Det er formentlig nok de færreste herhjemme, som kender til den franske vinregion Savoie, som ligger i den østligste del af Frankrig på grænsen til Schweiz … syd for Genève søen og med Jura længere mod nord.
Det er nærmest der, hvor Alperne begynder at rejse sig og der er således ikke langt til kendte skisportsdestinationer som Val Thorens og Tignes. Det er i et charmerende landskab med en del dramatiske stigninger og fald … og med vandløb og søer og blandet landbrug.
Jeg er ikke bedre, for jeg har ikke tidligere smagt eller skrevet om vine fra Savoie her på Houlbergs Vinblog, men da jeg for et stykke tid siden fik en e-mail fra Michèle Piron fra Vinconnexion i Frankrig, om jeg ville smage 6 vine fra Savoie, så sagde jeg omgående ja.
Det var en oplagt chance til at smage vine fra Savoie, dykke ned i dette spændende område, blive klogere og selvfølgelig lave en lille artikel om mine opdagelser. Der gik da heller ikke længe inden der – direkte fra Frankrig – kom en kasse med 6 Savoie vine.
Den ukendte Savoie vinregion
Savoie er bestemt ikke verdens største vinområde, for faktisk er der kun beskedne 2.077 hektar vinmarker i hele Savoie regionen og kun sølle 3 appellationer, nemlig:
- AOP Vin de Savoie, der også omfatter Crémant de Savoie med samlet 1.755 hektar vinmarker.
- AOP Roussette de Savoie med 244 hektar.
- AOP Seyssel med 78 hektar.
De fleste vinmarker ligger på stejle marker i 250-500 meters højde og det er primært de hvide sorter, som dyrkes i Savoie. Omkring 70% af produktionen er hvide druer og samlet findes der 23 forskellige druesorter, herunder mange lokale, som er ukendte herhjemme, hvor Jacquère, Altesse og Mondeuse er de mest kendte lokale.
Savoie regionen er opdelt i 20 geografiske områder eller – hvis man skal gøre det mere simpelt – i 4 hovedområder, hvor hovedvægten er i Savoie med 80% af produktionen, 8% i Haute-Savoie, 8% i Isère og endelig 4% i Ain.
Regionen har et kontinentalt klima med både en alpin indflydende og en middelhavs indflydelse. De fleste vinstokke i Savoie plantes på bjergsider op til 500 meters højde, selvom bjergene er langt højere. Det betyder, at der kan blive ret koldt i Savoie, men det hjælpes dog ved store mængder nedbør.
Den stenede jordbund og det kølige klima giver imidlertid vine med en flot lethed og friskhed. Det er måske derfor, at vine ofte beskrives som kølige, bjergfriske eller alpin-rene.
Men Savoie ligger også højt … samlet ligger Savoie området i en gennemsnitlig højde på 1.500 meter og der er ikke mindre end 36 bjergtoppe på over 3.500 meter.
Historisk set har Savoie regionen været delt mellem både Frankrig, Italien og Schweiz, men i 1792 blev den annekteret til Frankrig, men blev allerede 25 år senere igen italiensk. Men endelig i 1860 fik den atter fransk ejerskab i henhold til Torino traktaten, i øvrigt sammen med grevskabet Nice … og sådan har det været lige tiden.
Men på grund af regionens rige kulturhistorie er den italienske og schweiziske indflydelse stadig stærkt til stede i både køkken, kultur og andre facetter af dagligdagen … herunder vin.
Således er Savoie også stolte af deres oste … oste som Tomme de Savoie, Reblouchon, Beaufort og Chevrotin, mens de også er vilde med ostefondue. Men også for deres vine.
Savoie fik først i 1973 officielt sin AOC status … og selvom der kun er 3 AOC/AOP appellationer, så findes der hele 17 Cru’er, hvor de mest udbredte er Abymes, Apremont, Chignin, Chignin-Bergeron, Crepy samt Jongieux.
Der produceres i dag omkring 16 millioner flasker Savoie vin årligt, men det er kun 5% af vinene, der eksporteres , da langt de fleste vine sælges i Frankrig og rigtig mange endda til hoteller og restauranter, herunder en del Michelin restauranter.
Derfor er det heller ikke vine, som vi ofte støder på her i lille Danmark og en lille søgning på nettet over danske forhandlere giver heller ikke mange hits udover nogle få som fx Løgismose, mens Juul’s Vin & Spiritus har lidt Vermouth fra området. Derfor er det også svært, at få Savoie vin i glasset herhjemme, men det er en skam.
Som nævnt findes der mange lokale druer i Savoie … druesorter som Jacquère, Altesse, Gringet, Molette og de røde Mondeuse og Persan, men derudover er det druer som Chasselas, Rousanne, Chardonnay, Gamay og Pinot Noir, som dominerer i Savoie.
Jacquère er klart den mest udbredte sort i Savoie med hele 1.100 hektar vinmarker, mens der er 350 hektar med Gamay, 250 hektar med Mondeuse og 200 hektar med Altesse … også kendt som Roussette.
Derudover er der omkring 100 hektar med Chasselas, 80 hektar med Bergeron aka Roussanne, mens der er 50 hektar marker med henholdsvis Pinot Noir og Chardonnay. De øvrige sorter findes i langt mindre mængder.
Vinene
Og i de 6 fremsendte vine smager jeg netop nogle af disse druer, nemlig 2 vine på Jacquère, 2 på Bergeron aka Roussanne og så en på henholdsvis Altesse og på Mondeuse. Samlet havde Michèle Piron nemlig sendt mig disse vine:
De er fra 2 af områdets gode producenter … André & Michel Quenard samt Domaine Genoux, som dermed kan give en klar fornemmelse af vin fra Savoie.
Konklusion
Jeg har smagt vinene og er sgu fascineret … meget spændende vine og de fleste på druer, som jeg ikke tidligere har smagt. Vinene fra André & Michel Quenard er klart de nemmeste at gå til, for det er ganske friske og samtidig spændende vine.
Vinene fra Domaine Genoux kræver lidt mere fordybelse, men virker lidt som en møde mellem Rhône og Jura. Der er både noget velkendt og noget Jura kantet eller nyskabende. Det er samtidig med en kølig og mineralsk kant. WAUW.
Men hvor er det synd, at der ikke er flere importører herhjemme, men det ønske er hermed givet videre. Der bør være et publikum til vinene herhjemme.