En kilometers penge nord for byen Dogliani i Piemonte … og ca. 4 kilometer syd for Monforte d’Alba finder vi vinhuset Azienda Agricola Ca’ Viola & C. S.S. … eller blot kaldet Ca’ Viola, og det står bag byggemødet næste vin i rækken, nemlig denne 2006 Barolo Sottocastello di Novello.
Ca’ Viola blev grundlagt i 1991 af Giuseppe ”Beppe” Caviola. Han var oprindelig uddannet ønolog fra Alba, og kom fra anden lille landsby Montelupo omkring 6 kilometer nordøst for Montforte d’Alba, hvor hans far drev en “Alimentari”, altså en lille kombineret købmand, slagterforretning og tobakshandel.
Butikken var i særdeleshed berømt for sin charcuterivarer og piemontesiske Fassone oksekød og kalvekød, alt lavet af Beppes far selv. Beppe er derfor også opvokset med god mad og vin, og derfor var valget om uddannelse til ønolog heller ikke svær. Og skolen i Alba havde gennem generationer været kendt for uddannelse af nogle af de bedste vinavlere.
Efter endt uddannelse startede Beppe på l’Enologia al Gallo, hvor han mødte Maurizio Anselmo, som han udviklede et dyb venskab med. Maurizio kom fra Rodello og ejede en traktor. Da Beppe drømte om at lave egne vin, så han fik lov af låne Maurizios traktor og så lejede han ellers en vinmark … marken Barturot på 2,15 hektar i Montelupo Albese nær sin hjemby. Og i forældrenes garage begyndte Giuseppe Caviola så at lave vine med hjælp fra vennen.
En dag kom den etablerede vinproducent Elio Altare forbi og smagte Beppes vin. Han opmuntrede Beppe til at få flasket vinene og sendt på markedet, så i 1991 kom de første flasker …. helt præcist 860 flasker Dolcetto d’Alba Barturot på markedet med navnet Ca’ Viola. På etiketterne kan man se en ulv, og det motiv er inspireret af hjembyen Montelupo, som betyder “ulvebjerget”.
I 1996 blev produktionen flyttet fra forældrenes garage til en lånt kælder hos vennen Piero Cane, men i dag er hele produktionen flyttet til Villa Bracco, en stor, gammel villa fra 1800-tallet, som Giuseppe og hustruen Simonetta købte i 2002. Villaen ligger som nævnt en kilometers penge nord for byen Dogliani og er blevet moderniseret og indeholder produktionslokaler, kældre og hotel … foruden privatboligen.
Guiseppe ejer i dag også selv Barturot marken, ja faktisk ejer han samlet lidt over 13 hektar vinmarker, hvorfra han producerer Dolcetto d’Alba, Barbera d’Alba, Langhe Nebbiolo og Barolo. Vinene kommer fra kommunerne Montelupo ved Serralunga, hvor han har markerne Barturot, Vilot, Bric du Luv og Brichet på samlet 11,5 hektar samt i Novello, hvor han har Barolo marken Sottocastello på 1,89 hektar. De kalkholdige vinmarker ligger i ca. 450 meters højde og er syd til syd-øst vendte.
Vinene fra Ca’ Viola har på få år manifesteret sig som tilhørende den kvalitetsmæssige top i Piemonte med bl.a. 3 glas i Gambero Rosso samt flotte scores hos både James Suckling, Wine Spectator og Robert Parker’s Wine Advocate.
Siden 1996 har Beppe også arbejdet som konsulent for en række andre vinproducenter i Piemonte, bl.a. Marziano Abbona, Damilano, Luigi Einaudi … som jo heller ikke ligger ret langt fra Dogliani … Fontanabianca, Fiorenzo Nada, Pecchenino, Albino Rocca, Vietti og Villa Sparina.
Denne Barolo Sottocastello er selvfølgelig ren Nebbiolo fra marken Sottocastello, og denne 2006 er faktisk første årgang af vinen. Vinstokkene er forholdsvis nye, alene en alder på 10 år i dag, og er lavet med en macerationstid på 10-15 dage, hvorefter vinen har lagret 36 måneder på store gamle botti på 50 hl. og franske Tonneau egefad på 900 liter, efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse. Der produceres årligt 8.000 – 9.500 flasker af denne Barolo.
I glasset er vinen en anelse brun/orange i kanten, hvilket indikerer lidt alder. Synes nu ellers ikke, at Baroloer fra 2006 burde viser alderstegn, rykker eller andre skavanker allerede nu. I næsen har vin dog fortsat lidt kant med grønne blade, kirsebær … men igen lidt alder, lette oxyderede toner … hvilket egentlig ikke spiller helt fantastisk sammen med de grønne og syrlige noter.
Smagsmæssigt mærkes alderen dog ikke, for der er kant, syrlige kirsebær, stikkelsbær, stramhed og godt med tanniner. Der er en ganske lille sødme, men jeg synes ikke, at vinen er helt i balance. Måske er den vækket af Tornerose-søvnen for tidligt … eller for sent … eller også er det bare mig denne lørdag. Er ellers stor fan af Barolo … men har lidt svært ved at finde denne vin. Ærgrer mig sgu lidt … måske rækkefølgen efter den kraftige Bordeaux heller ikke hjalp Beppe.
Forhandles hos The Wine Company, hvor prisen er 349 kr. eller 299 kr., hvis du køber 3 stk.
Vinanmeldelse 4/7