Vi slutter den lille tour-de-force med 5 forskellige fine Langhe Nebbiolo’er hos de tre brødre Pietro, Giulio og Franco Rocca på Azienda Agricola La Ca’ Növa … vingården på en smuk, lille bakketop nord for Barbaresco med floden Tarano på den vestlige side.
Familien har været vinbønder igennem flere generationer … og brødrene er 4. generation. Men det var dog brødrene, som reelt grundlagde La Ca’ Növa, da begyndte at producere og sælge La Ca’ Növa Barbaresco vine. I dag er den nyeste 5. generation i form af Pietros søn Marco Rocca også kommet med i driften.
Marco er – som faderen – af den gamle skole og laver vinene som i gamle dage uden brug af temperaturstyrede tanke, med gæring i åbne kar, omrøring med en gammel træske og han bruger også alene druernes naturlige gær ved gæringen.
Vinhuset har 12 hektar vinmarker og de bedste marker er Montestefano og Montefico, som leverer druer til de to enkeltmarks Barbaresco’er. Der dyrkes Nebbiolo på de 10 hektar og på de sidste 2 hektar dyrker Pietro og Marco både Dolcetto og Barbera.
Vinstokkene dyrkes med stor kompetence og omhu med baggrund i mange generationers tradition. La Ca’ Növa er meget selektive med valg af dyrkningsmetoder, og vinstokkene dyrkes uden brug af pesticider og alene gødning med komøg.
Der produceres i alt omkring 50.000 flasker vin på La Ca’ Növa, fordelt på 3 forskellige Barbaresco’er, men Marco sætter også en ære i at lave god Langhe Nebbiolo, Dolcetto og Barbera.
Og her er det så netop husets Langhe Nebbiolo, hvor druerne kommer fra omkring 20 år gamle stokke, som vokser i kalkholdig jord og sand fra en ung vinmark. Efter høstet så sker der spontan gæring og maceration i store ståltanke med pump-over 3-4 gange dagligt. Efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på store 3.000 liter egefade. Der laves årligt 4.000 flasker af vinen.
I glasset er vi igen tilbage ved en mere lys og transparent Langhe Nebbiolo. Næsen er multo dejlig med lys, moden frugt, violer, læder, lidt jordbæryoghurt, mælkede noter og Italux skriver selv både lidt birkeflis, autolak og benzin, hvilket giver total mening, for vinen har nogle tertiære aromaer, som pirrer og gør dig nysgerrig. Der er også blomster, lyse kirsebær og derudover nogle småsøde fadpræg med vanilje, svag røg og sløjdlokale.
Smagen er meget ren med direkte frugt, kirsebær, rabarber, lakrids og en fin, kølig elegance. Det er let, frisk og saftig Nebbiolo, men man kan fortsat fornemme nogle tydelige om end afbøjede tanniner med en direkte og fin syre. Det hænger sgu meget godt sammen. Her er det præcist uden at blive for stramt … samtidig med en let og blød eksekvering. Sådan.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 95 kr.