Lørdag var vor hele sidste dag i Ahr og den startede selvfølgelig atter med et besøg hos en vinproducent, nemlig hos Weingut Paul Schumacher på Marienthaler Straße i Marienthal. Vi havde en tidlig aftale med Anne Schumacher, men det blev nu Paul Schumacher himself, som vi mødte på vingården og forestod smagningen.
Vingården ligger på hovedvejen og minder mest om en forvokset villa, og når du kommer ind, så ligner det mest af alt om en lille bistro eller restaurant, men den fungerer faktisk også som bistro og drives også en gang årligt også som Straußwirtschaft … en slags sæsonåben restaurant, hvor de kan servere deres vine sammen med regionale egnsretter.
Vi blev budt hjertelig velkommen i de hyggelige lokaler med spændende kunst på væggene. Paul Schumacher spurgte til, hvad vi kunne tænke os at smage, og vi svarede – belært af de foregående dage – at vi gerne ville koncentrere os om de røde vine.
Nu laver Weingut Paul Schumacher også primært Früh- og Spätburgunder – og derudover alene lidt Riesling – så valget og vor bevidste selvofring var nok alligevel ikke stor. Men det betød blot, at vi kunne have fuld fokus på de dejlige rødvine.
Historien
Weingut Paul Schumacher er ikke et gammelt vinhus i Ahr, men etableret for 10-12 år siden, hvor Paul besluttede selv at lave egne vine fra sine marker. Indtil da havde han både arbejdet for et af de store kooperativer og samtidig også leveret sine druer til dem.
Sammen med sin hustru – som vistnok hedder Ulla – driver Paul 5,2 hektar vinmarker, hvor de bedste marker klart er Walporzheimer Kräuterberg, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Silberberg, Ahrweiler Rosenthal og Leutesdorfer Gartenlay.
Han dyrker 70% Spätburgunder, 12% Frühburgunder, 15% Riesling og så lige 2% Merlot. Vinstokkene med Riesling er primært på hans Leutesdorfer Gartenlay mark, der ikke ligger i Ahr, men i Mittelrhein vinregionen … et par parceller, som han overtog i 2014.
På markerne i Ahr er 75% af Schumachers vinstokke typisk mellem 40-70 år gamle, så det betyder – sammen med omsorg for druerne i markerne, håndkraft samt et meget hårdt og slidsomt arbejde – at der virkelig er kvalitet i hans vine, som også har fået flotte anmeldelser fra de store vinguider.
Paul Schumacher har således høstet 3 stjerner hos Eichelmann og Vinum med en særlig udmærkelse for hans 2015 Spätburgunder, som en af de bedste og endda til en attraktiv pris.
Smagningen i den hyggelige bistro
I den lille hyggelige bistro serverede Paul Schumacher en række af sine vine for de vinglade danskere. Det betød et lille smageprogram, som så sådan her ud:
Paul Schumackers vine er klart til den mere stringente og mere syrerige side, men utrolig elegante. Det var selvfølgelig alle meget unge vine, som – uden undtagelse – vil havde godt at lagring nogle år, men de bedste var klart vinene fra Rosenthal og Kräuterberg.
Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.
Rundvisning i vinkælderen
Efter smagningen – og køb af lidt af Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder – fik vi en rundvisning i vinkælderen … en ganske overraskende lille kælder, meget tætpakket med også med et langt, stort og hvælvet rum til at lage vinene på barriques.
Som hos nogle af de andre producenter vi besøgte, så havde Paul også et lille skattekammer med nogle af hans ældre vine. Vi fik undervejs også en god snak om vin og produktionen.
Sammenlagt et fint lille besøg, som heller ikke varede så lang tid, men stor tak til flinke Paul Schumacher.