Tag-arkiv: Italien

2010 Tenute Loacker, Valdifalco Morellino di Scansano, Toscana, Italien

2010 Tenute Loacker, Valdifalco Morellino di Scansano, Toscana, ItalienSom aftenens første rødvin havde Toscavini indehaveren Bill Kyhl valgt denne Morellino di Scansano fra vingården Valdifalco, som ligger i hjertet af det gamle Etrurien i provinsen Grosseto mellem Alberese og Collecchio i kommunen Magliano i Toscana. Vingården ejes af vinfirmaet Tenute Loacker, som også ejer to andre vingårde i Italien, nemlig Schwarhof i Sydtyrol samt Corte Pavone i Toscana.

Rainer Loacker købte Valdifalco tilbage i starten af år 2000. Navnet Valdifalco betyder “Valley of the Falcon” og hentyder til det faktum, at området var berømt for falkejagt i middelalderen. Vingården har smukt beliggende blandt bølgende bakker, og der ejes i alt 64 hektar jord, hvoraf de 21 hektar består af vinmarker.

Tenute Loacker er en af ​​Italiens største pionerer, når det kommer til økologisk vin-landbrug. Flere af vinene fra husets tre vingårde har vundet adskillige priser for deres overlegne kvalitet.

Morellino di Scansano DOCG er en type italiensk rødvin, som kun produceres i de bakkede omgivelser i landsbyen Scansano i Maremma, som omfatter en del af kysten i det sydlige Toscana. Morellino er også det lokale navn for Sangiovese druen.

Mange mennesker tror, ​​at navnet Morellino kommer fra “Morello” (brun), efter de heste, der indtil for nylig var redet af Butteri, de lokale cowboys, som passede de særprægede Maremma kvæg.

Navnet kan også komme fra Morello kirsebær, en næsten blæksort/rød kirsebærsort med stor surhed og syreindhold. Morellino di Scansano blev ydet DOC status i 1978, og opgraderet til DOCG status fra 2007 årgang, så vinen her er DOCG.

Morellino di Scansano skal efter de italienske vinlove ikke lagre, så den kan allerede frigives i marts efter høsten i september. April er en spændende måned for at nyde denne vin frisk og sprød.

Denne Morellino di Scansano fra Valdifalco er lavet på 87% Sangiovese, mens resten består af Cabernet Sauvignon samt Syrah. Denne Valdifalco vin er dog lagret, 12 måneder i små franske egetræsfade, hvoraf 50% er nye. Vinen filtreres heller ikke, og ligger også på flaske i minimum 6 måneder inden den frigives.

Duftmæssigt er der rigtig nok lidt syrlige kirsebær, lidt kridt/kalk, marzipan, mørk chokolade, læder … men også lidt peber/krydderi fra Syrah druen, som klart fornemmes i duften. Smagsmæssigt stor elegance, fin rund i smagen, men fortsat med masser af syre. Fin start, som lover godt for aftenen.

Købt hos Toscavini, pris 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Fattoria di Fugnano, Vernaccia di San Gimignano, Toscana, Italien

2011 Fattoria di Fugnano, Vernaccia di San Gimignano, Toscana, ItalienTorsdag i sidste uge stod på en stor Toscana smagning. Vi startede smagningen med en enkelt hvidvin, nemlig denne Vernaccia di San Gimignano fra det lille vinhus Fattoria di Fugnano.

Vi er i en af de flotte og gamle byer i Toscana, nemlig San Gimignano, der ligger på en højderyg og knejser med sine mange tårne omkranset af en gammel middelaldermur. Ikke helt uden grund kaldes byen, der ligger sydvest for Siena, for ”Italiens Manhattan”.

Et kuriosum omkring de mange tårne er, at de rige familier i middelalderen på det nærmeste kappedes om at bygge flest og højest, hvilket betød, at der på et tidspunkt var 62 tårne i byen. Desværre er der ikke helt så mange tilbage mere, men det gør ikke byen mindre betagende.

San Gimignano er også byen, hvorfra der kommer en ganske herlig hvidvin, Vernaccia di San Gimignano. Optegnelser viser, at vinen har været produceret siden 1286, og med sin DOC-klassifikation i 1966 blev den Italiens første DOC.

Efter tildelingen af DOC oversteg produktionsniveauet desværre kvaliteten, men det har heldigvis vendt og flere producenter nu gør et stort arbejde for at højne niveauet til over turistvins-klassen. Især efter DOCG-klassifikationen i 1993, hvor det var Italiens blot anden hvidvin med DOCG-status, begyndte der at ske noget, og en af metoderne har ganske enkelt været at sænke høstudbyttet markant.

Druen hedder, som vinen, Vernaccia di San Gimignano, og nogle gange bruges druen sammen med andre lokale, grønne druer. Den kan give flotte og temmelig kostbare vine, specielt dem der er fadlageret i barriques før tapning.

Fattoria di Fugnano drives i dag af Laura dell’Aira Pensabene. Som lille pige havde den nu 29-årige Laura dell’Aira Pensabene tilbragt mange dejlige somre på bedstefaderens vingård i San Gimignano. Gården var købt som en retræteejendom, hvor bedstefaderen kunne gå og pusle med vin, oliven og lidt turisme, og som et sted hvor familien kunne samles. På barndommens mange ture i markerne med ejendommens hjælpere havde den unge Laura fået en ide om, hvordan det var at arbejde på en vingård, og i flere år havde hun deltaget i vinhøsten på lige fod med de andre på ejendommen. Men ikke mindst havde hun fået en kærlighed til den smukt beliggende vingård Fattoria di Fugnano.

Da bedstefaderen gik bort, stod de to døtre, Christina og Giovanna Pensabene, nu med en af Chanti-områdets største og mest velbeliggende vingårde. Giovannas datter, den dengang 23-årige Laura var i gang med jura-studiet i Palermo, men tøvede ikke: ”Jeg tager til San Gimignano, og fortsætter med at drive gården”, sagde hun bestemt, og som sagt så gjort. I 2009 besøgte Laura i øvrigt bankens vinklub i Silkeborg, så hun er bestemt bekendt med Danmark. Desværre er jeg nu ikke med i vinklubben i Silkeborg.

Vinen her som sagt på druen Vernaccia di San Gimignano. Lad os smage vinen. Duftmæssigt lidt hyldeblomst, pære og melon … virker meget frisk i udtrykket. Smagsmæssigt også en frisk vin, der er lidt mandler og en fin sødme, men ikke for meget, og generelt en vin med god balance. Godt valg.

Købt hos Toscavini, pris 69 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Salcheto, Chianti Colli Senesi, Toscana, Italien

2011 Salcheto, Chianti Colli Senesi, Toscana, ItalienSom første rødvin denne aften valgte vi en italiener, nemlig denne Chianti Colli Senesi fra vinhuset Azienda Agricola Salcheto, som er beliggende i den historiske by Montepulciano.

Salcheto er en bemærkelsesværdig vingård og på 20 år er den blevet en af de mest omtalte vingårde i området. Dette er til trods for, at gården stadig er blandt de mindre ejendomme i området.

Første årgang var 1991, og tilgangen til vinproduktionen har hele tiden været kompromisløs. Nytilplantninger sker med aflæggere fra egne vinstokke, og som en af de eneste vingårde i området arbejdes der kun med Sangiovese-druen til hovedvinen: Vino Nobile di Montepulciano.

Høstudbyttet er lavt, og i kælderen foregår en streng selektion af druer og vin. Markerne dyrkes økologisk, og som et nyt og ambitiøst projekt er de ved at opføre et helt nyt bæredygtigt vineri. Ambition er i fremtiden at have fuldt CO2-neutral vinproduktion. Alt sammen for at nå det, der var gårdens oprindelige målsætning: At være med til at genskabe Vino Nobile di Montepulcianos historiske ry, og altid være blandt de bedste producenter.

Markarealet er i dag 33 hektar, der ligger i den centrale del af Montepulciano, lige neden for byen, med hældning mod syd og sydøst. Salcheto laver 4 forskellige rødvine: Chianti, Rosso di Montepulciano, Vino Nobile di Montepulciano og enkeltmarksvinen Salco Evoluzione.

Tilgangen til kælderarbejdet er relativt traditionel, med enkelte moderne indslag. Der anvendes barriques (amerikanske og franske), men kun i meget begrænset omfang. Ambitionen har aldrig været at lave områdets kraftigste vine, men tværtimod at lave de mest elegante og raffinerede vine på Sangiovese.

Daglig leder er Michele Manelli, som også står for vinproduktionen sammen med vinkonsulenten Paolo Vagaggini.

Vinen her er lavet på 85% Sangiovese, mens resten består af Canaiolo and Mammolo. Druerne til vinen kommer fra vinmarken Poggio Piglia nær Chuisi. En del af vinen har lagret på 300 l. amerikanske egetræsfade.

Duften fra glasset er sure kirsebær, blæk, urter, røgelse og mørk chokolade. Smagsmæssigt mørke kirsebær, fin tørhed og god aggressiv syre. Fin Chianti.

Fås hos Niche Vine i København til 95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2009 Bruno Rocca, Barbera d’ Asti, Piemonte, Italien

2009 Bruno Rocca, Barbera d' Asti, Piemonte, ItalienVin nr. 2 fra i tirsdags er denne Barbera d’ Asti fra Azienda  Agricola Rabaja’ Bruno Rocca. Vi er i Rabaja området udenfor byen Barbaresco i det dejlige Piemonte, hvorfra familien Rocca har drevet vingård siden slutningen af ​​1950’erne, da Bruno Rocca far Francesco og hans kone Maria Adelaide købte deres ejendom samt en del af en vinmark.

Bruno Roccas ejendom ligger helt ude på kanten med den mest fantastiske udsigt. Frem til Francescos død i 1978 solgte man alle druerne til lokale vinproducenter i Barbaresco, men da Bruno Rocca overtog ejendommen blev han den første i familien, der også producerede vin.

Som modernist skabte Bruno Rocca i starten af 80’erne en helt ny stil i forhold til andre producenter i Barbaresco: bløde vine med stor elegance. Han bruger små franske egefade, men også arbejdet såvel i marken som i kælderen anskues forskelligt, alt efter hvilken ”skole” man hælder til. Han ejer i dag 15 hektar vinmarker og han har modtaget et væld af priser. Dog er han temmelig sky og undgår helst al offentlig virak.

Brunos børn deltager også i familievirksomheden, idet datteren Luisa tager sig af administration, markedsføring og gæsterne på gården, men sønnen Francesco hjælper faderen med vinproduktionen.

Gårdens marker er primært centreret omkring Barbaresco i Rabaja området. De andre vinmarker ligger i Treiso, Neive og i kommunen Vaglio Serra (Asti), hvor druerne til denne Barbera d’Asti er dyrket. Der laves i alt 120.000 flasker vin årligt på gården, hvilket omfatter Barbera d’Alba, Barbera d’Asti, Dolcetto, Langhe Chardonnay og Langhe Rosso.

Nå, lad os smage på denne Barbera d’ Asti. Selvfølgelig lavet på 100% Barbera, og derudover har vinen lagret 12 måneder på 2. år gamle fade. Duften er flot og dejlig animalsk … det elsker vi jo. Der er blæk, sure blommer, skovbær, grøn peber, mandler … dejlig duft. Smagsmæssigt en tør vin, meget mere massiv i frugtsmagen end den forrige vin, og der er fin syre og tannin, som slutter af i en skøn, lang eftersmag.

Købt hos Jysk Vin, pris pt. 125 kr. mod normalt 154 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2008 Cantina Zaccagnini, Montepulciano d`Abruzzo Chronicon, Abruzzo, Italien

2008 Cantina Zaccagnini, Montepulciano d`Abruzzo Chronicon, Abruzzo, Italien Tirsdag smagte jeg denne Montepulciano d`Abruzzo Chronicon fra vinhuset Cantina Zaccagnini i Abruzzo. Vingården er beliggende i den lille by Bolognano Pescara, som har omkring 1.300 indbyggere og ligger omkring 25 km. sydvest for havnebyen Pescara.

Vinhuset, som rettelig hedder Azienda Agricola Ciccio Zaccagnini, blev grundlagt i 1978 af Zaccagnini familien. I dag er det Marcello Zaccagnini, som driver vingården, der årligt producerer omkring 500.000 flasker vin. De nyeste teknikker, konstante nye forsøg med alternative vine og et moderne laboratorium har skabt en vingård der i dag er kendt for sin høje kvalitet og innovative indstilling. Hvert år får de en stigende anerkendelse i vinpressen og bl.a. Gambero Rosso giver glas til et stort antal af deres vine.

Jysk Vin er dansk importør, og specielt vinen Tralcetto, “den med pinden” har været en storsællert. Halvdelen af vingårdens produktion er da netop også Tralcetto, som der således laves 250.000 flasker af årligt.

Marcello Zaccagnini har udover passionen for vin, også en stor passion for musik, og arrangerer event som fx “Wine will rock you”, hvor han forsøger at markedsføre lokale bands.

Vinen her, Chronicon, er lavet på 100% Montepulciano d’Abruzzo, vinan lagrer 12 måneder på gamle egetræsfade, dvs. dobbelt så lang tid som Tralcetto, og der laves 50.000 flasker af vinen om året.

Duftmæssigt godt med modne, mærke bær og sødme, måske et let strejf af kirsebær. Smagsmæssigt en fyldig og behagelig vin, fin tørhed, røde skovfrugter, tætte tanniner, men også god balance. Nem at drikke og fin lille vin.

Købt hos Jysk Vin, pris 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Ernesto Ruffo, Basaltico IGT, Veneto, Italien

2009 Ernesto Ruffo, Basaltico IGT, Veneto, ItalienAftenens sidste vin … her slutter vi sgu også spændende. Vi bliver i Italien, men rykker lidt mod nordøst, nemlig til Veneto området, hvor vi finder en ganske lille Amarone producent, Azienda Agricola Ernesto Ruffo. Den lille vingård ligger i byen Lavagno ved de vulkanske bakker i San Briccio, der grænser op til Mezzane dalen.

Ernesto er en autodidakt og unik vinmager, som begyndte at lave vin til sin familie, men hans vine vandt efterhånden mange beundrere og mange af branchens eksperter, betragter ham i dag som én af ​​de store producenter af Amarone. Det har nu ikke påvirket Ernesto, som fortsat har en meget beskeden produktion. Samlet set producerer han i samarbejde med sin søn Leonardo mindre end 5.000 flasker Amarone og Valpolicella Superiore om året. Det er ikke meget, og vinene er derfor også svære at få fat i.

Det er svært at finde info om denne lille producent, som ganske vist har en hjemmeside på nettet, men uden information … udover en mailadresse, men det er jo også ganske charmerende, at alle kræfter på vingården alene bruges på at lave god vin. Jeg ved også, at det er svært at få lov at købe vinene fra Ernesto Ruffo og Jysk Vin har fortalt, at de allernådigt fik lov til at importere omkring 100 flasker af hans Amaroner.

Basaltico IGT er lavet på et blend med Corvina som den primære drue. Jeg har ikke kunnet finde en fordeling mellem druerne eller noget om lagringen af vinen, men det må I så have tilgode. Har faktisk en Amarone liggende fra Azienda Agricola Ernesto Ruffo, og når den proppes op, så kan vi jo vende tilbage til dette spændende vinhus. Årgang fremgår ikke på flasken, men jeg gætter 2009. Det kunne dog også godt være en N.V. (Non Vintage), men det vil være lidt underligt fra sådan en lille producent.

Duftmæssigt lidt mørke bær, blomster og krydderier. Meget rustik og klassisk i duften og det gode, simple håndværk fornemmes. Smagen præges af mørke bær, brombær … fint kombineret med lidt krydderier og en skarp, men præcis syre, som giver god balance i vinen. Klassevin.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin til 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2006 Castello di Monsanto, Chianti Classico Riserva Il Poggio, Toscana, Italien

2006 Castello di Monsanto, Chianti Classico Riserva Il Poggio, Toscana, Italien Næste vin i række … igen til Italien, nemlig Toscana med en Chianti Classico Riserva Il Poggio fra vinhuset Castello di Monsanto.

Det er en vin, som første gang så dagens lys i årgang 1962, og den var reelt den første rigtige enkeltmarksvin under Chianti Classico DOC. To år forinden havde Aldo Bianchi, en indfødt af San Gimignano købt ejendommen … eller vel nærmere slottet, som er beliggende tæt på byen Barberino Val D’Elsa.

Det var imidlertid sønnen Fabrizio, som blev forelsket i de vine, som han fandt i kælderen og overtog vinproduktionen på gården med hjælp fra sin kone Giuliana. I dag er det dog datteren Laura Bianchi, som står i spidsen for produktionen på Castello di Monsanto, dog fortsat med hjælp fra fader Fabrizio og vinmageren Andrea Giovannini.

Og vinene fra Castello di Monsanto hører i dag til i den absolute topklasse. En væsentlig forklaring er vinmarkernes beliggenhed. Markerne oven for slottet ligger på galestrojord og specielt den 5,5 hektar store berømthed Il Poggio bakketoppen, har perfekte eksponeringsforhold ¾ horisonten rundt og jordforhold med skiferholdig mergel, som enhver sangiovesedyrker ville betale stakkevis af pengesedler for, hvis den var til salg. Il Poggio høstes faktisk i tre tempi på grund af de forskellige eksponeringsforhold, en beslutning den ambitiøse og dedikerede Fabrizio tog meget tidligt.

Dette er den legendariske enkeltmarks Chianti lavet på 90% Sangiovese og lidt Canaiolo og Colorino, lagret 20 mdr på mindre egefade og netop lavet af druer fra den berømte mark. Mængden af nyt fad har dog været aftagende de senere år.

Duftmæssigt virker vinen en smule mørkere, end jeg havde forventet. Jeg har lidt modne solbær, lakrids, bitter chokolade, og lidt hårdhed. I duften i hvert fald lidt anderledes end Chianti normalt. Smagsmæssigt stor tørhed, stramhed, sure kirsebær, granatæbler … men altsammen meget intenst og samtidig silkeblød. Flot, flot vin.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Bichel Vine til 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, Italien

2007 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, ItalienSå blev det min tur til at bidrage til festen, og det gjorde jeg med denne Do Ut Des IGT fra vinhuset Fattoria Carpineta Fontalpino. 3 glas i Gambero Rosso og 94 point af Wine Spectator, men mest af alt fordi jeg elsker supertoscanere.

Vingården er grundlagt i 1960’erne af familien Crestis, selvom gården har traditioner for vinfremstilling så langt tilbage som det sidste århundrede. Gården ligger lige i nærheden af Siena samt den historiske landsby Castelnuovo Berardenga.

Ejendommen drives af søskendeparret Gioia og Filippo Cresti. Gioia Crestis er vingårdens er ønolog og hun er ansvarlig for alle produktionens faser, lige fra af hente druerne i markerne til den færdige vin, så hun får sat sin personlige stil på vinene. Filippo Crestis er hovedsageligt involveret i de administrative ting, som bogholderi, markedsføring og salg.

Fattoria Carpineta Fontalpino har i alt 80 hektar vinmarker, men vinmarkerne udgør alene 23 hektar med mange forskellige sorter af specialiserede vinstokke, fx typerne Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og andre eksperimentelle druer (Petit Verdot, Alicante, og mange andre). Gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 22 år, og de ældste stokke omkring 40 år gamle, mens de yngste er omkring 5 år.

Navnet Carpineta Fontalpino har sine rødder i to historiske steder i området Montaperti, nemlig Carpineta, opkaldt efter nogle karakteristiske træer i området samt Fontalpino, opkaldt efter en lokal vandkilde.

Vinen her hedder Do Ut Des og er lavet på 34% Merlot, 33% Sangiovese, 33% Cabernet Sauvignon. Jeg vil gerne kunne sige, at Do Ut Des betyder “tre af hver”, men det er jeg ingenlunde sikker på. Vinen har lagret 18 måneder på 225 liter egetræsfade, og der produceres årligt omkring 19.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt masser af grønne toner, mørke kirsebær, vanilje, toast og nok også lidt alkohol. I munden også sindsygt stort indhold af tannin, som sammen med kirsebær, eg, krydderier giver en fløjlsblød forkælelse af din gane. Vinen er fortsat ung, og kan måske vinde lidt ved at gemmes i nogle år mere, men det smager altså bare godt.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Veras Vine til 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

 

2003 Rocca delle Macie, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2003 Rocca delle Macie, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienMed sidste vin fra torsdagens bestyrelsesmøde røg vi en tur til det dejlige Toscana.

Vi er hos vingården Rocca delle Macie i Castellina i hjertet af Chianti. Rocca delle Macie blev etableret i 1973, da Italo Zingarelli – som var filmproducent og bl.a. stod bag den populære filmserie Trinity med duoen Bud Spencer og Terence Hill (herunder They Call Me Trinity og Trinity Is Still My Name) – besluttede at realisere sin livslange drøm ved at erhverve “Le Macie” ejendommen for at skabe en vingård i hjertet af Chianti Classico-zonen. Vingården havde dengang 85 hektar jord, men alene 2 hektar var vinmarker.

I dag er Italos børn Sergio, Fabio, Sandra, Giulia og Andrea også inddraget i vinproduktionen. Og vingården er også vokset og udgør i dag mere end 600 hektar, hvoraf 200 hektar er vinmarker og 80 hektar anvendes som olivenlunde, opdelt på tværs af virksomhedens seks godser: Le Macie, Sant’Alfonso, Fizzano, Tavolelle, Campomaccione samt Casamaria.

Der produceres 5 hvide vine, en rosé og 12 forskellige rødvine på Rocca della Macie, hvoraf denne Chianti Classico Riserva er én af vinene. Vinen er selvfølgelig lavet på Sangiovese med en smule Cabernet Sauvignon og Merlot tilsat, og den har lagret på egetræsfade i omkring 2 år, hvorefter den har lagret på flaske i yderligere 3 måneder.

En lidt sjov ting med Rocca della Macie er, at de udover anbefaling af, hvilken mad der passer til vinen, også anbefaler hvilken musik der bør høres, når vinen skal indtages. Denne vin går tilsyneladende godt sammen med oksemørbrad stegt med aromatiske urter tilsat “All along the Watchtowers” med Jimi Hendrix. Nice.

Lad os smage vinen. Fin syrlighed med kirsebær i næsen, der er lidt yoghurt, lidt vanilje og meget animalsk i duften, og det lovergodt. Smagsmæssigt er vinen også fin mineralsk, ren frugt … kirsebær, lyserøde bær, granatæbler, og god syre og tannin. Fin repræsentant for Chianti, og et fint punktum for bestyrelsesmødet. Winespectator gav vinen 85 point i årgang 2003.

Ikke fundet en dansk forhandler, men vil gætte på en pris omkring 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2006 Vinchio-Vaglio Serra, Barbera d’Asti Superiore Nizza Laudana, Piemonte, Italien

2006 Vinchio-Vaglio Serra, Barbera d'Asti Superiore Nizza Laudana, Piemonte, ItalienMed næste vin røg vi en tur til Italien, nærmere bestemt til kooperativet Vinchio-Vaglio Serra, som ligger imellem de to byer Vinchio og Vaglio Serra i Piemonte i Norditalien. Kooperativet har lavet kvalitetsvine til meget rimelige prisen siden 1959. Hvis man aldrig køber vin i  supermarkeder, er der næppe nogen klokker der ringer, når der bliver sagt Vinchio-Vaglio Serra. Omvendt betyder Danmark en hel del for Vinchio-Vaglio Serra, for danskerne er langt de største kunder på kooperativets eksportmarkeder.

Kooperativet blev som nævnt oprettet i 1959 og har i dag 180 medlemmer med tilsammen ca. 320 hektarer vinmarker. Kvaliteten af vinene varierer naturligvis, men ”I Tre Vescovi”, en Barbera d’Asti Superiore, kan man godt være bekendt at drikke til en delle, og det gælder i endnu højere grad for ”Vigne Vecchie”.

Imellem de to nævnte vine ligger denne Barbera d’Asti Superiore Nizza Laudana, hvor druerne leveres fra vingården Bricco Laudana. Vinen har lagret 18 måneder på egetræsfade, og selvfølgelig på 100% Barbera. I alt laves der omkring 49 forskellige vine på Vinchio-Vaglio Serra, en lang række bag-in-box samt flere grappaer.

Lad os smage på vinen. Duftmæssigt lidt speciel med tranebær, kirsebær, enebær, lidt kardemomme og gammel kælder. Smagsmæssigt er der bestemt røde frugter, men også lidt skarp og skæv i smagen. Bider lidt af mig …. hmmmmm.

Købt i Føtex, hvor prisen er omkring 65 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7