Rui Roboredo Madeira har jeg jo smagt mange vine fra tidligere, men denne 2021 Beyra Vinhas Velhas Tinto har jeg ikke smagt før … men den er altså næste vin i glasset.
Vinen er et blend af primært Mourisco Tinto og Tinta Roriz aka Tempranillo, men også tilsat Tinta Amarela, Rufete og Borrão … sidste også kendt som Bical … og som navnet Vinhas Velhas afslører; fra gamle vinmarker.
Mourisco Tinto druen er jeg ikke stødt på før, men det er en portugisisk rødvinsdrue, der primært findes i Douroog bruges nogle gange i portvinsproduktion.
Selvom den ikke er så dybt farvet som nogle portvine, har Mourisco potentialet til at bevare farven, når den ældes. Druen giver ofte ret afbalancerede vine med en fast garvesyrestruktur. Vinstokken er tilbøjelig til at have dårlig blomstring i nogle år.
Mourisco Tinto kendes også under navnet Marufo og har faktisk en lang, lang række andre navne.
Til 2021 Beyra Vinhas Velhas Tinto kommer alle druerne fra en række marker i 700 meters højde ved byen Vermiosa og 40 år gamle vinstokke. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske egefade.
Vinen har en rigtig varm, tæt og sødkrydret duft … det er blåbær, blommer, masser af fadpræg med vanilje, kanelstang, kaffebønner og noget nougat. Det kommer helt sikkert også lidt træ frem, mest cedertræ og så noget blomsterpollen. Det dufter faktisk temmelig godt, mørkt og så lige med denne lille chokoladeagtige sødme.
Sådan smager vinen faktisk også … mørk, sødkrydret med både sød finsk og tør engelsk lakrids, en maskulin og brutal gavflabet syre, der styrer igennem smagsnuancerne og med frugt med blåbær, blommer og en smule hindbær. Der er ganske tørre tanniner, men ellers er det en blød og mørk smag. 91 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 189,95 kr. ved køb af 6 flasker.