Tag-arkiv: 5½

2015 Marchesi Antinori, Guado al Tasso Cont’Ugo, Toscana, Italien

2015 Marchesi Antinori, Guado al Tasso Cont'Ugo, Toscana, ItalienAntinoris Tenuta Guado al Tasso ejendom hører til blandt de allerbedste vingårde i Bolgheri … og herfra smager vi som næste vin deres 2015 Cont’Ugo.

Tenuta Guado al Tasso ligger et par kilometer syd for selve Bolgheri by i den allerøverste del af Maremma og tilhørte oprindelig Gheradesca familien, som havde rødder i regionen helt tilbage til 1200-tallet, men lavet vin i over 400 år.

I 1930 arvede Carlotta della Gherardesca Antinori – Pieros mor – ejendommen sammen med søsteren Mario Incisa della Rocchetta og siden har den 320 hektar store ejendom været en central del i hele familiens vinimperium.

På de 320 hektar vinmarker dyrkes der druesorterne Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah, Cabernet Franc, Petit Verdot og Vermentino, hvilket giver basis for 6 forskellige vine.

Denne Guado al Tasso Cont’Ugo er en ren Merlot baseret vin, hvor druerne kommer fra en 40 hektar stor mark på Tenuta Guado al Tasso ejendommen. Druerne er høstet manuelt, hvor de bedste klaser udvælges.

Vinen er lavet i store temperaturstyrede ståltanke, hvor de udblødte druer gærer med skindet i 20 dage ved op til 30 grader. Herefter er der sket en malolaktisk gæring i små egefade. Vinen lagrer derefter omkring 12 måneder på barriques, heraf 1/3-del nye fade, og så efterfølgende 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Det er duftmæssigt en rigtig powervin med blåbær, sorte kirsebær, blommer og masser af træ … egetræ, cedertræ, cigaræsker, engelsk lakrids, tobak, krydderi og blomster. Virkelig flot og tæt næse.

Smagsmæssigt også en tør vin, hvor der er stor gemmepotentiale, for der er tørre grene, fed og kraftig frugt, men vinen bliver aldrig for meget eller overdone. Det er blåbær, solbær, godt med tanniner, men ikke for vilde. Det er fin, tæt og lækker frugt … 5½ af de fedeste houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 389 kr., men kan fås til 259 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandVi rykker med næste vin et niveau op … nemlig med denne Ortswein 2016 Ahrweiler Spätburgunder fra Weingut Maibachfarm.

Vinen er lavet med druer, som kommer fra marker både nord og syd for Ahrweiler, herunder både Rosenthal, Forstberg, Daubhaus og Silberberg. Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke med spontangæring og efter endt fermentering har vinen lagret 10 måneder på egefade, overvejende nye egetræsfade samt fade, som har været brugt 1-3 gange tidligere.

Næsen er nu virkelig ærketypisk Ahr style … en let og æterisk duft med lidt røgede noter, kirsebær, jordbær og en mineralsk nerve. Der er en smule blomster, ristede mandler, stegt bacon, lakrids, peber og samtidig med søde elementer, kandiserede æbler, mørk chokolade, kanel og søde krydderier.

Smagsmæssigt – WAUW – hvor er det vedkommende, tæt, let, kompleks og balanceret. Der er fine og sarte tanniner, kaffe, karamel og en frugt med kirsebær, hindbær og brombær, et klart mineralsk bid og stor tørhed. Det er en let, fint og virkelig et godt glas vin.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Weingut Maibachfarm, Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Frühburgunder, Ahr, TysklandSå kom vi endelig … efter en lang indflyvning – i gang med de røde vine hos Weingut Maibachfarm og vi startede selvfølgelig med deres Gutsweine, altså deres basisvine. Den første var en 2016 Frühburgunder … og sikke en dejlig start.

Vinen er lavet meget traditionelt med gæring i rustfrie ståltanke. Selvom vinhuset er totalt økologisk, så er gæringen ikke spontan, men efter tilsætning af udvalgte gærtyper. Efter endt fermentering er vinen lagret på brugte fade – vistnok fuders –  i omkring 12 måneder.

Og hvor var det godt at få vaskeægte Frühburgunder i glasset, meget let, luftig og blomstret duft, nærmest parfumeret med syrlige bolsjer, vilde jordbær, sorte kirsebær, ribs, grønne blade og urter, en smule røg og ristede noter, mørk chokolade og en herlig smuk, betagende lethed.

Det er smagsmæssigt også en let og elegant vin, som samtidig er virkelig tør og røget. Frugten virker – på en eller anden måde – en smule mørkere i smagen med jordbær, hindbær, brombær og måske endda lidt solbær, lakrids, tobak, hvid peber samt en dejlig syrlighed, som bærer vinen igennem hele smagsspektret sammen med de ristede og røgede elementer.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 11,50€ på vingården svarende til 86 kr., hvilket er monsterbilligt.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder, Ahr, TysklandNæste vin var søstervinen Ahrweiler Grauburgunder … og det var efter min mening klart den bedste hvidvin hos Weingut Maibachfarm … for pokker den smager godt.

Ja faktisk kalder Alexander Weber ikke vinen for en Ortswein, men i stedet en Schatzkammerwein … altså vine, som har fået lidt ekstra love, kærlighed aka TLC. Vinen har helt sikkert også lagret på egefade efter endt fermentering i rustfrie ståltanke, men hvor lang tid kan jeg ikke se … og jeg kan heller ikke huske, at Alexander fortalte det.

Men hold nu op for en lækker duft, nærmest fed, aromatisk og eksplosiv med sød og tropisk frugt, fersken, abrikos, kvæde, en smule blomster, honning, ristede kastanjer, syltede citroner, salt, kalkede elementer og Bamseline blomsterflor og blødhed.

Smagen tager duften i hånden … blød, rund, cremet og lækker, igen med tropisk frugt, masser af frugt, afbalanceret syre, mild, fed og så samtidig meget elegant. Det er en kraftfuld og smagfuld vin i den tykke ende … men for pokker den smager godt.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Traditionelle, Rhône, Frankrig

2016 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Traditionelle, Rhône, FrankrigChâteauneuf-du-Pape Cuvée Traditionelle fra Domaine de Pignan er næste vin i glasset … en ærketypisk og lækker neuf i den absolut bedre ende.

Det er husets mest centrale vin, som kommer fra 80 år gamle vinstokke og i denne årgang 2016 lavet på 64% Grenache, 13% Mourvèdre, 12% Syrah og resten et mix af Cinsault, Counoise, Terret Noir samt Vaccarèse.

Vinen er lavet med 15-21 dages maceration og temperaturstyret gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på en kombination af betontanke og store egetræsfouders.

Sikke en dejlig Rhône næste med sorte og let gærede bær, flæsk, bacon, mælkede mejeri noter, yoghurt … det dufter da for vildt godt. Der er solbær, lidt lakrids, jernbanesveller, vanilje, mælkechokolade, svage og fine krydderier, virker utrolig balanceret, mørk og intens. Det virker ikke som en fed Châteauneuf-du-Pape, men omvendt heller ikke en af de lettere … bare sådan midt i feltet med masser af kvaliteter.

Uha, hvor det smager godt. Det er silkeblød Châteauneuf-du-Pape med sorte bær, solbær, kirsebær og morbær, dyb engelsk lakrids, lakridskonfekt, kul, tjære, vanilje samt virkelig tørre tanniner, som dog samlet set er fint integreret i vinen. Der er en lille koket syrlighed, frisk frugt og sammen med de mørke elementer, så giver det en superfin Châteauneuf-du-Pape. Det er klart 5,5 fingre med pil op.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2012 Château Langoa Barton, Saint Julien 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Langoa Barton, Saint Julien 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigBåde Jan og jeg havde taget en flaske vin med til vor Ahr roadtrip … et nødkit just in case, at vi blev tørstige undervejs. Da vi ramte Hotel Steigenberger over midnat, så meldte denne tørst sig omgående, og vi nuppede derfor alle 3 et glas af Jans medbragte halvflaske 2012 Saint Julien 3. Grand Cru Classé fra Château Langoa Barton på mit lille værelse.

Vinslottet Château Langoa Barton ejes af Barton familien, som grundlagde deres vinimperium tilbage i 1722 af Thomas Barton, der i en ung alder af 27 år forlod byen Curraghmore i Fermanag i sit hjemland Irland og slog sig ned som vinhandler i Frankrig.

I starten var det med base i først Montpellier og siden Marseille inden han i 1725 havnede i Bordeaux, hvor han opbyggede sit store vinfirma. Allerede i 1737 havde han tjent en større formue og blev blandt de lokale kaldt French Tom.

Siden er firmaet gået i arv og løbende blev udvidet, bl.a. købte Barton familie i 1821 Château Langoa og i 1826 også nogle marker fra den store Léoville ejendom.  Det blev til 2 separate vinhuse … nemlig Château Langoa Barton med det tilhørende slot og så Château Léoville Barton med bedste marker, men uden slot.

I den store 1855 klassifikation blev Château Léoville Barton klassificeret som 2. Grand Cru Classé, mens selve Château Langoa Barton blev 3. Grand Cru Classé, men alle vinene laves på slottet Château Langoa Barton.

Barton familien byggede også i 1838 et stort gods i Irland … Straffan House i Kildare County og det har siden tjent som hjemsted for familien sideløbende med aktiviteterne i Frankrig.

Siden har familien også i 2011 yderligere et slot i Bordeaux, nemlig Chateau de Mauvesin, som nu hedder Chateau Mauvesin Barton … et større Medoc vinslot med 220 hektar jord, hvoraf 51 hektar er vinmarker.

Det er Lilian Barton Sartorius, der som 9. generation i dag styrer det store familieforetagende, hvilket sker sammen med hendes husbond Michel Sartorius samt datteren og i dag ansvarlig vinmager Mélanie Barton Sartorius

Château Langoa Barton har samlet 15 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 7.000 kasser af denne Saint Julien 3. Grand Cru Classé, som vi her smager i en årgang 2012.

Vinen er i denne årgang lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 22% Merlot og 8% Cabernet Franc. Efter høst – som sker med håndkraft – afstilkes druerne, sorteret og kommer i temperaturstyrede trækar, hvor den alkoholiske gæring varer 7-10 dage, hvorefter vinen ligger i maceration omkrimg 3 uger inden lagring i 16-18 måneder på franske barriques, hvoraf 60% er nye fade.

Næsen byder på vilde og fede solbær, mørke blommer, engelsk lakrids, svagt lidt mynte, vanilje, kanel, kul, tjære, hæfteplaster og lidt muldjord. Der er sgu ikk’ helt ringe, for nu at sige det på jysk.

Smagen er tør og så alligevel med en vis fedme, masser af friskhed og syrlighed i frugten og de 7 år på bagen mærkes på ingen måde. Det er meget elegant og langt lettere i smagen end forventet. Der er meget levende tanniner og let peber i eftersmagen.

Forhandles herhjemme bl.a. af Lorentsens Vinforsyning, hvor en helflaske i nyere årgang koster 550 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2017 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, TysklandJeg gik næsten i selvsving, da jeg tidligere smagte Weingut Schloss Schönbergs Lagenwein 2016 Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder. Nu er det Rabea Trautmans Ortswein 2017 Auerbacher Spätburgunder, som byder på masser af samme kvaliteter.

Vinen er også lavet på næsten samme måde som Lagenwein storesøsteren, altså med en 5 dages kold-macerering, hvorefter temperaturen har fået lov at stige i gæringskarret. Med den stigende temperatur begynder de naturlige gærceller at arbejde. Efter endt gæring er vinen overført til små egetræsfade hvor den har tilbragt 18 måneder.

Næsen er igen herlig vild … næsten bio og har både blomster, røg, sød animalsk kostald, eg, kirsebær,  jordbær, nelliker, kanel, vanilje, mentol og samme gærede syrlighed som hos storesøsteren … det dufter vildt godt. WAOW.

Smagsmæssigt minder vinen også meget om storesøsteren, men er måske ikke helt så vild. Igen en meget juicy følelse, saftig, syrlig med lyse kirsebær, ribs, balsamiske elementer og klare mineraler. Det er vild god Spätburgunder og til prisen et røverkøb.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Charles Fox Cap Classique Estate, Blanc de Blancs, Western Cape, Sydafrika

2015 Charles Fox Cap Classique Estate, Blanc de Blancs, Western Cape, SydafrikaNæste glas bobler fra sydafrikanske Charles Fox Cap Classique Estate blev en vaskeægte 2015 Blanc de Blancs … og igen i en totalt overraskende flot kvalitet.

Det er selvfølgelig 100% Chardonnay fra husets marken i Elgin dalen, vinficeret helt traditionelt og så lagres med andengæring på flaske sur lie i mindst 42 måneder.

Denne Blanc de Blancs har også en voldsom lækker næse, lidt mere sart, fin og feminin, men fortsat med gærnoter, en skål med dej til hævning og enkelte færdigbagte franskbrød, melon, agurk, grønne æbler, lemon, salt og grønne blade. For pokker, hvor det dufter … bare rigtigt.

I munden er der både syrlige og overmodne æbler, abrikos, masser af æble- og citronsyre, som giver et skarpt og præcist bid, herlige brusende bobler, små og intense samt en meget lang eftersmag. Det er en feminin lyshåret kvinde med høje hæle, fregner og smittende latter. WAOW. Det er klart 5,5 fingre med pil op.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 323,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Charles Fox Cap Classique Estate, Vintage Brut Rosé, Western Cape, Sydafrika

2013 Charles Fox Cap Classique Estate, Vintage Brut Rosé, Western Cape, SydafrikaFra de næsten endeløse rækker af vine hos Winelovers tester jeg nu 4 mousserende vine fra det sydafrikanske vinhus Charles Fox Cap Classique Estate, der ligger lidt syd for den lille by Grabouw ved Elgin i Overberg distriket og ganske tæt på havet ved False Bay.

Vingården hed oprindelig Furneaux Farm og var egentlig en frugtplantage med æbler, pærer og blommer. I 2005 købte Charles og Zelda Fox ejendommen, efter de i flere år havde ledt efter et sted, som var optimalt for at dyrke druer specifikt til fremstilling af mousserende vine.

De tilplantede 6,3 hektar af de i alt 33 hektar jord med vinstokke og startede byggeriet af deres vineri, som stod færdigt i 2010, bl.a. med en stor kælder med plads til lagring af 200.000 flasker vin.

Charles og Zelda Fox er vilde med champagne, så derfor dyrker parret kun Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier … og de laver udelukkende mousserende vine, hvilket sker med konsulenthjælp fra Nicolas Follet, som er ønolog fra Reims i Champagne.

Denne vin er lavet på 64% Pinot Noir, 35% Chardonnay og 1% Pinot Meunier … vinficeret helt traditionelt og så lagret i mininum 3 år med andengæring i flaske, men formentlig også en snas længere. Det fremgår ikke, hvornår vinen er degorgeret.

Normalt er jeg ikk’ særlig vild med rosévine … heller ikke de mouserende, men her må jeg overgive mig og starte med at sige WAOW, for sikke da en aroma med gæret dej, jordbær, stikkelsbær, lyse kirsebær, hyben, fennikel og bagepulver. Samtidig har vinen en smuk, animalsk, landlig aroma … virkelig en vild, blegrød vildbasse.

I munden er der masser af bobler, som bruser op i munden og langsomt fader ud, mens frugten så i stedet breder sig med lyserød frugt, citroner, svagt lidt grape og et præcist, kalket og mineralsk bid. Det smager sgu godt og vinbloggeren er imponeret over kvaliteten … akkurat lige så godt som real champagne.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 248,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Weingut Wolfgang Maitz, Ried Schusterberg Morillon, Südsteiermark, Østrig

2015 Weingut Wolfgang Maitz, Ried Schusterberg Morillon, Südsteiermark, ØstrigMorillon er en kommune i departementet Haute-Savoie i  Auvergne-Rhône-Alpes regionen i Frankrig … og så er det også navnet på Chardonnay druen i Østrig. Og når Weingut Wolfgang Maitz laver vin på druen som med denne 2015 Ried Schusterberg Morillon, så synger fuglene både på tysk, fransk … ja alle sprog.

Schusterberg marken er jo en Erste STK Ried mark, og denne Schusterberg Morillon er lavet med druer fra marken, der ligger i 480 meters højde og har en undergrund med sand- og kalksten. Vinen er lagret hele 24 måneder på barriques.

Og nøøøøj hvor den dufter godt. Den er en inderlig, dyb med hasselnødder, karamel og ananas. Frugten er næsten en smule kandiseret og byder ellers på symaskineolie eller legendariske Flemming Leths elskede linolie, tydelig træspor, eg, vanilje og så bliver de livlige dufte bare ved med at strømme op af glasset.

Ried Schusterberg Morillon er også smagsmæssigt totalt lækker med lethed, svag nøddet aroma, lemon, citrus, æbler, grape og klart nogle burgundiske referencer. Det er knastørt og også langt mere tørt end næsen indikerede. Der er en præcis og skarp syre. WAOW x 3 … hvor er det en flot, flot, flot Chardonnay, som omgående får 5½ fede fingre og endda med pil op.

Winelovers.dk overvejer import, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 5,5/7