Tag-arkiv: 5½

2020 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling, Mosel, Frankrig

2020 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling, Mosel, FrankrigDen næste vin fra Angelina og Kilian på Weingut Franzen blev også en gammel kending, nemlig deres Lagenwein Bremmer Calmont Riesling … også i årgang 2020.

Nu er vi så på den stejle mark, der har en stigning på helt op til 68 grader. Til denne Lagenwein anvender Franzen ikke druer fra de ældste vinstokke, men druer fra 20-40 år gamle stokke og de fleste måske endda nærmere de 20 år end 40. Ellers er vinen lavet på samme måde som foregående lillesøster, altså spontangæring alene med druernes egne gærceller, men også malolaktisk gæring og lagring 8 måneder på egefade. Vinen har 8,5 gram restsukker pr. liter.

I forhold til foregående Quarzit Schiefer Gutsriesling virker denne Bremmer Calmont Riesling mere blid, udflydende, cremet, rund og luftig, men det er fortsat med fersken, abrikos, modne æbler, røg, karamel, let appelsin samt pænt med blomster. Der er atter denne næsten ubegribelige feminine, sarte og skrøbelige lethed. Der er modenhed i frugten, lidt voks, et snert petroleum, lidt vanilje og lakridskonfekt … uha, hvor er det enestående.

Det er det også smagsmæssigt, altså enestående. Der er atter en sart, fin og lidt skrøbelig smag og nærmest med runde kanter. Der er saftige og saftede æbler, svag lemon og grape. Det er næsten helt som Quarzit Schiefer, blot med et ekstra gear, lidt cremet og enda småolieret, så jeg har svært ved at holde begejstringen nede. Det smager aldeles fremragende og af langt dyrere vine.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 159 kr. ved 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Pradorey, Élite, Ribera del Duero, Spanien

2017 Pradorey, Elite, Ribera del Duero, SpanienVinen Élite er også fra Signatur serien hos Pradorey og her har vinmageren Francisco Martín San Juan fået frie hænder til at lave sin helt egen vin uden den mindst indblanding.

Det er ren Tempranillo, hvor druerne kommer fra marken Hoyo Dornajo, men ellers er vinen næsten lavet som nogle af de andre vine i huset.

Det betyder, at gæringen er sket på rustfrie ståltanke med kontrolleret temperatur på 22 grader i 22 dage. Efter gæringen hældes vinen på franske egetræsfade og lagrer 14 måneder. Herefter hældes vinen over på Nevers egefade og lagrer yderligere 6 måneder.

Derefter er vinen flasket og har lagret yderligere 10 måneder inden frigivelse … og som Adaro er der lavet et begrænset oplag på 13.547 flasker og denne flaske er nummer 1.040.

Élite har – som Adaro – lidt samme fine, modne og dekadente duft, hvor man fornemmer lidt gammelt træ, men også mere lidt brændte fade, hvorfra der kommer sød lakrids, kaffe, mørk chokolade, våde jernbanesveller og teaktræsolie til havemøblerne. Der er blåbær og hindbær, en smule blæk og grafit, ganske kompleks og indbydende.

Smagsmæssigt er bussen parkeret helt perfekt i båsen … har igen som Adaro en virkelig frisk, mørk frugt, spændstig, der viser både tænder og stor tørhed. Tanninerne er vilde og rumsterer rundt i din mund og lægger arm med din tunge, mens syren virker bitter samt ganske kontrollerende. Vinen er måske mere kompleks og kræver mere af dig end Adaro, men giver masser af kvalitet … både i første bølge, men også i næste, hvis du giver dig tid.

Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 270 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Pradorey, Adaro, Ribera del Duero, Spanien

2017 Pradorey, Adaro, Ribera del Duero, SpanienNæste Pradorey vin er fra Signature serien og hedder Adaro som en lille tribute til vinhusets grundlægger Don Javier Cremades de Adaro.

Vinen er reelt lavet som den forrige Crianza, altså lavet på rustfrie ståltanke med en ren spontangæring med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske egefade og så 3 måneder på franske Nevers barriques … men her er det altså bare 100% ren Tempranillo, der kommer fra marken Pago Salgüero.

Den skal  afspejle Don Javier Cremades de Adaroas værdier bag hans vinfremstillingsfilosofi … vovemod, tålmodighed, kærlighed, omsorg og tilfredshed. Vinen kommer i en charmerende lille og tyk flaske og lavet i 27.903 eksemplarer … denne har nummer 22.186.

Duftmæssigt har vi lige løftet baren et par niveauer på … en dyb om end frisk samt lækker duft, sådan lidt dekadent og indbydende med gammel træ, klare fadnoter med mælkechokolade, kaffe, romkugler, finsk lakrids og vanilje. Men frugten holder ved … er ung, frisk, mørk og fortættet … uha, hvor den dufter godt.

Herlighederne fortsætter i munden, for her bliver vinen på ingen måder gumpetung eller fadtung. Frugten er ultra frisk, eksploderer nærmest i munden på dig, masser af blåbær, hindbær, har fløjlsbløde tanniner, lidt sødme og lakrids og det er sgu ret fint.

Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Tenuta di Querceta, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2016 Tenuta di Querceta, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienI mit toscanske raid har jeg oss’ smagt Brunello di Montalcino i den store 2016 årgang og her fra huset Tenuta di Querceta, der ligger ved Castelnuovo dell’Abate lidt syd for Montalcino.

Tenuta di Querceta er reelt en del af det gamle kloster, der jo tilhørte munkene i Sant ‘Antimo ordenen, der i 1462 blev fjernet fra ejendommen af paven Pious II. Men ejendommen blev så ejet af Enea Silvio Piccolomini fra Siena, men har gennem tiden så været  ejet af det adellige Tolomei dynasti, inden den i andel halvdel af 1900-tallet kom i Ciacci familiens besiddelse.

Det var Giuseppe Ciacci, der i 1955 plantede de første vinstokke på husets marker, der hidtil havde været brugt til at producere korn og olivenolie … suppleret med fåredrift for at lave fåremælk og ost.

Det var dog først i 1966, at Giuseppe Ciacci kunne frigive de første flasker vin … en Brunello, som dog på det tidspunkt blev klassificeret som bordvin. Faktisk var det først i det følgende år 1967, at Brunello erhvervede betegnelsen DOC og først i 1980 opnåede den første italienske DOCG betegnelse.

Vinhuset kan jeg ikke finde meget om … de har ganske vist en hjemmeside, men der står intet om ejere eller antal hektarer … men på etiketten står der, at vinen er flasket af Ci. Gi., mens der så på hjemmesiden står adressen Localitet Sesta, hvor man så finder vinhuset Tenuta di Sesta.

Og det kunne godt se ud til, at Tenuta di Sesta = Tenuta di Querceta, for begge er nemlig grundlagt i 1955. Det er samtidig også drevet af Ciacci familien og siden 1995 af Giovanni Ciacci, der får hjælp fra hans børn Andrea og Francesca.

Familien har samlet ikke mindre end 200 hektar jord, men det er skam kun 30 hektar, som er tilplantet med vinstokke, mens de øvrige marker er er kornmarker og ellers tilplantet med oliventræer.

Denne Querceta Brunello di Montalcino er selvfølgelig lavet på 100% Sangiovese Grosso druer, der er gæret og macereret i 15-18 dage ved 29 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret i 36 måneder på 3.000 liter slavonske fade,12 måneder på ståltanke samt endelig 4 måneder på flaske.

Duftmæssigt er det virkelig parfume for næsen … en moden frugt med en vis fylde, kirsebær, modne blommer, masser af skovbund og andre tertiære noter med klare fadnoter, vanilje, sød lakrids, kaffe, bitter chokolade, tobak og nogen fylde. Duften er meget dragende og man ikke ikke lade være bare at sidde og dufte. Hmmmm.

Smagsmæssigt god, cremet og rund frugt … mere sødme end jeg havde forberedt mig på, men også en moden frugt, sorte kirsebær, saftige og mørke blommer, mens tanninerne er runde og slet ikke så vilde, som en Brunello ellers oftest vil byde på. Midt i den modne frugt og sødmen har vinen en ren og elegant frugtsyre, men det virker samlet som en kraftigere Brunello di Montalcino.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 280 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Dal Forno Romano, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2012 Dal Forno Romano, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienVinsmagningen sluttede også eksklusivt, nemlig med de to vine fra Dal Forno Romano og vi startede med husets 2012 Valpolicella Superiore.

Denne Valpolicella Superiore har jeg smagt før … dengang i en årgang 2006, men nu er det så bare en 6 år nyere.

Vinene fra Dal Forno bliver ofte også kaldt Dal Porno … nok fordi hans Amaroner er helt vilde og for meget … men på den gode måde. Jeg faldt over et citat fra Jesper Uhrup Jensen fra Euroman, og det fortæller meget rammende om, hvilke vine Dal Forno laver:

Man tager tre flasker vin og propper dem ned i én flaske! Amorone-producenten over dem alle, Dal Forno, laver så kraftige og koncentrerede vine, at man næsten lige så godt kan droppe maden og sige, at vinen i sig selv gør det ud for et måltid.

Der er lakrids, kaffe og tonsvis af frugt i denne her vin, som bliver ved og ved med at smage i munden. Mens banal Amarone ofte blot er tung og sødmefuld, er Dal Fornos Amarone et veritabelt smagekatalog, hvor nye smagsnuancer hele tiden dukker op … en vin, der fortjener at blive mediteret over i fred og ro. Og uden at man er for mange om flasken!

Romano, manden bag kultvinene, roses blandt sine kolleger og konkurrenter som en minutiøs, lidenskabelig og topdedikeret vinmager, som sjældent, om ikke aldrig, tillader sig selv en fridag fra vinkælder og -marker. Vinene fra Dal Forno er blandt kendere de absolut mest efterspurgte vine fra regionen grundet en kompromisløs kvalitet og stil, som ikke findes mage!

Manden, hvis vine næsten er umulige at opdrive, er næsten ligeså umulige at betale. Grundet lutter topkarakterer og lovprisninger fra en enstemmig vinpresse verden over har efterspørgslen medført, at priserne de senere år er braget gennem lydmuren og har opnået et astronomisk højt leje – et prisleje, som man selvfølgelig altid kan diskutere rimeligheden af.

Romano Dal Forno er 3. generation af vinbønder i Dal Forno slægten, som i gamle dage solgte mosten til det lokale kooperativ, indtil Romano i 1983 lancerede sin første årgang. Som 22 årig mødte Romano Valpolicellas Great Master of Amarone – altså Guiseppe Quintarelli, hvilket blev et skelsættende møde … og et venskab, der inspirerede Romano til at satse på det ypperste, hvad angår områdets potentiale.

Som udgangspunkt mente Quintarelli imidlertid ikke at Dal Fornos vinmarker og beliggenhed ved Cellore d’Illasi lidt udenfor Amarone Classico-området havde potentiale nok – et synspunkt den unge og selvstændige Romano ikke delte!

Da Dal Fornos få hektarer vinmarker i mange år alene var blevet brugt til at levere udpræget kvantitet frem for kvalitet, så var første skridt derfor at reducere vinstokkenes produktivitet samtidig med, at vinstokkenes tæthed blev øget for at stresse stokkenes rodnet til at søge længere ned i undergrunden. Herigennem kunne Dal Forno opnå yderligere kompleksitet og intensitet i druematerialet.

Udover vinmarkernes ringe beskaffenhed havde Romano heller ingen erfaring med selve kælderarbejdet, men derimod kun med markarbejdet. Romano lod sig derfor indskrive på Agrarian School, hvor vinfikationsprincipperne blev slået fast.

I 1983 lancerede Romano sin første årgang, som dog langfra levede op til hans skyhøje kvalitetskrav. I 1990 blev der derfor investeret massivt i renovering af kælder samt i nyt vinifikationsudstyr. Som noget helt nyt for området kasserede Romano de store, traditionelle slovenske fade og indførte som noget nyt lagring på små 225 liters barriques.

Herudover var Romano utilfreds med Molinaradruens indflydelse på Amaronen, og Molinara blev derfor helt og holdent kasseret til fordel for den frugtige røde drue Oseleta.

Siden 1990’erne er kvaliteten således steget og steget, hvilket i bund og grund kan tilskrives en nærmest umenneskelig stræben efter det ultimative samt en fordomsfri holdning til håndværket, fri for besnærende traditioner og normer.

Denne almindelige Valpolicella fra Dal Forno er en af de mest usædvanlige vine ikke blot nord for Verona, men i hele Italien. Det var denne vin, som flyttede grænserne for hvad Valpolicella kunne være og hvad den skulle bruges til.

Med et blev dette vinnavn rykket væk fra den joviale pizza og fremstod nu med en koncentration, struktur og kompleksitet og ikke mindst et udviklingspotentiale, som ikke var set tidligere.

Dal Fornos Valpolicella er en blanding af 70% Corvina, 20% Rondinella, 5% Croatina og 5% Oseleta. Kun de bedste klaser plukkes og ved ankomst til vingården gennemgår de en stabil tørring i omkring 45 dage i et specielt irum med et ventilationssystem, som er udviklet af Dal Forno.

Efter en yderligere selektering af klaserne i slutningen af tørringen, bliver druerne skånsom mast og gæret på ståltanke med automatisk omrøring i 15 dage. Efter en yderligere maceration i nogle dage, får vinen lov at bundfælde naturligt.

Herefter er vinen lagret 36 måneder i nye barriques. Efter en sammenstikning af vinene fra de forskellige fade og en let filtrering aftappes vinen og gennemgår derefter en flaskemodning i kælderen i 24-36 måneder før den sælges.

I næsen kan de nye barriques fornemmes fra første fløjt … sød lakrids, brændte fade, vanilje, mælkechokolade, hæfteplaster, blæk, jod, bacon, kød, tørrede blommer, blommemarmelade, solbær samt blåbær, mørke kirsebær … vildt koncentreret og så alligevel med en rank, kødfuld og mere stringent side, som er balsamisk med nerve og syre med stor tørhed samt en vis landlighed.

Smagsmæssigt er det også en animalsk og landlig vin … har faktisk ikke en kæmpestor overdone Amarone-feeling, men virker mere ren og stringent, men den er dog – og det er nok vinens downfall – skarp, stærk og alkoholisk element, der brænder lidt i munden. Det er sgu en ordentlig mundfuld, uhyre koncentreret  med den mørke frugt, godt med chokolade og masser af træ. Det er en vin, som nok skal have masser af luft – 3-5 timers dekantering inden – og det ved jeg faktisk ikke, om denne fik.

Forhandles af Fionia Vin, hvor en flaske årgang 2010 koster 574 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Penfolds, Magill Estate Shiraz, Adelaide Hills, Australien

2015 Penfolds, Magill Estate Shiraz, Adelaide Hills, AustralienVi fortsatte sgu da med mer’ Penfolds, for næste vin blev en rigtig Aussi Shiraz … en 2015 Magill Estate Shiraz.

Vinen har – som den forrige – en lang historie, for Shiraz druerne til Magill Estate Shiraz blev i en del år anvendt til huset store og berømte Grange vin, men i dag bruges de til en selvstændig vin.

Selvom druerne – der kommer fra Magill vinmarken, der ligger i udkanten af Adelaides østlige del – således har været anvendt siden 1844, så har de siden 1983 været anvendt til denne Penfolds Magill Estate Shiraz.

Vinen er vinificeret i åbne gæringsbeholdere og efter endt gæring derefter kurvpresset, hvorefter den er lagret 15 måneder på både amerikanske og fransk egetræsfade.

Det er duftmæssigt klart stor, moderne, rank og slank vin med engelsk lakrids samt sød finsk lakrids, sorte kirsebær, brombær, ribs, tranebær, jod, vanilje, lidt babybræk – på den gode måde –  chokolade og kaffe, tobak, cedertræ og grønne oliven.

I munden er det en saftig og alligevel slank Syrah vin med sol, solbær, brombær, blomster, lakrids, tobak, filterkaffe, fine, tydelige tanniner og frugten er meget koncentreret. Det er skruet ret godt sammen og fint afbalanceret, god kompleks og komplet struktur.

Forhandles bl.a. af BilligVine, hvor en flaske koster 1.109 kr., mens prisen er 943 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Penfolds, Granfather Rare Tawny, Barossa, Australien

N.V. Penfolds, Granfather Rare Tawny, Barossa, AustralienMadmæssigt var vi foran det vinmæssige, så da vi nåede en dessert, så krævede det også lidt dessertvin, så Brix fandt en Granfather Rare Tawny fra Penfolds frem.

Det store australske vinhus er grundlagt af gamle Christopher Penfolds i 1844, da han – efter at være emigreret til Australien – opslog sin lægepraksis i Adelaide i Sydaustralien.

Christopher Penfolds var en varm fortaler for vinens helbredende virkning og startede derfor – som så mange andre australske læger – en hjemmeproduktion af hedvin, der blev ordineret som medicin i hans praksis.

Vinproduktionen voksede sig efterhånden større end hans lægepraksis, og til sidst blev det til et regulært vineri med fokus på produktionen af brandy og hedvine, der trods det varme klima var yderst populære på daværende tidspunkt i Australien.

Penfolds vineriet forblev succesfyldt i familiens eje, og efterhånden som hjemmemarkedet i 1940’erne og 1950’erne langsomt begyndte at efterspørge bordvine frem for hedvine, omlagde man langsomt produktionen til den nye trend.

Penfolds chief winemaker, Max Schubert, blev sendt på en studietur til Bordeaux, hvor han via sine besøg på slottene blev inspireret til at tage de franske teknikker med sig hjem for at implementere dem i det daglige arbejde hos Penfolds. Dette skulle vise sig at lede til skabelsen af Grange – den mest præmierede rødvin i australsk vinhistorie.

Men som ved alle gode eventyr skulle man grueligt meget igennem før den endelige succes: Vinen blev i første omgang latterliggjort af omverden, så ledelsen forbød i 1957 Max at fremstille vinen, der blev anset for useriøs. Der skulle gå hele 10 år efter lanceringen, før Grange officielt var tilbage i Penfolds sortiment og blev anerkendt som det mesterværk, det reelt var. Jeg har i øvrigt tidligere smagt og anmeldt Grange her på bloggen.

Penfolds er siden vokset betragteligt, og i dag fremstiller huset ikke mindre end 1,4 mio. kasser vin om året, en del af disse vine er netop hedvine i portvinstil … en type, som Penfolds nu har lavet i over 150 år og oprindelig for helbredende virkning.

Denne Granfather Rare Tawny er lavet efter solera metoden og indeholder 44 årgange fra 1960 til 2004 og er lavet på et skønt mix af  Cabernet Sauvignon, Grenache, Mourvedre og Shiraz. Den har en gennemsnitlig alder på 20 år, hvilket der også står på flasken.

Fremstillingen foregår i flere etaper. Ligesom med portvin afbrydes gæringen ved tilsætning af spiritus, som er destilleret til en alkohol på mellem 78 og 85%. Spiritussen må ikke dominere smagen, men skal samtidig have karakter nok til at matche koncentration og kompleksitet i gamle vin.

Den friske hedvin modner årgang for årgang og druesort for druesort i 14 år på brugte fade. Dernæst sammenstikkes vinen så under ledelse af chefvinmager Peter Gago. Endelig introduceres hedvinen i den berømte Grandfather Solera med 6 niveauer af hogheads egetræsfade.

I glasset er vinen herlig brunagtig … duften emmer også af alder og modenhed, god kombi af alkohol og karamel, brun farin samt brunet sukker, sød appelsinskal, ristede og brændte mandler, sukkulenter, sød tobak, efterårsblade, harpiks, tørret abrikos, vanilje samt søde krydderier.

Smagsmæssigt giver alkoholen en god, brændende fornemmelse hele vejen ned gennem svælg og halsrør, men det er sammen med en sød og karamelliseret smag, tørret abrikos, figenpålæg, crème brûlée og kogte blommer, fedme og sødme. Det er fløjl i munden.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 749 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2008 Charles Orban, Cuvée Speciale Millésimé Vintage, Champagne, Frankrig

2008 Charles Orban, Cuvée Speciale Millésimé Vintage, Champagne, FrankrigCharles Orban Champagnes ligger i Troissy vest for Épernay og en Cuvée Speciale Millésimé 2008 var første vin til vort lille ekstravagante byggemøde hos Brix.

Orban familien har faktisk dyrket druer i Troissy i Marne dalen siden 1770 og  har i dag  ikke mindre end 331 hektar vinmarker, der primært er med Pinot Meunier samt 14% Pinot Noir og Chardonnay. Det er da også i en region, der er anerkendt for Pinot Meunier, men hos Orban har man altid dyrket alle tre typer druer.

Selvom Orban familien har været vinavlere siden 1770, så var det dog først i slutningen af ​​1950’erne, at Charles Orban stoppede med at levere druerne til kooperativet Troissy og besluttede at producere sin egen champagne og sælge den under sit eget navn.

Omkring 1960 købte Charles en presse og byggede et gæringsrum for at blive helt uafhængig og i stand til at skabe sin egen stil og helt frem til slutningen af det 20. århundrede drev familien det voksende champagnehus.

I slutningen af ​​det 20. århundrede blev huset solgt til en anden champagne-familie, der har formået at bevare og fastholde Orban stilen og traditionen og i dag er produktionen på 200.000 flasker champagne årligt.

Denne Cuvée Speciale Millésimé 2008 er lavet på et mix af 50% Chardonnay, 40% Pinot Noir og 10% PInot Meunier, der kommer fra husets marker omkring vinhuset … men der er ikke meget info om selve produktionen udover det åbenlyse, altså andengæring på flaske og så er der kun lavet 4.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er champagnen meget rank med klassisk gær, rugbrød, animalske noter, ganske landlig, blomster, pollen, violer, tulipaner og meget let, luftig med en snert af noget træ. Der er pærer, gule æbler samt en smule citron samt lidt brunet smør.

Boblerne er meget blide, forsigtig og har en god balance mellem syre, sødme og frugt, godt med æblesaft, grønne æbler, en omgang lemon og samlet er vinen meget saftet i smagen, men der er uden at miste både friskhed, sprødhed og fin struktur. Dermed havner Houlberg lige mellem 5,5 og 6 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 469,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Domaine Le Grappin, Fleurie-Poncié, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Le Grappin, Fleurie-Poncié, Bourgogne, FrankrigNæste vin blev også sindssygt spændende, for det var nemlig en beaujolaisvin … en Fleurie-Poncié fra vinhuset Domaine Le Grappin, der drives vinmageren med det danskklingende navn Andrew Nielsen.

Andrew er dog ikke dansker, men er australier og med helt igennem danske aner, da hans tip-tip-oldefar var dansker og drog til Australien i 1850’erne.

Det stod dog ikke skrevet i stjernerne, at Andrew skulle blive en dygtig vinmager i Bourgogne, for hans karrieren startede et helt andet sted, nemlig i reklamebranchen. Imidlertid  førte branchen ham til det hektiske Mad-Men-Life  i Los Angeles sammen med hustruen Emma.

Dér smagte Andrew for første gang Domaine Dujacs Clos de la Roche og – blev ifølge ham selv – ramt af lynet. Vinen satte så stort et aftryk, at han forsøgte at overtale Emma til at droppe de årlige ferier og skiture til fordel for at blive en fattig vinbonde.

Den var hun sgu med på og de næste 5-6 år brugte David på at stå i lære hos de bedste Chardonnay og Pinot Noir traditionalister i Yarra Valley, Central Otago, Bourgogne og Californien. Men i 2011 fik han mulighed for at overtage nogle mikroskopiske kældre midt i Beaune, hvor bl.a. Fanny Sabre og Philippe Pacalet tidligere havde til huse.

Han slog til og blev nu en af de mindste negocianter i Bourgogne, dog med et mål om fra starten at sætte fokus på de oversete og undervurderede marker og 1er Cruer i Bourgogne. Han udvælger nøje sine leverandører, men ønsker primært vinavlere, der er parate til at omlægge produktionen til økologisk drift.

Hvis de ikke er klar til at lægge hele produktionen om til økologi, så kan Andrew godt finde på at foreslå, at de så fx prøver med rækker, hvorfra han så køber druerne. Det er måske derfor, at han bliver lukket ind i varmen hos nogle af de bedste dyrkere.

Stilen er ganske klassisk … som Bourgogne i gamle dage og det er med en nænsom vinifikation, uforfalsket terroir og nærmest totalt kompromisløse vine. Der er minimal svovl tilsætning, ingen filtrering og direkte tapning i hånden … fra fad til flaske.

I dag lever Andrew og Emma delvis i London – hvor Emma arbejder for Barclays Bank – og delvis i Beaune. Og inspiration fra den store verden kan også ses på etiketterne på flaskerne … for de er nemlig alle udført af den berømte gallerikunstner Louise Despont fra Brooklyn.

Andrew Nielsen laver vine fra både den klassiske Bourgogne, men også fra Beaujolais og her smager vi nemlig en Fleurie … en Fleurie-Poncié årgang 2018. De håndplukkede klaser er gæret i en tank i tre uger, uden presning, uden at remontage eller bâttonage.

Det sker i en proces, som vennen og vinmageren Jules Chauvet kaldte for aromatisk gæring” Herefter presses druerne og vinen afslutter sin gæring på brugte fade i ni måneder inden aftapningen, som sker uden klaring eller filtrering.

Uha, hvor det dufter godt … pænt med fadpræg er første tanke, vanilje samt bitter chokolade, banan, kakao, koks, jod, mælkede noter, godt med blomster, meget feminin, let bitterhed, ren samt frisk frugt, kirsebær, tørre fade og tør træ … er sådan klassisk, ren samt kvindeligbondsk … hvis man kan sige det.

I smagen er der masser af frugt, tæt og alligevel en elegant og saftig frugt, meget direkte, let og feminin med en lille skønsom sødme, en omgang kirsebær, juicy, svævende og intens. Det er en vin, som lige tager dig med bukserne nede, men smager sgu godt. Dermed ligger Houlberg lige mellem 5,5 og 6 store tomler.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 222,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2015 Le Rocher des Violettes, Négrette, Loire, Frankrig

2015 Le Rocher des Violettes, Négrette, Loire, FrankrigXavier Weisskopf driver sit lille vinhus Le Rocher des Violettes i Montlouis-sur-Loire lidt øst for Tours i Loire og det er derfra, at jeg nu smager denne Négrette i årgang 2015.

Selvom der også findes en drue kalder Négrette, så er denne vin dog lavet på ren Chenin Blanc, men det vender jeg tilbage til.

Xavier Weisskopf etablerede Domaine Rocher des Violettes i 2005, men er oprindelig født i Oise-regionen i 1979 og uddannet til ønolog på vinskolen i Beaune, hvorefter han arbejde i områder som Chablis og Gigondas.

Da han i 2005 købte sin ejendom og marker i  Montlouis – nabo til det mere berømte Vouvray – havde vinene tidligere været solgt som Vouvray vine og det var måske årsagen til, at Xavier kunne erhverve både knap 10 hektar vinmarker og en så fantastisk vinkælder, der er over hundrede år og gravet dybt ned i kalkstensundergrunden.

Vinmarkerne er hovedsageligt tilplantet med Xavier’s yndlingsdrue Chenin Blanc og næsten alle er meget gamle stokke fra 1920’erne og 1930’erne. I dag har Xavier parceller er spredt rundt om kommunen Saint-Martin-Le-Beau med 9 hektar i Montlouis og 4 hektar i Touraine AOP.

Markerne er passes uden kunstgødning eller produkter, mens høsten udføres i hånden. Xavier gør alt for at begrænse oxidation og for at bevare vinenes integritet. Driften har fra starten været drevet af en enorm respekt for naturen og siden 2009 er vingården også certificeret økologisk.

Høstudbytterne kontrolleres gennem dedikeret vinmarksarbejde til omkring sølle 25-30 hektoliter pr. hektar og vinifikationen er så minimalistisk som muligt.

Denne 2015 Négrette er lavet fra 90 år gamle Chenin Blanc stokke fra en 2 hektar stor parcel kaldet La Négrette, så dermed har vinen ikke noget at gøre med den sjældne røde drue med samme navn.

Her er Chenin Blanc høstet med meget lave udbytter på kun 30 hektoliter pr. hektar og fadgæret med druernes naturlige gærceller og så efterfulgt af en 11 måneders lagret i 500 liter egefade, hvor 30% er nye.

I næsen er det en ret aromatisk og parfumeret vin med en smule honning og let oxidative noter, lidt reduktiv og har en voldsom, lidt svulstig tørret frugt, der er lidt tropisk med abrikos, ananas, fersken, syltede æbler og kvæde, lidt citronskal, håndcreme, blomster samt en kalket mineralitet.

Smagsmæssigt er vinen lidt saltet, fyldig og åben … frugten er lemon, abrikos, ganske stor tørhed med lidt honning og ellers tonsvis af stor kraft … er så intens. Det er en vin, der virkelig åbner op.

Vinene fra Le Rocher des Violettes forhandles normalt af Atomwine, men der er pt. ingen vine, så prisen på denne kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7