Jeg var forleden inviteret med til Barolo & Friend Event … en Walk Around Tasting, som blev afholdt i Auktionshuset i Århus og var arrangeret af konsortiet I Vini del Piemonte i samarbejde med Strada del Barolo e Grandi Vini di Langa.
Omkring 25 vinhuse fra Piemonte var repræsenteret, nogle med importører og nogle på jagt efter importører, men alle med et udvalg af deres bedste vine, som kunne smages af de deltagende. Jeg var kommet med blandt de professionelle vinhandlende og presse, så på mit adgangskort stod der presse. Respekt.
Solskin i den gamle baggård og Houlberg er klar til Barolo & Friends Event
Jeg havde klogelig taget toget til Århus og havde indfundet mig i Auktionshuset fra arrangementets start. Jeg fik hurtigt spottet et kendt ansigt, nemlig Jørgen Glud fra Glud Vin i Randers. Han stod sammen med Elisa Giacosa fra firmaet PiedmOnTop.
Elisa har Consorzia PiedmOnTop, som er et salgsselskab, hvor hun står for salget og promoveringen af vine fra 4 små producenter, som ikke selv har kapaciteten til at markedsføre deres vine udenfor landets grænser.
De 4 vinhuse, som Elisa Giacosa repræsenterer er Dogliotti, Bric Cenciurio, Rizieri samt Tenuta Montemagno. Og hvad var så mere naturligt end at starte med at smage vinene fra disse huse?
Her har vi Elisa Giacosa med vinene fra de 4 huse, som hun repræsenterer
Og jeg startede med at smage vinene sådan lidt på tværs, men lad os først stoppe op ved vinhuset Dogliotti, hvorfra jeg bl.a. smagte denne 2013 Barbaresco.
Dogliotti er et lille vinhus, som også kalder sig Dogliotti 1870, da huset netop er grundlagt tilbage i 1870 af brødrene Giuseppe og Marcello Dogliotti.
Huset ligger i udkanten af byen Castagnole delle Lanze omkring 10 kilometer nordøst for Alba. Der har deres marker spredt over områder ved selve byen samt Alba, Barbaresco, Neive og Treiso … men jeg kan dog ikke se, hvor mange hektar huset ejer.
Det er i dag 5. generation i form af fætrene Erik, Ivan og Matteo Dogliotti, som driver vingården. Det er Erik – som I ser på billedet ovenover – der er vinmager, mens Ivan tager sig af økonomien og Matteo design og hjemmeside.
Vinhuset laver udover de klassiske Piemonte vine som Roero Arneis, Dolcetta d’Alba, Barbera d’Asti, Grignolino d’Asti, Nebbiolo d’Asto, Barolo og Barbaresco også lidt Moscato og Spumante. Og så laver de minsandten også vermouth på Moscato.
Her har vi fat i husets Barbaresco DOCG vin, som er lavet med druer fra parceller ved Alba, Barbaresco, Neive og Treiso. Vinen er lavet med afstilkning af klaserne, forsigtig presning, gæring og maceration på skindet i 20 dage.
Derefter dekanteres mosten flere gange inden lagring på store, traditionelle egefade i et sted mellem 12-16 måneder med ugentlig tilsyn, smagninger og analyser. Derefter lagrer vinen yderligere et år på flaske inden frigivelse.
I næsen har vinen – trods den helt unge alder for en Barbaresco – en ganske moden duft, som virker langt mere moden end alderen. Der er lette, lyse bær, hindbær, stald, champignon, skov og violer.
I munden er vinen let, blød og alligevel med kant. Der er igen lyse bær og let røg. Det hele er syrligt, let og fint på skinner … samlet en rigtig fin lille Barbaresco.
Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 289 kr.
Rating 5/7