Tag-arkiv: 4½

2011 Bodegas Sinforiano, Sinforiano Reserva, Cigales, Spanien

2011 Bodegas Sinforiano, Sinforiano Reserva, Cigales, SpanienNada toros mierda aka no bullshit … vi fortsætter nemlig med mer’ Tempranillo fra vinområdet Castilla y León, nu blot under appellationen Cigales og fra vinhuset Bodegas Sinforiano, der ligger lidt udenfor den lille by Mucientes omkring 10 kilometer nord for Valladolid.

Cigales appellationen er ofte lidt overset i forhold til de 3 omkringliggende naboer Ribero del Duero, Toro og Ruero. Cigales kan også være nem at overse, da området primært er kendt for rosévine, selvom interessen og kvaliteten af rødvinene er klart stigende.

Bodegas Sinforiano er grundlagt i 1966, da Sinforiano Vaquero og Daniela Gomez besluttede at genoptage familie traditionen med produktion af vin og startede vinhuset … i starten i meget beskedent omfang i kælderen i med nogle gamle cementtanke.

I dag er vingården dog på 70 hektar beliggende i Pisuerga dalen pg på skråningerne af Montes de Torozos. Gården har en kapacitet på 700 tons druer og drives af Sinforianos sønner Juan Antonio, Miguel, Sergio og datteren Pilar Vaquero. På billedet ovenover kan I se hele familien Vaquero.

Den nye generation har bragt en masse fornyelse og ændringer i produktionen, ligesom de har stået for en total ombygning af vineriet og produktionslinjerne … alt med det formål at øge kvaliteten af husets vine.

På markerne dyrkes familien sorterne Tempranillo, Verdejo, Albillo, Garnacha Tinta og på forsøgsbasis også lidt Cabernet Sauvignon, Syrah, Merlot og Sauvignon Blanc, men primære drue er selvfølgelig Tempranillo. Ja faktisk er over 70% Tempranillo og over 60% af vinstokkene på markerne er over 60 år gamle.

Der laves vine i flere serier, Sinfo, Sinforiano, Raimun, 50 Vendimias og Quelías. Denne Sinforiano Reserva er husets topvin, selvfølgelig 100% Tempranillo, som kommer fra 100 år gamle vinstokke på nogle af familiens marker.

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men vinen har lagret 16 måneder på nye franske og amerikanske egetræsfade efterfulgt af yderligere 2 år på flaske inden frigivelse. Den har en stilfuld flot, sort etiket med sort skrift.

Som forrige vin er der sat små klistermærker på bagetiketten, hvor der står Reserva 2011 og aftappet i maj 2014. Kradser man imidlertid – nysgerrig som man nu engang er – klistermærket af, så står der årgang 2009 og aftappet i maj 2012, men igen er der formentlig tale om en testflaske inden endelig etikettering,

Næsen er som forrige vin mørk, solrig og krydret, men der er langt mere vin i denne vin. Kan man sige det? Det virker mere rundt med små noter af kanel, eg, viol og samtidig er der også en vis syrlighed samt grønne noter, som gør aromaen langt mere helstøbt og indbydende. Frugten er sorte kirsebær, brombær og blommer. Der er sgu power og alligevel med en vis elegance.

Smagsmæssigt tør, pebret og stram. Tanninerne virker modne, men giver et fast bid. Der er let sødme, masser af mørk kraft og det hele er fint afbalanceret. En vin, som alle ved bordet var ganske begejstret for.

Forhandles af Megavin.dk, hvor den er ny og kommer på introtilbud i uge 15 til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker. Normalprisen er 159,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Bodegas Valentin Bianchi, Bianchi Particular Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina

2012 Bodegas Valentin Bianchi, Bianchi Particular Cabernet Sauvignon, Mendoza, ArgentinaMed den 3. Cabernet Sauvignon kom vi lidt længere mod syd … nemlig med denne argentinske 2012 Bianchi Particular Cabernet Sauvignon fra Bodegas Valentin Bianchi … et af de vinhuse, som jeg har skrevet om tidligere.

Bodegas Valentin Bianchi hører til blandt de ansete producenter i Argentina.

Valentin Bianchis vine er utroligt populære – især i USA – og roses i høj grad af Robert Parker. Bodegaen er også et yndet turistmål, som hvert år besøges af ikke mindre end 100.000 turister.

Bodegas Valentin Bianchi er grundlagt i 1928 af Don Valentin Bianchi, som havde en drøm om at eje en lille vingård og selv lave vin. Den lille vingård han købte kaldte han El Chiche. I dag er det imidlertid blevet en større historie, for nu omfatter vingården mere end 700 hektar vinmarker og salg af vinene i hele verden.

Det er 3. generation af Bianchi familien som driver vingården i dag, nemlig Raúl, Sylvia og Valentín Bianchi samt Ricardo Stradella, og de har indrettet et supermoderne vineri  i Mendoza. Vinmager på gården er Francisco Martinez, der har været på Bodegas Bianchi i mere end 30 år, samt Facundo Pereira.

Denne vin er – modsat forrige – 100% Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra husets ejendom Finca Asti Estate, som ligger i Las Paredes, San Rafael i Mendoza-provinsen.

Det er et lavtliggende, stenet og næsten gold jord, som er velegnet til dyrkning af vin … specielt Malbec, men familien dyrker altså også Cabernet Sauvignon der. Den eneste trussel er store hagl, og derfor er hele marken beskyttet med specielle net.

Particular har været produceret siden 1928 i meget beskedne mængder og kun til familie og venner. I dag er produktionen stadig på omkring beskedne 20.000 flasker om året.

Efter den manuelle høst afstilkes klaserne let, hvorefter fermenteringen sker med udvalgt gær, 3 ugers maceration og efter endt fermentering lagrer vinen 12 måneder på 80% nye franske fade og 20% amerikanske fade, som er medium ristet. Derefter sammenstikkes vinen og hviler mindst 8 måneder inden frigivelse.

I næsen er vinen nærmest proppet med frugt … fed frugt, mørk frugt, blommer, kirsebær og næsten helt syltetøj-fed. Derudover er der kul, blæk, kanel, vanilje, animalsk babybræk på den fede måde og måske endda lidt parfume … hvis den altså ikke kom fra et par ældre damer, som sad lige overfor jeres flittige vinblogger og helt klart havde haft en tung finger på parfumeflakonen.

Ja, faktisk måtte vi gå lidt væk fra damerne med vort glas for at kunne få et ordentligt og rent snif af vinene.

Smagsmæssigt godt med tanniner, tørhed og mørk frugt. Vinen er virkelig tør og Thumbs Up for det. I munden bliver frugten lysere og lettere end duften indikerer, hvilket egentligt er meget lækkert og måske endda med lidt Bordeaux referencer.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut Matthias Gaul, Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Matthias Gaul, Pinot Noir, Pfalz, TysklandFredag i det houlbergske hjem fordrer fin, flydende spirituosa i form af presset, gæret og lagret saft fra Spätburgunder druer, hvilket fx kan løses med denne Pinot Noir, som kommer fra Weingut Matthias Gaul, der meget passende bor på adressen Weinstraße 10 i byen Grünstadt-Asselheim i Pfalz.

Hva’ fanden drikker han Spätburgunder om morgenen? Er det slået helt klik for manden og har han da helt tabt fløjten? Okay bustet. Det var faktisk i onsdags, at jeg drak denne Pinot Noir, som Jan havde med til lidt fælles madlavning … foræret af Anders hos Bichel Vine ved køb af en lille kasse Antica Macelleria Falorni trøffelpølser. Tak til Bichel for donationen.

Men rolig nu … der kommer selvfølgelig også Spätburgunder i glasset senere i dag, for fredag er jo Spätburgunderdag, men det indlæg kommer så først i løbet af et par dage.

Tilbage til Weingut Matthias Gaul, som er et af de store talententer i Tyskland. Vinbladet Vinum kaldt i november 2017 den unge vinmager for King of Pinot. Det skyldes, at Matthias i 2017 vandt deres pris for bedste rødvin med hans 2015 Pinot Noir Asselheimer St. Stephan fad 556 … en pris, som, han også tog i 2015, dengang med hans 2013 Pinot Noir Steinrassel Réserve.

Vinguiden Eichelmann har også bemærket den unge vinmager og kaldt Matthias Gaul for Aufsteiger des Jahres, så der er pæn bevågenhed omkring vinhuset.

Matthias Gaul har siden han var 8 år gammel vidst, at han ville være vinproducent og han overtog – efter endt vinmæssig uddannelse og praktikophold i flere lande – familiens vingård tilbage i 1996. Og siden overtagelse har han udvidet vingården til i dag samlet 24 hektar vinmarker og fået tonsvis af roser for sine vine.

Jordbunden i vinmarkerne er hovedsageligt kalket ler  og markarbejdet foregår i hånden og Matthias Gaul siger selv Wir lassen unseren Trauben Zeit … vi giver vores druer tid for at få det bedste potentiale til vinene.

Pinot Noir og Riesling er meget passende kongen og dronningen hos Gaul, men der dyrkes en lang række drusorter og laves et væld af forskellige vine, bl.a. laver en Cabernet Franc, som også er rost af vinpressen. Derudover eksperimenterer den unge vinmager også en del … dyrker fx også Tempranillo.

Vinene er nærmest opdelt af VDP inddelingen med Basisweine, Ortsweine og Lagenweine. Derudover laver Matthias også masse sjove cuvéer og lidt sekt. Denne Pinot Noir er fra basisserien og laver med koldmacerering og den har lagret 7 måneder på brugte barriques af fransk eg.

Duftmæssigt er vinen ganske aromatisk … godt pakket med lys frugt, klart mere frugtrig og opulent i frugten end foregående Spätburgunder. Der er hindbær, kirsebær, rabarber, lakrids, lidt kanel og et lille strejf af krydderi. Med mere varme i glasset træder krydderierne mere frem, mens det frugtrige og animalske glider lidt i baggrunden.

I munden er vinen saftig … frugten sød og frisk på en gang, mens frugtsødmen er lidt pushy, skubber lidt til dig. Det smager virkelig godt og en ganske anderledes stil end foregående fra Ellwanger. Denne er mere omklamrende, frugtrig og powerfuld på en let og elegant måde.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 140 kr., men køber du 6 flasker, så koster den 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Schloss Schönborn, Rüdesheimer Riesling, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Schloss Schönborn, Rüdesheimer Riesling, Rheingau, TysklandSå er vi der sgu igen … hos Domänenweingut Schloss Schönborn aka Graf von Schönborn og her med en frisk 2016’er Rüdesheimer Riesling.

Vinen er hjembragt fra et besøg på vingården sidste efterår … det besøg kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Schloß Schönborn … i et adeligt spor. Der kan du også læse lidt om historien om vinhuset, som ejes af familien Graf von Schönborn, der laver vin i både Rheingau, Franken samt Portugal.

Rüdesheimer Riesling er en Ortswein, hvor druerne kommer fra 3 forskellige marker i Rüdesheim, nemlig markerne Rüdesheimer Berg Schlossberg, Bischofsberg og Berg Rottland … selvom de fleste dog kommer fra Bischofsberg.

Vinen er lavet på temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en kold fermentering. Lagret sur lie i tankene i 8 måneder. Der er 6,2 gram restsukker pr. liter og alkoholprocenten ligger på 12%.

Du overraskes først af farven på vinen, som er glasset er meget, meget lys. Duften er gule Golden Delicious æbler, mirabeller, kiwi, fersken og kvæde med en fin, rund og letkrydret aroma. Der er en sød intensitet med et lille animalsk islæt. Der er ingen petroleum … men det er jo også helt ung, frisk Riesling.

I munden er vinen blød, behagelig … fortsat hvalpet med god fylde med fin balance mellem syre, sødme og bitterhed. Der er saftighed, sødme og smager ganske fin.

Købt på vingården til 11,50€ … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2008 Pinino, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2008 Pinino, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienAzienda Vinicola Pinino er et ældre vinhus i Montalcino og det står bag næste vin i rækken, nemlig en 2008’er Brunello di Montalcino.

Vinhuset Pinino er grundlagt tilbage i 1874 af Tito Costanti, som selv var notar i Montalcino. Siden 2003 har vinhuset dog været ejet af ægteparret Andrea og Hannes Gamon fra Østrig sammen med ægteparret Max og Silvia Hernandez fra Spanien i en skøn forening og med en målsætning om at lave kvalitetsvine ud fra deres fælles passion for vin.

Hannes og Andrea Gamon kommer fra Vorarlberg i Østrig og har ingen erfaring indenfor vinbranchen, mens Max Hernandez stammer fra en familie af vinproducenter i Toro i Spanien.

Inden de to familier investerede i den italienske vingård, så havde de arbejdet sammen i modebranchen siden 1980’erne, men endte med at sælge deres fælles forretning … og så skulle de jo finde på noget andet. Og da begge familier elskede god mad og gode vine … specielt vine fra Toscana, så blev det således til en investering i vingården Pinino.

For at hjælpe med Pinino projektet har de således hyret ønologen og vinmageren Dr. Paolo Vaggagini. Han hjælper med produktionen af vinene fra husets samlede 16 hektar vinmarker.

Der laves 7 forskellige vine på Pinino, herunder denne almindelige Brunello di Montalcino, selvfølgelig lavet på 100% Sangiovese Grosso druer og hvor vinen har lagret 30 måneder på store egefade.

Næsen er moden frugt, kirsebær, kirsebær, lyse blommer … lidt reserveret i frugten, tobak, champignon, jord og generelt pæn tørhed. I munden er det blød, lys og moden frugt … bløde tanniner og en lille lys strenghed. Tør, syrlig og lys.

Forhandles af Føtex og Bilka, hvor en flaske koster 299 kr., men nogle gange kan fås på tilbud til 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Montalbera, Barbera d’Asti Superiore Lequilibrio, Piemonte, Italien

2013 Montalbera, Barbera d'Asti Superiore Lequilibrio, Piemonte, ItalienFra Supervin – den største vinbutik i det jyske – lidt italienske kvalitetsdråber … en Barbera d’Asti Superiore Lequilibrio fra producenten Montalbera. Og i det houlbergske hjem elsker vi jo Piemonte vine.

Società Agricola Montalbela ligger godt ude på landet ved Castagnole Monferrato, hvilket vel er omkring 10-12 kilometer nordøst for Asti i Piemonte. Der i både Monferrato og Langhe  har Montalbera ikke mindre 175 hektar vinmarker.

Vinhuset drives af familien Morando, som har været vinbønder i området gennem generationer og oprindelig kom fra Langhe, hvor Enrico Riccardo Morando grundlagde Montalbera.

Der var dog først i 1980’erne, at Società Agricola Montalbela blev grundlagt i den nuværende form. Der begyndte familien at opkøbe yderligere marker og plante nye druesorter, bl.a. druen Ruchè, som i dag er blevet en af de vigtigste druer hos Morando familien. De har således samlet 82 hektar marker alene med Ruché.

Huset marker ligger fordelt på 6 bakker i Monferrato og Langhe, fordelt på vel omkring 13 marker. Derudover dyrker familien faktisk også lidt hasselnødder.

Denne Barbera d’Asti Superiore Lequilibrio kommer fra marken Lequilibrio og selvfølgelig lavet på 100% Barbera, som får lov af hænge på vinstokkene en tand længere end normalt. Dermed opnås en vis overmodenhed, som giver en lidt federe og mere kraftig vin.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med en maceration i 12 dage. Efter endt fermentering lagrer vinen på en kombination af store, gamle 30 hektoliter egefade samt franske barriques i 12-15 måneder, hvilket efterfølgende af 1 måned hvile på rustfrie tanke inden flaskning og yderligere lagring i 6-8 måneder.

Og allerede i næsen fornemmes det, at denne Barbera er mørkere end normalt for Barbera. Der er power og mørk frugt, blæk, men den italienske syre er der heldigvis fortsat med både violer, hospital, plaster og en lukket førstehjælpskasse. Frugten nærmest dufter saftig, men med en stringent og lækker syre.

I munden er det første indtryk også, at der er power og kraft i vinen, men med lidt luft letter det meste af det overmodne, hvorved den slet ikke bliver så voluminøs i smagen, som dufter egentlig indikerer. Der er nemlig en vis syrlighed … fin piemontisk syre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., men kan ved køb af 6 flasker fås til en mere human pris på 140 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

1994 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

1994 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigSelvom Bernt har Château Fombrauge Saint-Émilion Grand Cru liggende i 25 årgange, så smagte vi alene et udsnit … og den ældste var denne 1994’er, hvor man nu også begynder at mærke lidt svaghedstegn.

Mens den foregående 1995 kom fra et monstergodt år på den højre bred i Bordeaux, så er årgang 1994 mere beskeden, så måske er det også årsagen til, at vinen faktisk blev den ringeste Château Fombrauge i den lille vertikalsmagning … altså at den simpelthen bare ikke ældes så flot, som nogle af de andre årgange.

Det ses allerede i glasset, hvor farve nu får en svag orange nuance, mens næsen også er mere mulle, selvom der egentlig fortsat er tobak, cigaræsker, blyant, chokolade, læder og lidt kaffe. Frugten er solbær, kirsebær, blommer og mere vag i udtrykket.

Vinen smager skam heller ikke gammel, men den er mere vag i koderne med blid tobak, chokolade, god saft … meget elegant fortsat og har både blæk, tørhed samt en vis skarphed trods den høje alder. Lidt kort i eftersmagen.

Årgang 1994 kan nok ikke findes mere.

Vinanmeldelse 4,5/7 

 

2012 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Las Tierras de Javier Rodríguez Original, Toro, Spanien

2012 Rodríguez Sanzo, Las Tierras de Javier Rodríguez Original, Toro, SpanienVi bliver med næste vin i España maravillosa … det vidunderlige Spanien, nemlig med vinen med det sexede navn Las Tierras de Javier Rodríguez Original, som kommer fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo.

Las Tierras de Javier Rodríguez Original … prøv at sige det eller endnu bedre lad den smukke, spanske skuespillerinde Claudia Bassols – hende fra mad- og rejseserien Spain … on the Road Again – til at udtale Las Tierras de Javier Rodríguez Original og ikke et … øhhh … øje vil være tørt. Sexet. Ja, jeg siger det bare.

Vinen er atter en hardnitter fra Winefamly til en tyrevenlig pris og med masser af spansk temperament. Og vi er nemlig i vinregionen Toro, hvor mænd er mænd og en tyr også er en mand.

Helt præcis ligger den spanske Bodegas Rodríguez y Sanzo i udkanten af byen Valladolid, som ligger omkring 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León og laver vine i både Toro og Rueda regionen.

Bodegas Rodríguez y Sanzo drives af Javier Rodríguez, som kommer fra en familie af vinbønder, der har produceret vin igennem flere århundrede og Javier har da også omkring 80 hektar vinmarker i området omkring Valladolid.

Selve vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo grundlagde den gode Javier i 2003 og opkaldte det i øvrigt efter hans hustru. Det er et større projekt, hvor Javier har indgået aftaler med vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en lang række vine.

Således laver Javier vine fra nogle af de vigtigste DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal. Det er således siden starten blevet en pæn stor affære, har kæmpe omsætning og eksporterer deres vine til det meste af verdenen.

Tienda Rodriguez Sanzo laver denne vin Las Tierras de Javier Rodríguez Original – som navnet også siger – fra Javiers egne marker i Toro vinregionen. Det er selvfølgelig ren Tempranillo … eller Tinta de Toro, som den kaldes lokalt.

Druerne til vinen kommer fra 3 forskellige vinmarker, som alle har forskellig undergrund. En del kommer fra marken San Román de Hornija, hvor stokkene er plantet i 1945, en anden del fra marken  Morales de Toro, hvor stokkene er fra 1962. Den sidste mark er den mest eksklusive og der er stokkene rigtigt famle, plantet helt tilbage i 1875.

Vinen er fermenteret i store egefade – både 500 liter fade og helt store fade – med maceration i 25-30 dage. Efter endt fermentering lagrer vinen 2 år i store egefade, 60% franske fade og 40% amerikanske fade.

Dejlig næse … godt med sol, sødme, kraft, flødekarameller, dyb og mørke – næsten sorte – bær, svedsker, kakaobønner, lidt chokolade, bagepulver, et lidt støvet element, røg, en ældre værktøjskasse og lidt en snert mynte.  Med andre ord, ikke helt ringe.

I forhold til foregående Priorat vin er denne Las Tierras de Javier Rodríguez Original lidt mere rustik, krydret, men har egentlig frisk frugt og en god syre med lidt peber i eftersmagen. Fyldig, rustik og ganske flot Tempranillo og til prisen et godt køb.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 120,11 kr., mod en forventelig normalpris på 235 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Weingut Christian Bamberger, Spätburgunder Rubinum, Nahe, Tyskland

2014 Weingut Christian Bamberger, Spätburgunder Rubinum, Nahe, TysklandAlle gode x 3 Bamberger … og sidste blev på kongedruen Spätburgunder aka Pinot Noir, nemlig hans Spätburgunder Rubinum, som endda er udgaven lagret på fad … im Barrique gereift.

Den gode Bamberger laver nemlig også vinen i en billigere udgave, som alene er lavet på ren stål og uden lagring på fade. Men denne Spätburgunder Rubinum har altså ligget på barriques i 12 måneder. Og Bamberger er faktisk ganske ferm til at lave rødvine, bl.a. vandt han netop 1. pladsen af Meiningers Rotweinpreis med hans topvin 2013 Spätburgunder QX.

Næsen afslører med det samme, at der er tale om dejlig tysk Spätburgunder, hvor der er godt med grønne blade og den tipper stilmæssigt næsten over mod Franken. Der er brændte fade, røg, kanel, vanilje og selvom kostalden ikke er markant, så er den der alligevel lidt hengemt i aromaen. Frugten er ikke ultra lys, men lidt vilde kirsebær, blommer og en kende krydderier … lidt timian.

I munden er der skovbund og lys frugt, lyse blommer, jordbær, lidt jern, kaffe og let peber. Det er frisk og let, mens der er fin kompleksitet, mærkbare tanniner og stor drikkeglæde.

Koster i Tyskland 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut Christian Bamberger, Chardonnay, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Christian Bamberger, Chardonnay, Nahe, TysklandVin nr. 2 fra Weingut Christian Bamberger var også fra CB1658 serien, nemlig en fuldfed Chardonnay.

Siden Christian Bamberger overtog familiens vingård i 2004 har han røstet store roser fra både den nationale og internationale presse.

Således skriver det anerkendte Gault Millau fx: Selten passiert so ein kometenhafter Aufstieg. Derudover har Weingut Christian Bamberger også vundet flere priser, bl.a. Staatsehrenpreis for hans 2015 kollektion af vine og Meiningers Rotweinpreis 2016 med en 1. plads i kategorien tør Spätburgunder.

Nå, men her er det altså hans entry-level Chardonnay. Igen er der ingen oplysninger om produktionen, men har dog fundet ud af, at den har 2,4 gram restsukker pr. liter og dermed mindre end foregående Riesling.

Duften er ganske parfumeret og virker nærmest også olieret med sødme, solcreme (jo, den er god nok) eller håndcreme, fedme, modne pærer, fad eller i hvert fald godt med vanilje, nødder, karamel og søde krydderier.

I munden bemærkes først sødme … sammen med lidt grape, modne pærer og anden gul frugt, karamel. Vinen er blød, cremet, smøragtig og smelter nærmest i munden. Det smager på ingen måder særligt tysk, men er lidt en bulder charmetrold.

I Tyskland koster sådan en basse 8,90€ … svarende til 66 kr. Det er sgu et godt lille køb.

Vinanmeldelse 4,5/7