2008 Lungarotti, Rubesco Riserva Vigna Monticchio, Umbrien, Italien

2008 Lungarotti, Rubesco Riserva Vigna Monticchio, Umbrien, ItalienRubesco Riserva Vigna Monticchio er en umbrisk vin fra vinhuset Lungarotti Società Agricola … og så smager den ikk’ typisk af Sangiovese, men bare freaking, f*cking herregodt.

Lungarotti er beliggende ved byen Torgiano ikke langt fra Perugia i Umbrien. Det er vel omkring 25-30 kilometer nordvest for Montefalco, hvor vinhuset dog også ejer en vingård.

Lungarotti er grundlagt i starten af 1960’erne af Giorgio Lungarotti. Han startede i 1950’erne med at arbejde sammen med faderen på familiens ejendom, hvor de havde et traditionelt landbrug med både kvæg og svin, men derudover almindelige afgrøder og lidt olivenlunde.

Giorgio Lungarotti havde selv studeret landbrug ved universitetet i Perugia, men begyndte i sit arbejde på gården en langsom omlægning til mere og mere vindyrkning. Drevet af hans respekt og kærlighed for landet og regionen, begyndte han også at opkøbe jord og bygge en moderne kælder … og det blev til etableringen af vinhuset Lungarotti.

Giorgio var også en af foregangsmændene for, at Torgiano i 1968 fik sin egen DOC appellation, hvilket i 1990 blev ophøjet til DOCG for områdets Riserva vine.

Han grundlagde – sammen med sin hustru, kunsthistorikeren Maria Grazia Marchetti – både et vinmuseum samt et olivenmuseum i Torgiano. Han stod også i 1987 bag oprettelsen af Lungarotti Fonden, som er oprettet for bevare og promovere landets store kulturarv forbundet med landbruget og bl.a. administrerer de to museer.

Giorgio Lungarotti var også manden, der skabte vinkonkurrencen Banco d’Assaggio dei Vini d’Italia, som i over tyve år har inviteret professionelle vinsmagere og ønologer til Torgiano for at smage italiensk vin.

Derudover blev Giorgio i 1991 dekoreret med titlen Cavaliere del Lavoro … en slags riddertitel og blev i det hele taget en kendt personlighed i Umbrien.

I dag driver Giorgio’s to døtre Teresa Severini og Chiara Lungarotti virksomheden, mens hans enke Maria Grazia er formand for Lungarotti Fonden.

I dag har vingården samlet 250 hektar vinmarker, som er fordelt på familiens to ejendomme. De har samlet 100 ansatte og producerer en lang række vine, hvoraf denne Rubesco Riserva Vigna Monticchio er en af topvinene fra gården i Torgiano.

Vinen er lavet på 70% Sangiovese samt 30% Canaiolo og er en enkeltmarksvin fra marken Monticchio, som er en 12 hektar stor mark, der ligger på en bakke i 300 meters højde.

Vinen er fermenteret i rustfrie ståltanke med maceration i 15-20 dage og er efterfølgende lagret 12 måneder i barriques og derefter flere år inden frigivelse.

Duftmæssigt tænkte jeg først Nordrhône, for der er godt med mejeri, kød, slagterforretning, gazebind og syrlige kirsebær. Wrong … umbrisk vin! Duften er virkelig landlig … måske endda en anelse parfumeret og har samtidig en fin lethed. Frugten er – udover kirsebær – også lidt hindbær og nogle lettere bær, mens der også er tung overkrop – pump it – med kaffe, kakao og nogle ristede noter.

I munden er der også nogle referencer til Nordrhône … peber, en flot kølighed og strenghed, kraft, fylde og power. Derudover er der en syrlig cremethed, blæk og et næveslag lige i sylten.  Syren er frisk, der er balsamico, spændstige tanniner og et krydret bid. Lækker vin.

Forhandles af Altinus Vin, hvor en flaske koster 348 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2009 Weingut Esterházy, Blaufränkisch Föllig, Burgenland, Østrig

2009 Weingut Esterházy, Blaufränkisch Föllig, Burgenland, ØstrigMer’ spændende vin … og vi øger stille og roligt volumenknappen og power’en med denne Blaufränkisch Föllig fra Weingut Esterházy, som nok er det mest historiske vinhus i Østrig.

Vinhuset hænger sammen med den ungarske fyrstefamilie Esterházy, som var en af de store, velhavende og indflydelsesrige familier i dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, også kaldet Habsburgske monarki. Esterházy var med til at forme det kulturelle og politiske liv i Centraleuropa.

De var generøse lånere, vigtige bygherrer og passionerede kunstsamlere i historien, og selv Goethe sagde i sin erindringsbog, at megen kunst, kultur og poesi udsprang fra Kongeriget Esterházy.

Selv danske Thorvaldsen leverede flere marmorstatuer til fyrst Nicolaus Esterházy og Thorvaldsen udførte også en portrætbuste af Nicolaus Esterházy i foråret 1817 samt en af hans veninde, dvs. formentlig yndlingselskerinden Marie Louise Playdeux.

Familien Esterházy elskede kunst, musik og var venner med komponister som Gregor Werner, Franz Liszt, Franz Schubert og Joseph Haydn. De var venner med kongefamilien, samlede kunst og byggede kæmpe slotte.

De ejede bl.a. slotte i både Ungarn og Østrig, nemlig slottene Schloss Galanta, Burg Forchtenstein, Schloss Csákvár, Schloss Tata, Schloss Tata, Schloss Želiezovce, Kloster Edelstetten, Schloss Lackenbach og selvfølgelig de to største slotte Schloss Esterházy ved Fertöd am Neusiedler See i Ungarn – også kaldt Ungarns Versailles – og det smukke barokslot Schloss Esterházy i Eisenstadt i Burgenland.

Ja og så producerede de selvfølgelig også vin med udgangspunkt i familiens barokslot i Eisenstadt, og det siges at, både Joseph Haydn og specielt dronning Maria Theresia, som var regent i de Habsburgske Arvelande fra 1740 til 1780, var specielt glad for vinene fra Esterházy.

Og hun var sgu en magtfuld kvinde, regerende dronning af Bøhmen, Ungarn og Kroatien, ærkehertuginde af Østrig og hertuginde af Parma. Gennem sit ægteskab var hun desuden tysk-romersk kejserinde 1745-80 og storhertuginde af Toscana. Hun var den eneste kvindelige hersker over det Habsburgske monarki.

Det fremgår, at vinhuset reelt er grundlagt i 1758 og i alle årene med familien Esterházy ved roret. Ja i hvert fald helt frem til anden verdenskrig, som blev katastrofal for Esterházy familien.

I slutningen af krigen gennemførte den ungarske regering en omfattende jordreform, hvor alle godser på mere end 50 hektar blev konfiskeret. Dermed stod prins Paul Esterházy – som dengang var eneejer af hele dynastiet – alene tilbage med ejendommene i Østrig.

Derudover gennemførte den nye ungarske Folkerepublik, det autoritære kommunistiske regime, en offentlig proces som endte med, at prins Paul blev idømt isolationsfængsling i 15 år.

Da den ungarske revolution kom i 1956, så kom han imidlertid ud af fængslet og flyttede til Zürich med sin kone Melinda Ottrubay. Der boede han indtil sin død og styrede i den periode sine godser i Østrig.

Hans rigdomme blev efter hans død overtaget af hustruen, som – for at bevare familiens kulturelle og historiske arv – overtog disse til flere fonde. Med hovedsæde på Schloss Esterházy i Eisenstadt styres disse i dag af hendes nevø Stefan Ottrubay, som fungerer som en slags direktør for hele foretagendet.

Selve vinhuset Weingut Esterházy er i dag flyttet fra selve Schloss Esterházy, hvor de gamle vinkældre med det tilhørende vinmuseum årligt dog fortsat besøges af mere end 10.000 gæster. Der er i stedet i 2006 – for den nette sum af 6 millioner euro – bygget et ultramoderne, futuristisk og state-of-the-art vineri ved den lille by Trausdorf an der Wulka syd for Eisenstadt.

Det er udstyret med Østrigs mest moderne vinfremstillingsfaciliteter og den specialiserede vinfremstillingsteknologi har til formål, at vise det unikke fra hver enkelt vinmark, såvel som aroma og smag fra hver enkelt druesort 100% i glasset.

På det nye vineri er der ikke en kælder hvor både de hvide og røde druer bliver presset. Derimod bliver druerne behandlet separat i hvide og røde vinkældre, fra levering af de manuelt høstede druer til den færdige vin.  Det imponerende Esterházy har en total kapacitet på 600.000 flasker og 600 egetræsfade.

Derudover ansatte man samtidig én af østrigsk bedste ønologer til at forestå produktionen af vinene, nemlig Josef Pusch samt Matthew Pick, som tidligere var vinmager hos Penfolds i Australien. I dag er det dog Alexander Wapp, som er ansvarlig vinmager, mens hele foretagendet drives af Stefan Tscheppe.

Weingut Esterházy ejer samlet 65 hektar vinmarker, fordelt på markerne Schneiderteil, Baumschule, Grosser- og Kleiner Feurer, Krakauer, Krainer, Hummelbühel i henholdsvis områderne Großhöflein og St. Georgen ved Eisenstadt.

Derudover har de også markerne Grosser Wald, Baumkräften, Hochbaumgarten, Hundertpfunder, Vogelsang og Kulm i området Rust lidt længere mod øst lige opad Neusiedler søen.

Der dyrker man rødvinssorterne Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Merlot, Pinot Noir og Zweigelt sammen med hvide sorter som Chardonnay, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc og Riesling.

Vinene er opdelt i flere serier, nemlig serierne Prinzenlinie, Classic, Estoras, Leithaberg, Haydn, Single Cru og topvinen Tesoro. Derudover laves der også lidt søde vine og lidt mousserende vine.

Denne Blaufränkisch Föllig er fra husets Single Cru serie, hvor alle vinene – meget charmerende – har etiketter med reference til husets historie om ungarske fyrstefamilie Esterházy. På denne vin er det fyrst Paul Esterházy og Ursula, som levede fra 1635-1713.

Det er én af husets topvine på Blaufränkisch og lavet som en enmarksvin med druer fra marken Föllig i Großhöflein. Marken er en af husets højeste beliggende marker i omkring 210 meters højde og har en undergrund med bl.a. sort ler og kalksten. Vinstokke var i 2009 omkring 25 år gamle og druerne er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar,

Vinen er fermenteret i store egekar i 20 dage ved 26-30 grader og vinen er lagret 16 måneder i både brugte og nye barriques.

Og nu er der også mere skrald på drengen … næsen er blåbær, sorte kirsebær, blæk, bacon, baconfedt, en brugt vaskebræt, enebær, stål og måske en snas friskkværnet peber.

I munden er vinen ganske tør … har godt med mørk frugt, eg, bitterhed, grafit, blæk og masser af power, men leverer smagsoplevelsen med en elegant kølighed, som virker båret af mineraler, sten og kalk. Det smager virkelig godt.

Forhandles bl.a. af Leisner Wine, hvor en flaske af nyere årgang koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7