2017 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigRiesling Vieilles Vignes fra Jacques og datteren Carolyn på Domaine Sipp Mack i Alsace er en vin, der bare leverer varen … år efter år, flaske efter flaske og tår efter tår.

Druerne til Riesling Vieilles Vignes kommer fra vinstokke omkring 40 år gamle. Druerne er håndplukket i begyndelsen af oktober.

Efter sortering placeres druerne i en pneumatisk presse, hvor de forsigtigt presses i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma.

Mosten overføres herefter til temperaturkontrollerede ståltanke, hvor den endelige gæring finder sted. Aftapning på flaske sker i august efter høståret.

Duftmæssigt er denne 2017 Riesling Vieilles Vignes lige så skøn og dejlig som 2016’eren … mindst. Der er atter masser herlige noter af petroleum, symaskineolie, fersken, pærer, svag tropisk aftryk og så skal fra en appelson, timian og knap så varm i udtrykket som den foregående årgang, men fortsat meget alsacisk. For at sige det ligeud, så dufter det røvgodt.

Øjjj, hvor den også smager godt … en svag cremethed, men mindre blød og langt mere syrlig end 2016’eren. Det er skarpt med citroner, grape, grøn/gule æbler, pærer, fersken, klare kalkede mineraler samt igen stor saftighed. Sødmen er mindre end i 2016, men det er sgu skruet fint sammen og igen bare super kvalitet til en superfin pris, hvorfor vinbloggeren tager endnu en tår … og én mer’.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., men prisen i øjeblikket er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker. Det er sgu fortsat et godt tilbud.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Athenaeum Wine Cellars, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2018 Athenaeum Wine Cellars, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USAVi napper en Napa Valley Athenaeum vin mere, nemlig deres Napa Valley Cabernet Sauvignon 2018 fra Purple Wine + Spirits’ serie af deres eksklusive vine … Exclusive Brands, som de selv skriver.

Brandet Athenaeum – eller på dansk Athenæum – er opkaldt efter templet for Athene, den græske gudinde for visdommen. Om man dermed bliver klog af at drikke vinen, skal være usagt. Ofte lyder man klogere, når man har fået lidt vin … men det er der vist også delte meninger om 🙂

Imidlertid bliver jeg ikke så meget klogere på, hvordan vinen er produceret, efter at ha’ surfet det meste af internettet. Der findes ikke meget info om vinen, men så springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

I næsen er da en pænt fadpræget Cabernet Sauvignon, hvor der er masser af træ, røg, solbær, blåbær, cigarkasser, vanilje, lakridsrod, en espresso, en mørk bitterhed, mørk chokolade, mentol og så nogle lidt flæskede noter, baconfedt og tør muldjord.

I munden har vinen lidt at samme sødme, som den foregående Merlot, men ikke helt så udtalt. Der er tørhed, bitterhed, medium tanniner, alkohol, god bund i frugten, som er både mørk, frisk, fed, cremet, jammy og blød. Det er vin med skrald på … sådan meget fin, venlig, storladen og amerikansk. Det smager sgu fint.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., men kan fås til 219,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Athenaeum Wine Cellars, Napa Valley Merlot, Californien, USA

2016 Athenaeum Wine Cellars, Napa Valley Merlot, Californien, USABag på flasken af denne Napa Valley Merlot fra Athenaeum Wine Cellars står der, at vinen er lavet i byen Graton. Det ringer en klokke, for netop dér holder det store Purple Wine + Spirits vinhus til og Athenaeum er da også et af de mange brands, som ejeren Derek Benham har skabt.

Vi har tidligere her på Houlbergs Vinblog smagt vine fra nogle af de brands, som Purple Wine + Spirits driver og sidst var det en 2018 Russian River Valley Chardonnay fra brandet Raeburn Winery.

Purple Wine + Spirits er ikke er et traditionelt vinhus, for det ejer slet ikke selv vinmarker. Det er nærmere et negociantfirma, der så opkøber druer og laver vin samt spiritus målrettet til primært det amerikanske marked, detailbutikker, restauranter eller private labels … og laver nye brands.

Det er en stor historie, og firmaet har da også udover dets produktionsfaciliteter i Graton også satellit-afdelinger ved American Canyon og Russian River Valley.

Purple Wine + Spirits laver vine under en lang række brands, som fx Allston, Costal Oak, Field Trip, Graton Cellars, Kumbaya, Marlo, Pico & Vine, Marc Cellars, Rampage, Wheelhouse, Avalon, Four Vines, Lucky Star, Cryptic, Flint & Steel, Calista, Zynthesis og Randall-Monroe, Raeburn Winery og Athenaeum Wine Cellars.

Purple Wine + Spirits har også tidligere etableret brandet Mark West, som laver Pinot Noir vine. Det har de solgt for 160 millioner dollars til Constellation Brands, så kom ikke og sig, at der ikke er penge i vinindustrien. Vin har gjort Derek Benham meget velhavende.

Denne Athenaeum Napa Valley er ikke ren Merlot, men vinen er lavet på 85% Merlot, 3% Grenache, 3% Petite Syrah, 3% Tannat, 3% Syrah og 3% Petit Verdot. Fermentering er sket på rustfrie ståltanke under relativt høje temperaturer for at fremme udtrækket af farve og tannin, hvorefter vinen er lagret en periode på egetræsfade.

Sikke en frisk frugt … det er blåbær, brombær, solbære og bare lige ud med fuld fart på. Det suppleres med lidt lakrids, cedertræ, blæk, kaffe, våde fade, mørk chokolade, mentol, vanilje og det er samlet set absolut utroligt indbydende, lokkende og pirrende.

I munden er det klart amerikansk Merlot, for vinen er tætpakket med tyk og sød frugt. Der er klart amerikanersødme, både opulent, småkvabset og erotisk buttet, men med stor smagfuldhed. Der er en vis tørhed og pænt integrerede tanniner. Der er mørk chokolade, lidt kakao, lidt bitterhed og lidt alkohol, men alt sammen leveret cremet, blødt og fløjlslækker.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Tenuta di Fessina, Laeneo, Sicilien, Italien

2017 Tenuta di Fessina, Laeneo, Sicilien, ItalienJeg kan ikke skjule, at jeg er svært begejstret for denne Nerello Cappuccio baserede Laeneo fra det sicilianske vinhus Tenuta di Fessina, der drives af den skønne Silvia Maestrelli.

Det var i juli måned, at jeg først smagte vinen i årgang 2018 og faldt på halen, men nu bliver jeg sgu opstemt igen, for nu smager jeg igen vinen … blot i årgangen tidligere, altså 2017.

Som jeg også skrev i foregående anmeldelse, så er Laeneo lavet på 100% Nerello Cappuccio fra en 1,5 hektar vinmark ved Biancavilla, som ligger i 900 meters højde og vinstokkene er plantet tilbage i 1970.

Efter manuel høst er druerne først sorteret grundigt, så afstilket og knust inden en kold premaceration i 48-72 timer ved 12 grader samt gæring i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering har vinen ligget sur lie i 5-7 dage, hvorefter vinen så flasket og lagrer mindst 1 år på flasken. Der er lavet beskedne 6.000 flasker i denne årgang 2017.

Duftmæssigt er det totalt deja-vu i forhold til 2018’eren … sådan lys, landlig, animalsk og biodynamisk Beaujolais-agtigt. Det stinker af fin, bondsk charme, krudt, ukrudt, masser af frisk lys og syrlig frugt med jordbær, kirsebær og tranebær … og endda også lidt mælkede noter og samtidig virker det lysere end Beaujolais, måske lidt Jura-agtig,  men så let, smooth og stram med tør jord, læder, grønne urter og farverige blomster samt lidt blæk.

Smagen er fortsat som en lys, frisk og ubekymret glædespige, som bare glider gennem tilværelsen med lys saftighed. Det smager sgu totalt godt med en lys, feminin lethed. Vinen har ingen stor tyngde, men en lethed uden lige … helt unik, læskende og bare drønlækker. Letheden er så fin, frugten lys og frisk, mens syren er svag og fin, så jeg slutter som sidst. My kind of wine. Overrasket, overrumplet, overbevist, overglad, overklasse og overjordisk.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker. En prisbasker, der – hvis der findes bare lidt retfærdighed i denne verden – bør rives ned af hylderne.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Emil Bauer, Cuvée Noir Drunk Trocken, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Emil Bauer, Cuvée Noir Drunk Trocken, Pfalz, TysklandJeg bliver ved med at ramle ind i vine fra de idérige og innovative brødre Alexander og Martin Bauer hos Weingut Emil Bauer. Denne gang er det med vinen, som på etiketten har den skøre titel; If You Can’y Be Happy At Least You Can Be Drunk with my Noir.

For nemheds skyld kalder de fleste bare vinen Cuvée Noir Drunk Trocken … men damm og for helvede, hvor er brødrene  sindssyge, for hvem andre end dem kan finde på at mixe sorterne Spätburgunder med Nebbiolo, Merlot og Cabernet Sauvignon?

For det er netop tilfældet her … selvom jeg ikke kender det helt nøjagtige mix imellem de fire forskellige druesorter. Vinen er dog lavet med gæring i rustfrie ståltanke med med lagring på store egefade … men andet oplyser brødrene faktisk ikke.

Duftmæssigt er det mørk frugt med dybe, nogen sødme, ristede noter, lakrids, chokolade, blæk, grønne urter, men bestemt ikke helt overdone, for den har også lidt en kølig side med flæsk og Bacon. Det er frugtmæssigt blåbær, kirsebær suppleret med urter og vanilje.

I munden er det også en lidt krydret, bastant med nelliker, spidskommen, mørke bær, blåbær, brombær, sorte kirsebær, rustik med en lidt saftig og mørk fornemmelse samt en snas sødme. Og selvom det er et sjovt mix, så er det faktisk en velsmagende vin.

Vinene fra Weingut Emil Bauer forhandles af Mr Ruby, men denne er ikke i sortimentet, så prisen kendes heller ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Voerzio Martini, Barbera d´Alba Ciabot della Luna, Piemonte, Italien

2018 Voerzio Martini, Barbera d´Alba Ciabot della Luna, Piemonte, ItalienMed næste vin bliver vi i Piemonte, for det er nemlig en 2018 Barbera d´Alba Ciabot della Luna fra vinhuset Voerzio Martini, der ligger i den nordlige del af La Morra med naboer som Andrea Oberto og Roberto Voerzio.

Voerzio Martini er grundlagt i 2012 og drives af Mirko og Federica Martini … et ungt tvillingpar. Det var deres far Piero Martini, som købte vingården til sine børn af Gianni Voerzio, som ikke havde nogle arvinger og ville gerne se sin vingård blive drevet videre.

Gianni Voerzia havde tidligere drevet vingården sammen med sin broder Roberto, men de havde i 1986 besluttet af dele vingården op i to, da de hver især havde egne idéer til deres vine. Roberto Voerzio, er vel i dag én af de mest hypede producenter i Barolo området og hans vine koster spidsen af en jetjager.

I øvrigt driver Robertos nevø Alberto Voerzia også en vingård omkring 800 meter fra Mirko og Federica Martini. Så Voerzio navnet er således berømt i Barolo, som derfor var det også meget naturligt, at Martini tog den tidligere ejers navn med sig, da de overtog vingården og derfor hedder vinhuset i dag Voerzio Martini.

I de første år hjalp Gianni Voerzio de unge mennesker som en slags konsulent, men siden 2015 har Mirko og Federica Martini selv stået for driften og produktionen af vinene.

Voerzio Martini har samlet 12 hektar vinmarker, og de bedste marker er markerne La Serra, Cerequio og Boiolo … de to første marker, som også er grundstenen i produktionen hos Roberto Voerzio. Parcellen på Cerequio blev dog først købt i 2018.

Her smager vi husets Barbera d´Alba Ciabot della Luna, hvor druerne kommer fra Voerzio Martinis lille parcel på Ciabot della Luna marken i 470 meters højde. Ciabot della Luna ligger med en sydvendt eksponering … perfekt for solen og Barbera stokkene på marken er plantet i 1978.

Vinen er gæret på rustfrie ståltanke med fermentering over 14-15 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagret 12 måneder på en blanding af store gamle træfade og nye barriques. Derefter samles vinen så i ståltanke igen og lagrer der i 2 måneder inden aftapning sker på flaske. Der produceres årligt 10.000 flasker af denne fine enkeltmarks Barbera, som jeg også tidligere har smagt i den forgående årgang.

I næsen er det en krydret, mørk og tør vin, hvor frugten er kirsebær, brombær, blommer suppleret med peber, en mørk balsamisk syre og meget svage noter fra faglageringen med vanilje, blæk, kul og samlet er næsen lidt brovten opstopperagtig med den krydrede tørhed helt fremme i aromaerne.

Som med 2017’eren er vinen i munden langt mere frisk end duften ellers indikerer. Der er vild stor saftighed, mellemrød og mellemsød frugt, men syreindholdet virker lavere end hos 2017’eren. Det er en total drikkevenlig vin med et elegant snit, ingen tanniner værd at snakke om, men med stor friskhed, et glad ansigt og lethed.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 La Ca’ Növa, Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina, Piemonte, Italien

2017 La Ca’ Növa, Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina, Piemonte, ItalienVi slutter den lille Azienda Agricola La Ca’ Növa smagning med den anden topvin fra huset, nemlig deres 2017 Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina.

Druerne til vinen kommer selvfølgelig fra Montefico marken, som er en af Barbarescos absolut bedste marker og derfor også en af La Ca’ Nova’s stoltheder. De ejer faktisk to parceller i den sydligeste del af Montefico kaldet Bric Mentina … den ene lidt vestligt og en anden i den østlige del lige over Roagnas Montefico parcel og samlet udgør de to parceller lige knap 2 hektar.

Montefico marken ligger generelt i omkring 290 meters højde og med en sydøstlig eksponering og 35 år gamle vinstokke.

Druerne høstes omhyggeligt ved håndkraft i oktober, hvorefter de afstilkes og presses let. Fermenteringen sker som spontangæring i både rustfrie ståltanke samt åbne trækar og tager normalt omkring 30 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og maceration cappello sommerso i store træfade i 30 dage. Derefter er vinen lagret 24 måneder på store træfade og 6 måneder på flaske.

Som sidst har Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina bare et ekstra gear i forhold til Montestefano. Næsen er mere interessant med mere landlige og animalske noter, lidt mørkere, mer’ maskulin med mødding, violer, tjære, godt med tørre blomster, mentol, salvie, gazebind, læder, en balsamisk syre, mere parfumeret og alligevel med fremragende lethed. Det dufter vildt godt.

I munden er det en tør, tannisk og lidt jernet smag med frisk, spændstig frugt, kirsebær, ribs og tranebær. Det er en vild tør vin med markante, ætsende tanniner – herligt – grønne grene, tobak, blæk og masser af sten, tør jord, jern, mineraler og syre. Det er måske ikke en elegantier, men blot Nebbiolo vin i høj klasse og tonsvis af syre, frisk frugt og tørre tanniner. Man bliver sgu omgående glad. En lille perle.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 194 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 La Ca’ Növa, Barbaresco Montestefano, Piemonte, Italien

2017 La Ca’ Növa, Barbaresco Montestefano, Piemonte, ItalienDe to næste vine fra Azienda Agricola La Ca’ Növa er begge vaskeægte Barbaresco vine og den første er denne 2017 Barbaresco Montestefano,

Barbaresco Montestefano er lavet med druer fra omkring 40 år gamle vinstokke på marken Montestefano i 270 meters højde med en undergrund af kalkholdig jord og sand.

Vinen er lavet med med spontangæring og 22 dages maceration og gæring i store ståltanke med overpumpning 3-4 gange dagligt. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder i store, gamle 3.000 liters fade, altså helt som de bedste traditionalister. Der tilsættes så lav dosis af svovl som muligt og selvfølgelig ingen filtrering inden aftapning. Der laves årligt 6.500 flasker af vinen.

Sjovt nok har vinen lidt samme lyse og småbrunlige farve i glasset, som sidst jeg smagte vinen i en årgang 2015 og duftmæssigt er der også masser af klassiske Nebbiolo dyder … violer, roser, læder, lidt lakrids, tjære, tobak … kirsebær, blommer, mentol, salvie, blomster samt en lidt moden varme, svag sødme og imødekommenhed.

Smagen er lys, tør og præcis … meget let, ren, tør og nærmest mineralsk med sten, tør jord og så nogle ret stramme tanniner, som udtørrer munden med syre og bitterstoffer. Frugten er vel mest ribs, hindbær, rabarber med stor friskhed. Det en frugtrigt, stram, moden spillevende vin, som bare smager vildt godt. Dermed hoster Houlberg op med 5,5 syrerige fingre med stor pil op.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 194 kr. Det er sgu vildt, at man kan få sådan en Barbaresco til under to hundrede kroner 🙂

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 La Ca’ Növa, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2017 La Ca’ Növa, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienNår vi nu er ved Marco Rocca på Azienda Agricola La Ca’ Növa … hvorfor så ikke fortsætte der lidt endnu? Det gør vi først med deres 2017 Barbera d’Alba.

Vinen er – som den lettere Langhe Nebbiolo søster – lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke, der er 100% temperaturstyrede.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store egefade og så yderligere 6 måneder på flaske.

I næsen en meget mørk, tør og egepræget aroma … brombær, sorte kirsebær, blommer, lidt mælkede noter med yoghurt og cultura, sort peber, tørrede rosenblade, en lille saftig sødme, hvor der også dukker lidt vanilje og svag kanel op. Meget indbydende.

Smagsmæssigt er det også en saftig og meget velsmagende bandit med en dejlig syrlig nerve. Det er en letløbende, frugtrig og samtidig tør vin, som både er frisk, fin og harmonisk. Frugten er lyse blommer, kirsebær … med lækker syre og svag bitterhed. Eftersmagen er samtidig voldsom lang. God Barbera.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 96 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 La Ca’ Növa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2018 La Ca’ Növa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienVi slutter den lille tour-de-force med 5 forskellige fine Langhe Nebbiolo’er hos de tre brødre Pietro, Giulio og Franco Rocca på Azienda Agricola La Ca’ Növa … vingården på en smuk, lille bakketop nord for Barbaresco med floden Tarano på den vestlige side.

Familien har været vinbønder igennem flere generationer … og brødrene er 4. generation. Men det var dog brødrene, som reelt grundlagde La Ca’ Növa, da begyndte at producere og sælge La Ca’ Növa Barbaresco vine. I dag er den nyeste 5. generation i form af Pietros søn Marco Rocca også kommet med i driften.

Marco er – som faderen – af den gamle skole og laver vinene som i gamle dage uden brug af temperaturstyrede tanke, med gæring i åbne kar, omrøring med en gammel træske og han bruger også alene druernes naturlige gær ved gæringen.

Vinhuset har 12 hektar vinmarker og de bedste marker er Montestefano og Montefico, som leverer druer til de to enkeltmarks Barbaresco’er. Der dyrkes Nebbiolo på de 10 hektar og på de sidste 2 hektar dyrker Pietro og Marco både Dolcetto og Barbera.

Vinstokkene dyrkes med stor kompetence og omhu med baggrund i mange generationers tradition. La Ca’ Növa er meget selektive med valg af dyrkningsmetoder, og vinstokkene dyrkes uden brug af pesticider og alene gødning med komøg.

Der produceres i alt omkring 50.000 flasker vin på La Ca’ Növa, fordelt på 3 forskellige Barbaresco’er, men Marco sætter også en ære i at lave god Langhe Nebbiolo, Dolcetto og Barbera.

Og her er det så netop husets Langhe Nebbiolo, hvor druerne kommer fra omkring 20 år gamle stokke, som vokser i kalkholdig jord og sand fra en ung vinmark. Efter høstet så sker der spontan gæring og maceration i store ståltanke med pump-over 3-4 gange dagligt. Efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på store 3.000 liter egefade. Der laves årligt 4.000 flasker af vinen.

I glasset er vi igen tilbage ved en mere lys og transparent Langhe Nebbiolo. Næsen er multo dejlig med lys, moden frugt, violer, læder, lidt jordbæryoghurt, mælkede noter og Italux skriver selv både lidt birkeflis, autolak og benzin, hvilket giver total mening, for vinen har nogle tertiære aromaer, som pirrer og gør dig nysgerrig. Der er også blomster, lyse kirsebær og derudover nogle småsøde fadpræg med vanilje, svag røg og sløjdlokale.

Smagen er meget ren med direkte frugt, kirsebær, rabarber, lakrids og en fin, kølig elegance. Det er let, frisk og saftig Nebbiolo, men man kan fortsat fornemme nogle tydelige om end afbøjede tanniner med en direkte og fin syre.  Det hænger sgu meget godt sammen. Her er det præcist uden at blive for stramt … samtidig med en let og blød eksekvering. Sådan.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger