Vejrhøj Vingårds vin med den gule etiket hedder Drilling og var næste i min smagning … en årgang 2021.
Det er en frisk sommervin, der er lavet på 100% Hiberbal og så vist bare vinificeret på rustfrie ståltanke.
Det er en let vin, som kun har 9,5% alkohol … og har navnet Drilling, der refererer til den tyske skillemønt, der også hedder Dreling og engang havde en værdi på 3 pfennig.
Duftmæssigt er vinen lidt tør og har grønne noter, sandeltræ, har melon og ellers en kende karrig med noterne, den kommer derfor til at virke lidt neutral og udtryksløs.
Igen er der mere kraft i smagen … koncentreret æblesaft, næsten med bagte æbler, lidt abrikos og tørret frugt. Syren er maskulin, fed og vinen har også godt med sødme … faktisk et pænt sødmeniveau, hvilket smagsmæssigt giver en meget behagelig vin. 87 point.
Købt på Vejrhøj Vingård, hvor en flaske koster 185 kr.