2017 Quinta de Soalheiro, Alvarinho Soalheiro, Minho, Portugal

2017 Quinta de Soalheiro, Alvarinho Soalheiro, Minho, PortugalJeg drak forleden et lille glas af denne skønne hvidvin Alvarinho Soalheiro fra det portugisiske vinhus Quinta de Soalheiro.

Vinhuset ligger fuldstændigt i den nordligste del af Portugal … lige op til grænsen af det nordvestligste Spanien med Rías Baixas lige ovenfor. Men vi er i Minho provinsen, der også populært kaldes Vinho Verde regionen. Det skyldes selvfølgelig, at vi der finder appellationen Vinho Verde … Spaniens største appellation, som er kendt for den kendte portugisisk hvidvin Vinho Verde, som produceres i gigantisk antal i Portugal.

Og denne Alvarinho Soalheiro er netop sådan en Vinho Verde, som er lavet på 100% Alvarinho … men lad os inden vi kigger videre på vinen, først se nærmere på vinhuset

Quinta de Soalheiro er startet i 1974, hvorJoão António Cerdeira plantede sine første vinstokke og fik vingården op at stå med hjælp fra sin fader António Esteves Ferreira. Den første vin blev dog først sendt på markedet i 1982.

Der er fortsat en familiedrevet vingård, som i dag driftes af Maria Palmira Cerdeira og hendes to børn Maria João Cerdeira og António Luís Cerdeira … sidstnævnte står i dag for produktionen. De er Maria og António på billedet ovenover.

Quinta de Soalheiro har selv alene 10 hektar vinmarker, men har derudover 30 hektar lejet fra lokale vinavlere. Soalheiro betyder meget passende et solrigt sted og er en reference til det portugisiske klima, som vinhusets vinstokke har så godt af.

Vinen er som nævnt på 100% Alvarinho fra marker i både Melgaço og Monção. Druerne er høstet med håndkraft, og hviler efter presning koldt i 48 timer, hvorefter vinen gærer på rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er det fersken, gule æbler, en astronaut-is samt en Kung Fu is, blomster, lidt fedme og næsten olieret. Der er sgu smæk på aromaerne med pænt sødme. I munden er det en fyldig vin, god klar frugt, gule æbler, moden frugt, lidt citron, men ellers meget blød og cremet, men lidt vag i syren.  Der er nogle søde krydderier og ellers også nogle bitre og mineralske elementer i eftersmagen.

Købt hos Vinspecialisten, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Ernesto Ruffo, Campogadis Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2013 Ernesto Ruffo, Campogadis Valpolicella doc Superiore, Veneto, ItalienSkal man ha’ god Valpolicella Superiore er Ernesto Ruffo et satans godt bud … så simpelt er det. Jeg har igen fået hans Campogadis Valpolicella Superiore i glasset og denne gang i en årgang 2013. Det er en vin, som jeg også kender godt, da jeg også har smagt den i de tre foregående årgange.

Det er fortsat epo-virkende druesaft, som er stærkere end kryptonit og dynamit-Harry tilsammen. Det er Fantomet, Ironman og basserne, som møder månestråle og Cate Blanchett.  Det er underligt, vidunderligt og forbudt for børn … men alt det vender jeg snart tilbage til.

Ernesto Ruffo ligger ved den lille by San Bricco di Lavagno omkring 7-8 kilometer øst for Verona. Ernesto er autodidakt og startede med at lave vin til sin familie i midten af 1960’erne, da hans bedstefar døde og ingen i familien ville passe markerne.

Ernesto var egentlig entreprenør, men påtog sig opgaven og satte sig for at lave vin sideløbende med sit daglige job og gennem alle årene har vinproduktionen således nærmest været en hobby, selvom det ganske vist har grebet om sig.

For hans vine vandt efterhånden mange beundrere og mange af branchens eksperter, betragter i dag Ernesto Ruffo som én af de store producenter af Amarone.

Det har nu ikke påvirket Ernesto, som fortsat har en meget beskeden produktion. Samlet set producerer han i samarbejde med sin søn Leonardo mindre end 5.000 flasker vin om året.

Leonardo har dog de seneste år langsomt overtaget det meste af produktionen, selvom Leonardo også arbejder som arkitekt ved siden af vinproduktionen.

Denne Campogadis Valpolicella Superiore er lavet af druer fra de vulkanske bakker omkring San Bricco, ja faktisk de samme marker, som leverer druen til Ruffos Amarone … her er det så blot de næstbedste druer … 40% Corvinone, 40% Corvina og 20% Rondinella.

Corvina og Rondinella druerne tørres i 30 dage og efter endt fermentering lagrer vinen 24 måneder på franske 500 liters egefade efterfulgt af 12-15 måneder på flaske. Alkoholen er en kende mindre end foregående år … alene 15,5% højoktan – BANG. 

Campogadis Valpolicella Superiore er fortsat en tyk, fed, kraftig og voldsom magiterning med atombombe intensitet. Det er tørret frugt, blommer, sorte kirsebær, bunden af bedstemors skab, blåbær, dadler og enebær, støvletramp, mahogni ædeltræ, jernbanesveller, lakrids, mørk 85% kakao chokolade, røg samt lidt mentol.

Smagen er også nærmest eksplosiv, potensrig saft med tonsvis af frugt kraft, fedme, sødme, eg, stor tørhed, chokolade og tydelige tanniner. Der er rå power med rå kakao og crossfit for rigtige mænd. Tyg den, bid den og nyd den. Voldsomt og så alligevel satans dragende. Bedre end de fleste Amaroner.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Castello di Monsanto, Chianti Classico, Toscana, Italien

2015 Castello di Monsanto, Chianti Classico, Toscana, ItalienJeg har tidligere smagt et glas 1968 Chianti Classico Riserva Il Poggio fra Castello di Monsanto … en vin, som fik mig helt op i skyerne, men den almindelige Chianti Classico i seneste årgang 2015 er sgu også satans gode sager, blot til langt mere menneskepenge.

Castello di Monsanto har jeg skrevet om før her på bloggen … så det skal jeg undlade denne gang, men i stedet blot kigge nærmere på denne 2015 almindelige Chianti Classico fra huset, der ligger tæt ved byen Barberino Val d’Elsa i Toscana.

Druerne til vinen kommer fra forskellige vinmarker og er et blend på 90% Sangiovese samt 10% Canaiolo and Colorino,Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring i 18 dage, hvorefter den lagrer 12 måneder på store 50 hektoliter egefade af slavonsk eg samt 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Hvor er Castello di Monsanto Chianti Classico dog en lækker vin … næsen er let, fin og alligevel med både mejeri, en smule flæsk, tobak, skovbund, the, hindbær, kirsebær, svømmehal, kul, læder, tør jord, mandler, røg og lidt salt. Den italienske syre fornemmes også klart.

I munden virker frugten trods den unge alder allerede moden, syrlig og forførende. Frisk, saftig med skovbund, lyse modne bær … måske lidt varm årgang, men jeg synes faktisk, at den smager rigtig godt. Og samtidig koster den ikke en herregård.

Købt ved Bichel Vin til 135 kr. på tilbud for 6 flasker, men normalprisen ligger på 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Domaine Bernollin, Bourgogne Les Corbaisons, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Bernollin, Bourgogne Les Corbaisons, Bourgogne, FrankrigBourgogne Les Corbaisons fra Domaine Bernollin er en af de vine, som ikke var med til en tidligere smagning af vinene fra Knud Kjellerup, men det råder vi hermed bod på.

Det er den røde entry-level basisvin hos Domaine Bernollin, selvom det faktisk er en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra marken Les Corbaisons, der ligger på et plateau syd for Buxy, omkranset af Montagny 1. Cru marker mod nord og vest.

Marken er beplantet med Pinot Noir, og den gennemsnitlige alder er omkring 40 år. De ældste vinstokke er omkring 70 år gamle. Druerne høstes ved håndkraft, og passerer et sorteringsbord inden vinificering, så kun absolut sunde druer kommer i gæringskaret.

Den samlede cuvage aka vinificering sker i åben tank og varer omkring 3 uger med 7 dages kold maceration ved 9 grader, hvor juicen optager frugt og farve fra de faste stoffer. Derefter omkring  8–10 dages alkoholgæring ved 25-28 grader og efterfølgende 2–4 dages eftermaceration ved 18-20 grader.

Herefter hældes vinen på egetræsfade, hvor den malolaktiske gæring foregår, og lagringen på fad varer 12–14 måneder. Der anvendes 25 % nye egetræsfade og udelukkende franske fade.

Duftmæssigt lidt et blomsterpotpourri, hindbær, bolsjer, bagepulver, sødme, eg, godt med frisk frugt og måske endda også lidt varm i frugten. Smagsmæssigt er der jern, sten, hindbær, godt med frugtsødme og samtidig blød, let og fin. Det er god Pinot Noir uden helt at blæse en bagover.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, TysklandOberbergener Bassgeige Spätburgunder fra Weingut Franz Keller Schwarzer Adler er jeg sgu bare vild med … så enkelt kan det siges. Og her smager jeg vinen i en nyere årgang 2016.

Oberbergener Bassgeige Spätburgunder er en Erste Lage vin, hvor druerne kommer fra den mark, som i den grad præger den lille by Oberbergen, nemlig marken Bassgeige, som betyder betyder kontrabas. Det kommer fra, at marken Oberbergener Bassgeige– set fra oven – ligner en kontrabas og derfor har den simpelthen fået dette navn.

Og det smukke musikinstrument er blevet nærmest et logo for hele byen Oberbergen, hvilket betyder, at kontrabassen kan ses alle steder i byen, ved skulpturer ved indgangen til byen, i smedelåger foran ejendomme.

Selv det lokale kooperativ Winzergenossenschaft Oberbergen har kontrabassen som deres logo og laver endda vin i flasker, som er udformet som en kontrabas.

Vinen er lavet med de bedste druer fra marken og produceret helt traditionelt og lagret på brugte barriques … fade, som har været brugt 2-3 gange tidligere.

Jeg har smagt Oberbergener Bassgeige Spätburgunder tidligere …  på et besøg på vingården, jeg har også smagt den tidligere årgang 2015, men smagte også vinen tilbage i 2012. Dengang var den i en årgang 2008, som min frue var helt vild med og kaldte den bedste vin, hun nogensinde havde smagt.

Klassisk tysk Spätburgunder i næsen og smuk transparent i glasset, hvorfra der kommer animalsk, sød hestestald med die ganzen schweinerei. Der er hindbær, granatæbler, røg, jern, nelliker og lidt som en buttet teenager … let, ubesværet, frisk og ligetil.

I smagen er frugten lidt stram, tæt og præcis. Der er hindbær, svag jern og mineraler, stringent, let og elegant. Det kommer præcist som på skinner uden de store svinkeærinder … bare herregod Spätburgunder.

Købt på Tyskland til 15€ … eller omkring 112 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Domaine Kumpf et Meyer, Riesling Westerberg, Alsace, Frankrig

2014 Domaine Kumpf et Meyer, Riesling Westerberg, Alsace, FrankrigJeg holdt en lille vinsmagning forleden og havde taget denne Riesling Westerberg fra Julien Albertus på Domaine Kumpf et Meyer med … lidt som en lidt funky provokation og et alternativ til mere klassiske vine på Riesling. Men vinen bekræftede bare min tidligere oplevelse … jeg elsker fortsat den mands vine.

Jeg har jo skrevet nogle gange om den unge, lidt sky, men ganske talentfulde vinmager fra Alsace, som laver en række sindssygt spændende vine. I kan læse mere om ham på de tidligere blogindlæg.

Jeg har smagt denne Riesling Westerberg før … blot i årgang 2013, men ikke denne 2014’er før. Den er selvfølgelig lavet med druer fra marken Westerberg, hvor Albertus også har plantet druesorterne  Sylvaner, Gewurztraminer, Pinot Noir samt en smule Muscat.

Markernes dyrkes økologisk, men domainet har først fået deres certificering fra og med årgang 2016. Vinen er lavet ved spontan gæring på barriques, har fået et drys svovl og en let filtrering.

I glasset er vinen virkelig … pisgul morgenurin. Duften er anderledes end Riesling normalt, men alligevel starter vi med lidt klassisk petroleum, men så kommer der funky noter med kogt æblesaft, abrikos, gamle fade, parfumerede elementer, blomster, lidt oxyderet i aromaen og der er lidt plys møbler og en fløjlsbriks over duften, lidt havvand og samlet er det virkelig en pirrende duft, som dog helt klart skiller vandene. Nogle står af … jeg elsker den. Min kone hader den. Men sådan er vi jo så forskellige.

Smagsmæssigt er vinen lidt mindre funky … fin syre med mineraler, æbler … eller måske nærmere æblemost på epo. Syren er ikke knivskarp, men vinen er snarere blød og omfavnende. De mineralske noter og lidt sødkrydrede elementer gør vinen blød og giver balance, så den næsten er helt læskende. Jeg synes dog ikke – som jeg husker det – at den helt er på samme niveau som 2013’eren.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 145 kr., men vinen er dog for længst udsolgt.

Rating 5,5/7 

2016 Weingut Jülg, Spätburgunder Kalkmergel, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Jülg, Spätburgunder Kalkmergel, Pfalz, TysklandDen anden Spätburgunder fra Weingut Jülg til test fra de herlige folk hos Propperiet Vin Import er denne Spätburgunder Kalkmergel fra hans serie af Terriorweine … niveauet over Gutsweine, altså basisvinene.

Som jeg skrev i foregående blogindlæg om storesøsteren Spätburgunder Sonnenberg, så har Jülg sine marker både på den tyske og franske side af grænsen, da de strækker sig fra vingården i Schweigen-Rechtenbach og et par kilometer ind over grænsen til Wissembourg i Alsace.

Og druerne til denne Spätburgunder Kalkmergel er også både tyske og franske … nemlig 20% franske druer og 80% tyske druer fra nogle af husets marker med kalkmergel.

Kalkmergel er en betegnelse for mergel med ekstra stort indhold af kalk. Mergel er en slags ler- og siltaflejringer med  mindst 10% kalk, men når kalkindholdet er større anvendes betegnelsen kalkmergel.

Halvdelen af vinen har lagret på store gamle træfade, den anden halvdel har lagret på barriques, som var 2-3 år gamle. I alt har vinen tilbragt 15 måneder på fad. Vinen er tappet ufiltreret.

Vinen har en nice … lidt varm næse med kirsebær, røg, fin frugtsyre, blæk, estragon, fennikel, lakrids, brugt sengetøj, grønne vinblade, en let sødme og godt med krydderier. Syren er meget frisk.

Smagen sidder sådan set lige i skabet … tør, frugtrig med god og stringent syre, lidt jern og en vis bitterhed. Vinen er en kende rustik, men har masser af Spätburgunder kvalitet … og det er Houlberg jo altid vild med.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Palliser Estate, Pencarrow Pinot Noir, Martinborough, New Zealand

2015 Palliser Estate, Pencarrow Pinot Noir, Martinsborough, New ZealandPencarrow er en serie af dagligdagsvine fra Palliser Estate, men til en pris på 149,95 kr. i et Meny supermarked, så hører denne Pencarrow Pinot Noir vist til i den dyrere end af dagligdagsvine … i hvert fald efter min tegnebog.

Palliser Estate ligger midt i byen Martinborough omkring 70 kilometer nordøst for hovedstaden Wellington i bunden af Nordøen på New Zealand.  Det er et godt vinområde, som nærmest ligger i en langstrakt nord-syd gående dal og med en undergrund, som er meget lig Bourgognes og med et tørt klima.

Palliser Estate blev etableret i 1989 efter 2 vingårdes sammenslutning. Vingårdene havde samme stil og vinmarker ved siden af hinanden – og sammenslutningen betød i længden bedre vin, mere kvalitet samt større mængde og en mulighed for at gøre sig gældende internationalt.

Det er i dag et aktieselskab med 211 aktionærer og de ejer samlet 72 hektar vinmarker, som er fordelt på de 7 marker Om Santi, Clouston, Wharekauhau, East Base, Pinnacles, Palliser Vineyard og Winery Vineyard.

Pip Goodwin er CEO og Allan Johnson er ansvarlig vinmager. Han står bl.a. bag denne Pencarrow Pinot Noir, som er lavet af druer fra markerne East Base, Clouston, Pinnacles og Winery sammen med druer opkøbt fra andre vinavlere i området.

Omkring 95% af druerne er afstilket, mens der for de sidste 5% anvendes hele klaser. Lavet med druernes naturlige gærceller og vinen er efter endt fermentering lagret 10 måneder på egefade, heraf 18% nye fade.

Duftmæssigt ikke helt så let i udtrykket, som men måske ville kunne forvente. I stedet er der solrige kirsebær, lidt varme, eukalyptus, blæk, eg, røg, grønne blade samt lidt sten og flint.

Smagen er røde bolsjer, grønne elementer, lette bær, jordbær, rabarber, lyse blommer og ellers lidt jern, men virker ikke helt rund. Vinen virker lidt vandet, kedelig og uden dybde.

Importør er Laudrup Vin, men mit eksemplar er købt i et Meny supermarked til 149,95 kr. Det er til den dyrere side.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Weingut August Kesseler, N Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut August Kesseler, N Pinot Noir, Pfalz, TysklandForleden drak jeg vinen R Riesling Kabinett fra Weingut August Kesseler, som ligger på Lorcher Straße i Assmannshausen i den vestlige del af Rheingau. Nu er er det dens farvede søster … N Pinot Noir, som er næste testvin fra BayVine.

N Pinot Noir er – som søstervinen – lavet med opkøbte druer fra Pfalz. Allerede tilbage i 2012 startede August Kesseler med at samarbejde med udvalgte vinavlere i Pfalz området og de dyrker deres druer nøjagtigt efter August Kesselers strenge regler, primært i området Mittelhaardt omkring Bad Dürkheim.

Og det er præcis derfra, at druerne til denne vi kommer … vinstokkene skulle efter sigende være 25 år i gennemsnit, høstet manuelt og afstilket inden vinificering. Vinen er lavet i både Bad Dürkheim og videre vinificeret hos Kesseler i Rheingau.

Fermentering er sket i åbne gæringsanlæg i rustfri stål og vinen er lagret 12 måneder inden aftapning, men jeg kan ikke se, om lagringen er sket på egefade eller i ståltanke.

Duftmæssigt er vinen lidt grøn, støvet med tør jord, lyse bær, ribs, kirsebær, røg, norske brystdråber, kanel, kagecreme, godt med syre, men der fornemmes også en smule sødme.

I munden er det klart Pinot Noir … let med ribs, godt syrlig, egentlig meget ren og syrlig frugt, lidt landlig og måske også kantet. Der er lidt peber, lidt jern, men også en kendelse vandet. Det smager fint, lidt en hverdagsvin … drik den kølig.

Forhandles af BayVine, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2013 Castell d’Encús, Thalarn, Costers del Segre, Spanien

2013 Castell d’Encús, Thalarn, Costers del Segre, SpanienSidst jeg smagte en vin fra Castell d’Encús gav jeg den topkarakteren 7 fede tommelfingre. Det var vinen Acusp Pinot Noir … og nu har jeg igen en vin i glasset fra Castell d’Encús, men denne gang er det vinen Thalarn, som er lavet på ren Syrah.

Vi har fat i et virkeligt spændende vinprojekt … på historiske gamle vinmarker beliggende lidt nord for den lille by Talarn i provinsen Lleida i vindistriktet Costers del Segre … og det er jo i Katalonien, det nordøstlige hjørne af Spanien.

Der har været dyrket vin på stedet siden 1151, hvor de lokale munke overtog stedet fra greverne af Arnau Miro & Aurea. Navnet Castell d’Encus betyder borgen Encus … og den borg står der fortsat i dag – midt i byen – som en ruin til minde om de svundne tider.

For munkene forlod faktisk stedet i 1752 og siden har der ikke været dyrket vin på de tilhørende marker … i hvert fald ikke før 2001, hvor den spanske vinguru Raül Bobet købte stedet med 95 hektar jord.

Raül havde tidligere i 15 år været ansvarlig for den samlede produktion hos Torres og havde netop også startet vingården Ferrer Bobet i Priorat sammen med Sergi Ferrer.

Raül var på jagt efter et terroir i Pyrenæerne, hvor man kunne dyrke vin og et sted der fremtidigt ville være mindre påvirkelig overfor klimaforandringerne.

Han tilplantede 23 hektar med sorter som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franco, Merlot, Pinot Noir, Syrah, Petit Verdot, Sauvignon Blanc, Riesling, Semillon og Albariño, mens de resterende hektar stadig står uberørt hen, da de skal være en del af områdets og vinmarkernes biodiversitet.

Markerne ligger alle i en højde på 850-1.000 meter og dyrkes alle biodynamisk. Derudover er der bygget et moderne vineri, hvorfra der er udsigt til det nærliggende Sant Antoni reservoir.

Raül har endvidere fundet et gammel udendørs gæringskar fra 1200-tallet, hugget ud i klipperne og muligt at tømme ved hjælp af tyngdekraften. Det anvender Raül til vinificering af flere af vinene fra Castell d’Encus.

Denne Thalarn er opkaldt efter den ny, hvor Castell d’Encús ligger og druerne- 100% Syrah – kommer fra biodynamiske marker. Vinen er fermenteret i både de gamle gæringskar i sten, udhugget i 1200-tallet, egefade og ståltanke med både alkoholisk og malolaktisk gæring.

Derefter er vinen lagrer 11 måneder på franske barriques og er flasket med minimalt brug af svovl. Der er samlet lavet 19.600 flasker af vinen, som Parker har givet 93 point.

Næsen er er fed, tyk og adipøs … lækker kostald-animalsk, lidt mejerinoter med kærnemælk, medicinskab og vel egentlig også aromatiske elementer. Der er mørke bær, blåbær, svedsker, svag fad, læder, lidt fernis, sødme og tonsvis af tunge mineraler.

Smagsmæssigt er det fortsat en ung vin med frisk frugt … mørk frugt, gærede blåbær og blommer. Er hård og direkte i filten, fantastisk tørt, men tanninerne er pænt polerede og bløde, så vinen fremstår balanceret. Der er peber, krydderier, saft og kraft … alligevel cremet og imødekommende. Stor vin.

Importør er Laudrup Vin, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 300 kr. I Salling kan en enkelt flaske fås til 330 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger