Byggemøde 14. juni 2014

Der er ikke langt mellem vore byggemøder, men med 5 medlemmer af “byggesjakket”, så får vi vel også holdt 5 møder om året. Lørdag den 14. juni var det allerede tid til nyt byggemøde, en aften som vi havde set frem til og som Jesper havde forberedt i lang tid … specielt omkring feltet af vine, som vi skulle igennem. Og hatten af for det, for det er jo også den vigtigste ingrediens sådan en aften.

Vejrguderne havde tilsmilet sjakket, for temperaturen lå omkring de 22 grader, og der var kun små skyer på himlen. Det havde Jesper udnyttet til at forberede en rigtig grillaften. Ja, hvorfor ikke udnytte det gode vejr til at grille.

Menuen denne aften var derfor:

  • Forret; grillspyd med hummerhaler og hvide asparges. Hertil hjemmebagt brød på aioli og citroncreme.
  • Hovedret; grillspyd med diverse kød og hertil tomatsalat og bagte kartofler
  • Dessert; Pandekager (selvfølgelig også lavet på grillen) med is

Vi takker George Stephen aka mr. Weber og Jesper, og bringer også fluks et par enkelte fotos af maden:

Aftenens første grillspyd
Grillspyd med hummerhaler og hvide asparges

Aftenens andet grillspyd
Hovedretten med kød, salat og kartofler.

Vinene var denne aften:

Som sidst er der links til beskrivelserne. For vinene fra Diesel Farm og Giuseppe Mascarello e Figlio er det links til tidligere beskrivelser, da jeg har smagt og skrevet om disse på bloggen tidligere. Lige som sidst skal jeg igen rose rækkefølgen af vinene … Thumps Up Jesper … spot on.

Mine højdepunkter for aftenen var helt sikkert Elio Grasso og Verus … dem var jeg helt vilde med. De tre sidste er selvfølgelig også svære at komme uden om, for det er sindssygt flotte vine … men til den kraftige side … men det gælder jo desværre også på pengepungen.

Vores dyst skal vi også lige omkring. Denne gang gik blindtesten langt bedre. Ud af de 12 vine, så vandt Keeper med 14 rigtige (land + drue) ud af 24 mulige … hvis man regner med, at skulle kunne gætte Slovenien og Tyrkiet … ganske pænt. Jeg havde 13 rigtige … røg sgu på Shiraz på sidste vin, Amon-Ra’en og endda til trods for, at jeg har smagt den vin to gange før. Nå, men et velfortjent tillykke til Keeper.

12 vine er selvfølgelig også til den heftige side … og ikke alle kunne helt klare mosten. Måske var et par drinks efter de mange vine heller ikke bedste kur. Lyngvild-Brix måtte kapitulere, og da følget forlod den jyske murermestervilla, så trak den lille fyr fortsat torsk i land på briksen … øhhh sofaen. Han kommer dog nok stærkt tilbage igen.

Men tak til Jesper for et mega flot felt af vine … ganske imponerende. Og fedt med indbyggede overraskelser … anderledes vine, nye vinlande.

2010 Ben Glaetzer, Amon-Ra Shiraz, Barossa Valley, Australien

2010 Ben Glaetzer, Amon-Ra Shiraz, Barossa Valley, AustralienNetop som vi havde smagt Anaperenna fra Ben Glaetzer, så kom storebroderen … eller storesøsteren … alt efter smag, nemlig Ben Glaetzers Amon-Ra. Sidst jeg drak Amon-Ra var også hos Jesper … dengang havde jeg taget vinen med, blot i en årgang 2006, for at lave en lille battle imod Mollydookers Velvet Glove, Nu havde Jesper så valgt Amon-Ra’en som det store finalenummer.

Amon-Ra er Ben Glaetzers topvin, og tillige en af verdens bedste Syrah/Shiraz-vine. Vinen laves på druer fra det eksklusive Ebenezer-distrikt i Barossa Valley, og har lagret 16 måneder på 100% nye fade af fransk og amerikansk eg. Det er en vin, som år efter år får fine udmærkelser, specielt er den gode Parker vild med Amon-Ra.

Denne årgang 2010 har således da også fået 96 point af Wine Enthusiast, 97 point af Parkers Wine Advocate, 94 point af Steven Tanzer og 95 point af James Halliday. Derudover også en række andre priser.

Indtil nu er det Amon-Ra i årgang 2004, som har høstet flest Parker point, nemlig 99 point. Vinen har aldrig fået et rent 100 point … men ligger som nævnt altid meget højt.

Og navnet Amon-Ra har Ben Glaetzer heller ikke valgt helt tilfældigt. I den egyptiske mytologi er Amon-Ra kongen over alle guder. Amon var skabergud i det gamle Egypten, dyrket i flere byer, navnlig i Theben, men også i andre egyptiske byer. Ligesom flere andre guder bragtes Amon allerede tidligt i forbindelse med solguden Ra – han kaldtes derfor ofte Amon-Ra.

Da Theben under det 11. dynasti blev kongesæde og snart efter hele Egyptens hovedstad, fik Amon stor anseelse i hele landet. Til ære for Amon blev der i Theben rejst flere store templer, og det menes, at disse templer var nogle af de første steder for struktureret vindyrkning.

Øjet på forsiden af etiketten er Horus’ øje – det altseende øje – og er en egyptisk hieroglyf, som er blevet brugt indenfor såvel magien som matematikken. Øjet er et godt tegn, der som amulet beskytter mod “det onde øje” og mod uheld og giver desuden kraft og frugtbarhed. Det repræsenterer samlet seks dele, eller det som egypterne betragtede som seks sanser; mærke, smage, høre, se, lugte og tænke. Amon-Ra Shiraz skal således også appellere til alle disse seks sanser.

Og i stil er vi tæt på Anaperenna, en varm, fyldig vin, pakket med mørke frugter, bacon, flæsk, engelsk lakrids, ny ristede kaffebønder, vanilje, fed muldjord, læder og sød tobak. I munden er vinen voldsomt kraftfuld … men selvom det er australsk powerbombe, så bliver det på en eller anden måde ikke alt for meget. Ligesom hos lillesøsteren er der en syre og smagsnoter, som gør vinen mere kompliceret eller mindre endimensionel. Der er noter af marcipan, nødder … mens der slet ikke er de tydelig noter af peber, som ellers dominere mange australske Shiraz vine alt for meget. Det er faktisk dejligt … og nok også derfor jeg i blindsmagningen gættede Cabernet Sauvignon fra Australien.

Selvom jeg i dag er gået lidt væk fra kraftige, højpotente, oversøiske frugtbomber, hvor man nemt bliver træt af de fede og søde frugtfylde, så er dette altså et glas vin, som jeg bare nyder. Godt håndværk fornægter sig ikke … uanset, om man er til den ene eller anden stil.

Forhandles herhjemme bl.a. af Park Wine, hvor den pt. er på bud til 499 kr., normalpris 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Ben Glaetzer, Anaperenna, Barossa Valley, Australien

2012 Ben Glaetzer, Anaperenna, Barossa Valley, AustralienNæstsidste vin fra weekendens byggemøde var denne Anaperenna fra Ben Glaetzer … en vin jeg også fik gættet spot on, og selvfølgelig et vinhus, som er svært at komme uden om, hvis man interesserer sig det mindste for australsk vin. For Ben Glaetzer er nok én af de mest kendte vinmagere fra den del af verdenen.

Ben Glaetzer blev bogstavelig talt født til at være vinmager. Hans far er Colin Glaetzer, Barossa Valleys ”grand old man”. Når Bens legekammerater omdelte aviser eller slog græsplænen for at få deres lommepenge, gik den unge Glaetzer til hånde i faderens vingård. I en alder af 14 år kunne han reelt arbejde som fuldbefaren vinmager, selvom han ifølge de australske myndigheder ikke måtte smage på vinen, før han fyldte 18 år.

Ben Glaetzer er den australier, som har scoret flest anmeldelser over 95 point i Robert Parkers vinmagasin, The Wine Advocate. Opskriften på hans succes er ganske simpel; Høst et begrænset udbytte fra exceptionelt gamle vinstokke (op til 120 år), som vokser på de bedste marker. Ved at vinificere vinene meget nænsomt, bevarer Ben vinenes elegance og friskhed, også selvom de er kolossalt koncentrerede.

Ben er involveret i tre vinprojekter: Han er medejer af Heartland Winery, som fremstiller ”value-for-money” vine på druer fra forskellige distrikter i South Australia. Han er også medejer af Mitolo Wines, hvor han laver ufattelig intense vine på druer fra McLaren Vale og Barossa Valley. Sidst men ikke mindst leder han Glaetzer Winery, hvor han fremelsker en række vine, der regnes for referencepunkter i Barossa Valley.

Navnet til denne vin – Anaperenna – er inspireret af Anna Perenna, en romerske gudinde. Hun var gudinde for årets gang, hvilket også fremgår af hendes navn, der kan være udledt af verberne “annare”: “træde ind i det nye år” og “perennare”: “sørge for at det går godt hele året igennem” for det nye år.

Romerne beærede Anna Perenna med en festival, der blev afholdt på den første fuldmåne i den romerske kalender. På den dag bad de Anna at tildele dem et langt liv, og drak simpelthen et glas vin for hvert år, som de ønskede hinanden, så de har helt sikkert været godt beduggede. Derudover har Ben Glaetzer også i samme tråd forsynet etiketten med det ægyptiske hieroglyf Ankh, som betyder liv eller evigt liv.

Anaperenna er lavet på 82% Shiraz og 18% Cabernet Sauvignon fra det eksklusive Ebenezer-distrikt i Barossa Valley. Shiraz vinstokkene er mellem 30 og 100 år gamle, mens Cabernet Sauvignon vinstokkene er mellem 30 og 130 år gamle, så udbyttet er meget lavt, alene 1 tons pr. hektar. Vinen har lagret 16 måneder på 100% ny eg, heraf 92% franske og 8% amerikanske fade.

Vinen kaldes også Amon-Ra’s lillebror. Og det er som storebroderen en powervin i ordets bogstaveligste forstand. Duftmæssigt varm, fyldig og tæt med brombær, peber, bacon, flæsk , ny ristede kaffebønder, vanilje tilsat en ordentlig sjat krydderier. Smagen er lige så fyldig som duften. Det er sort nat, peberkorn, solbær, brombær … intens, tæt … men der er også en syre, som sørger for, at det hele ikke bliver for “mussy mussy”, men giver en balance og friskhed.

Forhandles bl.a. af Wine.dk, hvor prisen er 459 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2004 Bodegas Arzuaga Navarro, Gran Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2004 Bodegas Arzuaga Navarro, Gran Reserva, Ribera del Duero, SpanienÅhhh, det velkendte vinhus i Ribera del Duero … Bodegas Arzuaga Navarro og så endda én af de absolut topvine fra dette fantastiske hus. Jeg har tidligere smagt deres Amaya Arzuaga et par gange og til en vinfestival hos Jysk Vin fortalte en ung, smuk kvindelig repræsentant fra Arzuaga, at der faktisk findes en vin et niveau over Amaya Arzuaga … men at hendes chef gemmer dem til sig selv.

Det er nu ikke helt rigtigt … faktiske findes der to vine, som i niveau skulle ligge over Amaya Arzuaga, nemlig henholdsvis Gran Reserva og den allerøverste topvin Gran Arzuaga. Chefen på Arzuaga gemmer nu heller ikke alle vinene til sig selv, idet de sælges i flere lande … og heldigvis også en gang imellem i Danmark … og denne aften har vi netop en Gran Reserva 2004 i glasset.

Og hvis chefen skulle gemme Gran Reserva’en eller Gran Arzuaga’en til ham selv, så skulle han også være en ualmindelig tørstig sjæl, idet der årligt produceres omkring 15.20.000 flasker Gran Reserva og omkring 2-3.000 flasker Gran Arzuaga på den spanske bodega. Lidt af en opgave for en enkelt mand … men bestemt en prisværdig mission, for det er altså helt fantastiske vine.

Der laves også omkring 3.000 flasker af Amaya Arzuaga årligt, så produktionen af Gran Reserva’en er faktisk en del større end af “lillesøsteren”.

Bodegas Arzuaga Navarro ligger i byen Quintanilla de Onésimo, beliggende omkring 2 timers kørsel nord for Madrid i det centrale, nordlige Spanien, i ét af de førende vinområder, Ribera Del Duero. Det er i dette “gyldne” område vi finder navne som Vega Sicilia, Pingus, Tinto Pesquera og Hacienda Monasterio. Dette er et smørhul med gamle vinmarker og traditionsrige teknikker til fremstilling af vin.

Gården til højre for Vega Sicilia er Bodegas Arzuaga Navarro, som blev grundlagt i starten af 1990’erne af  den spanske forretningsmand Florentino Arzuaga. Oprindeligt kom Florentino til området for at dyrke oliven, men det jord han fandt var mere egnet til vin. I dag er det en moderne vingård med kæmpe kapacitet, og der er opført et … næsten Bordeaux-agtigt slot, som udover at være hovedsæde for vinhuset også huser et 5-stjernet hotel & spa, der tilbyder ren luksus i hjertet af de omkringliggende vinmarker.

Arzuaga har 1.400 hektar jord, hvoraf 150 hektar er vinmarker, der ligger omkring hotellet og deres vingård, som i øvrigt er opkaldt “La Planta”. Vingården ligger på toppen af vinmarkerne med en flot udsigt over dalen og Duero floden. Arzuaga har plantet omkring 90% Tempranillo (eller Tinto Fino, som det kaldes lokalt) og derudover Cabernet Sauvignon og Merlot i gode mængder samt et par andre sorter.

Vinmager på Arzuaga er Jorge Monzon, som bl.a. tidligere har arbejdet på Vega Sicilia og Domaine de la Romanee Conti i Bourgogne. Jorge er et godt eksempel på den nye generation af vinmagere, der er åbne for eksperimenter, men respekterer historie og tradition. Han er især begejstret over de forskellige jordtypers påvirkning af vinene og de forskellige aspekter fra hver af vinmarkerne. Jorge har yderligere styrket og forbedret kvaliteten med fremstilling af bløde, fine og afbalancerede vine. Han har også afprøvet forskellige tøndestørrelser, og eksperimenter også i øjeblikket med Petit Verdot og Syrah vinstokke.

En del af jorden på Arzuaga brugees til opdræt af hjorte og vildsvin, og Florentino Arzuaga er også en stor elsker af dyr, så det er ikke overraskende, at logoet for Bodegas Arzuaga Navarro – som også fremgår af vinetiketterne – består af en hjort, i øvrigt tegnet af maleren Burgos, som er en ven af familien.

Denne Gran Reserva er lavet med druer, som kommer fra meget gamle vinmarker. Druerne håndhøstes, når de har opnået den optimale modenhed. Fra marken transporteres de i små kurve til vineriet. Når vinen efter 2-3 uger er færdiggæret overføres mosten til nye små fade, hvor den lagrer i efterfølgende hele 40 måneder. Det er selvfølgelig primært Tempranillo, men der tilsættes omkring 5-10% Cabernet Sauvignon og Merlot … det varierer lidt fra årgang til årgang.

Men nok snak … hvordan smager denne eksklusive Grand Reserva så? Ja, det er sgu frugtkoncentrat i højeste potens. Det er sød pibetobak … fornemmer man Rød Orlik? Det er blommer, overmodne solbær, regnvåde jernbanesveller og en langhåret hund, som netop har rystet pelsen efter en lang tur i regnvejret. Det er sort trøffel, rosiner og mulle, gamle fade. Alt sammen samlet i et glas … mørk som en brøndgravers … !!!

Smagen er lidt hen i samme skuffe, lidt flad måske, men med saft og kraft, blommer, fylde, kanel, vanilje, tobak og chokolade. Det er mørke bær og det hele fløjlsblødt og med en skøn balance. Det er sødme og ganske koncentreret druesaft. Jeg har altid haft et svagt punkt for vinene fra Ribera del Duero, og denne vin er bestemt ingen undtagelse. Perfekt til en kold, mørk vinteraften … men drikker den også gladelig en sommeraften som i lørdags. I min rating balancerer jeg mellem 5,5 og 6 Thumbs Up … men lad os da bare gå hele vejen. Godt er det sgu … men også rigeligt dyrt.

Forhandles af Jysk Vin, som dog ikke i skrivende stund har vinen. Mener, at den koster omkring 600-700 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2009 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, Italien

2009 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, ItalienÉn af byggemødet store vine var – i min optik – denne 2009 Barolo Gavarini Chiniera fra Elio Grasso. Jeg har smagt vinen tidligere, bl.a. i årgang 2006, og jeg har smagt mange vine fra denne ekseptionelle gode Barolo producent, herunder også husets topvine Barolo Runcut et par gange. Hmmmmm, nice.

Elio Grasso ligger tæt ved Monforte d’Alba og bedre beliggenhed kan man ikke ønske sig, ikke blot på grund af udsigten, som er formidabel, men også på grund af jordbunden, som giver mulighed for produktion af fremragende vine.

Produktionen hos Elio Grasso startede i begyndelsen af 1980′erne, hvor Grasso familien besluttede at gå tilbage til deres oprindelse som vinavlere.

Man havde nogle år forinden, nemlig i 1978 lagt grundstenen hertil ved at begynde at vinificere og aftappe druerne fra de forskellige vinmarker adskilt, og ved successive genplantninger af deres Nebbiolo, Barbera og Dolcetto vinmarker.

Elio Grasso var egentligt bankmand inden han skiftede de bonede gulve ud med livet som vinbonde. Elio arbejdede nemlig i en bank i Torino, da hans bedstefar døde i 1978 og efterlod ham vingården og lidt vinstokke på de i dag så berømte marker Gavarini og Ginestra i Monforte d’Alba. Elio forlod da også straks banken for at blive vinbonde.

I dag drives vingården og de i alt 18 ´hektar vinmarker fortsat af Grasso familien, nemlig i form af Elio, hustruen Marina og sønnen Gianluca. De får hjælp af vinkonsulenten Piero Ballario. Alle markerne dyrkes som enkeltmarksvine undtagen i de år, hvor høsten er middelmådig. Vingården fremstår i dag på alle områder som et mønsterbrug.

I 2002 tildelte Italiens mest kendte vinguide Gambero Rosso en af Elio Grassos Barolo’er prisen “Red Wine of the Year”. Denne hæder tilgår som navnet siger kun én vin i Italien. En absolut topproducent. Årlig produktion på gården er lige i underkanten af 90.000 flasker.

Vinmarken Chiniera er på 3 hektar og der høstes hvert år druer til ca. 14.000 flasker. Markens gennemsnitsalder er godt 20 år. Efter en gæringstid på 16 dage og efterfølgende malolaktisk gæring, modner vinen i 2 år på 2.500 liters store egefade produceret på slovensk eg.

Druerne til denne vin kommer fra vinmarken Chiniera. Marken er på 3 hektar og der høstes hvert år druer til ca. 14.000 flasker. Stokkenes gennemsnitsalder er 20 år. Høsten foregår normalt i den anden uge i oktober. Efter en gæringstid på 16 dage og efterfølgende malolaktisk gæring, der også sker på stål, modner vinen i 2 år på 2.500 liters store egefade produceret på slavonsk eg.

Duftmæssigt ribs, kirsebær, tranebær, mynte, gazebind, grønne buske, let parfumeret, blomster og mineralitet. Meget indbydende … ganske meget indbydende. Smagen er let, elegant, frisk … der er godt med tanniner og mange lag af smagsindtryk. Der er jord og krydderier, der er stikkelsbær og kirsebær, der er knust sten, mineralitet og blomster. Meget fin og delikat struktur og meget lang eftersmag. Det er bare dejlig vin. Måske endnu en smule for ung … men slet ikke barnemord … selvom den måske endda vil blive bedre med årene.

Købt hos Jysk Vin, pris 475 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2010 Spier Wines, 21 Gables Pinotage, Stellenbosch, Sydafrika

2010 Spier Wines, 21 Gables Pinotage, Stellenbosch, SydafrikaIgen en vin fra Spier Wines i 21 Gables serie … denne gang rød og på den sydafrikanske nationaldrue Pinotage, skabt i 1925 af professor Abraham Izak Perold via en krydsning mellem Pinot Noir og Cinsault. Nu har jeg lige skrevet en del om vingården, så det vil jeg skåne jer for.

Vi kan i stedet berøre, hvorfor vinen hedder 21 Gables? Gables betyder “gavle” og henviser til de mange smukt bevarede hollandske gavle på alle Spiers gamle gårde i Cape i Sydafrika.

Og på Spier har de nøjagtigt 21 af disse gavle. Spier har navngivet deres prisbelønnede vine for at fremhæve disse unikke arkitektoniske perler, men også pga. den stolte historie med vinfremstilling helt tilbage fra 1692.

De historiske ejendomme ligger i det område, som man kender som Western Cape i nærheden af Stellenbosch ved bredden af Eerste floden. Og her er det ingenlunde kun vin, som er i højsædet. Udover den unikke hollandsk arkitektur, så tilbyder Spier for det første fantastiske omgivelser og natur, men der er ligeledes masser af udsøgte restauranter, lækre hotelforhold samt masser af kunst og kultur.

Vinfarmen er også kendt som en pioner inden for initiativer, der gavner miljøet og samfundet, og er blevet anerkendt af forskellige eksterne organisationer.

Nå, men i 21 Gables serien laves der alene tre vine, nemlig en Sauvignon Blanc, den Chenin Blanc – jeg smagte tidligere – og så denne Pinotage. De producerer i øvrigt også en serie, som hedder High Gables. Denne Pinotage har fået godt med fad … hele 18 måneder på egetræsfade.

Duftmæssigt godt med solbær, mørke bær, sol, fylde, kaffe, fugtig jord, champignon og krydderier. Den normale duft og smag af brændt gummi, som ofte findes i Pinotage er bestemt ikke tydelig … faktisk ganske umærkelig, og i stedet er smagen præget af fedme, fylde, søde tanniner, hvid peber og en god lang eftersmag. Meget tæt og blød i udtrykket … savner måske lidt syre, men gør en ganske fin figur med et lidt sødt udtryk. Bestemt én af de bedre Pinotager.

Forhandles i Coop, pris 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7    

2011 Yazgan Şarapçılık, Vodina Cabernet Sauvignon-Syrah-Merlot, Tyrkiet

2011 Yazgan Şarapçılık, Vodina Cabernet Sauvignon-Syrah-Merlot, TyrkietAftenens anden overraskelse … tyrkisk vin … ja og endda god tyrkisk vin. Den havde jeg ikke lige set komme. Ej heller gættet. Vinen hedder Vodina, er lavet på Cabernet Sauvignon, Syrah samt Merlot og kommer fra vinhuset med det (mærkeligt nok) tyrkisk klingende navn Yazgan Şarapçılık.

Huset er grundlagt i 1943 af Hüseyin Yazgan i Karşıyaka, İzmir. Han lejede en lille lagerbygning, og hyrede et par folk, bl.a. den jødiske formand Yuda og vinmageren Azerbaijani Zahurbek. Der blev investeret i 4 egetræsfade, en vinpresse og så gik man ellers i gang med at lave vin.

Første produktion var på 23.148 liter, men allerede efter 3 år var produktionen nået op på 132.750 liter. Vinene blev dengang ikke flasket, men aftappet på 26 liters demijohns … og fragtet til de lokale markeder af hestetrukne køretøjer.

Det er først omkring 1950 – efter en vin fra vinhuset vinder en konkurrence afholdt af det tyrkiske monopoltilsyn – at Hüseyin Yazgan får designet den første vinetikette og begynder at flaske vinene på almindelige vinflasker.

I dag er Yazgan Şarapçılık eller Yazgan Winery, som det kaldes på vores breddegrader, en noget større historie med en årlig produktion på over 5 millioner liter vin. Og der laves en hel række forskellige vine hos Yazgan Winery, bl.a. en serie kaldet Casaba, én kaldet Mahra’ya og så selvfølgelig også denne Vodina, hvor der laves en rød og en hvid.

Den hvide er lavet på Chardonnay, mens denne – som nævnt – er lavet på 54% Cabernet Sauvignon, 36% Syrah og 10% Merlot. Vinen kommer fra området Manisa i Ege Bölgesi. Vinen har lagret på fransk eg i 12 måneder.

Duftmæssigt en lidt sød næse med eg, vanilje, solbær, blommer, mint, chokolade, kanel, kaffe og tobak. I smagen er der også sødme med solbær, vådt krudt, stikkelsbær og lidt ubestemmelige krydderier. Tanninerne er ganske blide, og der er ganske god balance i vinen. Lidt svær at definere … jeg var ovre i noget italiensk, men surprise … da det blev afsløret, at vinen er fra Tyrkiet.

Har ikke selv fundet en forhandler herhjemme, men kan se, at Glud Vin tidligere har haft vinen. Pernille (se kommentarer) oplyser, at Vin og Vin i Ålborg er forhandler, pris 299 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2007 Château Deyrem-Valentin, Margaux Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2007 Château Deyrem-Valentin, Margaux Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigNæste vin i rækken … også en Bordeaux … og den fik jeg sørme også gættet. Det er en Margaux Cru Bourgeois fra Château Deyrem-Valentin, et vinslot som er smukt beliggende mellem Soussans og Margaux på Médoc-halvøen. Slottet er ejet af Jean Sorge via Vignobles Jean Sorge.

Vinslottet kan dateres tilbage til 1730 og har i mange generationer været i familien Sorges eje. Siden 1972 har det været Jean Sorge, som har drevet vinslottet. Som sin oldefar, bedstefar og far fører Jean Sorge og hans to døtre Sylvie og Christelle traditionerne videre.

Jean Sorge ved, at for at fremstille en stor vin, er det nødvendigt med omhyggelig pleje af vinstokke og vinmarker. Vinstokkene beskæres efter den traditionelle ”dobbelt Guyot-metode”, hvor to grene bindes vandret til en wire. Der plantes årligt nye vinstokke, der er omhyggelig udvalgt.

Château Deyrem-Valentin har samlet 13 hektar vinmarker og vinstokkene er gennemsnitlig omkring 35 år gamle. Druerne til vinene håndplukkes og sorteres 2 gange inden vinificeringen, der forgår traditionelt med kølig maceration og temperaturkontrolleret gæring ved 28-30°C. Vinen klares med æggehvider.

Druesammensætning er 50% Merlot, 48% Cabenet Sauvignon, 1% Petit Verdot og 1 % Carmenere. Vinen lagrer ca. 15 måneder på franske egetræsfade, heraf 1/3 del nye, 1/3 del ét års fade og sidste 1/3 del fade brugt to gange før. Der laves årligt 6.000 kasser af denne vin.

Duftmæssigt langt mere kraft i denne vin end den forrige. Der er mørk frugt, solbær, blommer, blæk og muldjord. Smagen er fyldig, varm og rund med solbær, hvilket afbalanceres af godt med tanniner, som giver en god rygrad og stramhed … helt i klassisk Bordeaux stil. Ganske fin eksponent for Bordeaux vine.

Forhandles af Excellent Wine, pris ca. 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2005 Château de Ribebon, Bordeaux Supérieur, Bordeaux, Frankrig

2005 Château de Ribebon, Bordeaux Supérieur, Bordeaux, FrankrigNæste rødvin til byggemødet var en Bordeaux … den havde jeg spot on, og denne Bordeaux Supérieur kommer fra vinslottet Château de Ribebon, som ligger nær byen Pessac ved floden Dordogne i det smukt bakkede landskab i det østlige Bordeaux.

Slottet er ejet af Alain Aubert, som står bag Vignobles Alain Aubert og også er med i Vignobles Aubert … familiens vinfirma. Alain ejer selv slottene Château de Macard, Château Hyot, Château Haut-Gravet og så dette Château de Ribebon.

Derudover ejer familien via Vignobles Aubert yderligere 8 Bordeaux slotte, nemlig Château Saint Antoine, Fleur Saint Antoine, Château Labesse, Château Lagrave-Aubert, Château Messile-Aubert, Château Jean de Gué, Château Saint Hubert og Château La Couspaude.

Sammenlagt kan det vist kaldes en stor vinfamilie … og et stort foretagende. Og familien har dog også lavet vin i Bordeaux i over 250 år, og det startede oprindeligt med Château Labesse, som er det historiske hjemsted for familien. Det blev sammen med Château Lagrave-Aubert opkøbt af Alains oldefar Joseph Aubert før den franske revolution.

Og siden har familien altså opkøbt vinslotte i Bordeaux, primært på den højre bred. Château de Ribebon er tilkøbt i 1996.

Til Château de Ribebon hører 70 hektar jord hvoraf 24 hektar er vinmarker. Resten er tilplantet med kiwitræer og skov. Jordbunden består af ler, kalksten og grus og er beplantet med Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon. Vinstokkenes gennemsnitsalder er 30 år, hvilket giver perfekt balance mellem ydeevne og kvalitet.

Selve slottet er oprindelig bygget som en jagthytte for Louis XIV i 1700tallet, men familien Aubert har restaureret bygningen, så den fremstår med tidligere tiders storhed, og med mange af de originale historiske træk bevaret.

Château de Ribebon drives af Alain Aubert sammen med hustruen Bernadette samt parrets 3 døtre samt en svigersøn. Det er dog især datteren og ønologen Amelie Aubert, som står for vinene på Château de Ribebon.

Denne Bordeaux Supérieur er lavet på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Cabernet Franc og har lagret 12 måneder på egetræsfade.

Duftmæssigt virker vinen meget rustik og landlig … og alderen fornemmes klart i næsen. Det der afslører Bordeaux er lidt blæk, solbær og den lidt “mulle” jordlugt, som er ganske karakterisk for Bordeaux. I smagen også solbær … alderen fornemmes også her, men der er fortsat jod, syre og tanniner i vinen, som fortsat virker stram, og sørger for, at alderen og frugten ikke gør smagen for fesen. Det gør faktisk vinen ganske nem og tilgængelig.

Forhandles bl.a. af Taastrup Ny Vinhandel, hvor prisen er 69 kr. for årgang 2009 … et i øvrigt godt år i Bordeaux.

Vinanmeldelse 4/7 

2012 Verus Vineyards, Riesling, Slovenien

2012 Verus Vineyards, Riesling, SlovenienMed næste vin var jeg mere sikker i min sag … helt klart en Riesling, men landet fik jeg sgu ikke gættet, for vinen kommer nemlig fra Slovenien. Den var svær. Har tidligere smagt både slovensk og kroatisk vin … men det har alle gangene været ganske forfærdelig, men det er denne vin ingenlunde … tværtimod.

Vi er hos det slovenske vinhus Verus Vineyards, eller Verus Vinogradi, som det hedder dernede. Verus blev grundlagt af tre gode venner i 2007. Den topmoderne vingård ligger i det kølige Stajerska-distrikt i det nordøstlige Slovenien, nær grænsen til Kroatien, Ungarn og Østrig.

Verus betyder ægte og henviser til målsætningen; At afdække Sloveniens sande potentiale. Trioen bag projektet tæller blandt andet Danilo Šnajder – Sloveniens mest præmierede vinmager. De andre to er Božidar Grabovac og Rajko Žličar.

Vingården råder over 10 hektar vinmarker, som alle bliver nænsomt håndplukket, parcel for parcel. Alle parcellerne ligger i 300-400 meters højde på skråninger, der hælder mindst 30%. Dermed sikres en god eksponering til både sol og vind, og højden sørger for at der er en tilpas variation mellem dag- og nattemperatur. Tilsammen med en sand- og grusholdig jordbund giver dette vine med en nærmest ufattelig friskhed.

Verus’ samlede produktion begrænser sig til blot 5.000 kasser om året, og Danmark er blandt de første lande i verden, som har fået mulighed for at opleve de fænomenale vine. Englænderne var de første til at importere vinene, og de britiske vinanmeldere såsom Oz Clarke, Jancis Robinson og Jamie Goode har i kor udråbt vinene til en af de største vinopdagelser nogensinde.

Og jeg vil gerne tilslutte mig til lovpriserne, for i næsen er der godt med petroleum, citrus, våd hund, blomster … skøn næse, mens smagen er frisk, livlig. I starten er vinen næsten perlende på tungen med en blød syre, god friskhed, sprød og med ren frugt. Altså bare en dejlig vin. Thumbs Up … og så fra Slovenien! Dagens overraskelse so far.

Forhandles af Uhrskov Vine, pris 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger