I Spätburgunder anno 2018 smagningen med trioen Ruby Langdahl Houlberg startede Mr Ruby totalt anarkistisk med en 2017’er.
Men mange tak for det, for Daniel Twardowskis 2017 Pinot Noix Ardoise er en fald på halen vin … en gudedrik, som fluks slog benene total væk under landets Spätburgunderelsker nummero uno.
Jeg havde indtil det lille eftermiddagsstævnemøde mellem Ruby Langdahl Houlberg kun smagt vin fra Twardowski én gang tidligere, nemlig hans 2016 Pinot Noix. Dengang hostede jeg op med 6,5 glade houlbergske fingre for vinen, men nu smager jeg altså 3 vine fra Twardowski i streg … denne 2017, men også samme vin i årgangen 2018 og så 2018 Pinot Noix Dhroner Hofberg.
De sidste 2018’ere er netop flasket, men frigives altså først sidst i 2021 … men alt det skal jeg selvfølgelig nok komme tilbage til i de næste to indlæg/anmeldelser.
Nå, men vor vingut Daniel Twardowski holder til i en gammel, mørk, bakterie- og svampefuld vinkælder i byen Neumagen-Dhron i et af Moselflodens utallige sving mellem Trittenheim og Piesport.
Daniel Twardowski var egentlig vinhandler … og endda en af dem, som solgte eksklusive og dyre vine. Det betød samtidig en ubetinget forelskelse i specielt vinene fra Bourgogne og Daniel undrede sig over, at der ikke blev lavet sådanne vine i Tyskland.
Så det satte han sig for og valgte Mosel til projektet. Efter nogle omfattende eksperimenter og rådgivning med specialister, fandt han de rigtige kloner. Han fandt en vinmark på Dhroner Hofberg, skar så i 2006 de gamle Riesling vinstokke ned og podede dem i stedet med en række Pinot Noir kloner.
De lokale rystede på hovedet af ham … men med hjælp og råd fra blandt andet Armand Rousseau i Gevrey-Chambertin, talrige besøg i Bourgogne, en økologisk tilgang, spontangæring, brug af brugte fade fra Bourgogne og naturens gang, så fik han lavet en vin … og første årgang var 2011.
Og vinen blev akkurat, som Daniel Twardowski havde forestillet sig med klare referencer til de store vine fra Bourgogne … og derudover valgte Daniel også at lave vinen med referencer til klogskab i form at symbolet med ravnen på etiketten og Pinot Noir stavet Pinot Noix, hvor Noix betyder nød.
For i udkanten af Dhroner Hofberg står der nemlig et valnøddetræ, som ravnene snupper nødder fra. De flyver derefter højt og lader så nødderne falde ned på den hårde skifer, hvorefter de så knækker og blotter de nøddekerner, som ravnene elsker. Og på helt samme måde symboliserer navnet og etiketten også, at Twardowski nu flyver på egne vinger.
Som Daniel selv siger, så vidste han ikke, hvad han egentlig havde i jorden på den stejle, klippefyldte Dhroner Hofberg mark. Var det en Fiat eller en Porsche … men Daniel fandt – efter hans eget udsagn – en ædel Porsche.
Daniel Twardowski har en klar holding til, hvordan Pinot Noix skal laves. Alt dyrkes – som nævnt før – økologisk fra sin 3,6 hektar store Dhroner Hofberg vinmark og vinen laves i pagt med naturen, mens han i kælderen presser druerne nænsomt og gærer vinen spontant.
Efter endt gæring lader Daniel vinen hvile på brugte burgundiske barriques i 24 måneder og han tapper naturligvis også vinene uden filtrering. Der bruges ingen pumper i kælderen.
Alt foregår nænsomt, naturligt og roligt. For Daniel er det vigtigt, at naturen får lov at styre. Der anvendes næsten ingen svovl og han er stor tilhænger af mikrobiologien og skeler også til de biodynamiske metoder, for hvis det virkelig gavner vinen, at blive omstukket ved fuldmåne, så er det ikke noget problem for Daniel.
Egetræsfadene er altid fra Bourgogne … de brugte køber Daniel Twardowski hos fx Domaine Armand Rousseau og Domaine de la Romanee-Conti, mens de nye købes hos bødkerfirmaet Rousseau du Francois Freres.
Anvendelsen af nye fade varierer fra år til år … og ligeledes er det også forskelligt, hvor mange af klaserne, som afstilkes. Det er alene årgangen, som bestemmer det. Der anvendes dog ofte op til 2/3-dele nye fade til hans Pinot Noix, som også bærer navnet Ardoise aka skifer, da marken Dhroner Hofberg selvfølgelig er en Schiefersteillage … altså skiferholdig mark.
Generelt anvender Daniel mere og mere de gamle fade, hvilket er fascinerende. Der bruges fade, som er op til 8-9 år gamle, og det gør bare vinen mere interessant.
I denne årgang 2017 af Pinot Noix er der anvendt 30% hele klaser … en del mindre end fx i 2018’eren, men det skyldes, at druerne i 2017 var mindre modne. Der skulle efter sigende også alene været brugt gamle burgundiske barriques ved lagringen af vinen.
Uha … sikke en lys, fin og syrlig aroma … hvor bliver man begejstret, opstemt, eksalteret og næsten andægtig. Det passer helt på farven i glasset, transparent, lys, teglfarvet med et svagt orange skær. Det er så fint med gazebind, lys lakrids, saltlakrids, lidt tørret jord, lyse og modne frugter, hindbær, jordbær, karamel, svag kostaldsødme, lys, æterisk, let, sart og delikat.
Smagsmæssigt er det lidt som et samle et puslespil med 1.000 brikker, hvor hver og én af brikkerne bare passer sammen og man har slet ikke tabt eller mistet en enkelt brik. Man bliver lykkelig, for vinen har så fin, sart, syrlig og stram elegance. Der er både syre samt sødme i smagen, den har et meget let tråd, så stringent og lys, mens syren måske er mere spids end fx i bourgognevinene. Der kommer lidt salte mineraler i eftersmagen og bidrager til rankhed. Det er en ung, vinøs Claudia Schiffer … smuk, guddommelig og perfekt.
Den har måske ikke helt samme tyngde, dybde eller potentiale, som Twardowskis 2018 Pinot Noix Hofberg, som jeg anmelder om lidt, men lige nu passer brikkerne sammen og jeg samler, samler og samler. Derefter smiler jeg … og nyder.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 695 kr.
Vinanmeldelse 7/7