2019 Palacio Quemado, Crianza, Extremadura, Spanien

2019 Palacio Quemado, Crianza, Extremadura, SpanienVi fortsætter hos Palacio Quemado i appellationen DO Ribera del Guadiana og denne gang er det med en Crianza i en årgang 2019.

Det er en vin, der er lavet på 95% Tempranillo og 5% Petit Verdot, som Palacio Quemado selekterer fra sine ældste, kalkholdige enkeltmarker.

Selve vinificeringen varetages af den højt profilerede Envinate-gruppe, der står bag en række af Spaniens bedst anmeldte vine.

I vineriet anvendes kun minimal brug af svovl og fermenteringen sker med alene hele drueklaser og spontant alene med druernes helt naturlige gærceller. Efter endt gæring er vinen lagret 9 måneder på 1 år gamle franske og amerikanske 225 liters egetræsfade.

Duftmæssigt virker vinen mere komprimeret, mere tæt og endda mere powerfuld end forrige, men det er fortsat med denne meget solmodne og sødlige frugt. Der er sorte kirsebær, brombær, solbær og derudover finsk lakrids, røget og ristede fade, toastagtig med en smule vanilje, mælkechokolade, fed balsamisk årgangseddike, lidt sød tobak samt en god cafe latte.

I munden er det langt flottere balanceret end forrige vin … igen sødkrydret med en sødlig, fin og frisk frugt af jordbær, brombær og søde kirsebær, meget runde og trivelige tanniner, der ikke giver den store modstand. Det er heller ikke nødvendigt, for vinen har friskhed samt høj bællefaktor, men på en smuk og elegant facon.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7