2000 Delaforce, Vintage Port, Douro, Portugal

2000 Delaforce, Vintage Port, Douro, PortugalNår vi nu allerede er i gang med de gamle flasker Vintage Port fra Delaforce, så stikker vi bare lige den forrige med en endnu ældre portvin i form af denne 23-årige 2000 Vintage Port.

Nu skal jeg ikke trætte jer med yderligere info om vinen, for den er lavet på samme blend som foregående og ligeledes lavet helt på den samme måde … og allerede ved brug af Coravin på flasken kan man mærke, at der er tale om en gammel og blød korkprop, som nålen lige uden problemer penetrere uden større modstand.

Men det holder tæt … og heldigvis for det, for i næsen er det en moden, rund og moden vin, der er fyldt med modne, sorte kirsebær, kirsebærsauce, figenpålæg, dadler og solbærsyltetøj … men på én eller anden måde er vinen sket ikke så ekspressiv og fremme i skoene som 2003’eren, men lidt mere afdæmpet.

I munden er vinen dog blødere, mere rund og mundsmeltende end 2003’eren, men har – som portvine skal have – lidt varme af alkohol, lakridslikør, solbær, dadler og tørrede figner, masser af tørret frugt, hvor man næsten fornemmer små frugtstykker i munden og det gør, at man får en kraftig og næsten tyggevenlig vin, der emmer af stor, tyk og kraftig frugt, der suppleres af lakrids, kaffe, chokolade samt likør … men alt koncentreret og lækkert, 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 329,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2003 Delaforce, Vintage Port, Douro, Portugal

2003 Delaforce, Vintage Port, Douro, PortugalNår det kommer til portvin, så er jeg en total  sucker for enten Tawny Port eller Vintage Port og nu smager jeg ikke mindre end en 20 år gammel Vintage Port fra det klassiske portvinshus Delaforce, som jeg før er stødt ind i her på vinbloggen.

Som med de nyere Delaforce Vintage Port er denne portvin fremstillet på et skønt Field Blend af mange forskellige druer med de kendte Touriga Franca, Touriga Nacional , Tinta Roriz og Sousão som de primære og selvfølgelig alene fra et enkelt år.

Druerne kommer fra flere forskellige vinmarker i Roncão og Rio Torto, bl.a. fra meget gamle vinstokke på Quinta das Carvalhas … en mark, der historisk set er tæt knyttet til med Delaforce. Efter høst er alle druerne fodtrampet i traditionelle lagares og modnet omkring 2 år på ståltank og oftest omkring 10-15 år i flaske.

Vinen er aftappet uden filtrering og bør dekanteres for at undgå bundfald. Vinen har normalt omkring 100 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 6.000 flasker af portvinen.

Det dufter vildt lækker … der er en skrueblyant skruet op på max, men samtidig tilsat både sød finsk lakrids og tør engelsk lakrids, en smule brændt karamel, kaffe, espresso, tørrede blomster, noget nøddekompot, sirup af figner, blommelikør, noget dadelmarmelade, solbærsyltetøj, brombær- samt blåbærsyltetøj, meget moden i frugten suppleret med noget tørt lakridsrod.

Jamen … eller var det måske et amen? Hvor er det intenst. Der er solbær, figner, dadler og nøddekompot, har denne nektaragtige og lidt alkoholstærke smag, som giver varme gennem hele drænrøret, men det er helt som ventet, for man får både karamel, kaffe, mørk chokolade, mundsmeltende saftighed med solbær, sorte kirsebær, dadler og tørrede figner … men finere kan det nok heller ikke blive, så jeg ligger mig i slipvinden til at blive portvinsalkoholiker, så fabelagtig er denne vin. Elsker denne vin … 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699 kr., mens prisen er 549 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Runchét, Barbaresco Meruzzano Riserva Gregorio, Piemonte, Italien

2018 Runchét, Barbaresco Meruzzano Riserva Gregorio, Piemonte, ItalienVi sluttede det lille raid hos Azienda Agricola Runchét di Andrea Danusso med topvinen Barbaresco Meruzzano Riserva Gregorio, der er opkaldt efter den ene af Andrea og Beatrices to børn. Jeg smager vinen i årgang 2018.

Inden vi lige går videre, så skal vi da vist også kigge lidt på etiketterne på husets vine, for de er faktisk ret flotte. Det ligner ved første blik, noget vin som er spildt … eller måske noget røg? Men man kan også fornemme en smuk kvindekrop, der kaster sig frem med arme og hoved tilbage i ekstase. Ja, det er sgu da lige før, at man bliver en smule opstemt. Kan i hvert fald se nogle baller.

Men opstemt bliver man da absolut, når man smager denne Barbaresco Meruzzano Riserva Gregorio, som jo egentlig blot er en Riserva udgave af den foregående Barbaresco Meruzzano. Men her er vinen efter endt fermentering blot lagret hele 4 år på fade inden aftapning på flaske.

Moden, voksen og følsom … sådan dufter Barbaresco Meruzzano Riserva Gregorio nærmest, for det er rundt, blød og blidt … har en frugt, der mest er jordbær og kirsebærsauce, sød finsk lakrids og lakridspiber, blodpølse, gammel træ som fra huse i den gamle by, tørrede blomster, læder fra en gammel hestesaddel til kvinder og noget hostesaft direkte fra apotekeren.

Selvom det er en Barbaresco på epo og steroider med et mørkt og lidt kødfuldt udtryk – og trækker en højoktan på 15,5% – så kan man fornemme en luftig – om end fyldig – elegance, selvom det bliver en kende kraftigt, mægtigt og fedt.

I munden smelter vinen nærmest … er så blød, rund og tilpasset, men de 15,5% kommer med en pris, for de kan mærkes, selvom de faktisk ikke forstyrrer alt for meget, men giver vinen en stærk smag og lidt karisma. Syren er også fin … moden og elegant … den er måske også  vinens stærkeste side sammen med dens bløde smag. Tanninerne er markante, men igen modne og slet ikke så vilde som lillesøsterens, men samlet bestemt en rigtig lækker vin .. mægtig og stor. 94 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Runchét, Barbaresco Meruzzano, Piemonte, Italien

2019 Runchét, Barbaresco Meruzzano, Piemonte, ItalienMed de 2 sidste vine fra Azienda Agricola Runchét di Andrea Danusso blev det alvor, for det var hans Barbaresco topvine og den første blev denne 2019 Barbaresco Meruzzano.

Her kommer Nebbiolo druerne fra marken Meruzzano, der ligger sydvendt i 350 meters højde i Treiso.  Barbaresco Meruzzano fra Runchét er lavet første gang i 2012, men nu smager vi vinen i årgang 2019.

Den er lavet helt efter reglerne for Barbaresco DOCG, som siger, at vinen skal lagres i minimum to år, heraf minimum et år i egetræsfade, men forinden er den lavet med langsom spontangæring alene med druerne egne gærceller.

Gæring og maceration er sket over 45-50 dage på skindet inden presning og lagring 12-15 måneder på franske barriques inden et kort ophold i ståltanke inden aftapning på flaske og lagring i endnu 12 måneder før frigivelse.

Klasse fornægter sig ikke … for sikke en herlig duft. Vi snakker en dyb og nærmest dekadent aroma, gammel teaktræolie, toffifee og en moden frugt, der mest er kirsebær og kirsebærsauce, jordbær, noget hindbær og ellers igen tjære, læder, tørrede blomster, røde bolsjer med en lille diskret sødme … uha, det er kun til at blive i bragende godt humør af.

I munden er vinen nærmest dansende … hvis det bliver mening? Der er en moden og alligevel spændstig frugt, masser af tør og masser af knastørre tanniner, som sætter sig i den øverste del af mundhulen og simpelthen nægter at forlade den igen. Frugten virker endnu utrolig ung, skarp og frisk … lidt som en teenager, der er ude på ballade, hvor det endda også ser ud til at lykkes. Det er umodne kirsebær, jordbær og ribs … måske tilsat lidt moreller, har et ekstra gear, som nok kun bliver bedre med en smule alder …. smukt og 95 point. Man burde nok købe en kasse … og så bare gemme den i 4-5 år.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Runchét, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 Runchét, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienSelvom jeg ofte vrøvler, så plejer jeg alligevel at sige, at man som regel kan bedømme et vinhus i Piemonte på deres Langhe Nebbiolo og nu smager jeg netop – som vin nummer 2 – en sådan fætter fra Azienda Agricola Runchét.

Druerne er håndplukkede, og vinen er lavet med en langsom spontangæring og maceration alene med druernes egne gærceller over 15-20 dage, hvorefter vinen er lagret 12 måneder på brugte franske 225 liter barriques inden samling i ståltanke og flaskning.

WAUW … sikke da en dejlig duft … har klart en stor, animalsk landlighed med både blomster, rosenblade, tørv, tjære, æterisk kamferolie, lakridsbolsjer samt en frugt af kirsebær, tranebær og moreller … har en smule rå champignon, jod og jern … virker ikke så feminin, men snarere en smule mørk og tør med grønne urter.

I munden er det en frisk og spændstig vin, hvor tanninerne omgående markerer sig for at sætte sig demonstrativt i hele din mund, men det elsker vi jo bare. Det er ingen elegantier, men en ung, frisk og tør vin, hvor frugten er lys, klar og ren, hvor syren er rank og slank med pågående frejdighed samt et ubekymret væsen samt godt med bid, så 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Runchét, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2021 Runchét, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienPå lokationen Cappelletto omkring 3 kilometer syd for byen Treiso finder vi det lille vinhus Azienda Agricola Runchét, som jeg nu skal smage 4 vine fra … en opgave, som jeg glæder mig vildt til og jeg starter med en 2021 Barbera d’Alba.

Der er tale om et nyere vinhus, der er grundlagt omkring 2011-2012 af det unge par Beatrice Bongiovanni og Andrea Danusso med hjælp fra Beatrices far Domenico, der også står som reel ejer og har været en stor støtte i opstarten af projektet.

De to unge iværksættere Beatrice og Andrea har flere års erfaring i vinbranchen og har før etableringen tilbragt tid i både Australien og New Zealand, hvor de arbejdede i større vinhuse.

Dér lærte de at lave vin efter moderne metoder og rejste retur til Piemonte med drømmen om selv at lave vine efter gamle, klassiske dyder på den mest traditionelle og naturlige måde. … men med moderne viden og metoder.

De fandt lidt marker under Barberesco appellationen og det blev starten på Azienda Agricola Runchet, hvor de i 2012 kunne høste for første gang. Herefter har de langsomt udvidet dyrkningsområdet og produktionen, så de nu producerer 7 forskellige vine, Barbaresco, Barolo, , Barbera d’Alba, Langhe Chardonnay, Moscato d’Asti og Langhe Nebbiolo.

Beatrice og Andrea dyrker jorden så skånsomt som muligt, alle druerne bliver håndplukket og vinene bliver lavet med druernes naturlige gærceller. Hele familien er med til både at beskære, høste, vinificere og flaske. Der laves omkring 10.000 flasker årligt, så det er virkelig en af de helt små producenter, som vi har med at gøre.

Jeg skal – som nævnt – samlet smage 4 vine og det er disse:

Jeg starter ballet med denne 2021 Barbera d’Alba, der er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller samt maceration over 15-20 dage, hvorefter vinen er lagret 12 måneder på franske 225 liter barriques inden samling i ståltanke og flaskning.

Det er en meget frugtrig duft, der kommer sammen med noget blæk, grafit , tjære, jernbanesveller og har lidt kropsvarm bulder, maskulin landlighed med en smule mødding, ny garvet læder, tørre krydderier og svag gæret aroma. Frugten har også store muskler … der er sorte kirsebær, kirsebærsauce, blommer og en snert af lidt hyben.

Smagen er blød … tanniner er der næsten ingen af, men det giver til gengæld en rund, kraftig og saftig vin, hvor der er kirsebær, moreller, en smule sødere lemonsaft, let bitterhed og på en eller anden måde virker frugten lysere end forventet … og efterlader lige en tør plet, men det er sgu ret flot, så 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2021 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNæste vin blev også en genudsendelse eller reprise, for jeg har smagt Côtes du Rhône fra Domaine la Bouïssiere flere gange før i bl.a. årgang 2018, 2019 og 2020 … men som Sebastians album Tiderne Skifter fra 1979 rigtigt siger, så kommer der altid en ny årgang, så her er det 2021’eren.

Som de tidligere årgange er vinen lavet på et mix af Grenache og Syrah fra de yngre vinstokke på Bouïssieres Beaumes de Venice marker og er høstet med håndkraft.

Derefter er vinen igennem en lang gæring … typisk med brug af en ret stor andel hele klaser. Efter endt fermentering er vinen lagret på store fade af ældre dato.

I næsen er det en mørk og let flæsket vin … der er tørret kød, blæk, grafit, jernbanesveller, grannåle, sorte oliven, tørv, røg, garriques og krydderier og virker rustik og gammeldags klassisk. Frugten er mest kirsebær, tranebær og brombær med sort te bitterhed.

Smagsmæssigt kommer herlighederne langt mere frem, for vinen er nærmest et fuld ladet elektricitetsværk med stærk, vinøs strøm, der er både mørk, tæt, kraftig og dyb, men samtidig med en lille sødme, der bløder alt op. Der er en mørk frugt af solbær, sorte kirsebær og alt med noget røget, noget peber samt mørkbitter chokolade, kakao og nogle tørre og markante tanniner, som svagt sætter sig solidt og demonstrativt i munden og bliver der i god tid. Sådan skal virkelig god Côtes du Rhône bare smage … 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 143 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Domaine Sorine, Santenay Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Sorine, Santenay Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigSidst jeg smagte en vin fra Domaine Sorine, så var det også denne Santenay Vieilles Vignes, men blot i en årgang 2020. Men Tiderne Skifter som C.V. Jørgensen sang på albummet  I Det Muntre Hjørne fra 1990, så nu smager jeg vinen i årgang 2021.

Pinot Noir druerne til denne vin kommer – som navnet også siger – fra nogle gamle vinstokke fra vinmarker mellem Les Maranges og Chassagne-Montrachet … nogle af stokkene er endda over 50 år.

Høsten er sket manuelt … og så er det først sket pre-maceration efterfulgt af en traditionel vinificering over 18-21 dage i egefade og efter endt fermentering er vinen lagret 12-15 måneder på fade, hvor der alene anvendes  begrænset mængde nye fade.

Slam for en fin, let og lys burgundisk Pinot Noir, har en æterisk, let og grøn aroma, en lys frugt af lyse kirsebær, moreller, jordbær, ribs, hyben, tørt træ, rå champignon, hæfteplaster, nelliker … så kommer der en lille fadnote snigende med lidt kanelsukker og vanilje.

Smagen er spinkel, rank, ren og slank … har en lys, let og lettere grøn frugt, der mest er ribs, hindbær og rabarber … tynd tranebærsaft og en lys syre, der er luftig, frisk, syrlig, balanceret og suppleret med en svag sort-te-agtig bitterhed samt bløde tanniner. Det er en ung samt energisk let vin, så man kommer i det muntre hjørne. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 315 kr., mens prisen er 280 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Michel, Achkarren Spätburgunder, Baden, Tyskland

2021 Weingut Michel, Achkarren Spätburgunder, Baden, TysklandWeingut Michel ligger meget passende på Winzerweg i byen Achkarren i Kaiserstuhl for foden af den ikoniske vinmark Schlossberg. Det er fra dette hus, at jeg nu smager en 2021 Achkarren Spätburgunder.

Vinhuset drives af Josef Michel, der i 1983 overtog driften fra sine forældre. De havde drevet den lille gård siden 1960’erne, men overlod driften til Josef, som var uddannet Weinküfer … en ældre titel for en vintekniker … et uddannelsesniveau under almindelig vinmager.

Men 3. generation i form af Josefs søn Robin Michel deltager allerede i produktionen. Sammen passer far og søn 13 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Achkarrer Schlossberg. Achkarrer Castellberg og Munzinger Kapellenberg.

På markerne dyrker de primært burgunder sorter i form af både Grauburgunder, Weißburgunder, Chardonnay og Spätburgunder, hvilket danner base for 18 forskellige vine.

DenneAchkarren Spätburgunder er en Ortswein, som vinmager Josef Michel har lavet ved, at druerne først er håndplukket i starten af september og derefter så strengt sorteret.

Vinen er så lavet med en gæring i rustfrie ståltanke over18 dage. Efter presning er vinen så lagret 12 måneder på en kombination af brugte 228 liter barriques og rustfri ståltanke.

Smuk transparent i glasset og duften bliver man også glad af, for der er en lidt sødlig – men grøn og rank – animalsk duft af stald, men også en syrlighed, der sender mine tanker hen på Franken, hvor vinene på Spätburgunder ofte bliver mere rustikke og grønne. Sådan er det nu ikke helt, for vinen har også lidt syrlige drops, vanilje, røg, chokolade, fennikel og nelliker sammen med en lys frugt af rabarber, ribs og hindbær.

I munden træder det syrlige mere frem og virker meget frisk. Det er en levende, lys og stringent frugt af tranebær, ribs, jordbær, hindbær, peber, nelliker, krydderuer og et mineralsk jernbid, der fortsat har en lille fin sødme … så godt niveau for en Ortswein. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Weingut Wagner Stempel, Rosé Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Wagner Stempel, Rosé Trocken, Rheinhessen, TysklandVi fortsatte – høje af højskolesangbogens sommervise i hovedet – med endnu en Weingut Wagner Stempel vin på terrassen og det var med en 2022 Rosé Trocken, der ligeledes er en Gutswein aka basisvin.

Vinen er lavet på et skønt mix af Frühburgunder, Merlot, Sankt Laurent og Spätburgunder, som alle kommer fra flere forskellige vinmarker ved Siefersheim med sandet muldjord med noget porfyrsten i undergrunden.

Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke, hvor den også har lagret kort inden aftapning på flaske. Vinen har 5,0 gram restsukker pr. liter.

Dejlig aromatisk og blomstret aroma, hvor frugten er er sjov kombi af hyben, jordbær og kirsebær, mens blomsterne er hybenroser, men virker samtidig virker ret tør med sødlige krydderier, lidt gær og lidt, der kan minde om papkasser, pap og luftig umami.

I munden er der endda lidt større venlighed … har faktisk en svag mousserende fornemmelse, godt med syrlige kirsebær, moreller og jordbær … alt på en slank, tynd, mager og spinkel facon, men det er jo netop dét, som gør vinen så velegnet til sommersjov på terrassen og populær i glasset. 88 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger