2017 Castel Mimi, Cabernet Sauvignon Rosé, Codru, Moldova

2017 Castel Mimi, Cabernet Sauvignon Rosé, Codru, MoldovaHvordan smager vin fra Moldova? Christ … jeg vidste ikke engang, at de lavede vine i Moldova, så jeg var selvsagt en smule skeptisk, da jeg for et stykke tid siden modtog en testkasse fra MoldoVin, og startede testen med at smage denne Cabernet Sauvignon Rosé fra vinhuset Castel Mimi.

Det kunne virkelig lyde som op ad bakke for jeres flittige vinblogger … rosévin og så fra et østeuropæisk land, som tidligere har været en del en delrepublik i Sovjetunionen og er beliggende mellem Rumænien og Ukraine. Det kunne blive rigtigt grimt. Som I kan høre, så havde jeg på forhånd alle parader oppe, men det smager sgu imidlertid ganske godt, må jeg totalt overrasket indrømme. Respekt.

Med Castel Mimi har vi imidlertid også fat i et af de store og historiske vinhuse i Moldova. Det er grundlagt tilbage i 1893, hvor Constantin Mimi, den sidste guvernør i Bessarabien – nu Moldova – under det russiske imperium, giftede sig med Gulzade Titreant og samtidig officielt grundlagde vinhuset.

Constantin Mimi var selv født i Grækenland i 1868, men forældrene Alexandru Mimi og Aglaida Vacamei stammede fra Albanien. I 1991 arvede Constantin Mimi en større ejendom ved byen Bulboaca fra sin fader og startede med at plante de første vinstokke på markerne.

I 1901 byggede han – efter at have studeret vinavl i Frankrig – det et kæmpe vinslot i Bulboaca, da han ville ændre måden, som man producerede vine på i landet. I kan se det imponerende vinslot på billedet ovenover.

Med fra Frankrig havde Constantin bl.a. druen Aligoté, som endte med at blive en af de mest populære sorter i Moldova. Men han dyrkede også andre sorter som Pinot Gris, Traminer, Senso, Cabernet Sauvignon og Pinot Meunier,

Castel Mimi solgte vinene i både Moskva, Odessa og Vladivostok, og de fik løbende flere priser, hvilket kulminerede med en sølvmedalje på den internationale verdensudstilling i Turin i 1911.

Den store succes medførte også, at selv Nicholas II – den sidste zar i Rusland – besøgte Constantin Mimi, og det endte med, at Constantin blev guvernør i Bessarabien og senere under 1. verdenskrig leverede vine fra Castel Mimi til den russiske hær.

Constanin blev en anerkendt skikkelse i landet og endte endda som direktør for den rumænske nationalbank i Budapest. Imidlertid gik det knap så godt med selve vinhuset, som senere i 1940 blev nationaliseret under det sovjetiske styre og igennem mange år blot blev en stor vinfabrik med vine af middelmådig kvalitet.

Det er imidlertid ændret i dag, hvor slottet først blev privatiseret i 1998 og siden 2011 er restaureret tilbage til tidligere gloværdig stand, således det i dag er en af de største turistattraktioner i Moldova. Slottet nævnes også som værende et af de 15 smukkeste vinslotte i hele verdenen.

Samtidig er vinproduktionen også forbedret og først for nogle år siden blev vinene introduceret til den brede offentlighed. Vineriet er – som slottet – også moderniseret med nyt udstyr til produktion, lagring og flaskning af vinene. Og man er nu igen begyndt af vinde priser ved internationale vinkonkurrencer.

Castel Mimi har selv kun 110 hektar vinmarker, hvilket ikke er meget, når den årlige produktion ligger omkring 10 millioner flasker vin. Det skyldes dog, at vinslottet er en del af et netværk af vinavlere i hele Moldova og dermed får leveret druer fra over 100 vinmarker, selvom jeg dog ikke kan se, hvor mange hektar Castel Mimi får deres druer fra.

Men da der alene er tilplantet 112.000 hektar vinmarker i Moldova, så er Castel Mimi en betydelig faktor i vinindustrien i landet og har dog også øget Moldovas eksport af vin anseeligt.  Det ligger i Codru vinregionen, som er en ud af 4 vinregioner i landet … og de andre er i øvrigt  Valul lui Traian, Stefan Voda og Balti.

Det er Cristina Forlov, som står i spidsen for driften på Castel Mimi, hvilket udover vinproduktionen og slottet som turistattraktion også omfatter et hotel med 22 værelser og 7 huse, et stort kunstgalleri, konferencecenter, en restaurant og en 10 hektar stor have.

Besøgende turister kan få guidede ture og selvfølgelig smage husets vine i de mange smagelokaler i den gamle, historiske vinkælder, som virkelig emmer af stedets lange og omskiftelige historie.

Nå, men nok snak … lad os kigge nærmere på første vin fra Castel Mimi, en Cabernet Sauvignon Rosé, som er fra slottets Classic Collection. Vinen er ifølge MoldoVin lavet på store franske egefade, hvor den også er lagret 6 måneder inden flaskning.

I glasset er vinen en smule bleg, dog slet ikke som en Bandol, men klart til den lysere side. Næsen er jordbær, hyld, grønne blade, frisk frugt og søde blomster … og bestemt godkendt.

Smagsmæssigt er det en sød og ukompliceret vin, og smagt blindt vil du aldrig gætte på, at den kommer fra et østeuropæisk land som Moldova. Egentlig fin sødme/syre balance, en smule peber, en smule tanniner og lidt citrus i syren. Smager ganske godt.

Importeres af MoldoVin, og prisen ligger på 115 kr.

 Vinanmeldelse 4/7