Tag-arkiv: Frankrig

2020 Clos de Gamot, Clos de Gamot, Sud-Ouest, Frankrig

2020 Clos de Gamot, Clos de Gamot, Sud-Ouest, FrankrigClos de Gamot er husets hovedvin og alle Auxerrois aka Malbec druerne kommer selve fra den historiske Clos de Gamot mark og jeg smager vinen i en årgang 2020.

Druerne er fra nogle af husets 40-70 år gamle vinstokke og de forskellige parceller fra marken vinificeres separat i små stålkar med gæring og maceration over 21 dage med nænsom udblødning og daglig remontage.

Efter endt fermentering er vinen så lagret på store gamle 70 til 100 hektoliter foudres træfade et sted mellem 18 og 24 måneder afhængig af årgang.

Vildskaben i duften er der fortsat i denne vin, men er mere kontrolleret og mere poleret. Det er dog fortsat som en hård jernnæve med blåbær, brombær, ribs, grannåle, røg, cedertræ, nelliker, sur tobak, grafit og tryksværte … meget ren og klassisk i aromaerne.

Nu er vi også smagsmæssigt på et helt andet niveau end med Le Gamotin, for intensiteten er større og det er klarheden også, for nu er frugten blødere, smagen mere cremet og lækkerfin … hele tiden med denne mørke og lidt ubarmhjertige side. Samtidig er tanninerne tydelige, men aldrig uforsonlige … så dybest set får du bare masser af velsmag med solbær, brombær, lakrids med blækagtige note, så dermed 92 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 155 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Clos de Gamot, Le Gamotin, Sud-Ouest, Frankrig

2021 Clos de Gamot, Le Gamotin, Sud-Ouest, FrankrigJeg startede smagningen af trekløveret fra Famille Jouffreau og Clos de Gamot med en 2021 Le Gamotin, der jo nærmest er 2. vin og således en lillesøster eller -bror til Clos de Gamots førstevin.

Vinhuset sammenligner selv vinen med Gavroche, som er en karakter fra Victor Hugos bog Les Misérable og siger endvidere, at Le Gamotin er en ung sprød vin, som er lidt mere ukuelig end sin storebror Clos de Gamot.

Le Gamotin kommer fra udvalgt plots på Clos de Gamot og fra nogle af de yngste vinstokke, der dog efter vor regning vil være ret gamle vinstokke. Det skulle være 90% Malbec tilsat 10% Merlot.

Vinen er gæret over 21 dage på ståltanke og herefter lagret udelukkende på disse, så vinen viser sig derfor fra sin frugtmættede og umiddelbare side helt fra ung.

WAUW … glemt alt om oversøisk Malbec, for her er det mere elegant, slankere og dufter faktisk en smule som Bordeaux, men her tilsat godt med animalsk landlighed og frugten er bestemt ovre i den mørke afdeling med sorte kirsebær, brombær, blåbær, asfalt, jod og herlig bondsk med lidt flæsk, røg og grønne urter.

I munden er der en lidt mørkbitter smag … virkelig tør med rimelig frisk frugt af blåbær, brombær, ribs og enebær. Smagen er også lidt bondsk, tanninerne tørre og strenge, kantet og stram med grafit, blæk, mørkbitter chokolade og en frisk, let og syrlig smag, der hænger pænt lang tid i munden … 89 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 110 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Houlberg smager … et trekløver af vine fra Clos de Gamot i Cahors

Vinova har virkelig mange spændende vinhuse i deres sortiment, senest har de også fået forhandlingen af vinene fra det historiske vinhus Clos de Gamot i Cahors og derfra tester jeg nu et lille trekløver af Malbec vine.

Clos de Gamot er navnet på både det historiske vinhus samt den særlige vinmark ved Prayssac, som drives af familien Jouffreau. De har i over 400 år har lavet Cahors vine … hvor en lille flok er havnet på mit bord. Men inden vi smager på vinene, så lad os kigge lidt nærmere på vinhuset i Sud-Ouest aka Sydvestfrankrig.

Clos de Gamot i Cahors

Jouffreau familien er en historisk familie i Prayssac et par kilometer nordvest for Cahors by i Sydvestfrankrig og de har siden 1290 været bønder, købmænd og har sat deres fingeraftryk på vinproduktionen i området.

Det var dog først i 1450, at man startede med at lave vinhus med marknavnet Clos de Gamot, men det var først senere omkring 1610, at Jouffreau familien byggede deres vinhus midt i Clos de Gamot marken mellem alle vinstokkene.

Den gamle ejendom i Prayssac er i dag fortsat centrum for familiens vinproduktion og aktiviteter og det har den været i flere århundrede og har oplevet både krige og phylloxera-epidemien i 1880, hvor den daværende ejer Guillaume Jouffreau indsamlede de sidste vinskud af Malbec fra Clos de Gamot og derefter podede dem på andre vingrene og således reddede både sin egen vinmark, men også næsten hele Cahors-området.

Nogle af Auxerrois – også kendt som Malbec- vinstokkene, som Guillaume Jouffreau plantede på Clos de Gamot marken vokser i dag stadig på en del af den 15 hektar store vinmark.

Clos de Gamot marken har et terroir af kiselholdigt ler, skifer og flint., men udbyttet er dog temmelig lavt på disse stokke, som dog fortsætter med at bidrage med et par koncentrerede klynger af Malbec druer hvert år.

Det betyder at familien i dag stadig har parceller, som daterer sig tilbage hertil og dermed er blandt Frankrigs ældste vinstokke, med over 135 år på bagen. Druerne fra disse stokke giver udbytter på mellem 10 og 15 hektoliter per hektar, mens resten af husets vinstokke er mellem 40 og 70 år gamle.

I dag har familien og vinhuset Clos de Gamot samlet 25 hektar vinmarker, hvor de 15 hektar udgør Clos de Gamot marken og de sidste 10 hektar er på marken Clos Saint Jean, som Jouffreau familien også har ejet siden 1610.

Clos Saint Jean marken ligger på en lille bjergside nær landsbyen Sals, der ligger mellem Castelfranc og Labastide du Vert.

Alle operationer i marken foregår med mest muligt hensyn til miljøet med årlige pløjninger og helt uden brug af sprøjtemidler.

I vineriet følges gamle og nænsomme metoder med øje for infusion frem for ekstraktion. Det betyder også at vinene – selv efter Cahors standarder, er meget tilgængelige som unge. Vinene er dog stadig meget lagringsværdige og huset kan tilbyde smagninger af vine tilbage til midten af 1970’erne.

Familien sætter en ære i deres lange historie for vinproduktion og følger filosofien Le Bon sens Paysan … den fortæller dem, at de skal give hver vin tid til at udtrykke sig i produktionsprocessen. Af denne grund bruger de ikke nye egetræstønder eller barriques, for at forhindre ekstraktion og koncentration i deres vine.

I dag ejes Clos de Gamot af den ældre madamme Jean Jouffreau, men det er hendes datter og specielt svigersønnen Yves Hermann, som står for produktionen … men også har fået selskab af sin søn og de fortsætter husets stolte traditioner.

Vinene

Jeg har smagt 3 vine fra Clos de Gamot … nemlig disse vine:

Det er nærmest sådan trip-trap-træsko, hvor Le Gamotin kommer fra udvalgt plots på Clos de Gamot og dermed vel er en 2. vin til selve hovedvinen, der blot hedder Clos de Gamot.

Hovedvinen Clos de Gamot er lavet på Auxerrois aka Malbec druer fra nogle af husets 40-70 år gamle vinstokke og alle er selvfølgelig fra Clos de Gamot marken.

Sluttelig er der Vignes Centenaires, der udelukkende er lavet på druerne fra de helt gamle Malbec vinstokke, der er over 120 år gamle og plantet på Clos de Gamot marken i 1885 lige efter phylloxera-epidemien.

Konklusion

Det er fedt at smage klassisk Cahors vin … og vi støder jo for sjældent ind i disse vine, men selvom vinene er på Malbec, så er det noget helt andet end de mere udbredt argentinske af slagsen.

Det er specielt hovedvinen Clos de Gamot og i særdeleshed Vignes Centenaires, som fik mig til at klappe i hænderne og blive imponeret, for de smager fantastiske … men mine anmeldelser kan du jo læse, da jeg ovenover har linket til mine indlæg på Houlbergs Vinblog.

2018 Domaine Tortochot, Gevrey Chambertin Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Tortochot, Gevrey Chambertin Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigVi blev – med næste vin – i Frankrig, men er rykket til Gevrey-Chambertin, hvor vi finder Domaine Tortochot og derfra smagte vi en Gevrey Chambertin Vieilles Vignes årgang 2018.

Tortochot er et mindre vinhus, der siden 1865 har lavet vin fra nogle af de bedste vinmarker i Gevrey Chambertin. Dette til trods har Domaine Tortochot levet et liv lidt under radaren i forhold til den kendte kommunes andre top-producenter som fx Armand Rousseau, Dujac og Denis Mortet.

Den charmerende madam Chantal Tortochot-Michel står i dag bag driften af domænet med vejledende hjælp fra Sylvian Pataille, som regnes for en af topproducenterne i Marsannay.

Chantal blev den fjerde generation til at varetage vingården, da hun overtog driften fra sin far tilbage i 1996. Faren Gabriel Tortochot var også præsident for Syndicat Viticole de Gevrey-Chambertin og med i INAO’s Nationale Komité på grund af sin passion for Gevrey.

Tortochot ejer i dag parceller på Le Chambertin, Mazi Chambertin, Charmes Chambertin, Lavaux St. Jacques, Champeaux i Gevrey Chambertin, en lille parcel på 0.21 hektar af Clos de Vougeot og mindre parceller i Chambolle Musigny og Morey St. Denis.

Samlet har vinhuset hele 11 hektar vinmarker, som siden årgang 2013 har været økologisk certificeret. Derudover er tilgangen også biodynamiske principper med hårdt arbejde i marken, omfattende grøn høst og dobbelt selektering af druerne.

Man afstilker i dag 100% af klaserne afhængigt af årgangen og benytter sig af naturlig gæring startende med en koldmaceration. Lagringen sker på 100% nye fade for Grand Cru’erne, mens Premier Cru lagrer på 50% nye fade … og Village-vinene på 25% nye fade.

Kvaliteten har de seneste år været i stor fremgang, hvilket anmelderne da også er begyndt at få øjnene op for og her smager vi netop en af husets mange vine … deres Gevrey Chambertin Vieilles Vignes 2018 og er fra over 50 år gamle vinstokke på markerne Les Crais, Champes-Cheny, Creux Brouillard og Eu Murots og høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Det er en kommunevin … blot på et meget højt niveau. Den er lavet som jeg nævnte ovenfor og således lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller efter afstilkning. Vinen er lagret på egefade, hvoraf 25% er nye fade.

I næsen er der Katz kattepoter, hængt kød, godt med granit og stenet mineralitet samt en lys frugt, der dog er mere fyldig samt mørkere end forventet med jordbær, sorte kirsebær, mynte, koks, krudt, medicinkasser og hæfteplaster, jod samt et diskret fadpræg.

Smagen er langt lysere og klart mere rank end duften indikerede, virker meget ren, klar med et let fadpræg samt en nærmest saftig frugt af hindbær, jordbær og lemon. Det er let, elegant med en flot finesse samt en levende syre og stenet mineralitet … Pinor Noir på højt niveau, så 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i årgang 2022 koster 699 kr., mens prisen er 460 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2009 Château Branaire-Ducru, Duluc de Branaire Ducru Saint-Julien, Bordeaux, Frankrig

2009 Château Branaire-Ducru, Duluc de Branaire Ducru Saint-Julien, BordeauxDuluc de Branaire Ducru Saint-Julien er andenvinen hos 4. Cru Classé vinslottet Château Branaire-Ducru i Saint-Julien og var næste vin i glasset og endda i en ældre årgang 2009.

Château Branaire-Ducru er én af kometerne i Saint-Julien og var oprindeligt del af Château Beychevelle.

Ejendommen har en historie, der går tilbage til 1680, hvor Jean-Baptiste Braneyre så det ekstraordinære potentiale i dette stenede terroir og købte et kostbart stykke af Beychevelle-ejendommen.

Det var hans efterkommere i form af familien Du Luc, der i 1824 byggede slottet i sin neo-klassiske stil. Pierre Du Luc var rådmand for kong Ludvig XV. Senere blev slottet arvet af slægtningen Gustave Ducru og det forblev i familiens eje indtil 1919.

Ved den officielle klassifikation af Medoc Grands Crus Classé vine ved verdensudstillingen i Paris i 1855 blev Branaire-Ducru en af de 61 vine i klassificeringen og blev et 4. Cru Classé.

Efter 1919 faldt niveauet på vinene fra Château Branaire-Ducru under forskellige ejerskaber, men slottet blev i 1988 købt af Patrick Maroteaux og hans familie, som så et stort urealiserede potentiale i denne sovende skønhed.

De besluttede at skrive et nyt kapitel i historien om dette 4. Grands Crus Classé vinslot og gik i gang med massiv renovering og arbejde, der involverede alle de komponenter, der bidrager til produktionen af god vin … vinstokkene, vineriet og kældrene … samt selve slottet, som jo selvfølgelig udefra er det mest synlige.

Patrick Maroteaux blev også formand for Union des Grands Crus de Bordeaux fra 2000 til 2008 og selve Saint-Julien-appellationen fra 2004 til 2017.

Hans søn François-Xavier Maroteaux overtog forvaltningen af godset i 2017 og sammen har de 60 hektar vinmarker, der ligger fra øst til vest på tværs af den sydlige del af Saint-Julien appellationen.

Denne Duluc de Branaire Ducru Saint-Julien er som sagt husets andenvin og lavet som den primære vin, men blot fra yngre stokke og er lavet på 56% Cabernet Sauvignon, 36% Merlot, 5% Petit Verdot og 3% Cabernet Franc. Vinen er lagret 18 måneder på egefade, hvoraf 60% fornys hvert år.

Sikke et kraftværk, der i første omgang fik tankerne hen mod noget nordrhônsk, for der er hængt dyrekølle, sød lakrids, jernbanesveller, sorte kirsebær, solbær, brombær, tobak, ymer, grafit, oksefond, lidt cedertræ og virker samtidig moden i frugten.

Smagen er rund, cremet, blød og mørk med en vis portion sødme, der følges til dørs af sort kraft og intensitet. Det er en mørk, heavy frugt – uha det er godt – tobak, sorte te-blade, solbær, hindbær, våde fade og hele tiden med denne mørke, let opulente, kraftfulde smag, som virker turboladet, cremet og uimodståelig. 94 point.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Supervin, hvor en flaske i nyere årgang koster 349,95 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Domaine Clotaire Michal, Beaujolais Villages Vignes Centenaires, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Clotaire Michal, Beaujolais Villages Vignes Centenaires, Bourgogne, FrankrigDerefter bød aftenen på rødvine og første var bare et fremragende valg … en 2018 Beaujolais Villages Vignes Centenaires fra Domaine Clotaire Michal.

Det er jo et vinhus, som er grundlagt af den unge, vilde ildsjæl og vinmager Clotaire Michal, som har sit lille vinhus på sydvendte højdedrag lige syd for Brouilly i Beaujolais.

Før etablering af vinhuset brugte han 13 år hos nogle af de ypperste vinproducenter rundt om i Frankrig. Han færdiggjorde fx sin læretid til vinmager hos Clos Marie i Languedoc, hvorefter han i perioden fra 2007 til 2012 arbejdede for Cornas legenden Thierry Allemand.

Efter arbejdstid hos Allemand lavede Clotaire Michal endda sin egen Saint Joseph fra lejede marker, men dette stoppede han dog med for at finde et sted til sit eget vinhus.

I hans søgen efter gode marker til at starte sit eget vinhus, faldt valget på nogle unikke, sydvendte højdedrag lige syd for Brouilly i Beaujolais. Her fandt han unikke marker med meget gamle stokke og hans vine kommer fra samlet 4,5 hektar vinmarker med stokke på henholdsvis 40-80 år og 100 år gamle vinstokke.

Han har ikke valgt at købe marker i berømte appellationer som Morgon og Fleurie, for han mener, at man sagtens kan finde marker på mindst samme niveau andre steder. Clotaire siger selv; Hvis man ved, hvor man skal kigge, kan man få lige så godt terroir og endnu ældre vinstokke udenfor de kendte cru’er. Så jeg behøver ikke kendte marker, men bare gode marker for at lave den vin, jeg vil lave.

Alt, hvad Clotaire foretager sig, tager afsæt i et 100% økologisk og biodynamisk vinbrug, men er dog ikke certificeret endnu. Tilgangen er kun brug af håndplukkede druer, gæring af hele klaser, kun brug af vildgær, under 30 miligram svovl pr. liter, som tilsættes ved gæring, ingen chaptalisering samt ingen opvarmning for at koncentrere farven.

Lagringen sker på gamle fade og på tanke, mens presningen af druerne sker på en antik gammel vertikal presse, for så at få den reneste og fineste vin … kort sagt – en old-school-approach, hvor inspirationen fra Thierry Allemand tydeligt ses.

Vinene er alt det, du normalt ikke regner med i en Beaujolais … her finder du ingen bananer og saftige frugtbomber med psykedelisk lilla farve, men nærmere vine med et klassisk burgundisk udtryk med masser af balanceret, intens og meget ren frugt.

Denne Vignes Centenaires er fra Clotaires ældste parceller med vinstokke på over 100 år. Vinen er lavet ved, at druerne udblødes i 13 dage og derefter gærer i omkring 30 dage alene med druernes egne gærceller.

Halvdelen af vinen lagrer i 6 måneder på gamle fade og resten lages i ståltanke. Så er vinen sluttelig flasket uklaret og ufiltreret. Der laves hvert år kun 3.500 flasker af vinen.

Som med søstervinen Libation er vinen utrolig grumset i glasset, men atter er duften bare to die for … bondsk, animalsk, landlig med lidt svovl og krudt, men også kul, tjære, læder, lyse kirsebær, Ricola urtebolsjer og så diskrete fadnoter med røg, kanel, vanilje samt sødbrændte fade.

Smagen er helt klar ikke så landlig, men har en frugt, hvor det er kirsebær, som dominerer med sød og syrlige kirsebær suppleret af nogle grønne jordbær, lemon og grape. Der er bitter noter som fra en gammel Campari … stramme tanniner, stor elegance samt intensitet og hvor smager det bare fremragende. Det er som om, at vinen har en smule kulsyre … let perlende, men smager fantastisk. 96 point.

Forhandles af Vinova, men vinen er ikke pt. i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7

2014 Domaine Vacheron, Sancerre, Loire, Frankrig

2014 Domaine Vacheron, Sancerre, Loire, FrankrigDomaine Vacheron holder til i en kælder i den centrale del af byen Sancerre og derfra serverede Sune næst en hvid Sancerre med lidt alder på sidebenene.

Vinhuset drives af de to fætre Jean-Dominique og Jean-Laurent Vacheron, som arvede vingården, der har været i familiens eje gennem generationer.

Både Jean-Dominique og Jean-Laurent er uddannede vinmagere udenfor Sancerre, idet Jean-Dominique er udlært i Châteauneuf-du-Pape, mens Jean-Laurent fået sin viniøse opdragelse hos Aubert de Villaine ved Domaine de la Romanee-Conti.

Domaine Vacheron har i dag 46 hektar vinmarker beliggende tæt omkring Sancerre og de bedste marker er Les Romains og Belle Dame. Alle markerne er domineret af en undergrund med flint, ler og sandsten.

Og de to fætre har sørget for, at alle markerne er omlagt til biodynamisk produktionen, certificeret tilbage i 2005 og deres mål er at lave vin som i Bourgogne. Derfor er fætrenes fokus også lagt på Pinot Noir druen, som virkelig trives i den stenrige undergrund.

Men her smager vi en bedaget hvid Sancerre, hvor Sauvignon Blanc druerne er fra nogle af Vacherons flint- og sandstenholdige marker, hvor det hårde arbejde finder sted ved håndkraft året rundt. Vinen er lavet med gæring på ståltanke og der er vinen også efterfølgende lagret i 8 måneder.

I næsen er vinen både lidt parfumeret og har samtidig en moden og nærmest olieret aroma … møbelvoks, bi-voks, havvand, grønne noter og en smule selleri. Med lidt mere tid og varme i glasset kommer de mere arketypisk Sauvignon Blanc noter – som ellers ligger ret meget skjult – op med tomatstilke, hyld, paraffin og stearinlys.

Smagen virker også moden … moden og saltet, men samtidig også cremet og blød med klare kalkede og kridtede noter, grønne stilke samt en olieret fylde … men fortsat med en ren og stram smag, men virkelig sjovt at smage sådan en vin efter 9 år på bagen. 93 point.

Forhandles af Laudrup Vine, hvor en flaske i årgang 2021 koster 358.50 kr., mens prisen er 279 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Philippe Gonet, Roi Soleil Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, Frankrig

N.V. Philippe Gonet, Roi Soleil Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, FrankrigEt bestyrelsesmøde i Randers Vinlaugh bød – som altid – på lidt spændende vine og vi startede i boblende humør med denne Roi Soleil Blanc de Blancs Grand Cru fra champagnehuset Philippe Gonet.

Philippe Gonet ligger Rue de la Brèche d’Oger i Le Mesnil sur Oger og har været ejet af Gonet familien siden etablering tilbage i 1840.

I dag drives det dog af af de to søskende Pierre og Chantal Gonet, der samtidig er 7. generation i champagnehuset. De blev dog kastet lidt hovedkulds ind i driften, idet deres far Philippe Gonet døde som 52-årig i 1990 efter fald i vinkælderen.

De har siden genoprettet huset efter et par svære år, men Pierre’s talent er enormt og har fået Gonets stjerne til at lyse med fornyet kraft.

Mesnil er jo én af i alt 17 byer i Champagne, er klassificeret som 100% Grand Cru og berømt for sin Chardonnay, der fra den meget kridtholdige undergrund. De har samlet 19-20 hektar vinmarker, der er fordelt på ikke mindre end 45 forskellige parceller.

Denne Roi Soleil Blanc de Blancs Grand Cru har fået sit navn Roi Soleil som en hyldest til Louis XIV, som virkelig fik gjort champagne verdenskendt. Det er en champagne, som huset første gang lavede i 2003 og er lavet med Chardonnay druer fra husets Grand Cru marker i Le Mesnil.

Basisvinen er lavet på ståltanke, men har efter endt fermentering lagret 6 måneder på demi-muids egetræsfade, hvor 1/6-del altid er nye. Efter flaksningen har vinen gæret og lagret i minimum 3 år.

I næsen er der virkelig brus på drengen … men det er fine og sarte bobler suppleret med hyben, bitter grape, æblemost, lidt kandiseret eller tørret abrikos. toast, ristede nødder, valnødder, marcipan, hvide blomster og tør wienerbrød.

Hvor smager den godt … har noget sødme, som sikrer, at den aldrig bliver alt for tør eller sur, men har en stenet, jernholdig mineralitet, som giver den en rank struktur suppleret med nødder, lidt røg, men samlet set virker den smukt kontrolleret med frisk syre, en diskret sødme og masser af velsmag. 95 point.

Forhandles af Atomwine, men denne er ikke pt i sortimentet, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 E. Guigal, Hermitage Rouge, Rhône, Frankrig

2019 E. Guigal, Hermitage Rouge, Rhône, FrankrigVi sluttede med endnu en Guigal topvin, nemlig deres røde Hermitage og i samme årgang 2019 og det er en vin, som de kun laver 35.000 flasker af årligt.

Hermitage 2019 er lavet på 100% Syrah, som er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med gæring og maceration i rustfrie ståltanke over 5 uger med temperaturstyret fermentering og efter endt fermentering er vinen i 36 måneder på små fade lavet af Guigals egen bødker … og halvdelen er nye fade.

WAUW … hvor dufter det vildt godt … virker mere blød, intens, fyldig, rund og cremet end de forrige, men har skam også langt mere fadpræg med træ, sød finsk og tør engelsk lakrids, tæt, mørk frugt af brombær, sorte kirsebær, lakridskonfekt, vanilje og kanel … måske er fadet lidt for tydelig, men omvendt er vinen fortsat ung.

Smagen er så elegant, stoisk med den flotteste struktur, mørke bær, finsk sød og engelsk tør lakrids … frugten er både intens og alligevel frisk. Det er blåbær, brombær, solbær og ribs samt krydderier og en let lemonagtig bitterhed. 95 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 575 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 E. Guigal, Côte-Rôtie Brune et Blonde, Rhône, Frankrig

2019 E. Guigal, Côte-Rôtie Brune et Blonde, Rhône, FrankrigNordrhône smagningens sidste 2 vine var begge fra mægtige E. Guigal i Ampuis og den første var deres 2019 Côte-Rôtie Brune et Blonde, der består af 96% Syrah og 4% Viognier.

Det er netop  Côte-Rôtie vinene, som har gjort E. Guigal kult og verdensberømt, hvilket selvfølgelig jo mest er de tre enkeltmarksvine La Landonne, La Turque og La Mouline … meget dyre vine.

De er i dag også sammen med Ermitage-vinen Ex-Voto fra E. Guigal investeringsobjekter på niveau med de berømte 1. Cru’er i Bordeaux eller de bedste Bourgognevine.

I den prismæssigt mere rimelige ende, så laver E. Guigal også en anden Côte Rôtie, nemlig denne Brune et Blonde, som også ofte får flotte udmærkelser.

Côte Brune et Blonde hentyder til at vinen er dyrket på to forskellige skråninger i Côte-Rôtie: Côte Brune kendetegnes ved en mørk jordbund, som fremhæver kraftfuldheden og intensiteten i den Syrah, som dyrkes der. Côte Blonde er kendetegnet ved en lysere, kalkholdig jordbund, hvor man i tilgift til Syrah også dyrker mikroskopiske mængder af den grønne Viognier.

Druerne er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Denne 2019 har da også 4% Viognier, som skal være med til at give vinen fløjlsblød kompleksitet og elegance. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke over 3 uger med temperaturstyret fermentering og efter endt fermentering er vinen i 36 måneder på små fade lavet af Guigals egen bødker … og halvdelen er nye fade.

Det er en vin, som laves i stor omfang … faktisk hele 280.000 flasker laver Guigal af denne vin hvert år.

Duften er fortsat i det mørke univers med flæsk, bacon, peber, oliven, cigaræsker og lidt ymer … frugten mørk, tæt og intens med brombær og ribs, blæk og grafit, men klart lysere end de foregående og fadene har også bidraget med noget rund med vanilje, kokos samt en luftighed, fin balance og lettere i udtrykket.

Smagsmæssigt er det sgu også godt, har fortsat masser af tæt frugt. der virker så energisk, stram og ren, jern, kalk og virker endda også lettere i tanninerne end de foregående og lammer kun mund delvis og bliver på en eller anden måde mere sprudlende på en vild, let og kølig elegant måde. 94 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 595 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7