Med næste vin opdagede vi atter, hvor fabelagtigt Nerello Mascalese fra Etnas nordlige skråninger kan være. Vinen er en 2016 Alta Mora Guardiola Etna Rosso fra vinhuset Cusumano.
Vinhuset drives af familien Cusumano, der har dyrket vin på Sicilien i flere generationer, men siden årtusindskiftet har huset været under ledelse af brødrene Alberto og Diego Cusumano.
De har fået vinhuset op blandt de bedste vinhuse på øen og søskendeparret mener, at dette kun er begyndelsen, for de er besluttet på at lave Syditaliens bedste vine.
Det skal ske fra Cusumano mange marker … de har samlet lidt over 400 hektar vinmarker, som ligger i 250 til 700 meters højde på små parceller rundt omkring på øen.
Cusumanos vingård ligger i Partinico vest for Palermo og den er udstyret med topmoderne vinifikations faciliteter, men ifølge det skal blot sikre kvaliteten, som brødrene mener ene og alene skabes i markerne. Vinmageren skal blot undgå at sætte kvaliteten over styr, når druerne ankommer til vingården.
De har da også fået flot anerkendelse … Wine Spectator udråbte huset til at være blandt de 10 bedste vinproducenter i Italien, mens Cusumano fik titlen stjerneproducent af den anerkendte vinguide Gambero Rosso med de eftertragtede Tre Bicchieri hele 10 gange, hvilket må siges at være en flot præstation.
Denne Alta Mora Guardiola Etna Rosso er fra en ny vingård, som Cusumano har købt på skråningerne ved vulkanen Etna. Vingården hedder Alta Mora og drives i det helt specielle terroir og marker med Carricante og Nerello Mascalese.
Vinen er lavet fra samlet 12 hektar marker … markerne Verzella, Pietramarina, Feudo di Mezzo og Solicchiata, der alle ligger i 600-800 meters højde.
Vinen er lavet ved, at de håndhøstede druer først er afstilket og knust, hvorefter gæring samt maceration er sket ved 28 grader i rustfrie ståltanke, hvor vinen bagefter har gennemgået malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret en periode på store 25 hektoliter egefade inden aftapning på flaske.
Sikke en dejlig aroma … skøn blanding af nogle veganske noter af hønse- og grøntsagsfond, muskatnød, indelukket kamfer, gazebind, skovbund, gammelt træ, mandel og en frugt af hindbær, granatæbler med en let og lys side, meget klar og elegant.
I munden er vinen både grøn, urtet, vild og mineralsk. Frugten er klart mere stram og syrlig end duften lovede … masser af tranebær, hindbær, ribs, grape og lemon, der strutter af bitterhed, lys, frugtrig, rank med modne og lyse tanniner, der sparker en smule på en bleg albino facon. 92 point.
Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske i årgang 2019 koster 179,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 5/7