidig smagsmæssigt så cremet og blød, at den vitterlig smelter i munden. Det er et skønt mix af salt, sødme, vanilje, fersken, lemon og kandiserede abrikoser. Vild oplevelse og måske den bedste vin på turen i Lugana so far.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men prisen på en nyere årgang er 17,10€ på vingården … svarende til 127 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Quila, MX-Quila Moretto, Piemonte, Italien

2019 Quila, MX-Quila Moretto, Piemonte, ItalienVi fortsætter med mer’ vin fra vinmageren Bisso Atanassov, for udover hans engagement i Taverna Wines og hos Tenuta Foresta i Isola d’Asti, så har han nu startet sit eget soloprojekt og det er derfra, at jeg smager hans 2019 MX-Quila på den ukendte Moretto drue.

Bisso Atanassov er oprindeligt fra Bulgarien, har en uddannelse som ønolog fra Montepellier og en master i ønologi fra Torino. Han har blandt andet produceret vin for Viu Manent i Chile, Vietti i Barolo, Ramos Pinto i Douro og Angelus i St-Emilion, men fra 2012 slog han sig ned i Barolo for at slå rødder.

Det blev til seks år som vinmager hos La Bioca inden bruddet med dem. Så er 2018 startede Bisso Atanassov sit eget lille Quila projekt på en ejendom  beliggende ved Isola d´Asti lidt nord for Barbaresco.

Bisso var samtidig stødt på den meget mystiske druesort Moretto – ikke at forveksle med den portugisiske Moreto – som man mente var uddød i Piemonte. Men tilbage i 1930’erne havde en ung vinmager imidlertid medbragt druen til Mexico, hvor man dog havde forvekslet den med  Nebbiolo.

Den gav godt nok en anden type vin i Mexico end i Italien, men det mente man var klimatisk og geologisk bestemt. Det var først da der blev taget en DNA prøve af den mexicanske Nebbiolo, at man fandt ud af, at den intet havde med Nebbiolo at gøre. Men samlet findes der i dag 150 hektar med Moretto i Mexico.

Bisso Atanassov stødte først på druen i 2015, men i 2018 fik han efter intense studier om druen, lokaliseret en lille mark med netop Moretto i Piemonte … og Bisso kalder det selv den sidste Moretto mark i Piemonte. Siden har han taget nogle skud og plantet flere marker med druen.

I dag findes der efter sigende samlet 10 hektar med Moretto i Piemonte, men mon ikke det vil vokse i de kommende år.

Her smager vi så Bissos vin på Moretto … vinen MX-Quila Moretto i årgang 2019 … og den ene  af de to vine, som Bisso indtil videre laver i soloprojektet. Den anden er en hvid Mus-Quila lavet på Muscat.

Dette er første årgang, så der er kun lavet et enkelt fad af denne MX-Quila Moretto, hvilket svarer til sølle 280 flasker. Bisso producerer vinen fuldstændig, som var den Nebbiolo, dvs. med spontangæring og 12 måneder på egefad.

Duftmæssigt er det dobbeltWAUW … og det dufter sgu næsten som god, moden Nebbiolo, men med lidt mere tyngde. Stilmæssigt læner den sig mere op af Barbaresco end Barolo og virker mere rund, men fortsat med roser, violer, mineraler … blot suppleret med lidt mere flæsket krop, læder, sorte kirsebær, hindbær, brombær samt et  småbuttet fadpræg og mørk syrlighed. Vildt dragende.

I munden er vinen også småvild … meget koncentreret, tør og mørk. Den viser, at Moretto – i hvert fald i Bissos hænder- har en mørkere side end Nebbiolo og tanninerne virker først heller ikke så markante, men dog med godt bid og de sniger sig langsomt frem og sætter sig nærmest ubemærket på dine tænder. Vinen har en vild tørhed samt en kraftig intensitet suppleret med en svag saftig sødme. Vild, smuk og imponerende.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr., hvilket må siges at være ret okay for en vin, som der kun er lavet 280 flasker af.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Taverna Wines, Barbera d’Alba Vigna Cottà, Piemonte, Italien

2019 Taverna Wines, Barbera d'Alba Vigna Cottà, Piemonte, ItalienSamarbejdet mellem Roberto Taverna og vinmageren Bisso Atanassov er måske det mest spændende projekt i Piemonte i øjeblikket og derfra dukker der igen imponerende vine op … og denne Barbera d’Alba Vigna Cottà er én af dem.

Det familiedrevne vinhus Taverna Wines ligge i Neive og ejes i dag af Roberto Taverna, men historien om vinhuset startede egentlig tilbage hos Robertos bedsteforældre, der allerede tilbage i 1930’erne begyndte at købe jord i Neive, plantede vinstokke og gik i gang at lave vin på deres vingård.

Men det var specielt Robertos bedstemor Ludovino Versio – kaldet Nonna Vina – som lagde kimen til det nuværende vinhus. Da hun så i 1953 pludselig blev enke som 30-årig med en lille datter på 10 år, så fortsatte hun såmænd blot med at lave vin og giftede sig aldrig igen.

I 30 år lavede hun vin under navnet Vina Versio og havde en lille kreds af loyale kunder, som købte hendes vin … i starten på store damigianas, en slags store glasbeholdere på 28 eller 54 liter og sidenhed på flaske.

Faktisk var den ihærdige enke blandt de første vinbønder, der begyndte at tappe deres egen vin i de vinflasker, som vi kender i dag, og endda også blandt de første til at lave en enkeltmarksvin. I dag nøjes den nu 96 år gamle dame bare med at drikke vinene.

I 1983 overtog svigersønnen Piero Taverna driften og fortsatte i Nonna Vinas spor, og drev faktisk også vingården i 30 år, men mest som en fritidsinteresse ved siden af sit job for staten, for gårdens beskedne 4,2 hektar vinmarker kunne familien ikke leve af.

Det blev hans søn Roberto Taverna, som derefter overtog ansvaret, selvom det heller ikke lå i kortene, at han skulle være vinbonde, for han havde et job som elektriker, mens hans kone Elisa driver et byggefirma sammen med hendes 2 brødre.

Roberto besluttede dog, at han ville gøre noget mere ved vinproduktionen, som mere eller mindre var gået i stå. Familien havde i stedet solgt deres druer solgt på kontrakt til negocianthuse i Langhe området. Nu opsagde de kontrakterne … en proces som dog tog nogle år, men i 2016 kunne han producere sin første Barbaresco vin … alene 600 liter samlet.

Her i 2019 har Roberto så fået ophævet kontrakterne på flere af sine marker og han har nu også fået hjælp til produktionen af Bisso Atanassov, som tidligere har været vinmager på både Vietti og La Bioca i Barolo. Roberto mødte tilfældigt Bisso, som blev blæst bagover og blev meget interesseret i projektet og kunne se potentialet.

Derfor har de to nu indledt et samarbejde og er ved at opføre nye produktionslokaler i Barbaresco. Samtidig er der opkøbt nye marker og vil fremover lave vine på både Barbera, Nebbiolo, Chardonnay samt den herlige Grignolino.

Her smager vi så husets Barbera d’Alba Vigna Cottà, som jeg fuldstændigt faldt på halen over. Den er lavet med Barbera druen fra marken Cottà, der ligger lige overfor vingården Taverna. Her dyrker huset flere forskellige druesorter, blandt andet Freisa, Moscato, Nebbiolo, Grignolino og altså Barbera.

Druerne til vinen er høstet med et beskedent udbytte på under 30 hektoliter pr. hektar, men vinstokkene er også omkring 50 år. Vinen har tilbragt 12 måneder på dels brugte træfade og dels cementkar.

WTF? Sikke en imponerende duft. Hvis dette er Barbera, så er det absolut med Nebbiolo gener sprøjtet ind i blodet, som er rødt med en vild kraft, krop og en fed frugt suppleret med et tykt fadpræg lagt ovenpå. Dermed et vinøst Kinderæg, hvor der er dufte som Nebbiolo med lys frugt, jordbær, blommer, læder og tørrede rosenblade, men også våde fade, vanilje, kanel, chokolade og lidt mentol.

I munden er det heller ikke arketypisk Barbera, for – som både i farve og delvis også i duft – har vinen en lys, let, frisk og stringent side, men uden vilde tanniner og samtidig med en moderat syre. I stedet får du en nærmest burgundisk lethed samt elegance med moden lys frugt, let tørhed og bitterhed. Jeg snurrer rundt om mig selv … dette er en Barbera hinsides al fornuft, men fandeme sjælebalsam og nok den bedste Barbera d’Alba jeg har smagt i lang tid.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., hvilket vel kan betegnes som et decideret røverkøb.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Domaine Piguet-Chouet, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Piguet-Chouet, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigDomaine Piguet står der på etiketten af denne Meursault Vieilles Vignes 2020 og vinen er da også lavet af vinmager Max Piguet, som sammen med sin hustru driver Domaine Max et Anne-Marye Piguet-Chouet aka Domaine Piguet-Chouet.

Vinhuset ligger midt i byen Auxey-Duresses og er en fusion af to vinhuse. Det skete i 1981, da Max Piguet giftede sig med Anne-Marye Chouet. Begges familier var vinbønder og havde alle produceret vin igennem generationer. Max havde selv blot to år tidligere arvet Domaine Piguet fra sin far.

Samlet har Domaine Piguet-Chouet 12 hektar vinmarker i Meursault og Auxey-Duresses, som drives af ægteparret, selvom deres to sønner William og Stéphane efterhånden har overtaget det meste af den daglige drift.

Stilen hos Domaine Piguet-Chouet er kendt for at være blød og uden skarpe kanter, indsmigrende og lækker … behagelige bourgognevine, der holder samme høje niveau fra år til år.

Her smager vi så netop en hvid Meursault Vieilles Vignes, men sjovt nok står der ikke Domaine Piguet-Chouet på selv etiketten, men kun Domaine Piguet-Chouet … hvorfor ved jeg dog ikke.

Druerne til vinen kommer fra marker tæt på 1. Cru markerne Les Perrières og Les Genevrières. Jordbunden er rig på kalksten, hvilket forsyner vinene med en udpræget mineralitet. Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men vinen er lagret på burgundiske fade.

Duften er røget, smørfed og smørlækker … lige åbnet er der godt med sødristede fadpræg, men det aftager en smule med mere luft i glasset. Der er ristede hasselnødder, fersken, har faktisk en utrolig ædel aroma, som nærmest er overdådig og smådekadent. Der er lidt mælkechokolade, lakridskonfekt og vaniljekiks.

I munden har vinen en flot frugt, ren, let, krydret og meget blød, rund, cremet og meget indbydende … smager hænger der bare i lang tid. Der er æbler, grønne æbler, fersken, abrikos og virker samtidig let saltet med kalk og andre mineraler samt en let bitterhed. Vinen glider som en rolig flod – rolig, stoisk og beroligende – bare igennem kroppen og gør dig glad.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 549 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Gut Oggau, Timotheus Weiss, Burgenland, Østrig

2017 Gut Oggau, Timotheus Weiss, Burgenland, ØstrigForleden åbnede jeg denne fabelagtige Timotheus Weiss fra det østrigske vinhus Gut Oggau. Fruen sagde, at etiketten var ret grim, men jeg synes, at vinen er ret imponerende.

Gut Oggau er da også ét af Østrigs mest spændende og nytænkende vinhuse, der ligger i byen Oggau am Neusiedler i Burgenland. Vinhuset med det sjove navn drives af parret Eduard Tscheppe og Stephanie Tscheppe-Eselböck. Han er søn af en vinmager, og hun datter af en 2-stjernet michelinrestaurantejer.

De grundlagde vinhuset i 2007, da de overtog et gammel vinhus Weingut Wimmer med tilhørende 10 hektar marker omkring Oggau og gik i gang med at producere vine efter deres egne idéer.

Parret dyrker markerne helt biodynamisk, og arbejder meget klassisk i vinkælderen. De bruger ingen tilsætningsstoffer af nogen art, presser vine ved at trampe i mosten med fødderne, anvender spontangæring i åbne kar, bruger ingen filtrering og så laver de fremragende vine.

Vinene markedsføres alle med et tegnet hoved på hver etikette … nærmest opdelt i en fiktiv familie i 3 generationer, de unge, forældrene og bedsteforældrene. Der findes i alt 9 vine i familien … med stamtræ og det hele. Nogle påstår, at alle navne er taget fra de tidligere beboere af den gamle vingård Weingut Wimmer.

Alle ansigterne er tegnet til den enkelte vins personlighed og etiketterne bag på flaskerne nævner også vinenes personlighed frem for en detaljeret beskrivelse af smag, område og lagring. Hos Gut Oggau er det ikke så meget druesorten, som det er alder og terroir, der betyder noget.

Og vinhuset laver vinene på de lokale druer, dvs. Zweigelt, Blaufränkisch, Grüner Veltliner, Zierfandler og Rösler. I den unge serie hedder vinene Theodora, Winifred og Atanasius. Forældrene er Emmeram, Timotheus, Josephine og Joshuari, mens de gamle – og topvinene – er Mechthild og Bertoldi.

Vinene er i dag blevet til ikoner i vinverdenen, og flaskerne er således at finde som en del af udstillingen på MOMA – Museum Of Modern Art i San Francisco.

Denne Timotheus Weiss er – som navnet fortæller – en hvidvin, der er lavet på et mix af 70% Grüner Veltliner og 30% Weissburgunder, En tredjedel af druerne er gæret med en skindkontakt i 3 måneder og efterfølgende lagret på store brugte 500 liter fade i 12 måneder uden omrøring. Aftappet uden klaring, filtrering og tilsætning af svovl.

Duftmæssigt er det vitterlig en økø bio armsveds-mødding-prut-funky aroma med både krudt, bananer, grønne bønner, stikkelsbær, gær, revet lemonskal, voks, urter og vaniljeekstrakt … stinkende charmerende og med vild hippiekarakter.

I munden er vinen godt syrlig … smager også som bio bio naturvin med lemonskalbid, masser af lemon, citroner, umodne pærer og sur æblejuice, virkelig spændende og funky. Det er en vin med en jazzy kant og supercool … vitterlig et mundspidsende syrligt citronsyretrip.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske i årgang 2019 koster 319 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2011 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, Italien

2011 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, ItalienMed de to sidste vine skulle vi smage Lugana med alder og Luca Formentini lagde ud med en 2011 udgave af hans Lugana Riserva Menasasso fra Selva Capuzza.

Det er selvfølgelig igen 100% Turbiana vin med druer høstet med 65 hektoliter pr. hektar fra de ældste vinstokke på Selva marken.

Det som produktionsmæssigt adskiller denne 2011 med 2017’eren er, at Luca Formentini i 2011 også brugte barriques til lagring. Så man har valgt den bedste tank fra høsten på Selva marken og så er vinen lagret 18 måneder på en kombination af ståltankene og barriques … dog fortsat med den overvejende del på ståltankene.

Derefter har vinen lagret 6 måneder på flaske … og samlet skal en Riserva jo lagre 24 måneder. Vinen har 3,6 gram restsukker pr. liter og der er årligt lavet 7.000 flasker af vinen.

WAUW for pokker … en smørfed duft med voks, grøntsagsfond, dåsepærer, abrikos, søde krydderier og den har sgu en helt speciel duft, som jeg ikke mindes at ha’ duftet før … lidt som varm pollen fra blomster eller noget i den retning, men det er voldsomt pirrende samt totalt indbydende.

I munden er det også herlig væske, meget kraftig og intens med masser af lag. Virker varm, olieret og salt, klart et modent mineralsk bid, tung og let på én gang, frugten dåsepærer og abrikos. Selvom der er mistet noget friskhed, så får man masser af velsmag og karakter, så derfor er jeg vild med vinen.

Vinene fra Selva Capuzza er ikke fundet herhjemme og denne årgang 2011 kan nok heller ikke findes til salg nogle steder længere.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Höllberg Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2018 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Höllberg Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, TysklandDen anden rødvin fra den talentfulde Rabea Trautman fra Weingut Schloss Schönberg er et niveau op, for det er nemlig en 2018 Auerbacher Höllberg Spätburgunder.

Det er en enkeltmarksvin med druer fra Auerbacher Höllberg marken og endda fra den del af marken, som er kaldt Bubberg … et højt og vestligt beliggende plateau, hvor der går en dyb granitåre i undergrunden.

Efter høst har druerne først gennemgået 5 dages kold maceration inden temperaturen har fået lov at stige i gæringskarret. Med den stigende temperatur begynder de naturlige gærceller at arbejde. Efter endt gæring er vinen overført til nye franske barriques, hvor den har tilbragt 24 måneder.

Auerbacher Höllberg Spätburgunder minder på mange måder om lillesøsteren … lys, let og transparent teglfarvet væske i glasset og en duft to die for. Igen finder du sådan et sart og delikat balance mellem en lys frugt med søde jordbær, tranebær og søde kirsebær, blomster samt et yderst let fadpræg … blot med en fin vaniljesødme, italienske mandelbiscotti og endda en syre, som virker lettere italiensk og balsamisk.

Igen har vinen smagsmæssigt en lidt rank side … men her bundet klart mere kompleks sammen og knap så skinger. Derfor laver jeg heller ikke kyssemund … men får blot et bredt smil over fjæset. Der er hindbær, ribs, rabarber og bitre kirsebær med en drilsk, frisk syre, syrlige røde drops, salte mineraler og vild frisk frugt … den giver de mest behagelige frugtknopper på tungen, syrlig ringen for ørerne samt øjeblikkelig frydefuld henrykkelse.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2014 Chateau D´Orschwir, Riesling Grand Cru Pfingstberg, Alsace, Frankrig

2014 Chateau D´Orschwir, Riesling Grand Cru Pfingstberg, Alsace, FrankrigDenne Riesling Grand Cru Pfingstberg fra Chateau D´Orschwir blev i mit fedtede objektiv aftenens bedste Riesling … men var jo også i denne årgang 2014 aftenens ældste vin.

Det gamle slot Château d’Orschwihr stammer helt tilbage fra 1049 og har i en længere periode været ejet af ​​Habsuburg dynastiet, men i 1513 blev det overtaget til biskoppen i Strasbourg, som senere solgte det til den lokale adel, men bevarede vinmarkerne. Under den franske revolution blev slottet beslaglagt, men endte i 1853 hos Hartmann familien.

I 1934 ødelagde en brand, der varede i to dage, slottet fuldstændigt, men det blev delvist genopbygget i 1936 og er senere renoveret og der er også bygget nye vinkældre.

Der har næsten altid været lavet vin på Château d`Orschwihr og de første omtaler af vinproduktionen på slottet ligger helt tilbage til 16. århundrede, hvor en tønde vin blev solgt til Murbach klosteret.

Hartmann familien har også siden overtagelsen lavet vin, selvom Martin Hartmann i 1950’erne omlagde mange af vinmarkerne til konventionelt landbrug. Men da hans søn Hubert Hartmann i 1986 overtog ansvaret, så blev de beskedne 6 hektar vinmarker udvidet til 25 hektar. I dag er det dog Huberts søn Gautier Hartmann som fortsætter den stolte tradition med vinproduktion på slottet.

De 25 hektar marker omfatter parceller på 5 Grand Cru marker, nemlig Kessler, Pfingstberg, Kitterlé, Rangen og Zinnkoepflé. Og denne vin er jo netop fra én af disse marker … Pfingstberg i 300 meters højde fra vinstokke plantet i 2008 og høstet med et lille udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Jordbunden på Pfingstberg består af ler og sandsten og vinmarken er så stejl, at det er nødvendig at bygge den op med terrasser. Der er blevet dyrket vin på Pfingstberg siden 1299!

Igen er der ingen oplysninger om produktionen … udover at vinen ikke er chaptaliseret … altså tilsat. Dette undgår man, for at få den helt rigtige og autentiske smag frem. Vinen indeholder 3,8 gram restsukker pr. liter og det betyder at den er markant tør og bør – ifølge Chateau D´Orschwir – nydes 6-12 år gammel.

I glasset har alderen også givet lidt farve … pænt gul og op af glasset strømmer en vild, lækker, fed og aromatisk duft, nærmest med voks, nektarintensitet, petroleum, olievædet twist, ovntørrede æbler, kvæde, blomster og syltede citroner.

Smagsmæssigt er vinen fyldig, krydret, meget intens og der er sgu bid i vinen, som bare vokser vildt i munden og flyder ud i hele kæften med kraft, modenhed, blid og poleret syre samt lidt bitterhed. Det er sgu stor Riesling. Dermed 96 point.

Forhandles af Holte Vinmager, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Blankenhorn, Schliengener Sonnenstück Pinot Noir GG, Baden, Tyskland

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengener Sonnenstück Spätburgunder GG, Baden, TysklandJeg sluttede Weingut Blankenhorn smagningen med husets topvin Schliengener Sonnenstück Pinot Noir Große Gewächs 2017.

Vinen er lavet nogenlunde som de foregående vine med naturlig spontangæring i åbne træfade i 12 til 20 uger. Derefter har vinen lagret 14 måneder på 100% franske barriques og derudover hele 20 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er ikke helt så umiddelbar som foregående lillesøster, for fadpræget er klart mindre, hvorved frugten er mere i højsædet med brombær, sorte kirsebær, meget dyb og intens kirsebær, tørt træ … men nærmest mest ibenholt og mahogni, blomstersæbe, men slet ikke så impulsiv, eksplosiv og umiddelbar. Samtidig får man en lidt støvet, tør og så meget dragende note.

Til gengæld er smagen to die for … sikke blød, mundsmeltende, cremet og blød smag, men med en intens kirsebær og hindbærsmag med utrolig intensitet, lidt som en magiterning på kirsebær, bløde og smukt integrerede tanniner, fløjlsagtig, kompleks med imponerende eftersmag. Selvom den – som husets hvide topvin – kræver klart mer’ fordybelse, så er den svær at blive sur på … vild smuk vin.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengener Sonnenstück Chardonnay GG , Baden, Tyskland

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengener Sonnenstück Chardonnay GG , Baden, TysklandOvenpå mit chok over niveauet på Weingut Blankenhorns sidste Chardonnay, så tager vi et step yderligere op med deres 2018 Schliengener Sonnenstück Chardonnay Große Gewächs.

Her kommer druerne fra vinhusets topmark Schliengener Sonnenstück. Marken ligger lige bag kirken i byen og ligger i op til 250 meters højde med hældning op til 20%.

Große Lage marken er vest/sydvestvendt og har en undergrund rig på kalksten og fint silt. Weingut Blankenhorn ejer selv størstedelen af marken og dyrker primært Pinot Noir og Chardonnay på marken.

Schliengener Sonnenstück Chardonnay Große Gewächs er lavet ved, at druerne har gennemgået en 24 timers macerering inden pres og gæring i rustfrie ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring. Så er vinen lagret 10 måneder på gærresterne i en blanding af 225 liter barriques og 500 liter tonneaux fade.

Næsen er klart mere forsigtig, tilbageholdende og renere end Ortswein lillesøsteren, fadpræget noget mindre og vinen har i stedet mere wax aka voks samt en mere gæret frugt. Fadpræget er i stedet langt finere og lagt mere detaljeret, kommer sgu langsomt snigende, lækker og pirrende med vanilje og kanel. Frugten er nedfaldsæbler, modne pærer, ananas og samtidig lidt grønne urter.

I munden er vinen så smooth … frugten ganske moden, gule og plettede nedfaldsæbler, saftige æbler, grillede citroner og lemon, godt med krydderier, urter og selv syren bliver lidt krydret med en vis bitterhed, god citronsyre, mineraler og kompleks pondus. Vinen er ikke helt så umiddelbar som lillesøsteren og kræver langt mere fordybelse. Jeg ligger her lige mellem 5,5 og 6 store fingre, men det vil klart være en vin, som vil vokse med et par år i kælderen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 479 kr., men er pt på tilbud til 383,20 kr.

Vinanmeldelse 6/7