Rosinen i Weingut Wolfgang Maitz’ pølseende – so to speak – blev eneste rødvin, nemlig en 2012 Südsteiermark Zweigelt, som faktisk viste sig at være en lille rustik og bondsk charmetrold … det man ude på landet kalder en rask knægt.
Det er kun en Gutswein eller basisvin, men knægten har alligevel fået en kærlig opvækst. Druerne har vokset i kalk- og mergelholdig jord og er høstet med håndkraft. Efter endt fermentering er vinen lagret hele 36 måneder på barriques … inden aftapning på flaske. Det er sjældent, at man ser zweigelt lagret så længe!
Men sikke en bondsk braktud, som knægten har … landlig mødding, armsved, rustik og bondsk med lidt grafit, blæk, krydderier bl.a. nelliker, solbær, blåbær og jod. Vildt charmende og indbydende.
Smagen er lidt af samme skuffe, rustik, bondsk, landlig og simpel, men på en virkelig charmerende facon. Der er sødme, lidt sure sokker, peber og samlet meget saftig. Det er sgu en bondevin i ordets allerbedste forstand.
Winelovers.dk overvejer import, men jeg kender ikke prisen.