Den portugisiske vinmager Rui Roboredo Madeira fra São João da Pesqueira i Portugal kender vi efterhånden godt her på min vinblog, da han laver ret smukke vine fra højtbeliggende marker i Beira Interior.
Men nu laver han også vin i Spanien, bl.a. denne Mío de M.O. Vendimia Seleccionada, som laves i Toro i samarbejde med kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña.
M.O. står for Marques de Olivara, for vinen er tidligere lavet af Bodegas Marques de Olivara … et vinhus, der har levet en omtumlet tilværelse og bl.a. gik konkurs i 2011 sammen med dets ejer Nueva Rumasa Group.
Så vidt jeg kan se, så eksisterer Bodegas Marques de Olivara i dag ikke længere, men Rui Roboredo Madeira har fået opsnuset nogle af de fantastiske og meget gamle vinmarker, der tidligere var ejet af det nu ophørte vinhus … og fra dem laver han nu denne Mio de M.O., hvor M.O. jo står for Marques de Olivara.
Vinen er i dag lavet på kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña sammen med hans hustru Veronica Varela Villegas og den er lavet på 100% Tempranillo fra de 60 år gamle vinstokke, der har overlevet den frygtede vinlus phylloxera og står på den sandede samt stenede enkeltmark.
Mosten gærer på temperaturstyret ståltank med 25 dages udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne. Vinen får ekstra dybde fra 14 måneders modning på franske egetræsfade. Til sidst afrundes vinen med 10-12 måneder flaskemodning før frigivelse.
Duftmæssigt en varm og krydret vin … har nogle småbrændte og røgede elementer, godt med tørt træ, egetræ, grannåle samt en frugt af blåbær, brombær, blommer … måske lidt lukket i duften og virker rustik og varm i udtrykket. Der er saltlakrids, knust granit samt nogle fadnoter, som dog er meget afdæmpede, men det er lidt vanilje, kaffegrums og bitter, mørk chokolade.
Smagen er både rund og varm … der er mørke bær, som får følgeskab af både sød finsk og tør engelsk lakrids. Frugten er blåbær, blommer med en vis kernebitterhed, gran, rimelig tørre og markant tanniner, der sætter sig på fortænderne. Der er ingen elegantier, men en ret robust og bondsk vin, der virkelig kommer buldrende med tonsvis power, tørhed, peber og krydderier. 89 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129,95 kr.