Denne 2020 Marigny-Neuf Sauvignon fra Ampelidae er klart bedre end den foregående årgang, for her får du både de helt klassiske Sauvignon Blanc noter sammen med lidt mere krop og det klæder virkelig vinen.
Ampelidae holder til i den lille by Marigny-Brizay få kilometer nord for den store by Poitiers i Loire … i et område, hvor det nærmest også vrimler det med gamle vinslotte. Ampelidae har da også deres vineri på slottet Château des Roches,
Ampelidae er grundlagt i 1995 af Frédéric Brochet. Han er en meget interessant person og uddannet ph.d. i psykolog, men også vinmager.
Han tog sin ph.d. ved Bordeaux University, mens han på det vinmæssige område allerede i 1990 startede med at lave lidt vin til eget forbrug – alene 2 tønder – fra nogle marker ejet af familien, 0,5 hektar tilhørende hans far og 4 hektar tæt ved Poitiers ejet af Frédérics bedsteforældre.
Efter sin ph.d. uddannelsen rejste Frédérics til Wagga Wagga området i Australien og var involveret i et projekt om måling af methoxypyrazinniveauer i vine. Han blev der ret fascineret af den australske vinindustri og besluttede, at han i Frankrig ville lave det franske modstykke til Penfolds og det blev så til etableringen af projektet Ampelidae.
For at supplerende indtjeningen, så arbejdede Frédéric samtidig nogle måneder om året som underviser på Slow Food universitet i Pollenza i Italien, men i 2004 kom Kate og Benjamin Meuli med i det lille projekt.
Kate og Benjamin var i forvejen ejere af Château des Roches … et af den lille bys 9 store og gamle vinslotte … bygget i 1895 på resterne fra et slot fra det 11. århundrede. Slottet havde tidligere været feriebolig for den berømte forfatter Gilbert Cesbron.
Men derudover havde det senere også været bolig for Monsieur Marot, formanden for Société Française des Hybrideurs og havde under hans vejledning blevet producent af hybride vinstokke, der kunne klare sig i et land hærget af phylloxera.
Derfor blev Château des Roches både en vigtig vinavler af nye vinstokke, men også vinproducent. Og efter Kate og Benjamin Meuli overtagelse af slottet i 1989. så havde de restaureret det totalt.
Da de i 2004 indgik i et samarbejde med Frédéric Brochet, så blev slottet også samtidig vineri for Ampelidae, som dermed også fik en adgang til Château des Roches’ vinmarker, mens Frédéric gik i gang med indretning af vineriet på slottet, bl.a. med brug af chai og huler som man havde gjort tilbage i 1893.
Samlet har vinhuset selv 75 hektar vinmarker, der ligger i 2 områder, hvor det ene er omkring slottet Manoir of Lavauguyot og det andet omkring Château des Roches samt det tussegamle slot La Mailleterie i Marigny-Brizay.
La Mailleterie havde været i Brochet familiens eje fra 1809 og frem til 1960, så det har altid haft speciel betydning for Frédéric Brochet. Familien havde beholdt lidt marker fra slottet og det var netop derfra, at Frédéric lavede sine første vine.
Derudover opkøber Ampelidae i dag også druer fra 40 hektar marker tilhørende nogle af de andre gamle vinslotte i Marigny-Brizay. Vinmarkerne drives fuldstændig økologisk og der dyrkes primært Sauvignon Blanc, Sauvignon Gris, Pinot Noir samt lidt Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.
Siden 2020 har Kate Meuli været leder af Ampelidae og har nu et hold af vinmagere til lave vinene. Jeg kan ikke se, om Frédéric fortsat deltager i driften, men Kate forsøger nu at gøre vinhuset kendt i det meste af verdenen som et vigtigt økologisk vinhus.
Her er det – som skrevet indledningsvis – husets Marigny-Neuf Sauvignon, hvor Sauvignon Blanc druerne kommer fra vinhusets marker ved slottet Manoir of Lavauguyot … og er selvfølgelig dyrket fuldstændig økologisk. Det er en af de første vine, som Frédéric Brochet lavede og er fortsat en af husets mest sælgende vine.
Der er dog ikke så mange oplysninger om produktion udover, at vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen også lagret sur lie – altså på bærmen – 6 måneder i ståltankene og har 0,9 gram restsukker pr. liter. Ampelidae laver årligt 250.000 flasker af vinen.
I næsen er det meget klare Sauvignon Blanc noter og den er langt mere arketypisk end 2019’eren. Der er både hyld, solbærblade, grøn peber, stikkelsbær, nyskåret hø, kiwi samt anden tropisk frugt og det er mango, papaya, flintesten, lemon … herlig grøn og alligevel med krop.
I munden er vinen også grøn med lemon, citroner, grape, sure umodne grønne æbler, grønne blade samt lidt eksotisk frugt, der giver en let fedme, lidt salt og et dejligt bid. 91 point.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 100 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 5/7