Denne økologiske, biodynamiske Lunar Apogé Côtes-du-Rhône fra Domaine des Carabiniers skulle danne makker med forrige Beaujolais-Villages … igen et fremragende valg fra Restaurant ETs kompetente og modige sommelier.
Domaine des Carabiniers drives af Christian Leperchois og har været i familiens eje siden 1920, hvor vinhuset blev bygget opad en 500 år gammel stald brugt til at indlogere det lokale ridende politi Les Carabiniers, som bl.a. passede på paven under hans ophold i Avignon og nu har givet navn til domænet.
Vinhuset ligger ved den lille by Roquemaure på den vestlige siden af Rhône floden og har samlet 40 hektar vinmarker, der dækker appellationerne Tavel, Lirac og Côtes-du-Rhône. Siden 1997 har alle marker været dyrket økologisk og senere år endvidere biodynamisk.
Christian Leperchois siger selv, at han ønsker at lave gode vine i samarbejde med naturen og ikke imod naturen. Derfor foregår høsten bl.a. også om natten for at holde frugten så frisk og kølig som muligt og derved undgå CO2 tilsætning.
Christian får i dag også hjælp af børnene, sønnen Fabien og datteren Magali.
Dansk okse med fennikel, grillet hjertesalat, pastis og purløg
Vinhuset laver en række Tavel, Lirac, Côtes du Rhône og Vin de Pays, men derudover den nyere serie Lunar Apogé, som består af 5 forskellige vine, en hvid, en rosé og 3 rødvine, hvoraf denne Lunar Apogé Côtes-du-Rhône er én af disse.
Vinen er lavet på 50% Grenache, 25% Syrah, 10% Cinsault og 15% Mourvèdre- Lavet med en kort maceration, hvorefter mosten gærer med egne gærceller ved relativ kølig temperatur og derefter sættes vinen til hvile i gamle fade sammen med gærresterne for at udtrække maksimale smags- og duftstoffer.
Og den biodynamiske side kan bestemt både duftes og smages i vinen … big time. Næsen er gas, virkelig biodynamiske elementer, lidt eukalyptus og dufter næsten som om, at vinen er behåret. Derudover er der noget kanel, våde fade og grønne urter.
Smagen er blød, rund og krydret … dog fortsat med en vis lethed, lidt metalisk, svag peber og en forholdsvis kort eftersmag. Det er meget mørke kirsebær og godt med krydderier. Fortræffelig Rhônevin.
Forhandles bl.a. af Økovin, hvor prisen er 98 kr.
Rating 5/7