Med næste vin bliver vi i området, vi er nemlig knap to kilometer nordøst for Castiglione Falletto, hvor vi finder Azienda Agricola Cascina Ballarin i byen La Morra.
Cascina Ballarin er et ægte familieforetagende, hvor alle medlemmer i familien deltager i det daglige arbejde på vingården. Vingården er grundlagt i 1928 og drives i dag af brødrene Giorgio og Gianni Ballarin, og de har i alt 6,5 hektar vinmarker, både omkring La Morra og ved Monforte D’Alba og selvfølgelig med de klassiske druer Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og en smule Cabernet Sauvignon.
Deres vinmarker ligger i nogle af de bedste områder, bl.a. Bussia, Bricco Rocca og Giuli, som nærmest har status som “Grand Cru” i området.
Hos Cascina Ballarin laver man selvfølgelig – som også hos Giuseppe Mascarello e Figlio – helt klassisk Barbera, Dolcetto, Barolo og et par Langhe Nebbioloer. Både arbejdet på vinmarkerne og i kælderen er nøje tilrettelagt hos Cascina Ballarin. Opskriften bliver hele tiden tilpasset hver druesort, hver mark og hver årgang. Små detaljer betyder utroligt meget for den færdige vins kvalitet.
Udover vinproduktionen omfatter driften på gården også udlejning af 4 værelser samt en meget lille campingplads, hvor der er plads til få campingvogne.
Vinen her er en enkeltmarks Barbera d’Alba fra marken Pilade, en 0,7 hektar parcel, hvor vinstokkenes har en alder mellem 25 og 45 år. Udbyttet ligger på omkring 70 khg/hektar. Vinen har lagret på egetræsfade i 6 måneder og herefter 6 måneder på flaske inden frigivelsen.
I glasset fin rubinrød … måske ganske brunlig i kanten. Duftmæssigt meget organisk og animalsk … kostald, honning, træ og let portvin, som giver en fornemmelse af en ældre vin. Måske har opbevaringen af vinen i butikken ikke været optimal? Vinen stod på en hylde sammen med Gaja vine, som på den måde har den egentlig været i godt selskab, men temperaturen i lokalet forekom mig en anelse høj. Smagen fejler dog ikke noget, meget fløjlsblød, god frugt, en lidt krydret smag og silkebløde tanniner. Dejlig vin.
Købt i en Vinoble forretning, pris 160 kr.