Fra VDP Erste Lage marken Würzburger Abtsleite lige ved Randersacker smager vi nu Weingut Juliusspitals 2017 tørre Riesling fra en klassisk, historisk, sød og rund bocksbeutel flaske.
Jeg har tidligere skrevet om den over 435 år gamle institution Stiftung Juliusspital Würzburg midt i Würzburg, nemlig da jeg i sommeren 2015 og bla. smagte en 2013 Würzburger Müller-Thurgau Trocken. I det blogindlæg kan du også læse mere om det historiske, vigtige og store vinhus, der årligt over omkring 1 millioner flasker vin.
Her koncentrerer vi os om at kigge nærmere på denne Würzburger Abtsleite Riesling Trocken Erste Lage vin, hvor druerne som nævnt kommer fra marken Würzburger Abtsleite ved Randersacker … og det er en sydvest til sydøst mark med en hældning på op til 45%, hvor jorden består af muschelkalk, altså skalkalkstenjord.
Den er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i store egefade … helt traditionelt og vinen er også lagret flere måneder sur lie i egefadene inden endelig aftapning.
Duftmæssigt er det frugt med æbler, lidt melon måske også og så sniger der sig en lidt olie og svag petroleum ind, så dermed sporer jeg må omgående ind på lidt Riesling. Det er en duft, som er sådan meget ligeud med grønne æbler, lidt nødder og med luft i glasset, så åbner aromaerne endnu mere op.
I munden er vinen grøn og frisk med grønne umodne æbler, masser af syre, citroner, grape, lemon og meget stram, præcis og konsekvent eksekveret. Det er klart tysk og flasken hjælper selvfølgelig også den del af gættekonkurrencen, for en bockbeutel er nærmest synonym med Franken. Dette er en rigtig god en af slagsen.
Forhandles normalt herhjemme af HJ Hansen / Vinspecialisten, men denne er ikke i sortimentet, men er købt hos vinhuset, hvor prisen er 13,50€ … svarende til 100 kr.