2012 Fabrice Gasnier, La Queue de Poêlon, Loire, Frankrig

2012 Fabrice Gasnier, La Queue de Poêlon, Loire, FrankrigI det frankofile Cabernet Franc orgie mæskede vi os løssluppent videre med næste vin, nemlig vinen La Queue de Poêlon fra vinhuset Domaine Fabrice Gasnier, som ligger nær landsbyen Chezelet i kommunen Cravant-les-Coteaux.

Vinhuset er grundlagt for lidt over 100 år siden, nemlig i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor Aimé Gasnier grundlagde vinhuset med beskedne 3 hektar vinmarker i form af markerne Les Poileries og Queue de Poêlon.

Aimé dyrkede dog ikke kun druer, men også hvede og byg … og havde såmænd også lidt køer, grise og får, men da sønnen Hubert Gasnier overtog gården i 1935 blev vinproduktionen sat mere i system og han øgede da også vinmarkerne til 17 hektar. Det var imidlertid sønnen Jacky Gasnier, som ændrede vingården til alene at være en vingård … uden køer, grise og får, og alene vinproduktion, da han i 1966 overtog driften efter faderen.

I dag er arven gået videre til 4. generation, nemlig sønnen Fabrice Gasnier, som siden 1990 har været involveret i driften, men nu ejer vingården og forestår driften sammen med hustruen Sandrine. Fabrice er uddannet indenfor landbrug fra Gennes, og har inden overtagelsen af ejendommen i Chezelet arbejdet på vingårde i henholdsvis Champagne og Bourgogne

Fabrice og Sandrine Gasnier ejer i alt 27 hektar, primært gamle Cabernet Franc-stokke, og tæller markerne Les Battereaux, Les Haies Martels, La Queue de Poêlon, Le Clos de Chezelet og Les Égratigneaux. Det er et område, hvor jorden er præget af forskellige kombinationer af Chinon-jord, bl.a. kridt, grus, sand og ler.

Alle markerne dyrkes biodynamisk … et arbejde som blev startet i 2000 … først med omdannelse til økologisk dyrkning, og derefter ved indførelse af principperne for biodynamisk vindyrkning. I 2009 blev Domaine Gasnier certificeret biodynamisk af Demeter. Patrice laver omkring 120.000 flasker vin på domænet.

Denne La Queue de Poêlon er selvfølgelig lavet på Cabernet Franc druer fra marken Queue de Poêlon, hvor stokkene er omkring 60 år gamle og alene giver et udbytte på beskedne 26 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med udblødning i 32 dage og derefter modnet på små betontanke i 18 måneder.

Og vinen er også virkelig bio … på godt og ondt. I næsen er der ged, våde får, blæk, violer, tyggegummi, syrlighed, en smule eucalyptus, grønne urter samt røg og mad over bål. Og i munden virkelig frisk vin, meget let … nærmest tynd i det, men måske også en anelse flad i udtrykket … mangler lidt overskud. Tanninerne er bløde og vinen har også en let sødme, nærmest med en smule chokolade.

Jeg er ikke helt solgt og synes måske, at lillesøsteren Les Graves er en tak bedre.

Forhandles af Vinimperiet, hvor prisen er 138 kr.

Rating 3,5/7  

2014 Domaine Jaulin-Plaisantin, Le Dolmen, Loire, Frankrig

2014 Domaine Jaulin-Plaisantin, Le Dolmen, Loire, FrankrigIfølge Wikipedia er et orgie en gruppeaktivitet som indebærer tøjlesløs opførsel. I dag bruges ordet oftest om gruppesex, men kan også omhandle vold, mad eller drikke/ædegilder eller en hvilken som helst blanding af disse.

Og et orgie var netop, hvad Bjarne fra Vinimperiet havde indbudt til … men dog alene et orgie af Cabernet Franc, nok den mest omfattende røde Loire smagning i kongeriget med hele 22 vine på programmet. Og jeres flittige vinblogger var selvfølgelig på pletten. Tøjlesløs som vanligt.

Vinimperiet ligger i Underværket i Randers og har specialiseret sig økologiske og biodynamiske vine fra specielt Loire  … små producenter, der fokuserer på økologiske og naturlige dyrknings- og produktionsmetoder.

Vi startede med to vine, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, nemlig vinen Touraine Milles Feuilles fra Patrick Corbineau – som i øvrigt smagte endnu bedre end første gang – og vinen Les Graves fra Gasnier, men den tredje var denne Le Dolmen fra vinhuset Domaine Jaulin-Plaisantin, som vi finder i appellationen Chinon.

Domaine Jaulin-Plaisantin holder til ved byen Cravant-les-Côteaux i Touraine, kun få kilometer øst for selve Chinon by, som således ligger navn til appellationen AOC Chinon. Det er nok den appellation i Loire, som sammen med AOC Saumur laver de bedste rødvine, som er gode unge, men kan gemmes 10-20 år.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Sébastien Jaulin og Yves Plaisantin, hvor Sébastien tager sig af markarbejdet og Yves af produktionen i kælderen. Yves kommer fra Lyon og er søn af en farmaceut indenfor veterinærlægemidler. Han var egentlig i gang med at læse philosofi, men kedede sig og slog pludselig over på vinproduktion. Han kom i lære hos Clusel-Roch i Côte Rôtie, som var i gang med omstilling til biodynamisk drift.

I 2008 mødte han Sébastien Jaulin, som netop havde nogle vinmarker tæt ved Chinon, men primært havde solgt druerne bulk til andre producenter. Sammen begyndte de projektet med produktion af egne vine og omstilling til økologi. Denne omstilling er gennemført i 2015, hvor de også har fået deres certificering. Men i alle årene siden 2008 er vinstokkene dyrket uden nogen ukrudtsmiddel eller gødning, mens vinene vinificeres uden hjælp af ethvert produkt med undtagelse af en minimal dosis af sulfit.

De to fyre laver i alt 5 forskellige vine, nemlig vinene L’Enfer, Les Hauts et les Bas, Les Bourdes, Le Petit Cray og så denne Le Dolmen, som er lavet på ren Cabernet Franc fra forskellige parceller omkring Briançon, hvor vinstokkene er mellem 10 til 70 år gamle.

Vinen er lavet med udblødning i 2 uger uden pigeage eller remontage, modnet i cementtank. Derefter er der sket en let filtrering på kiselgur og tapning med en smule svovl, men ellers ingen tilsætninger overhovedet. Kiselgur – som også kaldes diatomit – er en bjergart, der består af skeletter fra encellede kiselalger, ler og silt. Det anvendes bl.a. til filtrering af både øl og vin, men kan godt give en lidt metalisk smag.

I næsen er godt med stald, læder … krydderier, urter, violer, lyse bær og nelliker, mens smagen byder på saft og kraft, meget velkomponeret med stramme tanniner, frisk og let frugt. Hold da op, hvor den smager godt, og man får virkelig meget vin for pengene.

Forhandles af Vinimperiet, hvor prisen er 75 kr

Rating 5/7  

2010 Viña Errazuriz, The Blend Collection, Aconcagua, Chile

2010 Viña Errazuriz, The Blend Collection, Aconcagua, ChileEr sindssygt langt bagefter med at skrive om ugens vine … men ikke uden grund, for uge 8 har været hård for Houlberg … aka DK’s flittigste vinblogger … eller måske mere præcist min lever, vægt og kondital.

Mandag var det et bestyrelsesmøde, som altid omfatter vine, så var der tirsdagsvinklubben, en kæmpe Cabernet Franc smagning hos Vinimperiet tirsdag, topsmagningen med Vinpusheren i Randers Vinlaugh torsdag samt vinaften with the guys lørdag.

Samlet resultat for ugen er præcis 50 forskellige vine. FÅÅÅÅÅÅÅKKKK … det er jo en slat. Lidt en udfordring … specielt når man forsøger at holde sig fit og måske endda komme i form til foråret. Så ugen har været en sand balancegang mellem vin, fitnesscenter og løb, så ugens tal blev 50/40 = 50 vine og 40 kilometer … herunder halvmaraton lørdag. Vel ikke helt værst?

Og én af vinene var denne The Blend Collection, som vi drak i tirsdagsvinklubben på jobbet. Den er fra det store chilenske vinhus Viña Errazuriz, som jeg har skrevet om en del gange her på bloggen. Det skal jeg spare jer for denne gang, og så blot skrive lidt om vinen. Vil du vide mere om vinhuset, så søg bare under “search” ude til højre.

The Blend Collection laver Viña Errazuriz i både en rød og hvid udgave. Her i årgang 2010 er den lavet på 65% Grenache, 23% Mourvèdre, 7% Syrah og 5% Roussanne. Alle druerne kommer fra Aconcagua Valley, og vinificeret i 10 hektoliter rustfrie ståltanke med en macerationsperiode på mellem 6-28 dage afhængig af hvilken slags druer. Vinen er lagret 16 måneder i franske fade, heraf 15 nye.

I næsen er der sådan nærmest friske røde bær, hindbær, jordbær … lidt sød i frugten, nærmest som bolsjer og derudover chokolade, violer, lidt blomster, kaffe og vanilje. Smagen er også lyserød frugt med en lidt krydret syre, fin tørhed og en vis lethed samt bolsjesødme. Hmmm, smager fint, men er ærlig talt lidt anonym.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 225 kr.

Rating 3,5/7 

2006 Ben Glaetzer, Wallace, Barossa Valley, Australien

2006 Ben Glaetzer, Wallace, Barossa Valley, AustralienSidste vin fra bestyrelsesmødet i mandags blev denne Wallace fra den berømte australske vinmager Ben Glaetzer, en Shiraz/Grenache baseret vin opkaldt efter hans hustru Judith, som hed Wallace før hun giftede sig med Ben.

Glaetzer familien har lavet vin i Australien siden 1888, men det var reelt først omkring 1918, at Colin Glaetzer grundlagde vinhuset. Og dermed er Ben bogstavelig talt opvokset med vin og nærmest født til at være vinmager.

Når Bens legekammerater omdelte aviser eller slog græsplænen for at få deres lommepenge, gik den unge Glaetzer til hånde i faderens vingård. I en alder af 14 år kunne han reelt arbejde som fuldbefaren vinmager, selvom han ifølge de australske myndigheder ikke måtte smage på vinen, før han fyldte 18 år.

Ben Glaetzer er den australier, som har scoret flest anmeldelser over 95 point i Robert Parkers vinmagasin, The Wine Advocate. Opskriften på hans succes er ganske simpel; Høst et begrænset udbytte fra exceptionelt gamle vinstokke (op til 120 år), som vokser på de bedste marker. Ved at vinificere vinene meget nænsomt, så bevarer Ben vinenes elegance og friskhed, også selvom de er kolossalt koncentrerede.

Ben er involveret i tre vinprojekter: Han er medejer af Heartland Winery, som fremstiller ”value-for-money” vine på druer fra forskellige distrikter i South Australia. Han er også medejer af Mitolo Wines, hvor han laver ufattelig intense vine på druer fra McLaren Vale og Barossa Valley.

Sidst men ikke mindst leder han Glaetzer Winery, hvor han fremelsker en række vine, der regnes for referencepunkter i Barossa Valley og her på bloggen har jeg tidligere smagt og skrevet om vinene Amon-Ra samt Anaperenna. Og faktisk laver Ben alene 4 forskellige vine på Glaetzer Winery … nemlig de to nævnte, vinen Bishop og denne Wallace.

Både Bishop og Wallace er hustruen Judiths pigenavne, og da hun er af skotsk afstamning, så er etiketten selvfølgelig prydet med et keltisk kors, en tidsel og en mønster med keltiske knuder. I denne årgang 2006 er vinen lavet på 70% Shiraz og 30% Grenache fra 60 år gamle vinstokke i Barossa Valley.

Vinifikationen af Shiraz druerne er sket på egetræsfade og Grenache i rustfrie ståltanke. Efter endt maceration er vinen lagret 14 måneder på brugte, franske og amerikanske fade … typisk fade, som er 3 og 4 år gamle.

Og det er rigtig aussi-power-koncentrat med aromaer af tobak, lidt alder, blommer, solbær, engelsk lakrids, mælkechokolade, vanilje … meget jammy, virkelig frugtbombe. Og det er også lige præcis smagen … næsten overdone … proppet med frugt, peber, chokolade, appelsinskal og lidt støvede tanniner. Blød, powerfuldt og kraftigt. Og virkelig meget.

Forhandles flere steder, bl.a. wine.dk, hvor en nyere årgang 2013 koster 189 kr.

Rating 4,5/7

2014 Plaimont Producteurs, Domaine de Cassaigne Le Labyrinthe Blanc, Gascogne, Frankrig

2014 Plaimont Producteurs, Domaine de Cassaigne Le Labyrinthe Blanc, Gascogne, FrankrigCôtes de Gascogne er et af de mere ukendte vinområder i Frankrig, men netop dér findes vi vinslottet Château de Cassaigne, som i et samarbejde med det kæmpestore vinkooperativ Plaimont står bag denne syrlige fætter Le Labyrinthe Blanc.

Slottet ligger omkring 4 kilometer syd for byen Condom – ja det hedder den altså – og er opført i 1247 under abbed Montassin de Goalard og var residens for biskopperne af Condom. Slottet har haft en omtumlet tilværelse, været ødelagt, plyndret gennem forskellige krige og genopbygget i både 1500-tallet og 1700-tallet.

Det ejes i dag af Henri Faget, som er efterkommer af én af de gamle biskopper, og sammen med hans hustru har han gjort slottet kendt for produktion af Armagnac. Slottet er også en turistattraktion, som hvert år har 40.000 besøgende.

Slottet har også 30 hektar vinmarker, hvorfra man laver en række vine. Ja helt selv laver man dem nu ikke, for det er nemlig lagt i hænderne på kooperativet Plaimont, som er en ganske stor historie.

Vinkooperativet er grundlagt i 1979 ved sammenlægning af kooperativerne i de tre byer Plaisance, Aignan og Saint-Mont. Derfor fik det nye kooperativ også navnet Plaimont, Pl for Plaisance, AI for Aignan og MONT for Saint-Mont. I 1999 blev kooperativet yderligere forøget ved tilgangen af kooperativerne i Crouseilles og Condom.

I dag er der omkring 1.000 vinavlere tilknyttet kooperativet og samlet 5.300 hektar vinmarker. Kooperativet producerer da også 40 millioner flasker vin årligt under de primære appellationer AOC Saint Mont, AOC Madiran, AOC Pacherenc-du-Vic-Bilh og AOC Côtes de Gascogne.

Ja faktisk laver Plaimont 98% af alle vine under Saint Mont appellation, 48% af samtlige vine under både Madiran og Pacherenc du Vic-Bilh appellationen, og næsten halvdelen af alle Côtes de Gascogne. 45% af alt salget sker på det franske marked, mens resten eksporteres til 25 lande.

På Château de Cassaigne dyrkes der både røde og hvide druer … og området er nok specielt kendt for hvidvinene, som laves på de lokale druer som fx Colombard, Ugni Blanc, Gros Manseng og Sauvignon Blanc. De har i over 3.000 år været dyrket på bakkeskråningerne i Côtes de Gascogne, men vinene har selvfølgelig altid ligget i skyggen af deres meget berømte nabo Bordeaux.

Denne Le Labyrinthe Blanc er lavet af den erfarne vinmager Cédric Garzuel fra Plaimont. Druerne er Colombard og Gros Manseng, men blandingsforholdet kender jeg ikke. Cédric har gæret druerne ved lav temperatur for at bevare aromaerne fra druerne og lagrer derefter vinen “sur lies” i 4 måneder for at give vinen mere fylde. Vinen er opkaldt efter en labyrint, som lå i slottets have under renæssancen.

Colombard druen er lokal og er oprindelig blev anvendt til produktion af Cognac eller Armagnac. Druen er formentlig en krydsning mellem sorterne Chenin blanc og Gouais Blanc og ses ellers også i Californien. Druen anvendes i store mængder til billigere hverdagsvine.

Gros Manseng er ligeledes en hvid drue, som hovedsagelig dyrkes i den sydvestlige del af Frankrig. Ved omhyggelig behandling i vineriet kan den give blomsteragtige vine med krydret smag, og anvendes også til søde vine.

Men her er der nu ikke noget sødt, for det er en syrlig fætter … i næsen endda syrlig af h….. til med nyslået græs, grape og grønne urter. I munden er det også grape, som dominerer sammen med lidt frugtsten eller en form for mineralitet. Grønt, syrligt og bidende, men på en eller anden måde mere interessant end forrige vin.

Forhandles af Philipson Wine, hvor prisen er 59,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 3/7