Jeg smagte for et års tid siden et par vine fra vinhuset Toi Toi Wines, der ligger på Rapaura Road lige op til Rapaura floden i Rapaura området i Marlborough og dermed den øverste del af Sydøen i New Zealand. Det gør jeg nu igen og starter med husets 2022 Sauvignon Blanc.
Det er Kevin og Sara Joyce, som ejer og driver vingården. De fik i 2006 købt vingården Brookdale og etablerede så Marlborough Wine Ltd. Allerede året efter fik de selskab af parret Andrew og Julie Bonner og skabte i fællesskab Toi Toi Wines og udgav også samme år deres første vin … netop en Sauvignon Blanc.
Senere i 2017 købte Kevin og Sara Joyce dog Bonner parret aktieandel og har nu i stedet fået deres børn med i selve driften. Det er Adam og hans kone Samantha samt Adele og Richard.
Tilbagekøbet har været muligt, idet Kevin og Sara Joyces Marlborough Wine Ltd. firma er blevet ret stort og i dag omfatter en lang række vinhuse og -brands. Samtidig er parret begyndt at lukke op for andre investorer til andele i Marlborough Wine Ltd.
Ser man på de vinhuse og -brands, som Marlborough Wine Ltd. omfatter, så er det fx det velkendt Staete Landt, men også andre huse og brands som Map Maker, Stone Bay, Rata, Marlborough Vines, South Sea, Marlborough Brook, Mouku og Marlborough Mountains.
På Toi Toi Wines har Joyce familien samlet 66 hektar vinmarker, der er fordelt på de tre marker Brookdale Vineyard i Omaka Valley og Loddon Lane i Wairau Valley … selvfølgelig begge i Marlborough, men derudover har de også Clutha Vineyard i Central Otago … selvfølgelig nederste del af Sydøen.
Vi starter med at smage denne Marlborough 2022 Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra 4 forskellige marker, nemlig Brookdale, Calrossie og Wrekin Road Vineyard, men også via opkøbte druer fra Utawau Vineyard.
Efter høsten får druerne lov til at ligge med skindkontakt i 2-3 timer, hvorefter de presses forsigtig. Gæringen sker i rustfrie ståltanke og med en række forskellige gærtyper. Derefter er vinen lagret i ståltankene en periode inden aftapning på flaske.
Jeg smagte vinen, mens jeg lavede en Mojito cheesecake … og virkelig sjovt, hvor både kage og vin var fyldte med nogle af de samme smage af lemon og mynte.
Skarp og streng Sauvignon Blanc … der er både grøn peber, græs, masser af frisk og syrligbitter lemonfrugt, hyldeblomst, stikkelsbær, mynte, citrongræs, men også lidt mere rolige og eksotiske frugter med mango, papaya og passionsfrugt. Samtidig har vinen – som 2021’eren – en herlig landlig, animalsk og vild, småsvedig note.
I munden er der også god syre, men vinen er atter lidt sødere end forventet, selvom der egentlig er både grape, stikkelsbær, citroner, hyldeblomst, melon og godt med ren lemon. Det er så arketypisk Sauvignon Blanc … flot, skarp med et lille venlighed. 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.