Sidste vin fra byggemødet, denne Amarone della Valpolicella Classico fra vinhuset Zenato … og selvfølgelig skulle vi lige forbi Veneto området, når vi nu lige havde drøftet området på forrige vin.
Azienda Agricola Zenato er grundlagt i 1960 af én af Italiens mest innovative vinproducenter Sergio Zenato. Han etablerede vingården fast besluttet på at gøre en forskel i en broget og omskiftelig vinverden. Ikke bare en kommerciel forskel, men også en forskel på innovation og kvalitet.
Næsten 50 år efter har hans livsværk nået en størrelse som er ganske betydeligt, målt på alle parametrer som nyskabelser, kvalitet, produktion, omsætning og ikke mindst anerkendelse.
Zenato laver principielt vin i to hovedområder. Det ene område er det i Danmark så godt som ukendte Lugana. Kort sagt er det geografisk det plateau, der danner sig, der hvor Gardasøen sydligste punkt er. Lugana er samtidig hjertet i Zenato. Det er der hvor familiens første vingård ligger, der hvor familien bor.
Det andet område er det meget kendte Valpolicella, hvor der produceres Valpolicella della Classico og Amarone naturligvis. Her har Zenata i alt 20 hektar vinmarker, og det er her aftenens sidste vin kommer fra. Zenatos Amaroner er et kapitel for sig. Kvaliteten er fremragende. Vinene adskiller sig fra andre Amaroner ved at have en lidt usædvanlig druesammensætning. Den består naturligvis af Corvina hovedsageligt, dernæst Rondinella og Molinara. Desuden har man anvendt Sangiovese, hvilket jeg aldrig tidligere har set i en Amarone.
Konsekvensen heraf synes at være, at vinene virker meget mere rene og velplejede i sin frugt end andre Amaroner sædvanligvis gør. Zenatos Amaroner er mægtige vine og naturligvis flittige prisvindere overalt i verden.
Duftmæssigt godt med mørke frugter, meget frugtrig … sådan lidt frisk-frugt-agtigt, en anelse krydret, lidt blommer … men slet ikke den lidt vamle rosinduft, som Amaroner ofte har. Smagsmæssigt masser af sol, solbær, lidt peber, meget stor fylde, lidt nellike? Eftersmagen en god lang, og det kan smages, at der er tale om stor vin. Flot valg.
Fås hos Theis Vine, pris 359,95 kr.