Fredag bød – need I say more – selvfølgelig også på Spätburgunder. Fredag er jo næsten lovpligtig Spätburgunder dag. Hvorfor skriver jeg næsten? Det blev smukt løst med en Benedikt Baltes 2015’er Buntsandstein Spätburgunder fra de stejle marken i Churfranken.
Baltes har jeg – som de faste læsere helt sikkert ved – skrevet om en del gange. Han er en af de unge og fantastiske vinmagere i Tyskland og kæreste med den yndige, dygtige Julia Bertram. Nu er det jo også kun lidt over en måned siden, at jeg smagte Baltes’ Großheubach Spätburgunder Alte Reben og skrev om vingutten.
Baltes’ Buntsandstein Spätburgunder er hans entry-level Spätburgunder, altså en Gutswein. Den er lavet med en god blanding af de yngre stokke fra Klingenberg, druer fra hele marken Rück og druer fra de yngste vinstokke fra Großheubach.
Den er lavet helt traditionelt, druerne dyrket biodynamisk og så er vinen selvfølgelig lagret på egefade.
Duftmæssigt virkelig Franken kant, hvor sødmen og det animalske ikke er så fremtrædende, men i stedet afløst af stram, røget, letkrydret, syrlig og boblende mødding. Derudover er der fennikel, kampfer, ribs, kirsebær og grønne blade.
I munden er frugten frisk, nærmest læskende. Røg, peber, ribs, mineraler, jern og pågældende syre. Virkelig Franken karakter. Det er lidt rustikt, men som foregående årgange ganske elskeligt. Håndfast blynæve med urter mellem fingrene. Og så alligevel delikat og vidtløftig. Yams.
Forhandles af hos Extra Brut Vinimport, pris 130 kr.