For lidt over et år siden smagte jeg første gang hvidvinen Olli Grillo fra Feudo Maccari. Dengang var det i årgang 2022 og nu smager jeg så vinen i årgang 2023.
Feudo Maccari er et projekt fra den toscanske producent Antonio Moretti Cuseri, der til dagligt er ejer af Tenuta Sette Ponti inklusiv de to Bolgheri vingårde Orma samt Poggio al Lupo og står bag kultvinene Crognolo, Orma og Oreno.
Han besøgte i 1990’erne Val di Noto … den sydøstligste del af Sicilien og blev fascineret af stedet og besluttede, at det ville være et perfekt område for hans næste vinprojekt.
I år 2000 begyndte han at opkøbe vinmarker og har i dag 50 hektar vinmarker fordelt på et utal af parceller i forskellige højder og nogle med gamle vinstokke over 30 år gamle og med druer som Nero d’Avola, Syrah, Cabernet Sauvignon, Grillo og Moscato.
Han har også bygget en stor vingård , som endda omfatter et par gæsteværelser udover en topmoderne vinkælder. Vinene bliver så lavet af Antonio med ønologisk bistand fra ægteparret Giola Cresti og Carlo Ferrini … Carlo er selv tidligere kåret som landet bedste vinmager.
Olli Grillo er lavet med Grillo druer fra 20 år gamle buskvine, som vokser på nogle sydvendte sicilianske vinmarker. Hovedparten af druerne kommer fra enkeltmarken Olli, som er beliggende nær Noto i det sydøstlige Sicilien. Markens navn er en hyldest til en gammel vinbonde fra egnen. Den er både gæret samt lagret på ståltanke.
Duftmæssigt er frugten sådan nærmest blød og eksotisk … mest pærer, fersken, ananas og kvæde, men også nogle syltede citrpner og grillet lemon samt en vis tørhed. Der kommer også en slags leret og kalket mineralitet samt grønne urter.
Smagen er meget anderledes, for her er der skruet godt op for syrligheden … også langt mere end hos 2022’eren. Der er citroner, grønne æbler, lemon og nogle saltede elementer. Syren er markant, virkelig frisk og bidende … mineraliteten er nærmest kalket på en burgundisk, ren og slank facon. Dejlig nærværende hvidvin, så derfor 91 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 66,95 kr. ved køb af 6 flasker.