Fra de kalkrige skråninger ved Rully skal vi smage en lille Rully Blanc perle fra Domaine Jean-Charles Fagot.
Rully er jo det mest kølige område i Côte Chalonnais og det kølige klima er perfekt for hvidvine … og druerne til denne vin kommer fra Jean-Charles Fagots parcel, som ligger med en syd/øst vendt eksponering.
Vinstokkene er gennemsnitlig 30 år gamle og høstet med håndkraft, selvfølgelig 100% Chardonnay og alene lavet med druernes naturlige gær. Vinen er lagret 12 måneder på fransk eg inden den flaskes med let filtrering.
Og det er virkelig en lækker lille hvidvin, som Fagot har lavet … næsen oser af blomstereng, virkelig blomsterrig og aromatisk med fedme, solcreme, fersken, vanilje, let citrus og det dufter bare sindssygt godt.
I munden er vinen klar, med både fedme, ren frugt og en lækker underliggende syre … meget kontrolleret med citronsyre, stram og præcis. Det er god hvid bourgogne.
Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 129,95 kr.