2014 Caruso & Minini, Cusora Chardonnay, Sicilien, Italien

2014 Caruso & Minini, Cusora Chardonnay, Sicilien, ItalienPå den vestligste af den vestligste del af Sicilien finder vi byen Marsala, og lidt udenfor byen – en kende øst, ellers havner man jo i havet – ligger vinhuset Caruso e Minini, som står bag denne Cusora Chardonnay, som la familia og jeg nød tirsdag aften på Bistroteket … dette herlige spisested.

Vingården hedder reelt Terre di Giumara og er grundlagt i slutning af 1800-tallet af Antonino Caruso. Gården drives i dag af 3. generation i form af Stefano Caruso sammen med brødrene Francesco, Roberto samt Stefanos datter Giovanna Caruso.

Samlet har familien omkring 120 hektar vinmarker, som ligger i et område mellem Salemi og Marsala. Der dyrkes de grønne druesorter Inzolia, Catarratto, Grecanico, Grillo, Chardonnay, Moscato Bianco, Zibibbo og Viogner samt de røde Nero d’Avola, Perricone, Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Det er jo et område, som vinmæssigt mest er kendt for den søde Marsala dessertvin, som laves på druerne Grillo, Inzolia og Catarratto. Det er en hedvin, lidt i stil med portvin og jeg har udelukkende brugt Marsala i madlavning. Vinen har dog en lang og spændende historie, men den skal jeg ikke trætte jer med i dag.

For på Terre di Giumara er det de almindelige vine, som dominerer, selvom huset selvfølgelig laver en enkelt Marsala. Huset laver nemlig vine i 7 forskellige serier, nemlig serierne Selezioni, Naturalmente Bio, I Sicani, Cusora, Terre di Giumara, Tasari og Inoltre.

Og vinproduktionen sker i samarbejde med Minini familien, som jeg tidligere er stødt på her på bloggen. De ejer nemlig vinhuset Cantine Minini a.k.a. Cantine Francesco Minini, som ligger i Verolanuova i Lombardiet. Det drives ligeledes af en 3. generation, nemlig Mario Minini og ejer vingårde rundt over hele Italien.

Da jeg smagte en vin fra Cantine Minini var det deres Poggio delle Faine fra deres vingård i Toscana. Udover vinene fra Minini Casa Vinicola, så laver de også vine under navnene Indomito, Tank, Casa al Pruno, Destieri, Corte dei Mori samt Terre Avare. Det er vine fra både Toscana, Veneto, Abruzzo, Campanien, Puglia og Sicilien.

Både vinene Tank og Corte dei Mori fra Cantine Minini laves af druer fra området ved Marsala, og det er formentlig derfor, at familien Caruso har indgået et samarbejde med Mario Minini. Måske leverer Caruso druerne til Marios vine, måske havde Caruso brug for teknisk knowhow eller eurotunge investeringer … eller måske deler de blot samme passion og ønsker at lave bedst mulige vine. Samarbejdet mellem Stefano Caruso og Mario Minini startede i 2004.

Her har vi et resultat af dette samarbejde, nemlig en af de to vine fra Cusora serien. Den røde er en ren Cabernet Sauvignon og denne hvide er ren Chardonnay. Den er lavet med processen cryomaceration, hvilket betyder, at der inden gæringen laves en hurtig nedkøling af de afstilkede og udblødte druer i 4-12 timer ved omkring 4 grader. Og først derefter starter fermenteringen, som ved denne vin sker ved 16-18 grader i omkring 20 dage.

Denne nedkøling inden gæringen kan ske på forskellige måder, men er med til at øge vandindholdet, reducere gærstofferne og skulle bl.a. sikre blødere, fyldigere samt mere søde vine. Modstanderne af cryomaceration mener, at processen gør vinene mere ens, kedelige og at man mister enhver genkendelse af terroir i vinen. På grund af cryomacerationen er denne Cusora Chardonnay da heller ikke lagret på egefade, men alene 3 måneder på ståltank og 2 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er klart fersken, måske lidt pærer og ananas… meget delikat og feminin i næsen, ikke så aromatisk, men der er lidt hvide blomster og en svag sødme. I munden er vinen blid, blød, saftig og fyldig. Det er meget easygoing og vellavet vin, svag tørhed, pærer, gule blommer og et touch af noget krydret.

Forhandles af Glud Vin, hvor prisen er 119 kr.

Rating 4,5/7  

2014 Weingut Georg Gustav Huff, Chardonnay Hipping ***, Rheinhessen, Tyskland

2014 Weingut Georg Gustav Huff, Chardonnay Hipping ***, Rheinhessen, TysklandDet er egentlig ikke tit, at jeg støder på tysk Chardonnay. Måske skyldes det, at jeg altid vælger Riesling, som tyskerne vel nærmest er verdensmester i at producere. Sidst jeg smagte tysk Chardonnay, da var det vistnok fra Karl H. Johner, og det var fantastisk … og hvorfor skulle tyskerne ikke også kunne lave fremragende Chardonnay?

Huff’erne – godt ord i øvrigt – laver også Chardonnay, så hvad var mere oplagt end at bestille et par flasker af husets bedste Chardonnay med 3 stjerner fra marken Niersteiner Hipping på Roter Hang med hjem? Og et fremragende valg … men det vender jeg selvfølgelig snart tilbage til.

Niersteiner Hipping ligger som sagt på det berømte Roter Hang stykke, som strækker sig mellem Nackenheim og Nierstein … et omkring 5 kilometer lang område på den venstre side af Rhinen. Det samlede område er på omkring 180 hektar, og selve Hipping marken ligger mellem markerne Brudersberg og Oelberg.

Huff’erne er blot et af mange vinhuse, som har parceller på Niersteiner Hipping … omkring 11 producenter har parceller der, bl.a. Weingut Heyl zu Herrnsheim, Weingut Schätzel og Weingut St. Antony, blot for at nævne nogle få.

Navnet Der Rote Hang stammer fra den meget specielle terroir med jordforhold fra før menneskets liv på jorden begyndte. Jorden er virkelig rød, og ganske mineralsk med en blanding af jern- og lerholdig skifer, som er mindst 250 millioner år gammel. Samtidig er jorden rig på fossiler og spor af dinosaurer kan også findes her.

Der Rote Hang vender mod syd/sydøst, hvilket giver de optimale forhold til at udnytte solens stråler, og samtidig bevarer den røde skifer varmen. Herudover får markerne ekstra varme, når sollyset reflekteres fra overfladen af Rhinen. Med andre ord er Der Rote Hang et meget attraktivt område for vinproduktion,

Huff’erne 3-stjernede Chardonnay er lavet på rustfrie ståltanke, men har lagret i store 500 liters egefade, men hvor lang tid kan jeg dog ikke umiddelbart se.

Duftmæssigt overraskende lækkerhed … en lidt fed duft, virker cremet med pærer, melon, mango, smør, svag ristet toast, mandler, vanilje og et touch af lemon.

Smagen er blød, rund, fyldig og cremet med sødme. Vinen er næsten læskende og lækker. Den kan vel betegnes som værende en anelse sødere end bourgogne, men mere mineralsk end oversøisk Chardonnay. Hustruen er vild med den og jeg følger hende uden at protestere det mindste.

Købt på vingården, hvor prisen er 8,00€ … eller blot 60 kr., hvilket næsten er rent tyveri.

Rating 5/7  

2009 Gigi Rosso, Barolo Arione, Piemonte, Italien

2009 Gigi Rosso, Barolo Arione, Piemonte, ItalienFandens til arbejde med dekantering. Det blev denne Barolo Arione fra vinhuset Cantina Gigi Rosso, som fik hovedrollen i min lille test om dekantering. Og det er – som forventet – en smule bøvlet. Halvdelen af flasken er hældt på en bredbundet karaffel kl. 10.00 i formiddags … omkring 8 timer inden testen. Ikke at det nødvendigvis er særlig bøvlet … for det kræver blot lidt planlægning.

Men det er besværligt, at en karaffel passer ikke ind i et køleskab, når man nu engang kan li’ at nyde vinene kølige. Okay, så tager vi den sgu ved stuetemperatur. Og så er der selvfølgelig også det med at gøre karafler rene … klokkeklar pain in the ass. Nå, men lad os ikke klynke over det, men i stedet kigge nærmere på vinhuset bag denne  Barolo inden vi tester vinen.

Cantine Gigi Rosso ligger ved Castiglione Falletto på vejen mellem Alba og Barolo. Huset er grundlagt for over 50 år siden af Gigi Rosso, men drives i dag af sønnerne Claudio og Maurizio. Det er et familieforetagende og de ejer samlet omkring 30 hektar vinmarker, bl.a. parceller på markerne Arione, Moncolombetto og Rocca e Giovino.

Og det er såmænd en sandhed med modifikationer, for familien Rosso har i 2015 nemlig solgt deres Arione marker til det store og anerkendte vinhus Giacomo Conterno (et af mine absolute vinhuse i Barolo), som i forvejen ejer marken Francia, som ligger opad Arione. Og der er ingen tvivl om, at Arione ellers var Gigi Rossos bedste mark.

Arione er et af de historiske og anerkendte vinmarker i Serralunga d’Alba. Den ligger med eksponering mod syd- og sydvest og er samtidig kendt som en af de smukkeste vinmarker i området. Tilbage i 1970’erne var det Bruno Giacosa, som lavede vin fra Arione marken. Det vides heller ikke, hvad prisen har været … selvom Giacomo Conterno sikkert har betalt en ganske pæn pris.

Før salget af Arione marken producerede Gigi Rosso omkring 250.000 flasker vin årligt fordelt på en lang række vine, dvs. vine som Barbaresco Vigneto Viglino, Barolo Riserva dell’Ulivo, Barolo Arione, Barolo Castelletto, Barolo del Comune di Serralunga, Dolcetto Moncolombetto, Dolcetto Rocca Giovina, Nebbiolo DAlba Rocca Giovino, Vino Del Buon Ricordoog Vino Del Sole … blot for at nævne nogle.

Men her har vi altså en Barolo fra den omtalte, historiske mark, lavet på rustfrie ståltanke og udelukkende med brug af druernes naturlige gær. Maceration på samlet 18-22 dage, hvorefter vinen har lagret 36 måneder på fade efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelsen.

Nå, men efter 8 timer på karaffel, så lad os se, om der er forskel? Første note til mig selv omkring vinkarafler … fuck, hvor er det irriterende med de små tordenfluer, som åbenbart har samme smag i rødvin som mig. Endnu en bøvlet ting ved dekantering på vinkarafler, men jeg klør sgu på og hælder vinen op i to glas … ens glas selvfølgelig. Ingen snyd der.

Hjælper det med dekantering

I glasset er vinen svag transparent med et lidt brunligt skær, og dette endda selvom det – i Barolo øjne – er en ganske ung og viril piemontisk elegantier. Lad os derefter kaste os over aromaen. Og vi starter med indholdet fra flasken … altså den ikke dekanterede halvdel, som i næsen byder på stor tørhed, et ganske herligt støvet udtryk … nærmest som tør jord, violer, rosenblade og let mynte.

Frugten er nærmest syrlige kirsebær samt en smule letmodne blommer, lakridsrod og en nærmest balsamisk syre. Frugten virker sådan lidt moden… som om, at alderen allerede har bøjet aromaerne en smule af. I den dekanterede del en duften en smule anerledes … ikke meget, men dog en smule. Faktisk virker den dekanterede halvdel en kende kedeligere og knap så syrlig, balsamisk, nærmest endnu en kende mere moden.

Smagsmæssigt – og vi starter igen i den ikke dekanterede halvdel – er tørheden også tydelig. Der er godt med tanniner, jern, rust og en virkelig herlig syrlighed. Tanninerne sætter sig specielt på fortænderne … og ved ikke helt, hvad det er et tegn på? Synes da ellers, at jeg har børstet tænderne omhyggeligt! Frugten virker klart mørkere end frugten fra duften, men ellers er der virkelig elegance og balance … med en jernnæve. Intet under, at vinkendere sværger til Barolo.

Den dekanterede halvdel smager … akkurat som den ikke dekanterede. Helt ærligt fuldstændig ens. Jeg synes, at jeg har smagt megen vin i mit liv og efter min bedste vurdering, så er der – efter 8 timers iltning på karaffel – ingen forskel … overhovedet. Men omvendt, har det heller ikke skadet smagen. Og selvom denne Barolo alene kommer fra en lille producent, så smager det altså bare herregodt. Det er klassevin.

Forhandles hos de rare brødre hos Brdr. Schmidt Vinhandel. hvor prisen er 349 kr.

Rating 6/7 

2014 Weingut Stadt Klingenberg, Buntsandstein Spätburgunder, Franken, Tyskland

2014 Weingut Stadt Klingenberg, Buntsandstein Spätburgunder, Franken, TysklandSidste fredag stod den ikke på Spätburgunder, men Blauer Portugieser. Det roder the comeback Spätburgunder kid bod på denne fredag med denne Buntsandstein Spätburgunder fra Benedikt Baltes’ frankiske vinhus Weingut Stadt Klingenberg.

Vinhuset har jeg skrevet om nogle gange tidligere, så det skal jeg selvfølgelig spare jer for igen. Hvis du vil vide mere om Weingut Stadt Klingenberg, så søg blot på Klingenborg i søgefeltet her på bloggen.

Baltes’ Buntsandstein Spätburgunder er hans entry-level Spätburgunder, altså en Gutswein, hvorimod de tidligere smagte Klingenberg og Rück Spätburgunder begge er Ortsweine. Ikke at det behøver at betyde det store. Men lad os i stedet smage vinen for videre bedømmelse.

Næsen har den – efterhånden – velkendte Franken kant, hvor sødmen og det animalske ikke er så fremtrædende. Vinen har derimod en stram, røget, letkrydret, syrlig og mineralsk næse. Den kommer sammen med tør jord, småsten og grus, let kampfer, svag anis, syrlige bær, ribs og et strejf af grønne blade.

I munden er frugten frisk, syrerig, let pebret og har elementer af eg, ribs, mineraler og en læskende friskhed. Den er måske – min første tanke – ikke helt på niveau med de øvrige, som jeg har smagt fra Baltes, men fortsat herlig og syrerig Spätburgunder til en god pris.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 110 kr.

Rating 5/7 

Karafler og dekantering

Det fremgår af Etikettehaandbogen fra 1947, at – og jeg citerer – Man bør søge at undgaa at sætte Flasker paa Bordet, med mindre det drejer sig om en særlig god, gammel Vin. Flaskens Støvlag maa i saa Fald absolut ikke fjernes, idet dette er Vinens synlige Adelsmærke, der faar Gæsterne til at glemme selve Flasken.

Men nu er det imidlertid ikke 1947 og selvom jeg ejer hele 7 flotte vinkarafler (jo, jeg har talt efter), så må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke får dem brugt ret meget. Så der er ikke megen etikette i det houlbergske hjem i den retning. På den måde passer det vel med mine venners syn på mig. Så de fleste vinflasker ryger uden betænkeligheder på bordet direkte fra vinkøleskabet.

Jeg serverer således næsten aldrig vine i karafler og er klart alt for dårlig til at få vinene dekanteret … måske er det noget med planlægning, at det er lidt omstændigt og let bliver lidt for nørdet. Vin skal nydes … bare åbnes og nydes … hipsterstyle, living on the edge, som Mick Øgendahl vil ha’ sagt det. 1-2-3 drik.

Vinkarafler

De allerbedste vine og specielt Châteauneuf-du-Pape og Baroloer dekanterer jeg dog normalt, men efter iltningen hælder jeg dem faktisk tilbage på flaskerne …til stor skuffelse for karaflerne, som på hylderne må se sig en kende overset.

Jeg holder bestemt ellers af mine karafler, som troligt samler mere på støv end på druesaft. Okay måske en smule overdrevet, men hvor tit bruger I selv karafler? Jeg har endda også en specielt tørrepind a.k.a. forvokset piberrenser, som kan stikkes ned i karaflerne efter rengøring og fjerne det sidste snavs eller rester af vand. Den skal ikke selvfølgelig ikke snydes for et foto af … ha ha. Som Piet van Deurs ville ha’ sagt; hvad er dette?

Piperenser til vinkarafler

Vinkarafler … eller decanters, som det mere sejt hedder på udenbys, har selvfølgelig været brugt siden ruder konge var barn. Det danske ord karaffel kommer fra det arabiske ord yarrāfa eller gharāf, som direkte kan oversættes til drikkekande eller drikkebæger, men er fordansket via det spanske garrafa og franske carafa. Det blev på dansk til karaf og karaffe, men har med tiden ændret sig til det nuværende karaffel.

I vinens lange historien har drikkekander altid spillet en væsentlig rolle ved servering, bl.a. da vinen fra vinproducenterne som udgangspunkt ofte blev solgt i enten fade, demijohns eller andre store beholdere, så det var simpelthen nødvendigt med en kande, når vinen skulle serveres ved bordet.

Det var imidlertid de gamle romere, som startede med brugen af glas til deres drikkekander, som ellers ofte var lavet i enten i metal eller fajance … men det var dog imidlertid først i løbet af 1600-tallet, at vinkaraflen fremstillet af glas blev almindeligt udbredt, ofte dekoreret med slebne mønstre eller monogrammer. Englænderne forfinede senere karaflen med facetslibning og senere i 1800-tallet lavede de også diamantslebne karafler af blykrystal.

I dag findes der utallige typer af vinkarafler, som varierer i form og design. Specielt Riedel har udformet vinkarafler i de mest fantasifulde og virkelig flotte former. Enkelte endda så udspekulerede, at de – når man hælder – præcist skænker et glas vin. Men de fleste er dog udformet med det primære formål for øje … at dekantere vinen for at optimere smagen af vinen bedst muligt, og det er jo et hæderligt formål.

Piberenseren i brug

Udover at en karaffel kan præsentere vinen flot på bordet, så siger Riedel, at der grundlæggende er to årsager til, at vi skal dekantere vine. Punkt 1 skal du dekantere ældre vine for at fjerne vinsten/bundfald og punkt 2 skal du dekantere unge vine for at øge iltningen, øge kompleksitetet og åbne op for mere aroma og smag.

Riedel siger videre, at unge vine, hvilket de karakteriserer som vine under 10 år, bør åbnes og dekanteres i 8-12 timer inden de skal drikkes. Den primære årsag er, at det reducerer den kuldioxid, som er integreret i vinen under fermenteringen, og modner vinen. Det giver vinen mere frugt og en bedre integration af tanninerne i vinen.

De unge vine skal ved dekanteringen plaskes ned i karaflen, mens de ældre vine skal hældes forsigtigt på karaflen for at undgå bundfaldet … men også undgå en voldsomt øget iltningen, som højst sandsynligt ikke er nødvendig.

Den store anerkendte vinblog Winefolly foreslår, at man kan lave en speed dekantering, hvor man hælder vinen fra flaske til karaffel – og tilbage – flere gange … alternativt mellem 2 karafler. Derefter skal vinen slynges rundt i karaflen for at ilte mest muligt. .. og imens mens man venter, så foreslår de, at man drikker et glas vin. Sådan.

Hvis man er i tvivl om effekten af en dekantering, så opfordrer Riedel til at forsøge med næste flaske vin. Dekanter den ene halvdel og sammenlign derefter resultatet. Den handske griber jeg fluks og forsøger på næste vin … så skal jeg selvfølgelig nok komme med mine kommentarer her på bloggen.

Dekanteringen er ellers et område, som de såkaldte eksperter er noget uenige om. Nogen sværger til dekantering, mens andre mener vinene skal udvikle sig i glasset. I Piemonte er det meget almindeligt at ringe dagen før man kommer på besøg i en restaurant og få vinene dekanteret, så de står åbne i en helt døgn inden de nydes.

Karen MacNeil, forfatteren til vinbogen The Wine Bible (den mest sælgende vinbog i USA), er fortaler for dekantering af især meget tanninrige vine som Barolo, Bordeaux, vine fra Rhône og vine på Cabernet Sauvignon, men siger samtidig, at dekantering kan være skadeligt for mere delikate vine som Chianti og vine på Pinot Noir.

Den afdøde franske ekspert og ønolog Émile Peynaud hævdede, at iltningen af vin faktisk reducerer aromaerne, mens den britiske vinkritikker Jancis Robinson ikke mener, at dekantering af selv de mest skrøbelige vine på karaffel har nogen skadelig effekt.

Nogle eksperter mener også, at en dekantering på et par timer ikke har nogen effekt overhovedet og slet ikke kan blødgøre tanninerne, men vil tage dage eller uger. Andre er dog enige om, at dekanteringen og dermed iltningen kan ændre opfattelsen af sulfitter og andre kemiske forbindelser i vinen, hvorved vinen opfattes blødere og mere tilgængelig.

Matt Kramer fra Wine Spectator har testet dekantering af vine gennem flere årtier og han er rimelig skarp i hans vurdering, nemlig at alle vine er bedre, når de har været dekanteret … måske lige med undtagelse af mousserende vine og champagner, som selvfølgelig skal serveres direkte fra flasken. Matt siger direkte; Just pour the wine into the decanter, exposing it to some air in the process, and serve it when you like. I’ve yet to see a wine suffer for this, and I’ve seen an awful lot of wines be the better for it. Really, you can’t lose.

Omkring udformningen af karaflerne, så har Winefolly opdelt karafler i 3 typer… small, medium og large, og det er primært bunden a.k.a. rumpen, som de refererer til. En large karaffel har således bred bund, som giver en stor overflade for vinen og dermed sikrer mest muligt iltning, mens en small selvfølgelig ligger modsat.

De anbefaler small til Pinot Noir og Beaujolais, medium til Merlot, Sangiovese, Barbera, Dolcetto, Grenache og lignende samt large til Cabernet Sauvignon, Petite Sirah, Tannat, Monatrell og Tempranillo. Mærkelig nok nævner de slet ikke tanninrige vine på fx Nebbiolo.

Mine 7 vinkarafler dækker alle Winefollys kategorier … en af dem er endda en Menu Wine Breather, som flere folk har været meget begejstret for. Den falder lidt ind under kategorien vin-iltere … en slags dekanteringspropper, som skulle give samme effekt som en dekantering … blot på meget kortere tid.

Dem er jeg imidlertid ikke meget til … og synes ikke, at jeg kan konstatere en effekt ved brug af dekanteringspropper. Ved ikke, hvad jeres erfaringer er … men der melder jeg nok pas. Skal der ske en dekantering, så skal det sgu ske på gammeldags facon.

Nå, det blev en længere snak … og kun envejs – men skal jeg drage en form for konklusion, så taler alt for, at vinene skal dekanteres. No way around that. Erfarne vinfolk siger, at det giver en effekt og når restauranter i Piemonte åbner vine et døgn før gæsten kommer, så må jeg vel også overgive mig.

Så er hundrede kroner spørgsmålet jo bare, om jeg også vil få det gjort? Alternativt kan karaflerne jo ende som den på billedet nedenfor.

Alternativ anvendelse

2012 Escorihuela Gascon, 1884 Malbec Reservado, Mendoza, Argentina

2012 Escorihuela Gascon, 1884 Malbec Reservado, Mendoza, ArgentinaKender I det? Man finder nogle gange sjove eller overraskende ting i ens vinkøleskab … men man må jo selv ha’ stoppet dem derind på et tidspunkt? Det gælder lige præcis med denne 1884 Malbec Reservado fra det argentinske vinhus Escorihuela Gascon, som min lange arm i går – fuldstændigt tilfældigt, vilkårligt og på grænsen til det lemfældige – havde trukket ud af køleskabet.

Vinhuset Escorihuela Gascon ligger ved Godoy Cruz i den sydlige del af Mendoza by. De har deres vinmarker lidt længere mod syd tæt på Luján de Cuyo, nemlig ved Altamira og Agrelo. Ved Altamira har huset 78,5 hektar vinmarker i 1.200-1.300 meters højde og ved Agrelo har de 150 hektar i omkring 1.000 meters højde.

Escorihuela Gascon er et af de ældste vinhuse i Mendoza og er – totalt overraskende – grundlagt i netop år 1884, som der jo også står på denne flaske. Det var nemlig året, hvor Don Miguel Escorihuela Gascón, i en alder af blot 23 år, vendte tilbage til Argentina efter en 4 års rejse til Aragon i Spanien og købte 42 hektar jord, plantede vinstokke og grundlagde sin vingård.

Og den fik succes, hvilket bl.a. gjorde Don Miguel Escorihuela Gascón i stand til at bygge den højeste bygning i Mendoza. Det gav han ham øgenavnet El Loco Escorihuela, for man måtte da være tosset, når man byggede en ni-etagers bygning i et område, som med jævne mellemrum blev ramt af jordskæv.

Don Miguel byggede bl.a. ejendommen med blyindfattede ruder importeret fra Frankrig og den stod færdig i 1926, klar til udlejning. Et år senere ødelagde et stort jordskælv mange huse omkring Don Miguels ejendom … men den stod intakt.

Don Miguel og hans familie blev en anerkendt familie i Argentina … ikke kun for de ekstraordinære vine, men også for deres bidrag til opførelse af hospitaler. Og vingården var ejet af familien Escorihuela Gascón helt frem til 1992, hvor den blev overtaget af en gruppe af investorer, som har pustet nyt liv i den gamle, historiske vingård. Men husets topvin hedder fortsat Don … efter den gamle grundlægger.

Her har vi dog fat i en af husets billigere vin, en ren Malbec baseret vin … 1884 Malbec Reservado, formentlig primært fra husets marker i Agrelo. Vinen er lavet af vinmageren Gustavo Marin og den har lagret på 50% franske og 50% amerikanske egefade i 8 måneder. Ellers er det lidt sparsomt med oplysninger om vinen, da den – jf. husets hjemmeside – ikke længere ser ud til at indgå i deres program.

Men det er heller ikke typisk argentinsk Malbec … faktisk et pænt stykke fra. Der er slet ikke den tyngde og intensitet, som vi kender fra de bedste argentinske Malbec vine. I stedet er der en aroma fra grønne vinblade, violer, eucalyptus, kampfer, eg, urter, solbær, ribs, hyben … en virkelig nærmest syrlig side.

Smagen har også en syrlig side … meget frisk frugt med hvid peber, men særligt den syrlige smag står frem … en syrlig krydret smag. Vinen smager sådan set okay, men stor argentinsk Malbec bliver det aldrig.

Købt hos Vinoble, hvor prisen var 79 kr.

Rating 3,5/7  half_thumb

2011 Aaldering Vineyards & Wines, Cabernet Sauvignon-Merlot, Stellenbosch, Sydafrika

2011 Aaldering Vineyards & Wines, Cabernet Sauvignon-Merlot, Stellenbosch, SydafrikaTirsdagsklubben stod uden vin og kældermester … men en kunde havde skænket en flaske  vin – selvfølgelig for god service –  og den kunne jo bruges. Vinen er et blend på Cab og Merlot fra det sydafrikanske vinhus Aaldering Vineyards & Wines.

Vinhuset holder til i Devon dalen i Stellenbosch … ja endda på Devon Valley Road og drives af det ældre, hollandske ægtepar Marianne og Fons Aaldering.

De grundlagde vinhuset i 2004, hvor de købte ejendommen i Stellenbosch med det formål at lave kvalitetsvine. De købte i alt 24 hektar jord og har hyret vinmageren Guillaume Nell til at forestå produktionen, hvilket sker i samarbejde med den assisterende vinmager Jaco … en af de lokale medarbejdere.

Udover vinproduktionen så udlejer ægteparret også en række ægte sydafrikanske lodges … som det selvfølgelig rettelig hedder i Sydafrika. Og hvis du lejer en af de flotte hytter, så medfølger der selvfølgelig 3 gratis flasker vin, som du kan nyde under opholdet.

Og der produceres omkring 8-9 forskellige vine på Aaldering Vineyards & Wines, bl.a. på Pinotage (selvfølgelig), Chardonnay, Sauvignon Blanc, Shiraz og så dette blend på 60% Cabernet Sauvignon samt 40% Merlot.

Druerne til vinen kommer fra 2 forskellige vinmarker, Cabernet’en fra en mark på 3,93 hektar plantet i 1988 og Merlot’en fra en mark på 1,32 hektar tilplantet i 1999. Hver druesort er vinificeret separat og det er sket på rustfrie ståltanke og derefter lagret på barriques i 25 måneder, heraf 35% nye fade. Derefter er vinen er sammenstukket.

I næsen er der solbær … godt med solbær, grønne noter, eucalyptus, mørk og bitter chokolade, eg samt en smule sød lakrids … den engelske slags.

Smagen er meget fyldig med nærmest tørret frugt, solbær, figner og lidt tør jord, chokolade, kakao. Det er meget fyldigt, cremet og blødt med en vis sødme, let marmelade, men ikke så meget, at det egentlig gør noget. Der er tanniner … de er bestemt til stede, men meget bløde og imødekommende.

Jeg har ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Tyskland ser vinen ud til a koste omkring 22€ … eller omkring 164 kr.

Rating 4,5/7  

2011 Marchesi di Frescobaldi, Tenuta Frescobaldi di Castiglioni, Toscana, Italien

2012 Marchesi di Frescobaldi, Tenuta Frescobaldi di Castiglioni, Toscana, ItalienNår nu årgang 2012 af Tenuta Frescobaldi di Castiglioni virkede en smule overmoden, tæt på at være over-the-top og man samtidig også har nogle af 2011’eren liggende, så skal én af disse da lige testes.

Første bekymring … det er sgu ikke A-stand, men vinen står næsten nedenfor halsen, altså hvad man vel vil betegne som B-stand. Men vinen har altså kun 5 år på bagen.

Druesammensætningen er dog fuldstændig identisk med 2012’eren, dvs. 50% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot, 10% Cabernet Franc samt 10% Sangiovese og fra vinstokke på omkring 12 år. Maceration i 12 dage og lagret 12 måneder på barriques og derefter 2 måneder på flaske inden frigivelse.

Igen  en lidt overmoden duft … måske knap så udtalt som med 2012-eren. Til gengæld er farven en anelse mere orange i kanten, men der er – udover den modne duft – også solbær, kakao, mørk chokolade, spidskommen, krydderier og endelig både sødme, syre og grønne elementer.

Smagen er klart bedre end 2012’eren … mere ren, direkte og mere i balance.  Der er kontrolleret syre, godt med ren frugt, tørhed, blide tanniner, let blyant og lidt jern. Nuancer bedre end 2012’eren … men skal du vælge … så vælg 2011’eren.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen er 160 kr.

Rating 4/7

 

2012 Marchesi di Frescobaldi, Tenuta Frescobaldi di Castiglioni, Toscana, Italien

2012 Marchesi di Frescobaldi, Tenuta Frescobaldi di Castiglioni, Toscana, ItalienDen gamle, smukke ejendom Tenuta di Castiglioni ligger i bakkerne ved Val di Pesa i kommunen Montespertoli omkring 15-20 kilometer sydvest for Firenze. Ejendommen stammer helt tilbage fra 1100-tallet og har i over 700 år været ejet af Frescobaldi familien, som lige siden overtagelsen har lavet vin på stedet. Og det er netop fra denne ejendom, som næste vin – IGT vinen Tenuta Frescobaldi di Castiglioni – kommer fra.

Tenuta di Castiglioni var således familiens første vingård. Familiens historie går dog over 1000 år tilbage, nemlig til middelalderen, hvor familien var anerkendte bankfolk og skatteopkrævere for den engelske krone og stod senere i renæssancen for finansiering af bygningsværker som Santa Trinita broen samt kirken Basilica di Santo Spirito.

Alle de penge, som Frescobaldi-familien optjente som skatteopkrævere, blev brugt til at opkøbe de bedste vinmarker i Toscana og den første ejendom var således Tenuta di Castiglioni.

I dag er familien en af de største vinproducenter og ejer samlet over 1.000 hektar vinmarker. Udover Tenuta di Castiglioni ejer familien også vingodserne Castello di Pomino, Tenuta dell’Ammiraglia, Castello di Nipozzano, Tenuta di Castelgiocondo samt Tenuta Rémole. Jeg har dog også tidligere skrevet om del af familien på tidligere blogindlæg.

Det er i dag Lamberto Frescobaldi, som står i spidsen for det gamle, hæderkronede vinfirma, og bare på Tenuta di Castiglioni har han 130 hektar vinmarker at passe. Og det er jo netop der, at denne Tenuta Frescobaldi di Castiglioni kommer fra.

Vinen hed før 2009 blot Tenuta di Castiglioni, og er en slags supertoscaner på ejendommen, her i årgang 2012 lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot, 10% Cabernet Franc og 10% Sangiovese og fra vinstokke på omkring 12 år. Maceration i 12 dage og lagret 12 måneder på barriques og derefter 2 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er der nærmest overmodne kirsebær, blommer og solbær … virkelig landlig og godt overmodent, selvom farven fortsat er lilla uden tegn på hverken brune eller orange nuancer. Der udover er der et grønt og ganske syrligt element, som er virkelig typisk italiensk. Derudover lidt kakao eller mørk chokolade med rosiner eller sukat.

Smagen er tør, men frugtrig og som med duften virker overmoden … måske endda lidt gammel i udtrykket sammen med jern, frugtsødme og italiensk syre. Syren er dog ikke stram, men vinen er måske lidt kantet.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen er 160 kr.

Rating 4/7

2012 Weingut Georg Gustav Huff, Blauer Portugieser ***, Rheinhessen, Tyskland

2012 Weingut Georg Gustav Huff, Blauer Portugieser ***, Rheinhessen, TysklandDen ivrige vinblogger har – imod alle odds, traditioner, gode vaner og etikette – udskiftet fredagens Spätburgunder med en anden tysker, nemlig en Blauer Portugieser med 3 stjerner fra Weingut Georg Gustav Huff.

Og selvom det ikk’ er Spätburgunder, så er det med andre ord endnu en spændende vin fra de søde Huff’er i Schwabsburg, nertop hentet til landet af Gert E efter handel med Stefanie Huff, som i øvrigt fluks genkendte den storkøbende Gert og frue fra vort besøg sidste år.

Blauer Portugieser har vi før smagt her på bloggen. Det er Tysklands næstmest udbredte blå drue samt Østrigs tredje mest udbredte. Navnet indikerer, at druen stammer fra Portugal. Det siges, at østrigeren Johann von Fries efter sit besøg i Porto i 1772 tog druen med til sit hjem i Voslau i Østrig.bt

Fra Østrig spredtes druen så til Tyskland, hvor den blev meget populær i det tyske vin boom i 1970’erne. Druen er meget stærk i forhold til druesygdomme, og den gror meget nemt.

Da den ofte dyrkes i et koldere klima, chaptaliserer man ofte druen, for at hæve alkoholindholdet. Den giver ukomplicerede terrassevine uden meget garvesyre med  smagsnoter af hindbær og jordbær, og vine på druen skal derfor også drikkes unge.

Det bekymrer imidlertid ikke Huff, for her er vinen årgang 2012, og alderen klæder faktisk vinen.

I glasset er farven sådan lidt svag orange i kanten, men eller en kende transparent … nærmest som Spätburgunder. Duften byder på nelliker, kanel, spidskommen, modne kirsebær, en nærmest Kijafa Kirsebærvin sødme, eg, røg samt strejf af mentol, som lige stikker og prikker lidt. Det lyder måske som et sjovt virvar, men duften er ganske aromatisk og virkelig indbydende.

Smagen er røde kirsebær med nogle af de krydrede elementer, eg, en sjov og lidt vandet syre samt peber og helvstramme tanniner, som sætter sig godt oppe i ganen. Ganske udmærket … selvom duften svæver et stykke over smagen. Vakler lidt, men jeg ka’ sgu meget godt li’ den.

Købt på vingården, hvor prisen er 8,00€ … eller omkring 60 kr., hvilket synes meget billigt.

Rating 5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger