2011 Elio Grasso, Barolo Ginestra Casa Maté, Piemonte, Italien

2011 Elio Grasso, Barolo Ginestra Casa Maté, Piemonte, ItalienHvis foregående vin var en bil, så havde det måske været en ældre bedaget italiensk Fiat Stilo … måske endda Fiat Stilo Multi Wagon. Her har vi imidlertid ægte italiensk køreglæde ala Macerati eller Ferrari, for vinen er klassisk Barolo fra Azienda Agricola Elio Grasso.

Og endda enkeltmarksvinen Barolo Ginestra Casa Maté i en purung 2011 udgave, som endnu ikke har fået slebet hverken hjørnetænder eller unoder af sig. Nebbiolo på højt plan … og så på en dødssyg tirsdag eftermiddag efter arbejdsophør.

Ja … denne tirsdag havde vinklubben på jobbet været på den øverste hylde.

Elio Grasso ligger tæt ved Monforte d’Alba og bedre beliggenhed kan man ikke ønske sig, ikke blot på grund af udsigten, som er formidabel, men også på grund af jordbunden, som giver mulighed for produktion af fremragende vine.

Produktionen hos Elio Grasso startede i begyndelsen af 1980′erne, hvor Grasso familien besluttede at gå tilbage til deres oprindelse som vinavlere.

Man havde nogle år forinden, nemlig i 1978 lagt grundstenen hertil ved at begynde at vinificere og aftappe druerne fra de forskellige vinmarker adskilt, og ved successive genplantninger af deres Nebbiolo, Barbera og Dolcetto vinmarker.

Elio Grasso var egentligt bankmand inden han skiftede de bonede gulve ud med livet som vinbonde. Elio arbejdede nemlig i en bank i Torino, da hans bedstefar døde i 1978 og efterlod ham vingården og lidt vinstokke på de i dag så berømte marker Gavarini og Ginestra i Monforte d’Alba. Elio forlod da også straks banken for at blive vinbonde.

I dag drives vingården og de i alt 18 hektar vinmarker fortsat af Grasso familien, nemlig i form af Elio, hustruen Marina og sønnen Gianluca. De får hjælp af vinkonsulenten Piero Ballario. Alle markerne dyrkes som enkeltmarksvine undtagen i de år, hvor høsten er middelmådig. Vingården fremstår i dag på alle områder som et mønsterbrug.

I 2002 tildelte Italiens mest kendte vinguide Gambero Rosso en af Elio Grassos Barolo’er prisen “Red Wine of the Year”. Denne hæder tilgår som navnet siger kun én vin i Italien. En absolut topproducent. Årlig produktion på gården er lige i underkanten af 90.000 flasker.

Af disse laver Grasso 14.000 flasker af denne Barolo Ginestra Casa Maté, som kommer fra marken med samme navn. Det er en 3 hektar stor mark, som ligger i 300-350 meters højde ved Monforte d’Alba og kommer fra 40 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet første gang i 1978 og fremstilles i dag på store rustfrie ståltanke. Efter en gæringstid på 16 dage og efterfølgende malolaktisk gæring modner vinen i 2 år på 2.500 liters store egefade af slavonsk eg. Derefter lagrer vinen videre på flasker i kælderen i yderligere 8-10 måneder inden frigivelse.

Og hvilken herlig og kompleks næse, som byder på et massivt arsenal af dufte. Der er røg, jord, trøfler, syrlige kirsebær, lette blomer, violer … en svag animalsk og landlig note … mynte, grønne urter, læder og lakrids. Der er et grønt italiensk fingeraftryk og der fornemmes virkelig også nogle hestekræfter i vinen, som dog fortsat er en ren teenager.

Smagen er kraftfuld og elegant … må de første to ord være. Der er røg, meget præcis, frisk og ung syre og tanninerne er ganske voldsomme, men nærmest som i et blødt farvand. Samlet efterlader det indtrykket af en ung, men meget blød vin med en håndfast syre. Eftersmagen er også multo lang. Hvor er det dog godt … selvom det endnu er alt for ungt.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 525 kr.

Rating 6/7 

2010 Corte Alta, Valpolicella Classico Superiore Ripasso Tornidora, Veneto, Italien

2010 Corte Alta, Valpolicella Classico Superiore Ripasso Tornidora, Veneto, ItalienJeg er vist ikke en Ripasso mand … er ikke specielt til Amaroner eller Ripasso, der ofte betegnes som Amaronens lillesøster. Denne Valpolicella Classico Superiore Ripasso Tornidora fra vinhuset Corte Alta gør mig bestemt heller ikke mere Ripasso mand … tværtimod.

Venetianske vinhus Corte Alta holder til i byen Fumane, som vel ligger 4 kilometer vest for Negrar midt i Valpolicella-land.

Projektet blev påbegyndt i 1996 af brødrene Tiziano og Daniele Accordini sammen med deres børn Paolo og Giacomo. I 2000 købte brødrene otte hektar af den bedst beliggende jord i Valpolicella appellationen. Vinmarkerne ligger ved Fumane nær Cavalo og Mazzurega med en elevation på mere end 550 meter over havets overflade.

Disse marker er nogle af de højest voksende i Valpolicella og den friske frugtsyre som druerne herved har, er med til at afbalancere den naturlige sødme som der er i Amarone og Valpolicella vinene. I 2001 startede det spændende arbejde i markerne og den første årgang af Corte Alta Amarone så dagens lys i 2005.

Familien var i forvejen vinproducenter i området, og vi kender dem såmænd allerede her på bloggen, for de driver vinhuset Azienda Agricola Accordini Stefano, som bl.a. laver rigtig fantastisk Amarone. Ja vi har smagt og skrevet om vinene 3-4 gange her på bloggen og jeg har også tidligere mødt og snakket med Paolo Accordini fra familien. Fin fyr.

Hos Corte Alta er det alfa og omega at vinene har balance og friskhed sammen med den koncentrerede frugt. Og det er netop det som sker i marken på grund af den førnævnte højde. Druerne modner simpelthen 10-14 dage senere end dem som ligger ved lavere højde. Vinene består hovedsageligt af den ædle Corvina drue, suppleret med en del Rondinella og en knivspids Molinara

Der laves 6 forskellige vine under Corte Alta navnet, nemlig en Amarone Classico Camparol, vinen Rosso del Veneto Appassimento Feritas, en Rosso del Veneto Gravis, en almindelig Valpolicella Classico San Zeno, en Recioto Vigna Corone og så denne Valpolicella Classico Superiore Ripasso Tornidora.

Vinen er lavet på 65% Corvina Veronese, 30% Rondinella og 5% Molinara … høstet med et imponerende høstudbytte på hele 70 hektoliter pr. hektar. Vinen laves ved, at den færdige Valpolicella Classico vin hældes sammen med al kvasen fra Amarone produktionen, og så starter den en anden gæring, som varer cirka en uges tid. Det giver vinen ekstra fylde og yderligere alkoholprocent.

Derefter stoppes vinen i tønder, nemlig 3 år gamle 500 liter tonneau egetræstønder, som også tidligere brugt til at lagre husets Amaroner. Der lagrer vinen i 12 måneder inden den tappes på flaske.

Men det er bare slet ikke mig. I næsen er der allerede fornemmelse af en gammel vin, alderen trykker allerede … og så gammel er damen jo ellers ikke. Der er blommer, sur pibetobak, bitter chokolade og godt med urter, men virker ærlig talt lidt doven og flapsy hapsy (hvordan man ellers staver det?) … næsten som en øl, der er blevet for varm og flad.

I munden er det lidt lakrids, urter … igen lidt ufokuseret og flad i smagen med bløde, runde bær, blommer samt lidt grønne elementer og blød, famlende syre. Måske denne flaske ikke er helt okay … selvom der på ingen måder er prop. Måske skal den smage sådan? Måske jeg bare ikke er Ripasso mand?

Forhandles bl.a. af Theis Vine, hvor prisen er 159,95 kr. for en årgang 2013.

Rating 2,5/7  

2013 La Bollina, Bricchetta Monferrato Rosso, Piemonte, Italien

2013 La Bollina, Monferrato Rosso Bricchetta, Piemonte, ItalienHva’ er den nu af? En lille fed flaske fra Piemonte fyldt med Barbera saft? Den lille buttede italienske mamma hedder Bricchetta … Monferrato Rosso Bricchetta og kommer fra vinhuset Societa’ Agricola La Bollina, som ligger ved den lille by Serravalle Scrivia.

Det er nu et stykke fra det centrale Piemonte, altså området omkring Alba, Barolo og Barbaresco … vel omkring 60 kilometer øst for Alba og dermed således beliggende i den østligste del af Piemonte.

Serravalle Scrivia er mest kendt for det største outlet center i Europa kaldet McArthur Glen Serravalle Outlet med over 80 butikker, men der laves altså også vin i byen, nemlig under appellationen Gavi … navngivet efter middelalderbyen Gavi, som ligger blot 10 kilometer fra vinhuset.

Vinhuset holder til i en gammel historisk ejendom, som tidligere var residens for markisen Figari af Genova, men siden 2008 har ejendommen været ejet af Marco Roveda … eller rettere hans selskab Praga Holding. Marco købte ejendommen fra Gruppo Berlucchi ejet af familien Ziliani og besluttede sig for at lave vin.

Til ejendommen hører nemlig 120 hektar jord, hvoraf 25 hektar er vinmarker. Ja derudover omfatter driften af ejendommen såmænd også et 4 stjernet luksushotel, en stor restaurant, et kongrescenter … samt en 18 hullers golfbane, som ligger idyllisk og snor sig mellem husets vinmarker.

Ved overtagelsen allierede Marco Roveda sig med vinmagerne Mario Ercolino og Andrea Bernardini, og lige siden har Societa’ Agricola La Bollina produceret rigtig gode vine, som bl.a. scores op til 96 point og får rosende ord fra bl.a. Luca Maroni. Den samlede produktion ligger i dag på omkring 120.000 flasker årligt.

Der produceres 9 forskellige vine på La Bollina, hvor denne Monferrato Rosso Bricchetta er én af husets topvine. Den er lavet på ren Barbera, vinificeres på store rustfrie ståltanke med 14 dage maceration og derefter lagret 14 måneder på franske egefade. Den kommer i en lille buttet flaske og der laves alene 800 kasser af denne vin årligt.

I næsen er der lidt syrlige bolsjer, syrlige kirsebær, klart italiensk grøn syre, grønne urter, rå champignon, lidt kaffe og engelsk lakrids og brændte egenoter. I munden er der også grønne italienske urter, bitre kirsebær, stor tørhed … og tanninerne strammer gevaldigt. Barbera druen giver lidt fylde i forhold til fx Nebbiolo, og det er med til at sikre, at vinen bliver fornuftig rund i smagen.

Tidligere solgt via Vivino til 89 kr. pr. flaske ved køb af 6 flasker. Det kan man roligt gøre.

Vinanmeldelse 4,5/7