Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2011 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, Italien

2011 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, ItalienSvoltacarrozzes Toscana Rosso IGT er en satans lille bandit, som er skæv, underlig, mærkelig og alligevel helt fantastisk. Det er ikke en vin for alle, men jeg er sgu vild med vinen, som jeg nu atter smager, men her i en årgang 2011.

Der er samtidig noget charmerende og magisk ved, at Sebastiana Meoni fra hendes 8 hektar økologiske vinmarker kun laver én vin og det er altså denne Toscana Rosso IGT, som hun årligt laver 6.000 flasker af. Jeg har tidligere smagt vinen både i årgang 2009 og 2010 … er bare BIG TIME fan af Sebastiana Meoni.

Toscana Rosso IGT er lavet på 90% Sangiovese og 10% Cabernet Sauvignon, som er lavet klassisk som i helt gamle dage uden mindste tilsætninger. Efter endt fermentering er vinen så lagret 4 år på store slavonske fade og aftappet uden filtrering og næsten uden brug af svovl.

I forhold til både 2009’eren og 2010’eren er 2011’eren lidt mindre funky i næsen. Det er dog atter en landlig og animalsk vin med både en smule surkål, bio bio prut og behåret pels, men med moden frugt af både kirsebær fra Sangiovese druerne og solbær fra Cabernet Sauvignon druerne samt lidt kogte rabarber og blomstersæbe.

Den modne frugt skriger virker toskansk Sangiovese, men har også lidt samme feeling som 2010’eren med syrlige drops, brunkul og lidt Jura-gener. I 2011’eren her er tingene en smule forsigtigere, men hvor dufter det kantet, svedigt og lækkert.

Hvor smager Svoltacarrozze Toscana Rosso 2011 dog godt … lidt juicy, let og elegant. Igen vil nogle nok finde den lidt for tyng, men jeg elsker denne lette, burgundiske og feminin side. Der er fine og tørre tanniner, et krisp bid, spændstighed og igen masser af mellemrøde bær, hindbær, jordbær, rabarber og ribs. Igen forbløffes jeg over 2 ting, nemlig at vinen er 10 år gammel og over prisen.

Denne lille frække charmetrold eret sandt røverkøb. Jeg er igen umådelig fascineret af Svoltacarrozzes  Toscana Rosso, som får igen i årgang 2011 får 6 glade kys og knus.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 120 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Domaine Bader-Mimeur, Saint-Aubin 1er Cru en Remilly, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Bader-Mimeur, Saint-Aubin 1er Cru en Remilly, Bourgogne, FrankrigBedste ret hos Restaurant HOS blev for mig ristet helleflynder, sprød kål & kærnemælkssauce med brunet smør & ørredrogn, mens vinen her var intet mindre end imponerende. Det var en Saint-Aubin 1er Cru en Remilly fra Domaine Bader-Mimeur.

Domaine Bader-Mimeur holder til på Château de Chassagne-Montrachet i udkanten af selve Chassagne-Montrachet by. Det fine bourgogneslot ejes i dag af Bader Mimeur familien, der har været beskæftiget indenfor vinavl siden 1700-tallet … både Bader og Mimeur familierne.

Det var oprindelig Charles Mimeur, der i 1919 købte vinmarkerne omkring Château de Chassagne-Montrachet, en del af den nordlige fløj, slottets gamle kældre og vineriet på Château de Chassagne-Montrachet fra Masson Dubois familien.

Château de Chassagne-Montrachet stammer helt tilbage til 1270, hvor det blev ejet af Jean de Cru og senere i det 1300-århundrede af Hugues de Chassagne, der var rådgiver for kongen. Slottet har siden haft mange skiftende ejere … altså indtil 1919, hvor Mimeur købte en stor del af slottet, som blev renoveret og delvis fornyet i det 19. århundrede.

Efter Charles Mimeur overgik ejerskabet senere til hans datter og svigersøn. Hans datter Eliste Mimeur blev allerede i 1920 gift med Charles Bader, hvilket også er årsagen til, at vinhuset siden har heddet Domaine Bader-Mimeur.

I dag administreres vingården af Alain Fossier og Marie-Pierre Bader-Fossier samt deres børn Nathalie og Sebastien. De ejer også fortsat hovedparten af Château de Chassagne-Montrachet og har endda også opkøbt yderligere marker i Chassagne Montrachet, Saint Aubin og køber derudover druer hos avlere i Meursault, Pommard og Chambolle.

Samlet ejer huset selv 8 hektar i appellationen Chassagne-Montrachet, herunder 5 hektar på den mest prestigefulde mark Clos du Château. Men her smager jeg husets 2018 Saint-Aubin 1er Cru en Remilly, hvor Chardonney druerne kommer fra 2 marker på 1,7 hektar i Saint Aubin … markerne La Montagne og La Clairière de la Montagne. Vinen er lavet helt klassisk og er efter endt gæring så lagret 12 måneder på barriques, heraf 20% nye.

Saint Aubin vinene er meget kraftfulde og strukturerede vine. De har måske en tendens til at mangle samme ynde og finesse, som man finder Chassagne Montrachet og Puligny Montrachet, men denne er bare virkelig lækker.

Duftmæssigt siger jeg bare WAUW … ristede noter, brunet smør, nødder og en vibrerende´syre, som stikker hovedet frem sammen med bagt æbletærte med ristede nødder ovenpå, let estragon, ren, klar og med lidt let røgede noter. Det er en lys, feminin og valsende vin med blomster og forsigtigt anstrøg af mineraler.

Smagen følger med duften … cremet og indbydende, men fortsat med slank krop, masser af frugtrigdom, syren er virkelig dansende rundt på tungen, ren og slank med let saltede elementer. Der er en spændstig, fin og elegant vin … vibrerende, sitrende og levende, så klart 6 store fingre med pil op.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Egon Müller, Scharzhof Riesling, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Egon Müller, Scharzhof Riesling, Mosel, TysklandFruen var på hvidvin hele aftenen og jeg havde bestilt nok verdenens bedste Gutsriesling, nemlig Egon Müllers Scharzhof Riesling og her i årgang 2018.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere … sidst var det i 2015, hvor jeg smagte samme vin i en årgang 2011. Dengang skrev jeg også lidt om Egon.

Denne Scharzhof Riesling er husets entry-level vin, en ren Gutsriesling fra husets marker i Saarburg, Oberemmel, Wawern, Wiltinger Braunfels og Wiltinger Kupp. Lavet på ren stål og ikke lagret på eg overhovedet og hele 28 gram restsukker pr. liter.

Allerede fra første snif fornemmer du Egon Müller skræmmende niveau … masser af krop, ædelhed, maskulinitet og vinen fylder bare næsen med velbehag. Der er let petroleum, men ikke hysterisk TDN drevet, selvom dækslet til benzintanken er skruet helt af og gør alle duftene brandfarlige. Udover de æteriske dampe, så er der sødme med en frugt af grønne og modne æbler, fersken, hyld, kvæde, citrus, vingummi, muskat, appelsin, honning, våde sten, flint og også lidt krydrede noter.

I munden er det også en kraftig 98 oktan blyholdig saft med fylde, krop og sødme … bare denne store, tunge og alligevel elegante smag, der næsten er olieret, men så præcis og delikat. Dermed bliver det en cremet, fed og sød vin, hvor efter smagen byder på lidt salvie, appelsin og måske endda akaciehonning.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 395 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Weingut Mathias Gaul, Pinot Gris St. Stephan, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Mathias Gaul, Pinot Gris St. Stephan, Pfalz, TysklandWeingut Matthias Gaul har vi før smagt vin fra … ja ham vingutten, der bor på Weinstraße 10 i Grünstadt-Asselheim i Pfalz. Nu smager jeg atter en vin fra Matthias … hans vilde 2018 Pinot Gris St. Stephan.

Weingut Matthias Gaul er et af de store talententer i Tyskland. Vinbladet Vinum kaldte ham i november 2017 for the King of Pinot. Det skyldes bl.a. at han i i 2017 vandt en pris for bedste rødvin. Vinguiden Eichelmann har også bemærket den unge vinmager og kaldt Matthias Gaul for Aufsteiger des Jahres, så der er pæn bevågenhed omkring vinhuset.

Matthias Gaul har siden han var 8 år gammel vidst, at han ville være vinproducent og han overtog – efter endt vinmæssig uddannelse og praktikophold i flere lande – familiens vingård tilbage i 1996. Og siden overtagelse har han udvidet vingården til i dag samlet 24 hektar vinmarker og fået tonsvis af roser for sine vine.

Jordbunden i vinmarkerne er hovedsageligt kalket ler  og markarbejdet foregår i hånden og Matthias Gaul siger selv Wir lassen unseren Trauben Zeit … vi giver vores druer tid for at få det bedste potentiale til vinene.

Pinot Noir og Riesling er meget passende kongen og dronningen hos Gaul, men der dyrkes en lang række druesorter og laves et væld af forskellige vine, bl.a. laver han en Cabernet Franc, som også er rost af vinpressen. Derudover eksperimenterer den unge vinmager også en del … dyrker fx også Tempranillo.

Vinene er nærmest opdelt af VDP inddelingen med Basisweine, Ortsweine og Lagenweine. Derudover laver Matthias også masse sjove cuvéer og lidt sekt. Her er det nærmest en orange Lagenwein lavet på 100% Pinot Gris druer fra marken Asselheimer St. Stephan, der er en stenet kalkstensholdig mark med mange små kalksten på overfladen og en sydlig orientering.

Undervejs er der sket grøn høst, som udbyttet er beskedent, men koncentreret, hvilket forstærkes af en sent høst ved fuld modenhed. Efter den manuelle høst har druerne gennemgået en maceration i 36 timer inden spontangæring i barriques.

Vinen har efter alkoholiske gæring gennemgået malolaktisk gæring og lagret videre sur lie på de burgundiske barriques i godt et år med batonnage aka omrøring af gæren hver 4. uge.

Åhhhhhhh for en duft, men inden den rammer dine næsebor med fremadstormende intensitet, så bliver du først overrasket af vinens farve, der er helt let orange efter macerationen med drueskallerne. Så sættes en sand vellugt og fragrans extraordinaire i gang med både masser af fadnoter, vanilje, lakridskonfekt, søde kirsebær og saftige ferskner, appelsinsyltetøj, abrikos, fudge og karamel, altheabolsjer samt lidt honning. Svulstig og sexet.

I munden er svulstigheden tøjlet en anelse, for vinen har en virkelig frisk syre … sådan en lille indkapslet syre med lemon, grillet citron og syrlige og sure æbler samt appelsin med alt det svulstige og fyldige udenom. Vinen får dermed en stor saftighed, masser af ooouuuzz vibrerende frugtrigdom. Det er ikke mainstream Pinot Gris, men eksplosiv, ekspressiv og antidepressiv, for man bliver glad i låget samt ellevild. 6 kæmpe houlbergske tomler med pil op.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 375 kr., mens prisen er 299,90 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Domaine du Pégau, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée, Rhône, Frankrig

2014 Domaine du Pégaü, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée, Rhône, FrankrigDet var sgu lidt af et vinøst missilangreb, som Falken fik fyret af under byggemødet. Han sluttede stædigt i Rhône sporet med en 2014 Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée fra Domaine du Pégau.

Vinhuset har en historie, der går helt tilbage til 1670, men drives i dag af Laurence Féraud,

Laurence Férauds forfædre har således derfor været vinavlere i Châteauneuf-du-Pape igennem generationer. Hendes oldeforældre Elvira og Leon Féraud over fik over en lang periode  samlet 22 hektar vinmarker, som i dag er grundstenen på Pégau.

Det var imidlertid Laurences far Paul Féraud, der i 1964 – sammen med sin italienske hustru Odile – startede med at aftappe noget af sin produktion og sælge vinene under navnet Domaine Feraud, mens resten af produktionen fortsat blev solgt til forskellige negociant producenter i området.

Det var dog Laurence Féraud, der i 1987 – efter afsluttet uddannelse indenfor vinproduktion og handel – udvidede både vineri og vinkældrene samt oprettede Domaine Pégau, således hun i 1990 kunne aftappe hele produktionen fra familiens marker.

Sammen har far og datter gjort ejendommen til en af de bedste i Châteauneuf-du-Pape, men efterfølgende har den ihærdige kvinde også oprettet negociantvirksomheden Sélection Laurence Féraud, hvor hun også laver vine på opkøbte druer. Derfra har jeg bl.a. i år smagt både en Gigondas samt en Châteauneuf-du-Pape.

Samlet har Laurence Féraud i dag 72 hektar vinmarker, herunder 23 hektar i Châteauneuf-du-Pape. Derfra laver hun så på Domaine du Pégau i alt 5  vine og alle Châteauneuf-du-Pape. Det er 2 hvide og de 3 røde Cuvée Da Capo, Cuvée Laurence Rouge og Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée. De øvrige Côtes-du-Rhône vine udgives under Château Pegau navnet.

Denne Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée er – som foregående vin – lavet på alle 13 tilladte druesorter, men her med Grenache som den mest fremtrædende med 80% efter fulgt af 6% Syrah samt 4% Mourvèdre. De resterende 10% er de alle de øvrige.

Fremstillingmåden er klassisk, ingen afstilkning, lang gærings- og macerationsperiode og omkring 18 måneders lagring på gamle fade efter at vinen har tilbragt nogle måneder i ståltanke. 2014 var ikke det bedste år i det sydlige Rhône, men de gode producenter laver jo næsten altid gode vine … og det er dette også.

I næsen har vinen en god moden frugt … forholdsvis lysere end forventet, sådan lidt kirsebær, hindbær og et skvis af lidt solbær og blommer, godt med grønne urter, lavendel, fennikel, tør lakrids, våde hunde og våde fade, blæk, læder, bagte æbler, chokolade og tør jord. Samtidig ligger der et lag af landlige og animalske noter henover … absolut godkendt.

Smagsmæssigt har vinen også et lettere tråd end forventet, men fortsat med en stor urkraft, voldsom tørhed og godt med tanniner. Igen kommer der urter frem, godt med krydderier, mens frugten er brombær, blommer og jordbær. Der kommer en smule chokolade varme noter, men samlet fin balance og flot vin.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2015 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigFalken holdt sig standhaftigt i Rhône, for den næste vin var en 2015 Châteauneuf-du-Pape fra  Château de Beaucastel.

Igen er det et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om … ja faktisk var jeg for lidt over 5 år siden til en Perrin smagning på Fusion i Alborg med Matthieu Perrin til bords. Det skrev jeg om i indlægget Rhôneaften m/Matthieu Perrin … ved kaptajnbordet på Fusion.

Derfor kigger vi her alene på denne deres almindelige Châteauneuf-du-Pape, der er lavet på alle de 13 tilladte druer i Châteauneuf-du-Pape, nemlig – hold fast – 30% Grenache, 30% Mourvèdre, 10% Counoise, 10% Syrah og 5% Cinsault, mens de sidste 15% består af Vaccarèse, Terret Noir, Muscardin, Clairette, Picpoul, Picardan, Bourboulenc samt Roussanne, som kommer fra de omkring 70 hektar vinmarker, som Château de Beaucastel ejer i AOC Châteauneuf-du-Pape appellationen.

Der har ikke været brugt kemisk gødning på markerne siden 1964. da man i stedet har fundet ud af at bruge en blanding af fåregødning og resterne fra det forrige års druepresning. Herved opnår man, at jorden automatisk er i mikrobiologisk balance, og at vinstokkene bliver meget mere resistente over for diverse sygdomme.

Perrin brødrenes hovedfilosofi er ikke at stræbe efter at få det største udbytte pr. hektar, men derimod sætter de en ære i at høste sunde og afbalancerede druer, som kan producere store vine af enestående kvalitet. Høsten af druerne foregår udelukkende ved håndplukning, og derefter sorteres de – også manuelt – meget nøje. Kun de bedste druer bliver til vin.

Hver sort høstes separat og manuelt og vinificeringen foregår i egetræsfermentorer til de reduktive sorter Mourvèdre og Syrah, mens alle de øvrige druesorter gærer i traditionelle emaljerede betontanke. Endt endt fermentering sker der malolaktiske gæring efterfulgt af 12 måneders lagring på foudres.

I næsen har vinen lidt af samme noter som foregående … blot langt mere æterisk, luftig og syrlig. Det er virkelig en lækker aroma med lidt mejeri, flæsk, tætte mørke bær, solbær, solbærmarmelade samt hindbær, gazebind, pebrede noter, krydderier, lakrids, mild tobak, grafit samt lidt røgede noter.

Smagsmæssigt er der en dejlig kraftig og alligevel frisk vin … virker spændstig, ung og potent, koncentreret med masser af rund, krydret og småsød frugt, stor tørhed og en smuk nerve. Hvor smager det dog bare godt.

Forhandles af bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske koster 675 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Nervi, Gattinara Vigna Valferana, Piemonte, Italien

2014 Nervi, Gattinara Vigna Valferana, Piemonte, ItalienSidst jeg smagte denne Gattinara Vigna Valferana fra Nervi var det i en årgang 2013. Siden har vinen fået Conterno-navnet på etiketten, hvilket har øget prisen til det dobbelte, så denne 2014 koster 800 kr. – hyperinflation på et år.

Vinhuset og Giacomo Conternos overtagelse har jeg således skrevet om tidligere, så derfor kigger jeg alene denne gang på selve denne Gattinara Vigna Valferana, hvor druerne kommer fra den 5,3 store vinmark Valferana, der siden 1228 har været en af de bedste marker i området.

Navnet Valferana kommer af ordet Val Florana, som vel nærmest betyder jerndalen. Marken har nemlig et usædvanligt højt indhold af jern og mangan i undergrunden. Det er en vin, som har lagret hele 4 år på egefade mod konsortiets regler om obligatoriske på 2 år.

I glasset en let, lys og transparent vin, som duftmæssigt udsender aromaer er en smule grøntsagsfond,  knuste blomster, roser, violer, grønne urter, kaktus, hyben, tørrede tranebær, jordbær, brændt ler, læder, charcuteri, tobak, peber, bitre frugtkerner, syrlige bolsjer og en smule drikkeyoghurt. Som med 2013’eren er duften på ingen vis frembrusende eller vild, men afdæmpet, sart og fantastisk.

Igen er det ingen stram Nebbiolo, for vinen har igen samme lyse og feminine side, meget ren, frisk og lettere end forventet med ret god syre, hyben, ribs, stikkelsbær og tørre, bitre tanniner, som stadigvæk er i det bidske og mundrensende humør. Vinen slutter med både lidt blomstrede og mineralske elementer, ren, clean og cool … det smager fandens godt.

Importør er Adriat Vinimport og i vinbutikkerne koster en flaske af denne årgang over 800 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Pinot Noir Grande Réserve, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Pinot Noir Grande Réserve, Pfalz, TysklandHainfelder Letten Pinot Noir Grande Réserve fra Weingut Bernhard Koch har jeg smagt tidligere i årgang 2013 og den var næste vin i rækken blot i en årgang 2016. Den kom dog til at virke lidt kluntet i forhold til en elegante Chat Sauvage, men er dybest set en monsterlækker vin.

Sidst jeg smagte den, så gav jeg den da også hele 6,5 Thumbs Up og var ganske begejstret. Det er fortsat virkelig lækker vin, blot en anderledes Pinot Noir vin end den foregående, bl.a. med varmere og langt mere fadtung.

Vinen er alene lavet med druer fra marken Hainfelder Letten, der er den bedste mark omkring Hainfeld. Navnet Letten betyder ler eller lerholdig jord og det er netop tilfældet med Hainfelder Letten, som består af ler, kalk og lermel.

Denne vin laves alene i de allerbedste år og laves som de øvrige topvine hos Koch … altså med maceration og gæring i store tanke og lagring 18 måneder på barriques og større egefade. Efter aftapning på flaske er vinen så yderligere lagret 3 år inden frigivelse.

I næsen er det en Pinot Noir kraftbasse med både flæsk, blæk, sorte oliven, lidt mælkede noter, masser af fadsødme fra sødbrændte fade, mælkechokolade, vanilje, tonsvis af kakao, karamel, kaffe, sød frugt og langt  mørkere end lige forventet. Det er solbær og jordbær i fint elegant sammenspil, lidt balsamiske noter og så grønne elementer samt en smule eukalytus.

I munden er det en varm Pinot Noir … og jeg gættede faktisk på en amerikanske af slagsen. Den har en varm, blød syre, masser brændte noter, sødme, modne kirsebær, tranebær, hindbær samt boysenbær, men samtidig også en rigtig fin balance. Tanninerne er fin, polerede og samlet har vinen også en vis lethed og elegance, for det fede og småbuttede duftnoter slår ikke igennem i smagen, som er ren, klar samt tæt og ordentlig smagfuld.

Forhandles af Vinvärket, men de har den ikke pt. i sortimentet. Den koster normalt lige over 500 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Château Batailley, Lions de Batailley Pauillac, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Batailley, Lions de Batailley Pauillac, Bordeaux, FrankrigMed næste vin tog vi et seriøst kvantespring, for det var nemlig en fin 2015 Lions de Batailley Pauillac … 2. vinen fra 5. Grand Cru Classé vinslottet Château Batailley i Pauillac.

Château Batailley har vi også tidligere stiftet bekendtskab med her på Houlbergs Vinblog, da jeg smagte deres førstevin Château Batailley Pauillac 5. Grand Cru Classé i en årgang 2009. Denne lillesøster var denne aften faktisk en tak bedre, for det var vitterlig én, som overraskende hele sjakket.

Château Batailley er et af de ældste vinslotte i Médoc og fik sit navn efter et afgørende slag – på fransk en bataille – mellem England og Frankrig i 1453, hvor de franske soldater generobrede naboslottet Château Latour fra englænderne.

Slaget – som udspillede sig, hvor Batailley flotte slotsbygning og vinmarker ligger i dag – var i øvrigt medvirkende til at afslutte 300 års engelsk besættelse af Aquitaine.

Nogle år senere blev de første vinstokke plantet på denne historiske og blodige jord, men det nuværende slot er vel først bygget i slutningen af 1700-tallet, hvor det var ejet af Saint-Martin familien og kendt som Château Batailley.

Derefter skiftede slottet ejere en del gange, indtil det i 1816 blev overtaget af Daniel Guestier fra Daniel Guestier of Barton & Guestier.

Han restaurerede og udvidede slottet, som første gang blev klassificeret som 5. Cru slot af Abraham Lawton i 1815 og året senere af Charles Cocks, så da man skulle klassificere de mange Bordeaux slotte i 1855 klassifikationen, så lå Château Batailley allerede til at blive et 5. Grand Cru Classé slot.

Ud over vinmarkerne er man i dag meget stolt af den 5 hektar store have, som i 1850 blev tegnet og anlagt af Napoleons havearkitekt Barillet-Deschamps.

Siden blev slottet købt af Borie familien, som allerede i 1870 havde grundlagt det berømte vinfirma Borie-Manoux. Men for at undgå problemer med de strikse franske arveregler, så delte man i 1942 slottet i to.

Det blev til Château Batailley og Château Haut Batailley, som selvfølgelig begge fortsat i dag er 5. Cru Classé slotte. Marcel Borie overtog Château Batailley, mens hans bror François overtog Château Haut Batailley.

I 1961 overdrog Marcel Borie firmaet til sin svigersøn Emile Castéja, og det er i dag Emiles søn Philippe Castéja – og dermed 5. generation – som står i spidsen for vinslottet.

Philippe Castéja står ikke blot i spidsen for Château Batailley, men har siden 2005 også været direktør for Borie-Manoux og et voksende vinimperium.

For Borie-Manoux omfatter i dag ejerskab af mere end 10 franske vinslotte, hvilket udover Batailley bl.a. er Châteat Trotte Vieille, Beau-Site, Domaine de l’Eglise, Château Lynch-Bages, Chateau La Croix du Casse, Château Bergat, Château Pignon, Château Haut-Madrac og Château Haut-Bages Monpelou.

Men kronjuvelen er nu fortsat Château Batailley, hvor Philippe Castéja også selv bor. Der har familien samlet 57 hektar vinmarker med 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot samt lidt Cabernet Franc og Petit Verdot.

Derfra laves der årligt omkring 22.000 kasser af Pauillac 5. Grand Cru Classé, men siden 2016 er de også startet med at lave 2. vinen Lions de Batailley og denne årgang 2015 er således blot den anden årgang af vinen … første årgang blev 2014.

Lions de Batailley har sit løvefarlige navn fra de to løver af sten, som vogter over indgangen til slottet. Vinen er lavet af druer fra de unge vinstokke og vin, som er blevet frasorteret under sammenstikningen af førstevinen. Druesammensætningen i 2. vinen er derfor forskellig og består af 60% Cabernet Sauvignon, 31% Merlot og 8% Cabernet Franc.

Som det er tilfældet med slottets førstevin, så vinificeres Lions de Batailley på nøjagtig samme måde, altså med lang, kølig gæring med hyppige omrøringer, en malolaktisk gæring og lagring i 18 måneder på 225 liter franske barriques, hvoraf de 40% er nye og resten et år gamle.

Duftmæssigt er det en dyb, tung og fed vin … mentol, violer, fugtig kælder, muldjord, læder, jernbanesveller, medicinskab, lakrids og så pænt med eg og fade, vanilje, lakridskonfekt, chokolade, tobak samt sorte oliven. Frugten er klart solbær og brombær, men på en eller anden måde bliver det aldrig overfed eller for flomme.

I munden er vinen blød, kraftfuld, fed og virkelig smagfuld, mens tanninerne kommer snigende … langsomme, tørre, stærke og bare spillevende. Der er tykke, mørke kirsebær, jordbær, lakrids og den cremede smag suppleres af en lidt vamset smag. Vinen har en flot kraft og virker som et lokomotiv på smalle skinner. Flot og ganske imponerende.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Tenuta Tascante, Contrada Sciaranuova V.V., Sicilien, Italien

2016 Tenuta Tascante, Contrada Sciaranuova V.V., Sicilien, ItalienDet er knap et par måneder siden, at Jesper serverede en charmerende 2017 Ghiaia Nera Etna Rosso fra vinhuset Tenuta Tascante, der ligger på den nordlige side af den iltre vulkan Etna på Sicilien, men som første rødvin denne aften serverede han storesøsteren Contrada Sciaranuova V.V.

Samlet laver Alberto Tasca i dag 8 forskellige vine på Tenuta Tascante og heraf 4 enkeltmarksvine fra de 3 marker aka contradaer Sciaranuova, Pianodario og Rampante. Der laves 2 enkeltmarksvine fra Sciaranuova … en almindelig og denne Sciaranuova V.V.

Sciaranuova ligger i gennemsnitlig 730 meters højde mellem Montelaguardia og Passopisciaro. Der har Tenuta Tascante 14,4 hektar jord, men kun 4,9 hektar er vinmarker, der ligger på stejle sider af Etna i terrasser og med vinstokke tilbage fra 1961 … og druerne fra de ældste stokke bruges til denne V.V. udgave,

Det er selvfølgelig 100% Nerello Mascalese høstet i den sidste halvdel af oktober og gæringen er sket i rustfrie ståltanke ved 25-30 grader over 8 dage, hvorefter der er sket malolaktisk gæring og så lagring 12 måneder på store 25 hektoliter egefade.

I glasset er vinen herlig lys og transparent teglfarvet  med dufte af lys læder, violer, røg, jordbær og i det hele taget ganske frugtrig med kirsebær, tranebær og rabarber. I næsen er vinen let, men har også både lidt tør jord, salte mineraler, vilde blomster og lidt appelsinskal og min første tanke var klart lidt Nebbiolo … men nej.

Det frugtrige gælder også smagsmæssigt, hvor frugten er hindbær, ribs, tranebær og sure kirsebær. Vinen har en god gennemborende syre, som sammen med  tanninerne giver et godt greb, selvom den måske ikke har vild dybde eller måske bare ikke er udviklet nok på nuværende tidspunkt og kunne klare flere år i kælderen. Vinen har også lidt jernagtige elementer, urter, timian, mynte samt en let sødme i slutfasen. Flot vin og ligger lige mellem 5,5 og 6 tomler.

Forhandles af Vildmedvin, hvor en flaske koster 899 kr.

Vinanmeldelse 6/7