2016 Domaine Jean-Charles Fagot, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Jean-Charles Fagot, Bourgogne Aligote, Bourgogne, FrankrigDen sidste og tredje bourgogneproducent på Restaurant ET var kvikke og charmerende Jean-Charles Fagot. Vi startede med at smage en 2016 Bourgogne Aligoté fra ham.

Domaine Jean-Charles Fagot holder til ved byen Corpeau i Chassagne-Montrachet. Familien Fagot har boet i området siden 1860, men dog alene været vinbønder i tre generationer. Jean-Charles Fagot er den 3. generation, men havde forinden overtagelsen af familieforetagendet fulgt sin egen drøm.

Først studerede han ønologi på den prestigefulde vinskole Lycee Viticole de Beaune, men derefter studerede han musik – trommer og sang – på konservatoriet i Mâcon.

Efter endt uddannelse tog Jean-Charles Fagot så til henholdsvis Paris og Los Angeles for at optage 2 albums og producere tv-shows, men midt i 1990’erne vendte han dog hjem for at overtage driften på vingården fra sin fader.

Ved siden af vingården åbnede han i 1998 også sin egen restaurant Auberge de Vieux Vigneron i Corpeau. Og da jeg snakkede med Jean-Charles på Restaurant fik jeg da også hans visitkort … både for vingården samt fra hans restaurant.

Domaine Jean-Charles Fagot har samlet 3-5 hektar vinmarker og laver beskedne 35.000 flasker vin årligt. Alle vinmarkerne dyrkes lutte raisonée … efter bæredygtige principper og Fagots vine vinificeres traditionelt, naturligt og med 12 til 14 måneders lagring på fad i domænets kældre.

Nå, men lad os smage på den første vin fra Fagot … hans Bourgogne Aligoté, lavet på 100% Aligoté, som jo er lidt Bourgognes oversete eller sekundære hvidvinsdrue. Når vi tænker hvid bourgogne, så tænker vi jo Chardonnay, men Aligoté fylder da også kun 6% af det beplantede areal for hvidvinsdruerne.

De fleste vine på Aligoté laves til at blive drukket unge og uden brug af fadlagring, da de ikke egner sig hertil. Denne fra Jean-Charles Fagot er da også lavet på ren stål uden lagring på eg.

Næsen virker – ærlig talt – en smule neutral og jeg har rigtigt svært ved at fange nogle aromaer. Der var reelt set den første vin, som jeg smagte på ET, så det er ikke fordi, at vinen blev overdøvet af andre vine. Smagen er virkelig ganske syrerig med både grønne elementer og stor mineralitet. Jeg blev vist aldrig helt venner med vinen.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 129,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 thumbthumbthumb

2014 Domaine Daniel Rion & Fils, Clos Vougeot Grand Cru Le Petit Mauperthuis, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Daniel Rion & Fils, Clos Vougeot Grand Cru Le Petit Mauperthuis, Bourgogne, FrankrigVi sluttede med Bourgogne Grand Cru fra Domaine Daniel Rion & Fils … nemlig deres 2014 Clos Vougeot Grand Cru Le Petit Mauperthuis.

Rions parcel på den legendariske Clos Vougeot mark ligger i den øverste del af marken og vinstokkene er omkring 40 år gamle. Det er stenet og kalkrig jord og marken er vel blandt de mest kendte vinmarker i hele Bourgogne. Marken blev allerede i  1100-tallet plantet af Cistercienser munke, der ønskede et mere arbejdsomt liv end i Cluny.

De byggede derfor det kendte slot, som stadig ligger midt i vinmarken og i dag er hovedsæde for vinbroderskabet Confrérie des Chevaliers de Tastevin.

Marken er er omgivet af mure, er en af de større enkeltmarker på hele 50,96 hektar og den største i Côte de Nuits. Den har – som nævnt – Grand Cru status.

Den bedste del er øverst på skråningen omkring slottet, den næstbedste midt på skråningen, mens den mindre gode er det ret flade jord nederst på skråningen nær landevejen.

Der er i dag mere end 80 ejere af parceller på Clos Vougeot, og de skal overholde regler om en høst på maksimalt 35 hektoliter pr. hektar … også hos Domaine Daniel Rion & Fils.

Denne Clos Vougeot Grand Cru Le Petit Mauperthuis er lavet med afstilkning af druerne, udblødning i et par dage inden presning og med vinificering  i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og derefter har vinen lagret 15-18 måneder på barriques, hvoraf 70% er nye fade.

Vinen er har en ganske anderledes aroma end de to foregående fra Domaine Daniel Rion & Fils … lidt specielt og en kende mere krydret. Frugten er måske også en kende mørkere … kirsebær, brombær, ribs, blomster, læder og virker måske også samtidig en smule mere maskulin.

Smagsmæssigt har vi samme svævende lethed med en vis barskhed over sig. Det er alt, alt for ungt endnu, men smager godt. Vi er dog blot begyndt at kravle op af bjerget og på toppen venter der magi. Det er dog allerede nu koncentreret, let og stor vin.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske i årgang 2011 koster 999,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2015 Domaine Daniel Rion & Fils, Nuits-Saint-Georges Premier Cru Vignerondes, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Daniel Rion & Fils, Nuits-Saint-Georges Premier Cru Vignerondes, Bourgogne, FrankrigMed denne 2015 Nuits-Saint-Georges Premier Cru Vignerondes fra Domaine Daniel Rion & Fils bliver vi i det højere luftlag … uden synlig luftsyge udover et stort veltilfreds smil bredt over hele kæften.

Druerne kommer med denne vin fra Premier Cru vinmarken Vignerondes,  der er beliggende i det nordlige Nuits-Saint-Georges. Marken har en undergrund med brune kalksten med fin tekstur af ler, silt og fossile rester, som giver godt med mineralske elementer til vinen. Vinstokkene på Vignerondes er mellem 30 og 55 år gamle.

Vinen er lavet efter samme læst som de øvrige bourgogner fra Rion, dvs. med afstilkning af druerne og  udblødning et par dage inden presning.

Vinificeringen sker i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og derefter har vinen lagret 15-18 måneder på barriques, hvoraf halvdelen er nye fade.

Duftmæssigt læner vi os en smule op af foregående vin … igen samme forførende lethed, en lille smule mere sødme og lidt tættere i aromaerne. Men – my god – hvor det dufter herligt. Det er blomstermarker, svævende lethed, kirsebær, hindbær, ribs … en sand strøm af lækker, let frugt, fennikel, komposterede vinblade og sammenlagt en berusende aroma.

I munden er vinen blød, lækker, svævende, let, smidig og samtidig intens dybde, så det er sgu virkelig lækker, lækker vin. Det er delikat blondeundertøj på flaske, sexet og lækker. Far er sgu meget glad.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 499,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 thumbthumbthumbthumbthumbthumb

2014 Domaine Daniel Rion & Fils, Vosne-Romanée Village, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Daniel Rion & Fils, Vosne Romanée Village, Bourgogne, FrankrigMed næste vin et lille kvantespring. Vinen er Domaine Daniel Rion & Fils’ 2014 Vosne-Romanée Village … og nu begynder fuglene for alvor at synge fransk og det lyder unægtelig som u-la-la.

Druerne til denne vin kommer fra to parceller på samlet 1,90 hektar beliggende i 250 meters højde i Vosne-Romanée. På den ene vinmark er vinstokkene mellem 35 og 55 år gamle og på den anden vinmark er de omkring 25 år gamle.

Druerne fra de to marker er vinificeret separat og samles først lige før vinen tappes på flaske. Men inden da, så er druerne afstilket og vinen – som de øvrige fra Rion – lavet med udblødning druerne et par dage inden presning.

Vinificeringen sker i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og derefter har vinen lagret 15-18 måneder på barriques, hvoraf halvdelen er nye fade.

Og så er det en vin, som faktisk helst bør gemmes et sted mellem 8-15 år, men det giver vi en fuckfinger og smager bare denne årgang 2014 med det samme. Og der er faktisk ingen grund til at vente … for det smager allerede nu ganske fortryllende.

Uha … næsen er fjerlet og lys som en blond, fransk pige. Det er blomster, roser, sæbe. grønne blade og nærmest komposterede blade, skovbund og svampe. De lyse bær er kirsebær, hindbær, ribs og de emmer af delikat inderlighed.

Smagsmæssigt blødt – uha igen – cremet, let, lyst, briliant og svævende. Der er lidt kul, de lyse bær fra duften går igen og det er sgu skøn vin. Det er virkelig elegant med lidt jern, blid, blødt og forførende. Sådan skal bourgogne sgu smage og det var vel en af eftermiddagens bedste vine.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 479,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 399,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 thumbthumbthumbthumbthumbthumb

2015 Domaine Daniel Rion & Fils, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Daniel Rion & Fils, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigNæste af de røde, burgundiske vine fra Domaine Daniel Rion & Fils blev husets basisvin, som Christophe og Olivier Rion blot kalder Bourgogne Pinot Noir.

Det er en vin, hvor druerne kommer fra flere forskellige parceller i bunden af bjergskråningen ved Nuits Saint Georges.

Der har vinmarkerne en undergrund med silt, ler og masser af mineraler. Vinstokkene er omkring 20 år gamle og er samlet udgør parcellerne omkring 2 hektar.

Efter høst afstilkes druerne og derefter udblødes druerne et par dage. Vinificeringen sker i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og derefter har vinen lagret omkring 15 måneder på brugte barriques.

Næsen er fin luftig og let, men med en lidt stærk og forstyrrende aroma … næsten lidt surkrydret. Den stikker lidt ud mellem hindbær, kirsebær, stikkelsbær og lidt mineraler. Smagen er dog langt bedre end duften … fin, let og sødkrydret, lidt skarp i eftersmagen, men bestemt okay.

Importeres af Vinmonopolet, men jeg har ikke fundet en pris på vinen herhjemme.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Domaine Daniel Rion & Fils, Bourgogne Passetoutgrain, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Daniel Rion & Fils, Bourgogne Passetoutgrain, Bourgogne, FrankrigFra næste vinhus Domaine Daniel Rion & Fils smagte vi alene rødvine og vi startede med deres Bourgogne Passetoutgrain.

Domaine Daniel Rion & Fils ligger ved den lille by Prémeaux lidt syd for Nuits-Saint-Georges. Huset er grundlagt i 1955 af Daniel Rion, som havde arvet en 2 hektar vinmark i Vosne Romanée efter hans bedstefar. Men vinene fra marken solgte Daniel til et lokalt negociantfirma, og det var først i 1978, da sønnerne Christophe og Olivier kom ind i foretagendet, at man begyndte at flaske og sælge vinene under eget navn.

Sønnerne opkøbte yderligere vinmarker og byggede også et nyt vineri med en større vinkælder og smagerum. Daniel gik selv på pension i 1995, så lige siden har Christophe og Olivier Rion stået for driften i Domaine Daniel Rion & Fils.

I dag har vinhuset 18 hektar vinmarker i 18 forskellige appellationer omkring de 6 byer i Côte des Nuits og Hautes-Côtes, nemlig Prémeaux, Nuits Saint Georges, Vosne Romanée, Chambolle Musigny, Vougeot and Marey-les-Fussey.

Den årlige produktion ligger på 800 hektoliter, hvilket giver omkring 100.000 flasker vin, hvoraf omkring 75% eksporteres.

Her har vi fat i husets Bourgogne Passetoutgrain, en vin lavet på 2/3-dele Pinot Noir samt 1/3-del Gamay fra 30 år gamle vinstokke. Efter høst afstilkes druerne for at undgå den mest barske garvesyre og grønne smagsnoter og derefter udblødes druerne et par dage.

Vinificeringen sker i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og har – så vidt jeg kan se – ikke lagret på egetræ eller i hvert fald i en kort periode og en passetoutgrain skal da også helst drikkes helt ung.

Duftmæssigt er vinen er smule lukket, men frugten er mellemrøde bær og til den mørkere side end normalt for almindelig bourgogne på Pinot Noir alene. Det er kirsebær, tranebær og blomster, men mere kunne jeg ikk’ lige fange.

Der er godt med saftighed i vinen, kraft og en levende syre. Det er måske lidt simpelt og rustikt, men smager faktisk ganske fornuftig og frugten er også lidt lysere end smagen med kirsebær, ribs og moreller.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb

2016 Domaine Jacques Prieur, Beaune Clos de la Féguine Premier Cru, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Jacques Prieur, Beaune Clos de la Féguine Premier Cru, Bourgogne, FrankrigSelvom denne 2016 Beaune Clos de la Féguine Premier Cru fra selve Domaine Jacques Prieur er alt, alt for ung endnu, så smager den saftsusende allerede freaking fantastisk.

Sidste vin fra Labruyére familien blev fra det legendariske, dyre og hypede burgunske vinhus Domaine Jacques Prieur og en enkeltmarksvin fra 1. Cru marken Beaune Clos de la Féguine … en 1,59 hektar parcel på den mark, som Domaine Jacques Prieur er eneejer af. Så det er – som etiketten også fortæller – en monopole mark.

Efter en meget mild vinter, så blev 2016 præget af frost i slutningen af april, hvilkede ødelagde frugten flere steder med bedst beliggenhed, men derefter udviklede druerne sig fint grundet en meget varm og tør sommer. Det gav en tidlig modning og druerne til denne vin er startet høstet den 20. september.

Druerne er høstet med håndkraft og 100% afstiklet. Vinen er fermenteret i åbne egekar med maceration i 20 dage, mens fermentering er sket på alkoholisk og malolaktisk. Derefter er vinen lagret på nye egefade i 16 måneder.

Og uha … sikke en indbydende duft med søde aromaer, tæt og let frugt med fantastisk dybde. Det er kirsebær, jordbær, frugtsten, karamel, vanilje, sødbrændte fade, røg og det hele utrolig let samt svævende. Far er glad.

I munden smelter vinen nærmest … blød, rund og smidig med poleret frugt, små grønne elementer og derudover dukker der hele tiden små subtile aromaer op.  Frisk, let og præcis frugt … og det er sgu bare stjernegodt.

Vinen importeres af Vinmonopolet … pris kendes ikke.

Vinanmeldelse 6/7  thumbthumbthumbthumbthumbthumb

2014 Bruyére-Prieur Sélection, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2014 Bruyére-Prieur Sélection, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigMen selvfølgelig skulle vi også smage the real deal,  rød bourgogne … ikke helt fra familien Labruyéres egen legendariske vingård Domaine Jacques Prieur, men en basisvin, som blot kaldes Bourgogne Pinot Noir fra negociantdelen Bruyére-Prieur Sélection.

Vinen hører nemlig – som den tidligere smagte Pouilly-Fuissé – til under husets negociantdel Bruyére-Prieur Sélection, som omfatter vine med druer fra Edouard Labruyères samarbejde med en række vinavlere i både Côte de Nuits og Côte de Beaune.

Edouard Labruyère grundlagde Labruyère-Prieur Sélection i 2013 som en lille negociantvirksomhed, da han ville lave billigere bourgognevine … men fortsat med god kvalitet.

Det gav ham også mulighed for at lave vine fra en basisvin som denne Bourgogne Pinot Noir til Charmes-Chambertin.

Druerne til denne Bruyére-Prieur Sélection Bourgogne Pinot Noir er – som alle vinene fra Prieur – høstet med håndkraft i små kasser for ikke at knuse bærrene.

Derefter sorteres de og der foretages som regel 100% afstilkning, selvom vinhuset generelt i stigende omfang er begyndt at anvende hele klaser ved presning.

Maceration varer gennemsnitlig 20 dage ved kontrolleret temperatur i foudres, hvorefter fermentering – både alkoholisk og malolaktisk sker alene med druernes egne gærceller.

Derefter lagres vinen normalt omkring 20 måneder på en kombination af store foudres og 25-35 hektoliter egetræsfade, men denne er alene lagret 12 måneder og der er anvendt 10% nye eg. Herefter flaskes vinen med en let filtrering.

Og det dufter sgu godt … en ganske rig og eksplosiv duft med både blomster, parfume, frisk frugt, røde kirsebær, jordbær, granatæbler, teblade, appelsinskal, eg og mineralske elementer. Meget karakter.

Smagsmæssigt er vinen let og frisk med god struktur og rundet fint af med balanceret eg. Det er pænt, silkeagtigt, klar og god syre, polerede tanniner … højt niveau for en basis bourgognevin.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2011 Domaine Labruyère, Le Carquelin Moulin á Vent, Bourgogne, Frankrig

2011 Domaine Labruyère, Le Carquelin Moulin á Vent, Bourgogne, FrankrigHeldigvis skulle vi også smage en af Domaine Labruyéres større Gamay vine … nemlig denne 2011 Le Carquelin Moulin á Vent, hvor druerne kommer fra husets 1,75 hektar store Moulin á Vent mark, hvor vinstokkene gennemsnitlig er 50 år gamle.

Vinen er lavet som de andre vine på Domaine Labruyére, nemlig med sortering af druerne, afstilkning af klaserne og fermentering i store 50 og 60 hektoliter cementtanke, hvor druerne først undergår en kold maceration i 3 dage efterfulgt af den alkoholiske gæring og en eftermaceration på omkring 8 dage.

Derefter lagres vinen i egetræsfade, typisk 600 liter demi-muids i 18 måneder, og marketingchefen Valeria Makarova fortalte, at der alene anvendes brugte fade, typisk fra Domaine Jacques Prieur, idet Gamay – i modsætning til Pinot Noir – ikke kan lide ny eg.

Nu er der også kommet mere hold på vinen, hvor duften har både modenhed, aromatisk frugt og langt mere tæt I strukturen. Det er mørke kirsebær, lyse blommer, brombær, chokolade, røg og en lille smule eg samt en fyldig, koncentreret og saftig aroma, som er vildt flot.

Smagsmæssigt er Le Carquelin Moulin á Vent fortsat saftig, men det hele er langt mere blødt, cremet og lækkert. Tanninerne er blide, nærmest polerede og der er en tæt, fed syre, peber og stor tørhed. Alligevel er der styr på strukturen og sammen med et mineralsk element samt lidt urter giver det en virkelig fin vin.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2014 Domaine Labruyère, Bourgogne Gamay Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Labruyère, Bourgogne Gamay Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigEdouard Labruyére kaldes også mesteren fra Beaujolais, så vi skulle selvfølgelig også smage lidt Beaujolais, og vi startede med denne Bourgogne Gamay, som kommer fra selve Domaine Labruyére og med druer fra deres marker i kommunen Romaneche-Thorins.

Familien Labruyére har samlet omkring 10 hektar vinmarker i Beaujolais, herunder nogle af de bedste cru-marker i Beaujolais’ vel nok fornemmeste cru Moulin-a-Vent, heriblandt den mark, der omringer kommunens berømte vindmølle. Gennemsnitsalderen for stokkene er et halvt århundrede!

Denne Bourgogne Gamay Vieilles Vignes er Domaine Labruyères basisvin, men er egentlig lavet som de andre vine på Domaine Labruyére, nemlig med sortering af druerne, afstilkning af klaserne og fermentering i store 50 hektoliter cementtanke, hvor druerne først undergår en kold maceration i 3 dage efterfulgt af den alkoholiske gæring og en eftermaceration på omkring 8 dage.

Derefter lagres vinen i egetræsfade, typisk 600 liter demi-muids et sted mellem 16 og 20 måneder, men jeg kan imidlertid ikke se, om dette også tilfældet med denne basisvin. Efter lagring overføres vinen igen til cementtankene, hvor den får lov at hvile inden flaskning.

Det er en Gamay, som er lavet 100% som en bourgogne med hjælp fra ønologen Nadine Gublin … saftig, fløjlsblød og indsmigrende som i gamle dage, hvor Gamay var rigt beplantet i hele Bourgogne. Men lad os nu smage vinen.

Og hold da op for en næse. Vi snakker nærmest bio- og naturewine. Her har landmanden både armsved og komøg under træskoene. Det suppleres med nytårskrudt, røde gærede kirsebær, bondecharme og det virker som en virkelig saftig satan.

Ja … den er også saftig og kraftig, simpel og herlig rund med kirsebær, kirsebærsten, peber, flintesten og kant. Den er lidt over det hele, men det er på en saftig, forfriskende og charmerende facon, som man undgår sgu ikke at blive lidt smittet.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 129,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  thumbthumbthumbthumbhalf_thumb

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger